Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Afsked med Iris

 

En sommer på aftenvagt, da jeg som ufaglært sygehjælper var helt nystartet på et plejehjem i Husum, satte jeg mig ved siden af en gammel, gammel dame med et venligt og imødekommende, rynket ansigt. Kateterposen, der sad fast med en sikkerhedsnål under nederdelen, bulnede ud i låret.

 
FORUM/10.2.99 "God aften. …. Hvordan kommer De så på arbejde frøken?", spurgte hun.

Glad for at kunne konversere lidt med beboerne svarede jeg veloplagt og 20-årigt sødt, at jeg skam cyklede, for jeg boede ikke så langt væk. Og det var jo altid rart med en cykeltur.

"Jeg cyklede også meget, da jeg var ung," svarede hun.

Vi fortsatte sofasnakken lidt frem og tilbage om, hvad jeg hed, hvor hun havde boet før, og hvad jeg lavede osv. Ordene gled ikke ligefrem nemt henover de 70 år, der skilte os, og efterhånden tonede samtalen ud. Hun kiggede væk fra mig og så sig lidt omkring i den lidt triste fjernsynsstue. Jeg så mig også lidt omkring. Så drejede hun hovedet i min retning, så overrasket på mig og spurgte,

"God aften. …. Hvordan kommer De så på arbejde frøken?"

Og så startede vi forfra. Hun var ganske senil og var i øvrigt 96 år, men så ud til at være ok. Hun var fredfyldt og ubekymret.

Men det var der mange, der ikke var. Hende vi kaldte Fnug, der ikke var mere end 64 år gammel som ikke forstod, hvor hun var henne og ikke kunne sige, hvad hun hed. Den tidligere søofficer, der tog natskjorten på benene og natbukserne på armene og ingen ting kunne finde ud af. Den tidligere lærerinde, som dårligt kunne huske, hvad hun selv hed og bare ville hjem. Og alle var de ulykkelige og forvirrede og flagrede hvileløst rundt på gangene som aske fra et bål langt væk.

Det var en frygtelig skæbne, syntes jeg, at blive så tømt for minder, at man ikke længere eksisterede i kraft af sig selv. Sådan som det var sket for Iris Murdoch: "Hun sejler ikke ind i mørket: rejsen er forbi. Og med Alzheimer som sin dystre ledlager er hun nået et sted hen.", som hendes mand litteraturkritikeren John Bayley skriver i Iris. A memoir of Iris Murdoch (1998).

Jeg sværmede for Iris Murdochs romaner dengang, da jeg var omkring de 20 år og arbejdede på plejehjem. Hun var høj-intellektuel, filosof og hendes romaner var komplicerede og totalt uforståelige. Her er f.eks. et kort resume af handlingen i The Italian Girl: "Otto is keeping an exotic Russian mistress; the mistress's brother has been sleeping with Otto's wife and teenage daughter, and the daughter is pregnant; the maid has had an affair with Otto's now-deceased mother, and the will leaves the house to the maid; Edmund (Otto's brother, and the narrator) assaults his niece, resists the advances of his sister-in-law, chases his brother's mistress through the grounds, and the mistress's brother around the niece's bedroom." Lige noget for en ung litteraturstuderende.

Jeg nød de indviklede intriger, Iris Murdochs suveræne sprog - i dag kan jeg ikke huske andet end titlerne, og fornemmelsen af de mange tanker hendes sære blanding af fortælling og filosoferen, og i nogen grad perversion, satte i gang i mig.

Iris Murdoch var filosof, underviste i filosofi på Oxford University, skrev om Sartre og eksistentialisme, studerede med Ludwig Wittgenstein og udgav 26 romaner og 6 filosofiske værker. Hun har modtaget de prestigefyldte litterære priser The Booker Prize og Whitbread Literary Award for Fiction. Hun blev slået til Dame of the British Empire. Hendes mand John Bayley er en højt estimeret kritiker og forfatter, og professor i Engelsk. Sammen udgjorde de et litterært ægteskab par excellence.

John Bayleys erindringsbog om sin kone udkom, mens Iris Murdoch stadig levede. Men en erindringsbog var det ikke desto mindre, for Iris var blevet væk i det mørke, Alzheimers Sygdom indhyller sine ofre i. I et interview fra 1996, kort tid før hun blev diagnosticeret med sygdommen, beskrev hun, hvad hun oplevede som en længerevarende skriveblokering: "Et grumt, mørkt sted" som hun forsøgte at flygte fra.

Iris. A Memoir er en frygtelig og vidunderlig bog. Frygtelig og pinagtig i de detaljerede beskrivelser af nedbrydning af identitet og intellekt, krop og sind. Og vidunderlig fordi John Bayley insisterer på at blive et vidnesbyrd om Iris Murdochs liv. Insisterer på at holde fast på de få tilbageværende fragmenter af hendes væsen - især hendes stille og blide natur. Bogen bølger frem og tilbage mellem nutid og fortid i erindringsbilleder af det fælles levede liv og gisninger om, hvad Iris' sind havde været fyldt af - for selv om John Bayley havde en dyb sympati for hendes sind, kunne han hverken forstå eller blive en del af den.

John Bayley har skrevet store dele af bogen i sengen med Iris liggende ved sin side, blidt snorkende, uvist hvorhen i drømmene. I løbet af det meste af deres over 40 år lange ægteskab "kom de nærmere og nærmere fra hinanden" og nød at kunne være "alene" sammen. Men jo nærmere Iris Murdoch kom Alzheimers afgrund, jo nærmere kom de på hinanden. Alt andet end ægtemandens tætte fysiske nærhed fyldte Iris Murdoch med en skræmmende og frygtindgydende rædsel.

Bayleys erindringer starter med en beskrivelse af deres første svømmetur sammen i 1954. Han var 28, og hun var 34 og havde lige udgivet debutromanen Under the Net (1954). Han var et ubeskrevet blad, der bare var forelsket og ville være sammen med hende. De flåede tøjet af og sprang i den mørke flod - tørrede deres våde kroppe med Iris' underkjole, mens kaptajnen på den forbipasserende flodpram kiggede diskret den anden vej. Det med at tage en svømmetur sammen gik igen i hele deres ægteskab - der hvor der var en flod, en sø, et hav, en bæk, et vandløb, der sprang de i vandet - Frankrig, Italien, England, Australien ……. "Iris elskede at være i vandet."

Næste kapitel beskriver deres sidste svømme tur sammen. Denne gang slås han lidt med Iris for at få hendes tøj af, for "hendes instinkt er, i det hele taget at tage så lidt tøj af som muligt". Hun kæmper imod "blidt men ihærdigt", og da hun endelig kommer i vandet, kan han se hendes snavsede fødder nede i vandet, stadig med sokkerne på. Imens hun stille plasker rundt i vandet.

Det er smertelig læsning.

Men "Iris. A memoir" er også en smuk moralsk fortælling om kærlighed, ægteskab, loyalitet, uendelig tålmodighed og ydmyghed over for skæbnen. John Bayley og Iris Murdoch havde et utal af stille og skønne stunder sammen, og sammen hver for sig og John Bayley skriver lyrisk om det komiske og det tragiske og hverdagen. Han bliver sammen med Iris - selvom han til tider er ved at blive vanvittig af håbløst raseri - for kun han kan give hende det nærvær, hun har brug for i rejsen mod frygtens afgrund. "Før tog han deres ægteskab for givet - nu tager deres ægteskab dem for givet," skriver han. Han tager det på sig, for han kan ikke andet.

Og i stedet for det intellektuelle samvær, dyrkelsen af kunst og litteratur, sidder de gamle ægtefæller sammen i deres slidte sofa og ser Teletubbies for 3-årige.

Det er en bog - der ligesom Iris Murdochs bøger - der er værd at læse, for den fortæller noget om livets vilkår og kærlighedens uendelige potentiale.

FORUM/10.2.99

Hvis du har en kommentar til denne artikel - prøv at gå hen til Debatsiderne

Annette Nielsen er redaktør af FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk