Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Dus med dildoerne

 

I forrige århundrede var det almindeligt, at læger behandlede såkaldt hysteriske kvinder med klitorismassage ved hjælp af eldrevne "vibratorer"! Læs hvorfor her

 
 
FORUM/16.3.99 Det er uproblematisk at have en mening om dildoer, når man ikke selv ligger inde med én. Men de, der virkelig har én, praler sjældent med det. Den ligger i skuffen, og den er hemmelig, nemlig.

Dette faktum kan undre al den stund, at kravet om åbenhed omkring vores personlige, seksuelle præferencer for længst har bemægtiget sig vores kultur. Forundringen over at folk ikke spytter ud, bliver endnu større, når man påtænker, at viljen til åbenhed betragtes som nøglen til den seksuelle befrielse.

Årsagen til, at ejerskabet af en penisattrap er så tavshedsbelagt, er bundet i historie. Historien følger her.

En dag stødte den amerikanske forsker Rachel Maines på en række annoncer fra århundredskiftet, der reklamerede for eldrevne vibratorer. Hun var i færd med at kortlægge håndarbejdets historie, og det hun studsede over var dels, at reklamerne var trykt i håndarbejdstidsskrifter og magasiner, der henvendte til sig til husmødre. Og dels, at vibratorerne til forveksling lignede de apparater, der i dag sælges som masturbationshjælpemidler til kvinder. I Danmark kalder vi dem penisattrapper eller slet og ret dildoer.

Maines var lamslået. De victorianske kvinders håndfrembringelser fik pludselig en ganske anden betydning, og opdagelsen medførte, at hendes forskning skiftede fokus. Resultaterne fremlægger hun i bogen "The Technology of Orgasm", som just er udkommet.

Ved nærmere studie viste det sig, at apparaterne blev udviklet allerede fra 1880'erne og produceret frem til omkring 1920'erne. De blev brugt til at behandle en af de mest udbredte kvindesygdomme gennem århundreder nemlig; "Hysteria" eller "hysteroneurasthenic" - "nervøs livmoder". Sygdommen gav sig udslag i søvnløshed og forskellige afskygninger af psykisk ustabilitet. Symptomerne kunne afhjælpes ved at presse disse specialudviklede, vibrerende apparater mod vulva og således massere de ydre kønsdele til klimaks - og følgelig afspænding - indtraf.

Massage-behandlingen af Hysteria havde været kendt og brugt af læger i mange århundreder. Før opfindelsen af de elektriske vibratorer blev behandlingen udført manuelt eller mekanisk, eksempelvis med hårde vandstråler. Både den mekaniske og den manuelle behandlingsform var tidskrævende, og lægerne klagede over, at resultaterne under tiden lod vente på sig i op til en time. Da de eldrevne vibratorer fandt vej til markedet, var de derfor genstand for lovprisning. Behandlingstiden blev reduceret væsentligt, og den enkelte læge kunne nu klare flere kvindelige patienter på den tid, det før tog at behandle een. Da behandlingen ydermere ikke var helbredende men skulle gentages jævnligt, var dét at give hysteriske kvinder orgasme et yderst lukrativt levebrød.

Hvis ikke det allerede er sket for nærværende læser, skal jeg gerne indrømme, at min fantasi, på dette sted i bogens fremlæggelse, for længst var gået amok. Scenarier, på én gang parodiske og obskøne, flaksede gennem mit hovedet. Jeg vedkender mig uopfindsomheden, men der var både hvidkitlede læger og kvinder med spredte ben i de scenarier. Alverdens varianter af SM-legetøj til potentielle hersker/slave-excesser befolkede rummet - klar til brug.

Men så gik jeg sukkerkold.

Min vidtløftige tankegang spillede mig et puds, og jeg så kun lægens utålmodige gniderier på kvindens intime dele, og hendes tomme blik der velopdragent ventede på, at miraklet skulle indfinde sig.

Hvad forhindrede datidens kvindelige patienter og mandlige læger i at opfatte de seksuelle aspekter i det, der foregik? Maines påpeger, at behandlingens placering i en medicinsk diskurs grundlæggende forhindrede den i at blive opfattet som usømmelig; sigtet var klart, det handlede om at stabilisere sygdomsramte kvinders tilstand, ikke om at servicere dem seksuelt.

Alle vi moderne kvinder, der har fået lov til at sukke og stønne i årtier, ved nu, at hysteria ikke var en sygdom, men blot en patologisering af kvindernes reaktioner på et utilfredsstillende sexliv. Men datidens androcentriske definition af seksualitet og orgasme gjorde regning uden vært. Den tog ikke den kvindelige fysiologi i betragtning, da den fastslog, at orgasme for begge køn fandt sted ved coitus og blev fremkaldt fysiologisk ved, at penis penetrerede vagina. Indenfor denne forståelsesramme spillede kvinders ydre kønsdele altså ingen rolle for kvinders orgasme - mente lægerne.

Smart træk. Ved at patologisere kvindernes reaktioner, unddrog den androcentriske seksualitetsopfattelse sig både kritik og afsløring. Kvindernes reaktioner blev således ikke koblet til problemer ved det heteroseksuelle samleje men udelukkende til psykiske brister, der var specifikke for kvinder.

Vibratorerne undergik imidlertid en produktudvikling.

Fra at have været enorme konstruktioner med snoretræk, kæder og tandhjul, blev de både mindre komplicerede at anvende, mindre i størrelse og billigere at anskaffe. Døren til de victorianske hjem blev sparket ind, og lægerne følgelig fravristet deres behandlingspatent. På denne rejse fra det medicinske konsultationsrum til de private gemakker skiftede vibratorerne uundgåeligt betydning. Fra at være redskab til behandling af en sygdom, blev de redskaber i seksualitetens tjeneste. Til kvinder blev de markedsført under dobbelttydige slogans som: "den ungdommelige lyst vil pulsere i dig". Til mænd blev de markedsført med løfter om, at deres hustruer ville få "røde kinder og lyset tilbage i øjnene". Det endelige seksuelle gennembrud fik vibratorerne omkring 1920, da de dukkede op som rekvisitter på erotiske billeder. Hermed var deres indplacering i en seksuel diskurs fuldstændig, og deres funktion i den medicinske behandling af hysteria logisk nok udspillet.

Så var det, de havnede i skuffen.

Selvom klitoris forlængst har fået sit eget kapitel i verdenshistorien, er seksualiteten stadig sengeliggende. Det er derfor en illusion at tro, at den "seksuelle befrielse" har befriet noget, eller har bragt os væsentligt meget videre siden "victorianismen". Ligesom dengang har vi præcise forskrifter for, hvordan seksualiteten skal udfoldes for at være "rigtig" og "god". Lever man af forskellige årsager ikke op til disse forskrifter, betragtes det stadig som behandlingskrævende. Godt nok gnider man ikke mere, nu snakker man kun - men patologien taler med.

Det er vigtigt at have et velfungerende sex-liv, hedder det sig, ellers er det vanskeligt at være et velfungerende menneske. At vise sin dildo frem er derfor næsten det samme som at indrømme, at man har dårlig sex med sin partner eller ingen partner, erstatter "the real thing" med attrappen, og følgelig er et kriseramt og utilpasset menneske. På trods af alskens befrielsesforsøg og diskursive rokader synes vibratorerne at være uhjælpelig fanget i patologien.

Af den grund skulle man måske overveje at slippe den løs.

FORUM/16.3.99

Anette Dina Sørensen er konsulent, skribent og kønsforsker.

Rachel P. Maines: The Technology of Orgasm er udkommet på The Johns Hopkins University Press, 1999 og kan lånes på KVINFOs bibliotek.
   
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk