Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Spark skoene af og dans

 

I bogen De røde sko bliver løgnen om den danske ligestilling hevet ud på dansegulvet til en ordentlig rystetur, der får facader og vedtagne sandheder til at drysse af. Vores anmelder har nydt de mange forskellige indlæg med tiltrængte pointer, men efterlyser en strammere redigering.

 
FORUM/8.3.2002 En blålilla skygge, fligen af noget buskads og det nederste af en flettet kurv overskygges af pigeben med hvide ankelsokker stukket ned i et par superrøde sko. Nej, det her er ikke Rødhætte, men en feministisk antologi skrevet af 30 yngre kvinder, som stiller skarpt på etnicitet, køn og seksualitet – og ikke mindst løgnen om de ligestillede køn.

Inde i bogen vises en helt anden pige, hun er mørk og fødderne er gemt i et par gulsorte hurtige sportssko. Tegningen efterfølges af Leonora Christina Skovs gendigtning af folkeeventyret De røde sko, hvor en pige syr nogle røde sko, der tager magten fra hende og bare danser og danser af sted med hende. Til sidst søger hun bødlen, som hugger hendes lemmer af, så hun ikke længere er i skoenes vold.

Men hvad har det med feminisme at gøre? Meget, for de røde sko symboliserer den ligestilling, som vi igen og igen har fået indprentet eksisterer mellem kønnene. Men som i virkeligheden er tilsløret uligestilling. Og sådanne
tilsløringer er, som skoene, svære at sparke af. De snurrer rundt og rundt med én, især i et individualistisk samfund, hvor det altid er din egen skyld, hvis du ikke kan lide eller klare dansen. Kort sagt, hvis du ikke er ligestillet, er det din egen skyld. Så på med nye sko!

Men for at snøre de nye sko og finde andre veje, er man først nødt til at afdække de eksisterende normer. De røde sko er derfor 30 analyser, som hver især påpeger løgnen om ligestilling og afdækker et samfund baseret på et ”vi” bestående af hvide heteroseksuelle mennesker i ægteskabslignende forhold, der kan affinde sig med traditionelle kønsrollemønstre. Et ”vi”, der ekskluderer andre troende, andre etnisk udseende, de som lever under andre samværsformer med eller uden børn, homoseksuelle, singler. Kort sagt et ”vi”, der statistisk udelukker hovedparten af befolkningen. Og med bogen i hånden undrer jeg mig endnu en gang over politikerne. Hvornår får de øjnene op for, hvordan det danske samfund egentlig ser ud?

Den omfangsrige antologi er redigeret af Leonora Christina Skov, der står for det meget velskrevne forord, hvori hun påpeger, at bogen skal ses som en feministisk bog, der ligger i forlængelse af 70ernes feminisme og som ikke vil vedkende sig begrebet nyfeminisme, som for alvor dukkede op omkring årtusindeskiftet. Et begreb, som Skov mener medierne i høj grad brugte til at mistænkeliggøre unge feminister; sætte dem i bås som forkælede klynkere og andet grimt.
For skribenterne handler kampen for ligestilling ikke mindst om retten til et sprog, der kan definere ens virkelighed. Og det er netop den virkelighed, de 30 skribenter forsøger at indkredse med deres indlæg. Analyserne er grupperet i tre dele: ”Fra ord til handling”, ”Fra kvinde til køn” og ”Fra subjekt til objekt”. Indlæggene peger i mange retninger, og man nyder, at så mange emner og forskellige fagområder er samlet under en hat – så den manglende ligestilling og kulturens stereotype forestilling om køn baseret på tanken om biologiske forskelle, får én på hatten fra næsten alle videns områder, inkl. naturvidenskaben. Hvor især Theresa Schilhabs indlæg om gener, må give biologisterne stof til eftertanke, når hun påpeger, at opvæksten har langt mere at sige end generne: ”Det er altså ganske rigtigt, at vi er forskellige, men det giver kun mening, fordi vi alligevel er så ens”, som hun skriver.

Fælles for de 30 analyser af forskellige fænomener i det offentlige rum er, at de med udgangspunkt i socialkonstruktivismen undersøger, hvilke kønskonstruktioner kulturen producerer. Her findes eksempelvis analyser om: etnicitet, EU, kunstig befrugtning, jobsamtaler, genforskning, analyser af hetero- og homoseksualitet, prostitution, parforhold og ikke mindst de forskellige mediers måde at konstruere køn på.

Socialkonstruktivismens store styrke er, at man kan tænke etnicitet, køn og seksualitet sammen. Og bogen er her sjældent opmuntrende med sine mange indlæg om etnicitet, der bringer nye dimensioner ind i den nuværende nedladende debat om ”de andre”. A. C. Sherin Khankans ”Sløret frihed” om Damaskus og kvindernes rolle, håber jeg vinder udbredelse, ikke mindst i undervisningssammenhænge. Selv oplevede jeg som 20-årig, hvordan blodet flød fra mit ansigt, da jeg i Damaskus for første gang besøgte en stor moské og senere mødte de uniformerede kvinder med lange blå frakker og hvide hovedtørklæder, som Khankan fortæller om. Jeg var vantro af forbløffelse. For jeg havde kun lært, at her var der udelukkende tale om en meget grov kvindeundertrykkelse, og at den islamiske kultur ikke havde noget at tilbyde. Og det var jo tydeligvis løgn. Derfor må man håbe, at mange af indlæggene finder vej ind i de forskellige uddannelsessystemer – ikke mindst i læreruddannelsen, hvor der efter min erfaring som fastansat i systemet gennem flere år i allerhøjeste grad er mangel på mennesker, der er uddannet i køn og antropologi, så vi her får ophævet den etnocentrisme, som hersker i vores uddannelsessystem.

Ét andet indlæg, ”Fra celler til sex. Seksualitet og kønsorganer i folkeskolens biologibøger” skrevet af Anne Katrine Gjerløff, burde også give stof til eftertanke dels i læreruddannelsen og dels i folkeskolen. Systemet burde få røde ører, for igennem de sidste 20-25 år har biologibøgernes seksualvejledninger forandret sig meget i udseende, men meget lidt i indhold. Og nok er lysten kommet ind i bøgerne, men prisen for den er stadig graviditet og sygdomme. Samtidig bliver man forstemt ved læsningen, når man opdager, at kvinden stadig fremstilles som den passive og manden som den aktive, at mænd har samleje og får orgasme og kvinder får børn. Tænk at piger stadig, som i min skoletid, skal fyldes med disse patriarkalske forestillinger om sex i biologiundervisningen? Og tænk, at et så pornoficeret samfund som vores, ikke engang kan tilbyde en mindre betændt seksualvejledning? Men mon ikke der er håb, når Undervisningsministeriets tips/lottomidler har været med til at støtte udgivelsen?

"Du bliver, hvad du ser, når du ser det tit nok", stod der på de stickers, som kunstnergruppen ”Kvinder På Værtshus” havde lavet til en udstilling på Charlottenborg for snart to år siden. Og det kunne næsten være en del af overskriften til delen ”Fra subjekt til objekt”. Her findes mange skarpe analyser af mediekulturens forestillinger om og fremstillinger af køn. Især skal Lene Myong Petersens velskrevne analyse om populærorientalisme i Alt for damerne fremhæves. Uge efter uge kan vi læse om ”de andre” – verdens kvinder, for at vi kan normalisere os selv og vores egne historier. Dermed er vi bedre i stand til at sluge vores egne kameler, når vi føler os undertrykte, for ”de andre” har det jo meget værre… Lene Myong Petersens analyse er dermed sammen med de øvrige indlæg om etnicitet med til at danne en helhed inden for tænkningen af køn og etnicitet. En tænkning som Kamal Qureshi (SF) og Naser Khader (R), begge udpeget som deres partiers ordførere for ligestillingsområdet, efterlyste i et interview i Politiken søndag den 3. marts 2002. Voila, her er den!

Nauja Kleists analyse af moderskab og faderskab i babymagasiner er i sin nøgternhed virkelig morsom og skarpsindig. For uf, nej fædre og mødre kan ikke være sorte, bøsser, lesbiske, enlige mødre. Og mor og far finder allerhelst den mest traditionelle kønsrollevej. At læse sådanne magasiner er som at kigge ind i en verden af dinosaurer, hvor andre livsformer endnu ikke er født.

Som modvægt til massemediernes traditionelle forestillinger om køn, kommer bogens sidste indlæg af Susan Hinnum om kunst, og især kvindelige kunstneres afsøgning af identitet og kønsrollen gennem kunst som en god modgift. Kunsten er ikke blot skabt for at se godt ud, som hun skriver, den er i høj grad et undersøgelsesrum, som man kan tænke med og i.

De røde sko er generelt kritisk overfor den nystrømning i samfundet, som i ny indpakning idealiserer 1950ernes kernefamilie med en hjemmegående husmor, som altid står parat med velsmurte boller og dampende kakao. Og det er en fryd at læse. For hele tendensen med at forpuppe sig som i 1950erne, blot man ifører sig det nye årtusindes tegn i form af moderigtigt design, der postulerer frihed, er efter min mening én af de værste udtryk for backlash i senere tid.

Umiddelbart kan vejen med den gammeldags kernefamiliestruktur synes nem for den enkelte kvinde, som har mand og børn og samtidig står overfor et arbejdsmarked, hvor rekrutteringen af arbejdskraften ikke er kønsneutral, hverken under ansættelsessamtalen eller på jobbet. Men hvor holdbart er det i længden at være økonomisk afhængig af sin mand? Så i forlængelse af Sanne Kofod Olsens spørgsmål om, hvad vi skal med Laura Ashley, vil jeg udvide spørgsmålet med: Hvad skal vi med designerbutikker som det indre Københavns Casa Shop, ordet ”powershopping” og ugebladsartikler med kvinder, der åbner skabene derhjemme blot for at lade dyre kollektioner fra dyre modehuse vælte ud?

Samtidig må vi få indskrevet og opgraderet de hverdagsagtige gøremål fra at gøre rent til at stryge og bage vafler med kardemomme til en sfære, som begge køn tager del i, som ikke er bundet op udelukkende på kvinder, og som også rummer sanselige og positive elementer. Lad os håbe, at magasinerne snart forstår, at den private sfære er menneskelig og ikke kønnet. Mænd laver også mad og sætter blomster i vand!

De røde sko er en ordentlig mundfuld og indlæggenes kvalitet er ujævn. Med så stor en bog, kunne man have luget lidt kraftigere ud, så de mange (de fleste) rigtige gode analyser ville få en mere fremtrædende rolle. Bogen er gennemillustreret og det giver en meget fin variation i forhold til de mange indlæg, ligesom de enkelte indlægs billeder er med til at argumentere for teksten.

Et af de virkelige nybrydende skridt i antologien er, at bogens indlæg er skrevet fra flere forskellige seksuelle positioner, så mangfoldigheden kommer til udtryk og tvangsheteroseksualiteten og tvangsnormativiteten kan blive spiddet. Og det gøres f.eks. med det blik på dyrefilm, som Malou Juelskjær står for, eller via Mette Liv Mertzs indlæg om heteroseksuelles antagelser om homoseksuelle parforhold.

”Sæt kønnet fri! Lad os blive gender fucked sammen!”, skriver Leonora Christina Skov. Og hun opfordrer til et kollektivt vi med en åben konstruktion, ”hvis primære mål dels er at forholde sig undersøgende til køn, seksualitet, etnicitet og heteronormativitet, dels at arbejde for at politisere, problematisere og i sidste ende nedbryde disse samfundsskabte kategoriseringer.

Og som Skov selv påpeger, er det i virkeligheden i strid med det socialkonstruktivistiske fundament, ”men vi må tage udgangspunkt i hvordan tingene er, frem for i hvordan de burde være og konstatere, at der faktisk er mere brug for et samlet feministisk projekt, end der har været i mange år. Derfor feminisme. Og derfor nu.” Teori er en ting og levet liv noget andet,(og det er måske også derfor, at der findes så relativt få analyser af det heteroseksuelle parforhold, der tør at gå helt tæt på). Men erkendelserne kan få os videre, så det feministiske projekt bevæger sig, og vi kommer nærmere en ligestilling mellem kønnene.

De røde sko. Feminisme nu. Antologi med bidrag af 30 kvinder, red. af Leonora Christina Skov, 413 sider, 248 kr.
Udkommer på forlaget Tiderne Skifter fredag den 8. marts 2002.

På udgivelsesdagen afholder Kvinfo og Kvindeligt Selskab i samarbejde et debatmøde om bl.a. bogen. Arrangementet forgår kl. 17.00 i Huset, Rådhustræde 13 i København.

Anita Frank Goth er 38 år, uddannet cand.mag. og medredaktør på bogen Nu er det nok. Så er det sagt samt tidligere oldfrue og bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk