Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

De ensomme hekse fra Middleway

 

 
FORUM/Aix-en-Provence 15.4.99
Bulldog´en Justine er den første, der tager imod i det sydfranske. Ivrigt kravler den ned ad trapperne, mens Paule Constant venter i døren til lejligheden på første sal. Justine var forlæggerens trøstepræmie, da Constant blev vraget til Goncourt-prisen i 1994. Fire gange har hun været i finalen til den fornemmeste og mest eftertragtede af de franske litteraturpriser. I 1998 lykkedes det. Paule Constant modtog som en af de få kvinder prisen for romanen Confidence pour confidence (Betroelser), som omhandler fire kvinders møde og refleksioner efter et feministisk kollokvium i USA´s Oxford, Middleway. Fire kvinder ved "middelvejen", midtvejs i deres liv, "på det tidspunkt hvor kødet begynder at bulne ud over det hele".

Romanen Confidence pour confidence, eller Betroelser, er siden blevet hængt ud som antifeministisk, og heglet igennem. Af mandlige konkurrenter, som finder romanens kvindesnak uværdig til den store ære. Og af kvinderne som ikke bryder sig om det spejl, Paule Constant holder op for kvindekampens generation. Confidence pour confidence er en udfordring til den politiske korrekthed, en provokation af kvindekampen. "Bogen fik Goncourt-prisen for at forhindre vedtagelsen af loven om politisk ligestilling mellem mænd og kvinder", er der blevet sagt. Og romanens hovedpersoner - Lola, Gloria, Babette og Aurore "mine kvindemennesker", som Paule Constant kærligt kalder dem - er blevet udnævnt til sure hekse.

Selv ser Paule Constant ikke sin roman som en kritik af feminismen men som en statusopgørelse.

- Jeg kaster et klarsynet blik på pigerne i min generation. Spørgsmålet er, om vi har klaret os bedre end vore mødre. Jeg tror det ikke. Hver generation tror, den kan løse den foregåendes konflikter. Jeg konstaterer en fiasko, siger hun.

Paule Constant er den femte kvinde, som har modtaget Goncourt-prisen, siden den blev indstiftet for 75 år siden. Hun er dermed kommet i selskab med Marguerite Duras og Simone de Beauvoir.
- Kvindelige forfattere kommer først i betragtning, når de er blevet gamle og ophøjet til myter. Marguerite Duras var 74, da hun blev hædret, selv om hun skrev en fremragende roman som 30-årig, siger Paule Constant. Selv er hun 54 og trods et langt forfatterskab endnu ikke en myte i fransk litteratur.

- Jeg bryder mig ikke om at sige, at kritikken af min roman skyldes, at en kvinde har fået Goncourt-prisen. Men jeg er nødt til at indrømme det. Glasloftet eksisterer. Kvindelige forfattere skal helst ikke stikke næsen for langt frem. Med mindre de altså er blevet myter, man ikke kan komme uden om. Verden er stadig struktureret omkring mændene, og selv om vi har opnået ligeret, oplever jeg en form for fjendtlighed fra mændene, som trods alt modsætter sig den endelige, totale ligestilling.

Den højloftede patricierlejlighed i den sydfranske by Aix en Provence er milevidt fra den amerikanske middelklassebolig med dens elektronisk styrede skodder, hvor fire kvinder, Gloria, Babette, Lola og Aurore deler nogle timer efter et kvindekollokvium, inden deres veje skilles igen. Som Paule Constant, der underviser i litteraturhistorie og 1800-tallets kvindelitteratur, tilhører Gloria og Babette universitetsverdenen. De er afdelingsledere for henholdsvis kvindestudier og fransk litteratur ved Missing H-universitetet.

Gloria er sort, gift med "Maskinisten" og mor til Chrystal. Babette måtte flygte til Frankrig med sin familie efter Algeriets selvstændighed. Hun er netop blevet forladt af "Piloten" efter 20 års ægteskab. Begge har de kæmpet sig frem til social status i et sexistisk og racistisk USA. Under dække af en oversættelse har Gloria sat sig for at plagiere forfatteren Aurore, hvis følelsesmæssige sammenbrud spejles i den norske skuespiller Lolas fysiske, alkoholiserede selvdestruktion.

Paule Constants fire "kvindemennesker" kalder på mange måder Marilyn French frem i bevidstheden. Hun kunne også tegne store kvindeskikkelser, som vakler under eksistensen uden at segne helt. Men hvor French´s kvinder hentede styrke i oprøret og havde et klart mål for deres vrede - mandsverdenen - er der over Constants kvinder noget sølle og bittert. De er frie, ensomme og skuffede og bryder sig ikke om at indrømme det. Deres sejr over skæbnen og mandschauvinismen smager af aske. De har sejret sig ihjel.
- Jeg fanger mine kvinder i et øjeblik af tvivl og følelsesmæssig skrøbelighed. Jeg tager dem ud af deres element, det arbejdsliv, som ellers giver dem tryghed og viser dem uden sminke, uden alibi. Jeg viser den tilstand af tvivl og skrøbelighed, som kvinder kan føle i visse faser af deres liv, som regel i puberteten eller, som her, i den modne alder. 50-årsalderen er en periode, hvor vi burde være på vort livs højdepunkt. I virkeligheden er det på dette tidspunkt, vi bliver forladt. Mændene forlader os, børnene forlader os, vi kommer under pres i arbejdslivet og i et samfund, hvor ungdommen i sig selv er en værdi. Hvorfor bliver Babette forladt af "Piloten"? Han siger, at hun er stærk nok til at bære at blive forladt.

- Styrken er blevet en svaghed. Ikke fordi mændene er bange for de stærke kvinder. De har levet deres liv med dem, de har elsket dem - og alligevel forlader de dem. Kvindernes styrke har væltet balancen i forholdet mellem mænd og kvinder. Mændenes opgave var at sikre kvinderne en social status. Nu skaffer vi os den selv, og mændene føler sig til overs. Mændenes identitet er blevet undergravet. Det virile mandeideal er devalueret, og i stedet ser vi en ekstrem idealisering af det, mændene tror er traditionelle kvindeværdier. Spørgsmålet er, hvilken mandemodel vi har i dag. Det næste store spørgsmål bliver ikke kvinderne, men mændene.

De eneste navngivne mandspersoner er Glorias og Babettes homoseksuelle sekretærer, som i kraft af deres homoseksualitet er kønsneutrale i forhold til kvinderne. Og alligevel føler Babette og Gloria sig underligt forrådt, da de to bøsser efter det famøse kollokvium danser med hinanden, mens kvinderne må nøjes med at være tilskuere. Kvindernes univers er renset for mænd og det erotiske begær erstattet med magtbegær. Selv Gloria, som lever et traditionelt kernefamilieliv med mand og datter, føler at hun går glip af noget, når hun ikke har tid til at købe Chrystals balkjole, fordi hun har travlt med at gøre karriere. Aurore, som er panisk angst for mænd, konkluderer at det er bedre at ende som den perfekte hustru end at blive gal. Og hun fascineres af disse magtfulde karrierekvinder, som inderst inde misunder de piger, de ellers foragtede, da de som unge opgav deres studier for at gifte sig.

"De forestiller sig, at disse piger i dag troner i midten af en stor familie og glemmer det ufuldstændige også i deres eksistenser", tænker Aurore. Paule Constant beskriver en fransk kvindegeneration, som bevidst og indædt valgte ikke at få børn - "det sidste bolværk mod ensomheden" - af frygt for at se den traditionelle kvinderolles fælde smække om dem.

Uhørt ufeministisk er det at påstå, at kvinderne bliver ensomme uden mænd i deres liv. Eller også forfriskende frit for traditionel kvinderetorik. Paule Constant kaster et kritisk blik på frugterne af kvindekampen.

- De yngre generationer kan vanskeligt forestille sig, hvor meget det betød for os at vinde retten til at bestemme over vores egen krop. Vi har vundet ligeret, selv om sejren ikke er fuldstændig, for eksempel på arbejdsmarkedet. Men samtidig har kvinderne betalt friheden med deres privatliv. Ensomheden er den pris, vi har betalt. Det er ikke politisk korrekt at sige det, men jeg har mødt karrierekvinder, som levede og åndede for deres arbejde og påstod, de var lykkelige.
Ingen børn i deres liv, ingen mænd. Hvor er mændene blevet af? Det er det spørgsmål, jeg har hørt mange kvinder stille: hvor er mændene?

Spørgsmålet fylder dirrende den behageligt uryddelige stue. Den blide sydfranske forårssol forsøger at kærtegne bogstablerne, som dækker sofabordet. Paule Constant rynker panden under det rødbrune pagehår. Hun har trukket gummiskoene op under sig i den hvide sofa, og Justine snorker velbehageligt på brokadejakken. Selv har Paule Constant aldrig betalt sin karriere med ensomhed. Gift med den samme mand i over 20 år, to børn, et barnebarn. Paule Constant har bevaret det privatliv, hendes "kvindemennesker" har ofret. Alligevel er der over den franske forfatter samme snert af bitterhed, som giver "heksenes" betroelser deres næsten voldelige karakter. Constants bitterhed er en frustration over konstant at blive sat i bås som kvinde. Over at få den eftertragtede Goncourt-pris i en alder af 54, mens mændene får den for debutromaner, som ofte får intetsigende efterfølgere.

- Der er en smerte forbundet med at være kvinde. Det er den, man helligholder i feministiske kollokvier. Den 8. marts taler vi om folkemordet på de afghanske kvinder, omskæringen af de afrikanske piger, truslerne mod abortlægerne i USA. Og bag disse beskrivelser er det mændene, som er under anklage. Men samtidig: Hvor er mændene, når de ikke iscenesættes som anklagede? Jo, der er en smerte ved at være kvinde. Tove Ditlevsen er en af dem, som stærkest har
udtrykt denne smerte.

Confidence pour confidence indledes netop med Ditlevsen-citatet "Der lever i mig en ung pige som ikke vil dø".

- Vi har alle et håb om at kunne blive den unge pige, vi var. Som børn ønsker vi at blive voksne så hurtigt som muligt. Men jo ældre vi bliver, jo mere strålende står denne pige for os. I Confidence pour confidence ville jeg kaste et kritisk blik på kvindeligheden, min egen generations kvindelighed".

Og hvad var det for en kvindelighed hun så? En kvindelighed som har svært ved at definere sig selv. En kvindelighed som hænger i et tomrum mellem den traditionelle forførerske og den moderne karrierekvinde.

-Jeg ser mange yngre kvinder, som i ekstrem grad spiller på den traditionelle kvindelighed og tillægger sig en forførerrolle i forhold til mænd. Som om de siger, "jeg gør, hvad jeg vil - men jeg lader som om, jeg er føjelig og lydig". Vi lever i en erotiseret tid. Kvinder har ikke lov til ikke at være på toppen. Der ligger et pres på kvinder om at leve et frit sex-liv, og jeg har mødt kvinder, som nogle gange har tvunget sig selv til at have den obligatoriske affære, selv om de inderst inde føler, de havde gjort klogere i at lade være. Og så er der modne kvinder, som Lola i bogen, som har været vant til at forbruge mænd og sex og nu er frustrerede, fordi alderen har indhentet dem, og de ikke længere kan forbruge. Jeg oplever en form for feministisk tilbagetog, som jeg finder truende. Jeg er ikke sikker på, vi har formået at give vores kvindekamp videre til næste generation".

Heksene fra Middleway føler sig truet af de yngre, smukkere kvinder. De er bange for at blive forladt og kyler hinanden de smerteligste sandheder i ansigtet. De har opdaget, at kvinderne, selv om de frigør sig fra mændene, stadig er fanget i et spil mellem kønnene. Man kan vælge mændene fra. Det er stadig et valg, der placerer forholdet mellem kønnene i eksistensens centrum.

- Jeg tror ikke, at mine kvinder er feminister. To af dem, Aurore og Lola, er det bestemt ikke. Og Gloria og Babette? De lever af feminismen. Den er deres levebrød. Babette ville hellere undervise i Shakespeare, men det er der ikke studerende til. De studerende vil have "feminist studies". Babette og Gloria har levet i feminismens tidsalder. Men har denne tid givet dem de rette våben til at leve et bedre liv end deres mødre? Jeg tror det ikke.

Feminismen er blevet til levebrødsfeminisme, friheden til ensomhed. Som enhver ideologi er kvindeideologien endt med at stivne i konventioner og vedtagne sandheder. I den forstand er Constants bog en bitter bog. Selv foretrækker hun en positiv konklusion:

- Den revolution, som har forandret kvindernes verden så afgørende, er kun 30 år gammel. Vi kan ikke regne med, at vi allerede er ved vejs ende.

Confidence pour confidence er udkommet på Gallimard
Hvis du har en kommentar til denne artikel - gå hen til Debatsiderne

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon.
 
Læs mere
FNACs biografisk og bibliografisk info om
Paule Constant
Prix Goncourt vindere
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk