Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den cerutrygende minister med 9 børn

 

Lis Groes var en af efterkrigstidens mest markante og dynamiske kvindepolitiske skikkelser. Den første biografi om Groes giver et varmt og engageret billede af den slagfærdige kvinde, men mangler det lidt mere analytiske perspektiv, mener FORUMs anmelder

 
 
FORUM/5.12.2003 Lis Groes (1910-1974) er for eftertiden nok mest kendt som den cerutrygende handelsminister med de 9 børn. Men ifølge Karen Møllers bog Lis Groes. En kvinde i sin tid (Gyldendal, 2003) lå hendes væsentligste indsats ikke i det landspolitiske arbejde på Christiansborg, men snarere i hendes arbejde i to af efterkrigstidens store bevægelser: kvindebevægelsen og forbrugerbevægelsen.

Karen Møller skriver i sin indledning: "Lis Groes er den ene af mit livs to rollemodeller. … Lis Groes var en usædvanlig og storslået personlighed. En stor organisator, højt begavet, ligetil og med megen humor og varme. Hun var iværksætter ud ovr det sædvanlig og overkom det utrolige." Det fremgår først sent i bogen, at Karen Møller har kendt Lis Groes personligt bl.a. som sekretær i Nordisk Komité for Konsumentspørgsmål og senere som medlem af Dansk Kvindesamfund. Netop heri ligger bogens styrke og svaghed: Karen Møller har skrevet en levende og engageret fortælling om eneren Lis Groes liv og virke, hvor hun trækker på Lis Groes familie og venner. Men hun har ingen analyser eller vurderinger af Groes' politiske indsats: Hvad var hendes konkrete politiske holdninger, og hvilken betydning havde de?

Lis Groes var datter af Signe Tørsleff, kvindesagskvinde og den første kvindelige skoleinspektør i Sønderjylland efter genforeningen i 1920. De to første år af sit liv tilbragte Lis Groes på et børnehjem, mens hendes mor på rekord tid tog en lærereksamen, som gjorde det muligt for hende at forsørge datteren. Efter at have tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom i det sønderjyske, flyttede Lis Groes efter sin studentereksamen til København for at studere statskundskab på Københavns Universitet. Her blev hun hurtigt involveret i det studenterpolitiske arbejde og i 1931 blev hun som den første kvinde valgt til formand for Studenterrådet. I 1932 blev hun det nystiftede Danske Studerende Fællesråds første formand. Via sit fagpolitiske arbejde opbyggede Lis Groes et stort netværk af ligesindede politisk engagerede studerende bl.a. Elias Bredsdorff, Viggo Kampmann, Isi Grünbaum, Ester Boserup, Erik Ib Schmidt, Inga Dahlsgaard og ikke mindst hendes kommende ægtemand, Ebbe Groes.

Efter afsluttet cand.polit. eksamen i 1935 søgte Lis Groes bl.a. job i Folketinget Bureau, hvor hun fik det svar, at der allerede var én ansat kvinde og det var rigeligt. Derefter opsøgte hun arbejdsminister K.K.Steincke, hvor hun fik samme besked. 15 år efter at loven om kvinders ret til ansættelse i statslige embeder, var kvinder fortsat personae non gratia i den offentlige administration. Det lykkedes hende dog at blive ansat som sekretær i Invalideforsikringsretten – en ansættelse, som viste sig at skulle blive kortvarig pga. en graviditet. I 1936 blev Lis Groes gift med Ebbe Groes, senere direktør for FDB og i 1937 ventede hun deres første barn. Trods lovgivningen, der fastslog, at offentligt ansatte kvinder kunne få barselsorlov i det omfang, som tjenesten tillod, besluttede kontorchefen, at det ikke kunne komme på tale og Lis Groes måtte sige sit job op og i stedet blive hjemmearbejdende husmor. Et erhverv, som hun bestred frem til 1953, da hun blev udnævnt til handelsminister.

Fra 1937-51 fødte Lis Groes 9 børn. På det ofte stillede spørgsmål om, hvorfor hun dog fik så mange børn, svarede Lis Groes: "Både min mand og jeg er enebørn. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg ville have fire børn. Det havde jeg en tante, der havde og de havde det altid så hyggeligt der. Men da jeg så kom til det femte, opdagede jeg jo stordriftens fordel og så blev det til ni i alt."

At Lis Groes forstod at udnytte stordriftsfordelene vidner bl.a. den børnehave, som hun oprettede i familiens kælder. Med ansættelsen af en pædagog, der passede familiens og naboernes børn, fik hun frigjort tid til sit arbejde i Dansk Kvindesamfund og Forbrugerbevægelsen.

Lis Groes blev i 1935 medlem af Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds i København, fra 1939-43 som formand og fra 1943 som medlem af Dansk Kvindesamfunds fællesstyrelse. Her arbejdede hun bl.a. sammen med sin mor, Signe Tørsleff, der udover at sidde i fællesstyrelsen også var kredsformand i Haderslev og en af drivkræfterne i Dansk Kvindesamfunds sommerlejre. Kvindesagen i denne periode var især fokuseret på børne- og familiepolitikken, gifte kvinders ret til erhvervsarbejde og kvinder i politik. Lis Groes var meget engageret i den familiepolitiske debat og var bl.a. fortaler for etablering af statslige børnetilskud, der skulle udbetales til moderen, øget adgang til deltidsarbejde for mødre, 6 timers arbejdsdag, udbygning af dagsinstitutionsområdet m.m.

Fra 1958-64 var Lis Groes formand for Dansk Kvindesamfund. Hendes formandsperiode var præget af store interne diskussioner og slagsmål blandt medlemmerne, der delte organisationen i 2 lejre. Stridens kerne var de gifte kvinders stadigt stigende udearbejde. Siden Dansk Kvindesamfund blev oprettet i 1871 havde organisationen kæmpet for de ugifte kvinders ret til erhvervsarbejde og selvforsørgelse, mens det lå i luften at gifte kvinders primære og vigtigste opgave var at varetage arbejdet i hjemmet og opdragelsen af børnene. Med højkonjunkturen og den stigende velstand i slutningen af 50’erne og i begyndelsen af 60’erne steg efterspørgslen på arbejdskraft markant. De gifte kvinder udgjorde en stor arbejdskraftreserve, som trods mangel på adækvate børnepasningsordninger, relativt let kunne indpasses på det danske arbejdsmarked.

Situationen udløste store diskussioner i Dansk Kvindesamfund om, hvad der var kvindens vigtigste opgave. At være lønarbejder som sin mand eller være den, der varetog familiens tarv. De udearbejdende kvinder kritiserede de hjemmearbejdende for at være passive og undertrykt af deres mænd, de hjemmearbejdende kritiserede de udearbejdende for at svigte deres børn. Yderlige ved til bålet bragte DKs ungdomskreds i 1963 med udtalelser om, at de anså "den hjemmegående husmor for en samfundsabnormitet". Lis Groes, der selv var meget familiepolitisk orienteret, forsøgte at gyde olie på vandene med udtalelser om, at ”for mig går skellet ikke mellem arbejde ude eller hjemme, skellet går mellem sløvhed og aktivitet”. For hende var Dansk Kvindesamfunds primære opgave at sikre kvinders frie valg. Og når kvinder valgte arbejdsmarkedet så at sikre, at de fik reel ligestilling med mændene. Lis Groes valgte at gå af som formand i 1964 og efterlod Dansk Kvindesamfund med i alt 14.000 medlemmer - det højeste nogensinde i organisationens historie

Gennemgangen af Dansk Kvindesamfunds lobbyarbejde, udvalgsarbejde og sommerlejre er meget detaljeret, men man savner en mere analytisk tilgang. På hvis side stod Lis Groes i konflikterne? Og hvad var egentlig hendes kvindepolitiske ståsted? Også hendes afgang som formand i 1964 fremstår noget uklart med antydninger om, at hun blev mobbet ud af mere progressive kræfter som Inga Dahlsgaard og Jytte Christensen.

Sideløbende med arbejdet i Dansk Kvindesamfund var Lis Groes meget engageret i efterkrigstidens spirende forbrugerbevægelse. Vareknapheden og rationeringen i kølvandet på krigen, fik husmødrene på banen. De krævede flere og bedre varer og den stigende forbrugerbevidsthed resulterede i stiftelsen af Danske Husmødres Forbrugerråd i 1947. Fra 1949-53 var Lis Groes formand for Forbrugerrådet, der i disse første år, udover at satse på oplysning af husmødrene, kæmpede mod dårlige produkter og stigende priser. Fra 1968-73 var hun igen formand for Forbrugerrådet, og nu var det detailhandlens manglende prisskiltning, producenternes manglende mærkning af varernes indhold og reklamens stigende indflydelse, der var rådets mærkesager.

Lis Groes’ store interesse for forbrugersagen har sikkert været medvirkende til, at hun i 1953 blev udnævnt til handelsminister i Hans Hedtofts socialdemokratiske mindretalsregering, som den 5. kvindelige minister i danmarkshistorien. Underligt nok giver Karen Møller ingen forklaringer på, hvorfor Hedtoft valgte netop Lis Groes. At Lis Groes’ via sin mand omgikkes med en række personer i de socialdemokratiske netværk, sættes ikke i forbindelse med udnævnelsen, ligesom det kun er i en bibemærkning, at vi får at vide, at Groes’erne var nære venner med Hedtoft.

Udnævnelsen udløste med datidens målestok en mediestorm. Pressen var bekymret for om hun som mor til 9 kunne varetage jobbet, købmændene var bekymret for hendes forbrugersynspunkter og hendes tætte kontakt til FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) via ægteskabet med Ebbe Groes. Lis Groes’ tid som minister blev som spået vanskelig, bl.a. pga. de mange sager vedr. samhandel, prisaftaler og monopoler, som verserede i efterkrigstiden. Derudover havde hun ingen erfaring med parlamentarisk arbejde og de politiske spil på Christiansborg.

Hendes selvvalgte afgang som minister i 1953 begrundede hun bl.a. med, at: ”Paa den ene side står mand og børn og paa den anden side hele dette overordentlige interessante arbejde. Men nu har hjemmefronten maattet undvære mig i 3½ aar og det er en lang tid”. 7 år efter vendte hun dog tilbage til Christiansborg, denne gang som socialdemokratisk medlem af Folketinget, hvor hun sad til 1971.

Lis Groes indsats i Folketinget dokumenteres med en opremsning af alle de udvalgsarbejder hun deltog i. Men hvad hun har sagt og ment om disse mange politikområder, giver bogen ingen svar på. Ved valget i 1968 fik hun knap 26.000 personlige stemmer, den afgående statsminister J.O. Krag måtte nøjes med knap 23.000.

Karen Møller har skrevet en vigtig og interessant bog. Lis Groes: En kvinde i sin tid er ikke en traditionel biografi, hvor fokus alene er på liv og værk. Vi har snarere at gøre med en bog, som med Lis Groes som katalysator, tilfører endnu en brik til forståelsen af danmarkshistorien efter krigen. Bogen består således af to hovedfortællinger: en om Lis Groes’ liv og gerninger og en om Dansk Kvindesamfund og Forbrugerrådet. Fortællinger, som forfatteren ind i mellem har svært ved at få til at nå sammen.

Men billedet af Lis Groes som en engageret kvinde, der besad et guddommeligt organisationstalent, var handlekraftig, morsom og slagfærdig, står til gengæld efter endt læsning klart på nethinden.

Jytte Nielsen er biblioteksleder for KVINFOs bibliotek.
 
Læs mere
Om Lis Groes i DKL Online.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk