Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fortryllende ordmagi og skarpe skriverier

 

 
FORUM/26.2.99 Herhjemme er den britiske forfatter Angela Carter nok bedst kendt for sine fantastiske romaner Den nye Evas lidelser, Det magiske cirkus og Kloge børn. Men i sit hjemland var hun lige så kendt som journalist, dvs. som anmelder, essayist og redaktør.

Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med hendes journalistik via samlingerne Nothing Sacred fra 1982 og Expletives Deleted fra 1992, så har man nu chancen med Shaking a Leg: Journalism and Writings, der udkom på Vintage i december 1998. Bogen er det afsluttende bind i en trilogi, der læservenligt samler Angela Carters noveller i Burning Your Boats, de dramatiske værker i The Curious Room og journalistikken i Shaking a Leg. Redaktøren Jenny Uglow har plukket fra de to tidligere samlinger af journalistik, men også tilsat en masse nye tekster.

Shaking a Leg er en moppedreng på over 600 sider med et udvalg af nogle af Carters mest provokerende og tankevækkende artikler. Artiklerne rækker fra hendes debut som forfatter i midten af 1960erne og frem til hendes død af kræft som 52-årig i 1992. Teksterne er inddelt i fem store afsnit om identitet, kropssprog, Storbritannien og udlandet, observation af teater og film samt litteratur. Hele tiden med et feministisk blik.

Som læser bliver man revet med af Angela Carters fortælleglæde, underfundige stil og skæve blik på sig selv, sin samtid og kultur. Carter iscenesætter generøst sit liv til ære for læseren. Her er levende portrætter af den lille forkælede pige, der symbolsk nok ankommer samtidig med 2. verdenskrigs ødelæggelser; den oprørske og anorektiske teenagedatter, den gifte kvinde som studerer middelalderens litteratur, den debuterende forfatter, der tilbringer tre år i Japan, den fraskilte skribent som kæmper for at leve af at skrive, den modne mor til en lille dreng etcetera. Bogen er på mange måder selvbiografisk.

Men Carter skriver ikke bare om sig selv. Hun skriver om sig selv som kritisk repræsentant for sit køn, sin klasse, den højere middelklasse, sin generation, 68erne, og om det samfund og den kultur de er vokset op i og har været med til at præge.

I essayet Notes from the Front Line præsenterer hun således sig selv som "the pure product of an advanced, industrialised, post-imperialist country in decline". Og som brite, der har opholdt sig i Japan, USA og Australien, har hun et befriende dobbeltsyn på imperiet og den vestlige kultur.

Det er kulturen, som har hendes store interesse. Et af de mest sprællevende essays er In Pantoland, der er skrevet kort før hendes død. Verden anskuet som pantomime, hvor alle spiller roller, og hvor illusion og virkelighed blandes: "And, sometimes, as if it were the greatest illusion of all, there might be an incursion of the real."

Essayet er iøvrigt sammen med tre versioner af Askepot, der kan læses i American Ghosts & Old World Wonders fra 1993, blevet brugt som inspiration til et teaterstykke om Angela Carters univers Cinderella, der havde urpremiere i London i december 1998.

Mange af artiklerne om mad, mode, rejser, musik, teater, film og litteratur kunne sagtens have været trykt i Information, Politiken eller Alt for damerne. Bortset fra, at de er skarpere tænkt og skrevet. Hvad enten Carter skriver om læbestift The Wound in the Face eller Frida Kahlo og hendes intense selvportrætter foran spejlet, hvor hun betragter sig selv som "wounded flesh", har Carter blikket rettet mod (selv)undertrykkelse og befrielse. Det, hun søger at indkredse, er kvindelighed og mandlighed - kønnet og dets betydning.

Carter skriver på tværs af "høj" og "lav" litteratur, og et genkommende tema er kvindelig seksualitet. I den ædende onde anmeldelse Lovely Linda læser hun pornodronningen Linda Lovelaces selvbiografi "Inside Linda Lovelace" og finder "a degree of selfdeceit, or the desire to deceive" i Lindas beskrivelse af kvinders seksuelle tilfredsstillelse ved at medvirke i pornofilm.

I essayet Alison´s Giggle om Chaucers The Canterbury Tales præsenterer hun modstykket til Linda, den livsglade unge Alison, der lystigt og ustraffet gør sin gamle mand til hanrej, sin uønskede bejler til grin og går i seng med sin elsker. Hvor Lindas støn er falske, der er Alisons fnis ægte: "But at least Alison managed to get herself fucked by the man of her choice, to her own satisfaction and with no loss of either her own selfrespect or the respect of her male creator, which is more than a girl like her will be able to do again, in fiction, for almost more than half a millennium.".

Carter er ikke imod porno, tværtimod præsenterer hun f.eks. De Sades pornografiske skrifter som befriende læsning - i sin bog Sades kvinder (1979) gør hun bl.a. rede for, hvordan den dydige Justines passive offerrolle kan forkastes til fordel for den lastefulde Juliettes selvrealisering. Dét, Carter ikke kan klare, er det hun opfatter som Linda Lovelaces løgne om kvinders identitet og seksualitet.

I essayet Notes from the Front Line beskriver Carter sig selv som "a feminist writer". Hun opfatter køn som en fiktion: "How that social fiction of my "femininity" was created, by means outside my control, and palmed off on me as the real thing.". Som forfatter og journalist vender Carter hele tiden tilbage til, hvordan kønnet ikke bare er naturgivent, men samfundsskabt. Således kan kønnet føre til undertrykkelse, ved at placere kvinder som anden klasses borgere i et patriarkalsk samfund, men også til frihed "the sense of limitless freeedom", netop fordi det er foranderligt. Og det er her, der er håb.

Hvad enten man læser et essay, en novelle, en roman eller noget andet af Carter, så er der ekkoer fra tekst til tekst.

Carters romaner er idéromaner, dvs. hun bruger fiktionen til at diskutere idéer med læseren. Hendes personer legemliggør idéer om bl.a. undertrykkelse og frigørelse. I Det magiske cirkus hævder den frigjorte luftakrobat Fevvers således, at hendes vinger er ægte og sætter hende i stand til at flyve. Måske er det en illusion, vi er jo i cirkus, men læseren får en helt anden victoriansk heltinde forærende, end de blegsottige skabninger, som man så ofte møder i den victorianske litteratur.

Carters skønlitterære produktion er fantastisk, dvs. læseren bringes hele tiden til at tvivle på, hvordan fortællingen skal fortolkes, på hvad der skal opfattes som virkeligt og hvad ikke. Det er en leg man kender fra f.eks. den gotiske litteratur og den magiske realisme. Carter er i slægt med fantastiske fortællere som Mary Shelley, Edgar Allan Poe og Jorge Luis Borges.

Carter nåede at skrive ni romaner samt nogle novellesamlinger og dramatiske værker. Desuden var hun produktiv som essayist, kritiker og redaktør af andres værker. Men selvom Carter har skrevet siden midten af 1960erne, er det først efter hendes død i 1992, at der rigtigt er kommet gang i skriverier om hendes forfatterskab. Her i 90erne begynder det heldigvis at lysne med artikler, essays og specialer. Et sted at starte for den nysgerrige læser kunne være Flesh and Mirror fra 1994. Her har Lorna Sage redigeret en række interessante essays om Carters kunst.

Det er også nu, at opsamlingerne kommer. Hendes litterære eksekutor Susannah Clapp betror os i forordet til American Ghosts. Old World Wonders, at Carter instruerede hende om at gøre "anything to make money for my boys", dvs. hendes mand og lille søn. Alt, om det så drejede sig om at lave værkerne om til musicals eller skøjteshow, bare det gav penge. Overraskende ord fra en forfatter i verdensklasse, men i overensstemmelse med den sans for realisme, der gemmer sig bag magien hos Carter.

Heldigvis tåler hendes journalistiske skriverier at blive redigeret, genoptrykt og (gen)læst. Her er noget at hente for både den nye og den garvede Carter-læser, for alle med interesse for Angela Carters person og forfatterskab og ikke mindst for essays om kultur set ud fra vinklen køn.

Shaking a Leg viser, hvordan Angela Carter livet igennem var i stand til at få ordene til at danse henover papiret. Som læser er man fascineret og fortryllet. Det er en bog man har lyst til at have liggende på natbordet og nyde lidt ad gangen.

FORUM/26.2.99

Susanne Püschl har skrevet speciale om "Fantastisk feministisk fiktion. Om den fantastiske strømning i den engelske kvinderoman efter 1970. Studier i Emma Tennants, Angela Carters og Jeanette Wintersons forfatterskaber".

Hvis du har en kommentar til denne artikel - gå hen til Debatsiderne
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk