Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Politisk hærværk stiller aktuelt spørgsmål

 

 

 
FORUM/26.3.99 Engelske feminister, de såkaldte Suffragetter, der kæmpede for kvindernes valgret, foretog i årene 1913-14 en række dramatiske og iøjnefaldende angreb på kunstværker. I august 1914 udbrød 1. Verdenskrig og overskyggede snart suffragetternes aktiviteter, og siden er bevægelsen næsten blevet glemt. Ikke desto mindre står disse angreb stadig som et af de mærkeligste og mest foruroligende eksempler på civil ulydighed i Europa i nyere tid.

Kunsttidsskriftet ARKs redaktion blev for et stykke tid siden gjort opmærksom på det mest berømte af angrebene, nemlig Mary Richardsons angreb på Velázquez' Rokeby Venus i Londons National Gallery. Under et ophold i London har vi efterforsket sagen, hvis eksistens endnu den dag i dag skjules af National Gallery. Selve maleriet er naturligvis restaureret, og man skal vide præcis hvor kniven gik i lærredet, for at kunne ane sporene i billedets overflade; men hvis man stiller sig en anelse til venstre for maleriet, tæt ind til billedets ramme, kan man stadig se de svage, lyse ar på Venus' ryg.

Under vort ophold forsøgte vi forgæves at få adgang til National Gallerys arkivmateriale vedrørende sagen, men blev afvist med henvisning til, at dette materiale er "classified material", som museet ikke ønsker publiceret, for - med museets egne ord - "ikke at give nogen gode ideer". Denne afvisning gav os naturligvis blot endnu mere blod på tanden, og det lykkedes at fremskaffe et samtidigt, sort-hvidt fotografi af maleriet, sådan som det så ud umiddelbart efter angrebet. Dette fotografi (et udsnit) har vi lagt ind over en nutidig farvereproduktion af Velázquez' maleri. Dermed bliver det for første gang siden 1914 muligt at se et billede af Mary Richardsons angreb i farver.

National Gallerys afvisning af at lade ARK studere arkivmaterialet er, mener vi, et eksemplarisk udtryk for, i hvilken grad museumsinstitutionen er i stand til fuldstændigt at fortrænge eksistensen af den slags angreb, som - selv om de ikke er anbefalelsesværdige - peger på, at der findes en verden uden for kunstens og museets mure.

Mary Richardson bragte meget konkret denne omgivende verden ind på museet, da hun i 1914 skjulte en kødøkse under frakken. Hun bragte en verden bestående af politik og strid med ind i museets stille sale. Dette brud på etiketten er så alvorligt, at institutionen stadig, mere end 80 år efter, må fornægte det. Ifølge National Gallery er dette aldrig sket; Venus hænger smuk og uskadt på væggen, og intet fortæller os, at her engang foregik et drama, som var en medvirkende årsag til, at engelske kvinder i 1918 fik delvis stemme- og valgret, og i 1928 blev juridisk ligestillet mændene. Men lad os gå tilbage til begyndelsen...

Siden begyndelsen af århundredet havde Suffragettebevægelsen været organiseret i en række store organisationer, der benyttede sig af historisk nye taktikker til at synliggøre deres sag. Den vigtigste af disse organisationer var WSPU (Women's Social and Political Union; Kvindernes Sociale og Politiske Union) der var grundlagt i 1903, og som blev ledet af den karismatiske Emmeline Pankhurst (1858-1928).

I fortvivlelse over manglende parlamentariske reformer forvandlede bevægelsen sig i årene fra 1912-14 fra en fredelig kampagnebevægelse til en slags guerilla, der benyttede sig af direkte krigsførsel. Bevægelsen koncentrerede sig om angreb på privat ejendom, såsom vinduesknusning, nedbrænding af postkasser, ildspåsættelser på huse og angreb på malerier. Et uddrag fra Emmeline Pankhursts datter Sylvia Pankhursts fremstilling af Suffragettebevægelsens historie giver en idé om denne udvikling:

"Ødelæggelserne i de syv måneder af 1914 før 1. Verdenskrigs udbrud overgik alle de foregående års. Tre skotske slotte blev brændt ned på een eneste nat. Carnegie Biblioteket i Birmingham blev brændt af. Rokeby Venus, som - fejlagtigt tror jeg - tilskrives Velázquez, og som blev erhvervet af National Gallery for 45.000 Pund, blev molestreret af Mary Richardson. Romneys Master Thornhill i Bermingham Art Gallery blev flænset af Bertha Ryland, datter af en af de første suffragetter. Millais' portræt af Carlyle i National Portrait Gallery, foruden en række andre billeder blev angrebet; i Doré Galleriet blev en Bartolozzi-tegning fuldstændigt ødelagt.

Over hele landet blev tomme huse stukket i brand, heriblandt Redlynch House i Sommerset, hvor skaderne blev anslået til 40.000 Pund. Jernbanestationer, broer, sportshaller og høstakke blev brændt af. Man forsøgte at sprænge vandreservoirer i luften. En bombe eksploderede i Westminster Abbey og i den fashionable St. Georges Kirke på Hanover Square, hvor en berømt glasmosaik blev ødelagt. 141 angrebshandlinger blev registreret i pressen i løbet af de første syv måneder af 1914."

Mary Richardsons angreb skete omkring kl. 11 om formiddagen den 10. marts 1914. En spinkel kvinde, klædt i stramtsiddende, grå nederdel og frakke, havde stået nogen tid foran Rokeby Venus, tilsyneladende fordybet i kontemplation af billedet, da hun pludselig smadrede det beskyttende glas foran lærredet og begyndte "rasende at hakke løs på lærredet med en kødøkse, som hun tilsyneladende havde skjult under frakken". Da hun blev grebet af en vagt, der havde tjeneste i salen, overgav hun sig roligt og lod sig føre til inspektørens kontor, idet hun sagde til nogle af de få besøgende på National Gallery: "Ja, jeg er en suffragette. Man kan få et nyt maleri, men man kan ikke få et tabt liv tilbage, sådan som de dræber Mrs. Pankhurst". Hun henviste til Emmeline Pankhurst, som på det tidspunkt befandt sig i sulte- og tørststrejke i Holloway fængslet.

Mary Richardson var selv midlertidigt løsladt fra fængslet som en del af den såkaldte "Kat og Mus Strategi", da hun blev pågrebet (arrestanterne blev løsladt, når de var tilstrækkeligt afkræftede, for derpå at blive genindsat, når de var kommet til hægterne). Til WSPU skrev hun en kortfattet redegørelse for sin aktion, som øjeblikkeligt blev optrykt i pressen, og som fortjener at blive gengivet i sin helhed:

"Jeg har forsøgt at ødelægge billedet af den smukkeste kvinde i den mytologiske historie som en protest imod at regeringen ødelægger Mrs. Pankhurst, som er den smukkeste person i den moderne historie. Retfærdighed er lige så meget et spørgsmål om skønhed som linier og farver på et lærred er det. Mrs. Pankhurst arbejder på at skaffe retfærdighed for kvinderne, og for dette arbejde bliver hun langsomt slået ihjel af en regering bestående af forrædderiske politikere. Hvis min handling fremkalder et skrig af forargelse, så husk på, at sådan et skrig vil være hyklerisk, så længe man tillader drabet på Mrs. Pankhurst og andre smukke, levende kvinder, og at indtil offentligheden vender sig imod ødelæggelsen af menneskeliv, så vil de sten, man kaster mod mig for ødelæggelsen af dette billede, være et bevis for stenkasternes kunstneriske, moralske og politiske hykleri og humbug."

I retten tilføjede hun, at hun havde været kunststuderende, men at hun var mere optaget af retfærdighed end kunst, og at hun derfor opfattede sin handling som forståelig, hvis ikke undskyldelig. I et interview i 1952, næsten 40 år senere, gav Mary Richardson endnu en begrundelse for sin handling: "Jeg kunne ikke lide den måde, hvorpå de mandlige museumsgæster dagen lang gabte over billedet".

Den feministiske kunsthistoriker Lynda Nead, som noterer at "begivenheden er kommet til at symbolisere en bestemt opfattelse af feminismens forståelse af den kvindelige nøgenfigur" og mere generelt "et bestemt, stereotypisk billede af feminismen", konkluderer på baggrund af de reaktioner, angrebet medførte, at maleriets betydningsfuldhed ikke kun var et spørgsmål om finansiel eller kunstnerisk værdi, men også "blev målt ud fra dets måde at fremstille en bestemt form for kvindelighed og dets placering i forhold til den nationale, kulturelle arv". Det hører med til historien, at Rokeby Venus' markedsværdi blev mangedoblet efter angrebet.

Efter angrebet blev både National Gallery, Wallace Samlingen og National Portrait Gallery (hvor der havde været et lignende attentat) lukket for kvinder, som først fik adgang, hvis de var ledsaget af en mand, der kunne garantere for deres opførsel!

Mary Richardsons angreb i 1914 var således ikke bare politisk motiveret hærværk, men en præcist iscenesat demonstration af, hvordan kunstmuseet som en slags fjerde eller femte statsmagt ikke bare administrerede og kontrollerede de enkeltstående kunstværker, men også tog del i fastholdelsen af de etablerede kønsroller: At museerne blev lukket for alle kvinder demonstrerede jo nemlig, at kunstinstitutionen anså enhver kvinde som en potentiel modstander, og dermed afslørede sig selv som en "maskulin" institution.

Der er næppe tvivl om, at museerne blev grebet af en kollektiv kvindeforskrækkelse efter angrebet. En museumsdirektør, der ville udtrykke sin deltagelse efter et lignende angreb på National Portrait Gallery, skrev i et brev til sin kollega, at "det faktum, at retsindede mennesker stod magtesløse uden at kunne forhindre ulykken, viser, i hvor høj grad vi er prisgivet stålsatte kvinder [woman who are determined]".

Det store spørgsmål, som Mary Richardson indskrev med en kødøkse i Vélazquez' lærred, og som National Gallery lod konservatorerne slette igen, handler således om Kunstens forhold til kønsspørgsmålet; et forhold som vel stadig kan diskuteres i dag - på trods af National Gallerys tavshed?

Kilder:
Dario Gamboni: The Destruction of Art: Iconoclasm and Vandalism since the French Revolution, London 1997.
David Freedberg: The Iconoclasts and their Motives, Maarssen/The Haque, 1985, 1989.
Lynda Nead: The Female Nude: Art, Obscenity and Sexuality, London/New York 1992.
Diane Atkinson: The Suffragettes in Pictures, London 1996.

Lars Kiel Bertelsen & Klaus Christensen er redaktører af kunsttidsskriftet ARK.

Digitalt billedarbejde: Jan Skovgård.

En papirversion af artiklen, inklusive en eksklusiv farvereproduktion af det flænsede Vélazquez-maleri, kan bestilles ved henvendelse til redaktionen på adressen: ARK, Nordkapvej 13, DK-8200 Århus N. Tlf. 86108141 eller 86162892. Papirversionen koster kr. 40,- inkl. porto.

© ARK 1998.
 
In English
Read this article in English:
Political Vandalism, Art and Gender
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk