Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

De seje nordiske søstre

 

 
 
FORUM/15.4.99 Vi, der nyder at læse om kvindelige detektiver, har længe kunnet glæde os over dem i 1980ernes og 90ernes stærke engelske og amerikanske tradition for feministiske krimier skrevet af kvindelige forfattere som Sara Paretsky, Marcia Muller, Sue Grafton, Linda Barnes, Patricia D. Cornwell, Lynda La Plante, Liza Cody, Sarah Dunnant og mange flere.

Men faktisk behøver man slet ikke drage så langt væk for at finde fængslende krimier. I Norden, og ikke mindst i Norge, er flere glimrende forfattere i de senere år slået ind på forbryderbanen med seje privatdetektiver og betjente af hunkøn. Detektiver, der ikke kan indse, at opdageriet skulle være et upassende job for en kvinde, sådan som P.D. James´ privatdetektiv Cordelia Gray fik at høre i 1970erne i An Unsuitable Job for a Woman. Detektiver, der giver igen, hvor andre giver efter.

Detektiven, der søger sandheden om sagen, finder ofte sandheden om sig selv undervejs. Derfor er krimien et godt sted at gå hen for en forfatter med feministiske standpunkter. Eller med et ønske om at skrive en kvindelig udviklingshistorie, nemlig detektivens. Det er der en række nordiske forfattere, der har valgt at gøre, og de er blevet belønnet af både læsere og kritikere.

Svenske Kerstin Ekman Nordisk Råds Litteraturpris for Hændelser ved vand i 1994. Den var i øvrigt også indstillet til krimiprisen Glasnøglen, der er blevet uddelt af Det Skandinaviske Kriminalselskab en gang årligt siden 1992. Den, der faktisk fik Glasnøglen i 1994, var norske Kim Småge med Sub Rosa, mens landsmanden Karin Fossum vandt prisen i 1997 med Se deg ikke tilbake!. Danske Peter Høeg fik prisen i 1993 for Frøken Smillas fornemmelse for sne, men ellers er det Norge, der i de seneste år har markeret sig stærkt på krimi-feltet og velfortjent har vundet prisen fire gange.

I Kerstin Ekmans Hændelser ved vand søger Anni sandheden om et dobbeltmord en midsommernat atten år tilbage i tiden i den lille nordsvenske by Svartvattnet. Det bliver skæbnesvangert, også for detektiven. En roman om glemsel og erindring, om moderkærlighedens guddommelige og dæmoniske potentiale og meget mere. Kerstin Ekman har skrevet krimier siden slutningen af 1950erne, men med denne mytologiske roman fornyer hun den psykologiske krimi i Norden.

Men ellers er det i Norge, at tingene virkelig sker. Som kræsen krimilæser bliver jeg i hvert fald begejstret over mordlystne nordmænd som Kim Småge, Anne Holt og Karin Fossum, der skriver brutale, samfundskritiske krimier med indviklede plots.

I Kim Småges nervepirrende, mareridtsagtigt fragmenterede thriller Natdyk (1983) kæmper dykkeren Hilke Thorhus sig op fra dybet, hvor hendes kammerater er blevet dræbt, gennem trængsler, der ville have fået 007 til at ende på den lukkede, og frem mod den sikkerhed, som sandheden rummer for hende. Til trængslerne hører voldtægt, men Hilke er en overlever, der kæmper sig ud af offerrollen. "I blindt raseri kyler hun ankret mod åbningen i tøjet, ser røde roser brede sig, tager det op, hugger det mod ham igen - gang på gang - maser ham i stykker."

For den læser, der foretrækker mindre hårdkogte krimier, er der måske mere at hente hos Kim Småges gennemgående detektiv, den unge politibetjent Anne-kin Halvorsen, som introduceres i novellesamlingen Kvinnens lange arm (1992), og som optræder i Sub Rosa (1993), samt i En kjernesunn død (1995) og Containerkvinnen (1997). Som kvinde fra arbejderklassen samt indehaver af social samvittighed og feministiske idealer, løber Anne-kin konstant ind i konflikter, når hun skal tilpasse sig korpsets normer og værdier uden at miste sig selv, mens hun kæmper sig opad i et autoritært maskulint hierarki. I den fremragende Sub Rosa illustreres dette humoristisk i forholdet til hendes faderligt strenge chef "Hun er 176, han er fem centimeter mindre. Det er hårdt for Store Sundt at måtte kigge op til en kvinde."

Anne Holts serie om kriminalassistent Hanne Wilhelmsen begynder med Blind gudinde (1993). Hanne er en kvinde med en hemmelighed. Nemlig den, at hendes blide, forstående bofælle Cecilie er hendes kæreste. Hannes akilleshæl er nu ikke bare, at hun er lesbisk, men nærmere at hun er en knudekvinde, som ikke vover at komme ud af skabet af hensyn til karrieren: "Hanne Wilhelmsen elskede en anden kvinde, en brist ved dette perfekte menneske. Og hun var overbevist om, at hvis dette kom frem, ville det ødelægge alt det, hun havde brugt så mange år på at opbygge."

På andre felter er hun ellers ikke bange af sig, når hun kører læseren i møde i fuld fart på en Cadillac-rosa Harley Davidson i Salige er de som tørster (1994), en rå krimi om seriemord, voldtægt og hævntørst. Selv detektiven tørster efter retfærdighed og overvejer selvtægt, dvs. straffen for voldtægt er døden. Og det virker bemærkelsesværdigt skarpt i betragtning af, at forfatteren er tidligere justitsminister i Norge...

Et andet spændende bekendtskab er Karin Fossum, der ganske vist bruger en mandlig kriminalinspektør som gennemgående figur, men som i Evas øje (1995) lader den væsentlige synsvinkel være den kvindelige hovedpersons.

Maleren Eva Marie Magnus overværer mordet på sin prostituerede veninde, leder efter morderen og bringes gradvist i kontakt med sine egne mest primitive følelser af frygt og hævntørst i det åndeløst spændende gys, som Karin Fossum er en mester i.

Eva maler ikke - hun skraber sine abstrakte, sort-hvide malerier frem: "På min måde, så ligger det der altsammen, når jeg begynder at skrabe. Alt lyset og alt mørket. Jeg skal bare få det afdækket, få det fundet frem. Det er spændende, jeg ved aldrig helt, hvad jeg vil finde." Evas metode er typisk for detektiven, hvis blik må afdække lag efter lag af løgn for at nå ind til det, der måske er sandheden. Den betydning, som stadig er en mulighed i krimien, selv i disse postmoderne tider.

I et interview til det svenske Aftonbladet den 11.12.98 siger den norske forfatter Karin Fossum, at kvinder har en særlig evne til at skildre frygt "af den enkle grund, at vi er mere bange end mænd. De er ikke lige så udsatte som kvinder. I min næste bog kommer et par højhælede sko til at have stor betydning. Nogle gange når jeg går hjem sent om aftenen og hører mine hæle klapre mod fliserne, kan jeg tænke, at det lyder som: Kom og tag mig. Man går på en hel anden måde i behagelige sko. Og så kan man løbe med dem..."

På dansk har vi fået Ditte Birkemoses Kit Sorél. Kit er femogfyrre år og har "nået den alder, hvor det er fornuftigt af en kvinde at realisere sine drømme." For Kit er det drømmen at have sit eget detektivbureau, nærmest et kald. I Til oner fra Tosca (1996) og Hadets engel (1998) opklarer hun sager om alt fra utroskab til seriemord. Med sine erfaringer som mor, sygeplejerske og teolog er hun en sympatisk ekspert i sjælesorg for de kvindelige klienter, der opsøger hendes beskedne kontor for at få ro i sindet. Hendes særlige felt er problemer i privatlivet; hvad skjuler der sig af forbudte følelser under venskabets eller kærlighedens maske? Det kan hurtigt blive til farlig viden for den nysgerrige privatdetektiv.

Fælles for de nævnte krimier er en tendens til, at de ikke bare handler om forbrydelse og straf, men at de har en kvindelig, ofte feministisk synsvinkel på stoffet. Et voldtægtsoffer er f.eks. ikke kun taber i et kønsbestemt magtspil, men som regel en der bliver hævnet, eller selv hævner sig, og på den måde får sin selvrespekt og kvindelighed tilbage.

Pointen er dog, at ingen kan undslippe deres køn, hverken biologisk, socialt eller seksuelt. Heller ikke de seje kvindelige efterforskere, der mere eller mindre modvilligt konfronteres med deres kønsbestemte roller både på jobbet og i privatlivet og herigennem udvikler sig, noget der udvider opklaringens og læsningens perspektiver.

Hvad enten man kan lide detektivromaner, psykologiske krimier eller politiromaner, så er der altså masser at komme efter i de nyere nordiske krimier med kvindelige detektiver. Her er alt fra actionkvinder med dødsdrifter af Thelma og Louises kaliber til mere eftertænksomme heltinder, hvis drivkraft er drømme om fremtiden.

Amerikanerne og englænderne gør det godt, men skandinaverne kan sagtens følge med - i hvert tilfælde hvis man foretrækker kvalitet fremfor kvantitet.

Susanne Püschl er cand.mag. i litteraturvidenskab og retorik. Hun har "krimi-kurser" på Universitetet og Folkeuniversitetet. Susanne Püschl har bidraget til antologien Den sidste gode genre: krimiens aktualitet (1995).
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk