Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Smækre taljer og orgiastiske suk

 

Nicole Kidman er nomineret til en Oscar for sin forførende, korsetbærende rolle som kurtisanen Satine i Moulin Rouge. Filmen har med et brag har bragt korsettet tilbage i moden, hvor det altid har været ombølget af myter: kvinder med korset har været stemplet som skiftevis pirrende svagelige, slemme, liderlige, undertrykte, osv. Valerie Steele er gået bag om myterne i et nyt storværk med overraskende pointer.

 
 
FORUM/25.2.2002 Moulin Rouge-feberen raser og moden står på fin de siècle. Korsetterne og corsagerne har været det hotte til nytårsballerne, og selv DR TV's nyhedsvært Vibeke Hartkorn bar et, da TV-avisen kommenterede dronningens nytårstale. Også i det nye årtusinde har korsettet, et af historiens mest udskældte beklædningsgenstande, fået en plads.

I den forrygende bog The Corset. A Cultural History (2001) af Valerie Steele, modeforsker og direktør på The Museum at the Fashion Institute of Technology i New York, kan man få et indtryk af, hvor meget det kontroversielle korset fylder i modens historie fra renæssancen og op til i dag - trods lægernes og eksperternes vedvarende advarsler.

Vi husker vel alle med gru scenen fra Borte med blæsten, hvor der blev hevet og flået i Scarlett O'Hara så hendes talje kunne blive blot en anelse smallere. Men med Steeles bog kommer mange flere nuancer til syne. Bogens rigdom af billeder og tegninger illustrerer Steeles overbevisende tekst og giver et friskt blik på sammensnøringens kunst og historie.

Den store indsnøring sker i det 19. århundrede, for selvom socioøkonomiske og politiske forhold i samfundet her ændres radikalt, fastholdes især traditionerne for den kvindelige klædedragt og nu bliver forestillingen om den aristokratiske krop idealet for alle klasser. Korsettet bruges af alle og anses for det "naturlige". Men den store triumf skyldes ikke, at man på denne tid er mere undertrykt eller masochistisk end tidligere, men derimod at den industrielle revolution og demokratiseringen af moden giver flere kvinder adgang til korsettet. Skønhed bliver enhver kvindes pligt (eller ret). Så korsettets historie handler altså ikke kun om borgerskabets mode, men om at korsettet, ligesom mode generelt, bliver et massefænomen. Den nye massekultur udstiller korsetterne i gadevinduerne og reklamerne som den ideale krop, der stiltiende lover kvinderne, at køber de et korset (en krop) vil det ændre deres liv. Korsettet bliver symbolet på skønhed, kærlighed og ungdom.

I det nye industrialiserede samfund bliver korsettet masseindustri og gennemgår en rivende teknologisk udvikling. Fra at anvende hvalbarder som stivere forsøger man sig med indisk gummi, indtil Edwin Izod i 1868 opfinder en dampproces, hvor korsettet formes henover en metaltorso, der gør produktionen endnu nemmere. At korsettet var en storindustri i det 19. århundrede afspejles f.eks. i et tal fra 1855, hvor 10.000 mennesker var beskæftiget med produktionen af korsetter i Paris, og i 1861 blev salget af korsetter estimeret til 1.200.000. De billigste kostede dengang fra 3 til 20 franc, de blev købt af arbejderne. Silkekorsetter kostede mellem 25 til 60 franc og de dekorerede kostede ca. 200 franc.

Og kvinderne havde en overordentlig god grund til at snøre sig ind, for at opnå den smalle talje, strammet maven ind og løftet brystet. Den fysiske værdi skal maksimeres for at blive gift, for kvindernes liv afhang af den ægteskabelige status. Så mødre og mormødre trodser lægernes advarsler og snører døtrene grundigt ind.

I følge Steele er det dog ikke hele forklaringen på korsettets store udbredelse og kvindernes egen glæde ved korsettet. Nej, det er langt mere tvetydigt. For nok repræsenterer korsettet anstændighed, kontrol og opfylder idealet om den aristokratiske krop, men samtidig bliver klædningsstykket også kvindernes mulighed for at udtrykke en subjektiv seksualitet på en socialt acceptabel måde: Når snorene puttes ind gennem hullerne, og der trækkes i dem, kommer et lille orgiastisk suk. Vejrtrækningen besværes, og man har lettere ved at besvime. Men netop det at falde hen er jo tæt knyttet til orgasmen og døden, og samtidig understøtter besvimelsen en romantisk forestilling om den svage kvinde. Når damen dåner, må manden trække kniven og skære strengene op. En ufarlig metafor for samlejet i den seksualforskrækkede viktoriatid skabes.

For datidens kunstnere var mode ikke kun nøglen til moderniteten, det var i stigende grad centralt i opfattelsen af kvindelig erotisk skønhed. I malerkunsten bliver forestillingen om den nøgne kvindekrop forbundet med korsettet, så man nu ønsker den indpakkede vare frem for den helt nøgne krop.

Mænd har også båret korsetter, og i det 19. århundrede er det især dandyen og militærmanden, som bærer korset. Efter 1850 sker der en ændring i mandedragten, den bliver løsere og mænd bærer hovedsagelig korset af medicinske grunde, men selvfølgelig var der enkelte cross-dressere og også korsetentusiaster blandt mænd. Der var også forskel på de enkelte lande. I følge Steele bar østrigske mænd regelmæssigt korset, og en fransk reporter mente, at mere end 100.000 mænd i USA bar korset. Alligevel må man konkludere, at korsettet hovedsagelig er knyttet til kvinderne.

At korsettet er begrænsende for kropsudfoldelsen, er et faktum. Man har sværere ved at trække vejret, men bare rolig, ribbenene folder sig ud igen, når man løsner snørerne på en voksen. Ved en videnskabelig tilgang kan Valery Steele dog påvise, at kvinderne ikke er snøret nær så meget ind, som man hidtil har antaget. Korsettet har heller ikke været strammet lige meget hele tiden, det blev løsnet når man var hjemme, skulle spise eller lave fysiske aktiviteter. Når man derimod ville udstille sig, skulle have gæster eller være til skue i det offentlige rum, blev snørerne strammet.

At korsettet har været årsag til utallige sygdomme, f.eks. tuberkulose, brystcancer, skoliose, hysteri, vanvid og begær efter at blive snøret er ikke sandt. Steel påpeger, at mange af tidens sygdomme i virkeligheden skyldes fejlernæring og arbejdsskader. Årsagerne har haft en stor social slagside, og det har derfor været nemmere at give korsettet skylden end at ændre økonomiske strukturer. Samtidig påpeger Steele, at det 19. århundredes lægestand, som på denne tid forsøger at finde fodfæste, ret uvidenskabeligt kaster sig over korsettet og kvinderne - uden følger.

På samme tid opstår case-stories om seksuelle fetichister, transvestitter og sadomasochister, som i det seksuelle spil anvender korsettet. Dermed sker der en sammenblanding af subkulturers brug af korsettet med den gennemsnitlige victorianske kvindes brug. Den almindelige kvinde var hverken seksuel fetichist eller masochist med trang til ekstrem kropsændring. Men sammen med den misogyne bølge, der skyllede hen over Europa i slutningen af århundredet, kommer korsettering til at fremstå som et symbol på alt, som er galt med kvinder. De fleste historier om at binde korsetter kommer fra mænd og har ifølge Steele mere rod i fantasi end virkelighed. Dermed tilbageviser hun feministiske historikeres argument om, at korsettets erotiske konnotationer er forbundet med smerte.

En anden sejlivet og overraskende myte, som bogen gør op med, er fjernelsen af ribbenene ved operation i victoriatiden. I følge Steele findes der ingen lægelige beviser på, at den type af operation har været udført, og hun argumenterer for, at det også ville have været alt for farligt, alene pga. infektionsrisikoen, idet penicillinen først kommer frem i 1928. I dag er det selvfølgelig teoretisk muligt at foretage operationen, men det er stadig meget risikofyldt p.gr.a. lungernes udsathed. Dermed sætter Steele også spørgsmålstegn ved om sangerinde Cher overhovedet har fået foretaget en sådan operation, sådan som massemedierne har fortalt os. Måske har man fejlsluttet, at fordi hun har fået foretaget adskillige plastiske operationer, så er hendes ribben også fjernet. Den smalle talje er måske alene opnået ved hård fysisk træning?

I begyndelsen af det 20. århundrede ændres synet på korsettet, det blev anset for at være en djævelsk vane, som masturbation. Kun slemme kvinder, som søgte mændenes liderlige blikke bar korset. Det var dog tilladt til ortopædisk brug. Nu betragter man korsettet som et udtryk for borgerskabets seksuelle undertrykkelse af kvinderne i det forrige århundrede, mens nye beklædningsgenstande finder vej til kvindernes garderobe: bh'en, hofteholderen, trusser, der løfter og strømpebukserne, der presser ind. Og her kommer én af Valery Steeles væsentlige pointer. For nok er korsettet forsvundet som almindelig beklædningsgenstand, men det gør de ideale forestillinger om den kvindelige krop ikke, den skal stadig tæmmes. Og det bliver den. Bare på en ny måde. Nu er det ikke længere med snører, for korsettet er internaliseret og kroppen formes med slankekure, hård aerobic-træning og plastiske operationer - med hjælp fra de nye beklædningsstykker. Også i det 20. århundrede er det en sand videnskab at flytte rundt på kødet.

For nok er kvindekroppen blødere end mandekroppen, men den idealiserede kvinde- og mandekrop har en slående lighed med hinanden i det 20. århundrede. Kvindekroppen er subjekt for en maskulinisering, som ifølge Steel afspejler mændenes angst for det udflydende og de associationer, der knytter sig til den: natur, seksualitet og foragt?? Mandekroppen er associeret med strenghed og helhed - og den krop som op gennem det 20. århundrede i højere og højere grad bliver idealet for begge køn. Man skal være slankere og slankere og subkutan fedt betragtes som uappetitlig overflod. På tilsvarende vis bliver manderollen også idealet for kvinderne, pointerer Valery Steele.

Express yourself sang Madonna, mens hun stod i Jean-Paul Gaultiers lyserøde corsage, i begyndelsen af 90'erne, dengang hvor kvinder duftede af Classique, Gaultiers parfume, der boede i en flakon udformet som en kvindelig torso indkapslet i et stålkorset. Korsettet er igen blevet moderne. - Men ikke noget med inden under tøjet, som vores formødre. Nej, udenpå, det er frækt, vovet og sexet. Og et udtryk for en pågående kvindelig seksualitet. Anvendelsen af korsettet har endnu engang skabt en ny betydning, når den kvindelige seksualitet skal udtrykkes, sådan som Nicole Kidman også viser det i filmen Moulin Rouge.

Anita Frank Goth er cand. mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.

The Corset. A Cultural History af Valerie Steele, Yale University Press, New Haven & London, 2001. Bogen kan lånes på Kvinfos bibliotek.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk