Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Jeg er "Dirty Dina"

 

Mange danske mandlige filmskabere synes fascineret af fortællinger om "skøre småpiger fanget i voksne, sexede kvindekroppe" - senest Ole Bornedal med filmen "Jeg er Dina". Dette melodramatiske epos huer ikke FORUMS anmelder, der er grundigt træt af tendensen med kvindelige heltinder helt i deres følelsers vold. Men de andre kvinder i biografen griner højt, når Dina sætter sin vilje igennem med vold og magt og myrder løs - som en anden "Dirty Harry".

 

 
Vi skal lære at holde vores mund, læne os tilbage og være i vores sansers vold. - Ole Bornedal, Alt for damerne, 7. marts 2002.

En film for følelserne. - Maria Bonnevie, Urban den 15. marts


FORUM/9.4.2002 "Jeg er Dina. Dette er min historie", taler den kælne kvindestemme, mens lyn og torden brager ud i salen, og en lille troldepiges åbne ansigt ser ud på os. Lydene buldrer, mens små flash af et kogt ansigt, hvis hud hænger i flager, bryder billedet. Dinas mors hud.

Åbningsscenen til Ole Bornedals film "Jeg er Dina" foregriber den store ulykke, hvor datteren Dina forårsager sin moders død. Episoden er bestemmende for hendes liv, og da faderen også psykisk tager afstand fra hende, efterlades hun ensom og vild i Norges voldsomme natur.

Som Tarzan og andre naturbarnsskikkelser er naturen legepladsen, hvor selv den yderste klippespids med udsigt til stejle fjelde og dybe fjorde let bestiges. Og mens vi følger hendes opvækst, ser vi Dina dyrke tallene, musikken, naturen og døden - alt sammen det som ligger uden for sproget. End ikke som voksen lader Dina sig styre af kulturens koder, når hun kaster vandet, multebærrene og mændene i sig. Og som en anden hunulv fortrækker Dina, spillet af Maria Bonnevie, alene til klippespalten, når barnet skal forløses akkompagneret af hendes urskrig.

Og nej, vi er ikke i stenalderen, men i Norge omkring 1860erne.

Men Dina er ikke kun i denne verden, hun har også kontakt til den hinsides verden, hvor mor befinder sig. Med sit åbne blik, viltre hår og Norges troldelandskaber understreges hendes overnaturlige evner, når hun befrier (dræber) mennesker fra denne verdens trængsler. Og som en anden Eva spiser hun et æble, da hun smider den dræbte ægtemands testamente ind i ilden for at sikre sig den økonomiske magt, for derefter at smile frydefuldt, når hun kaster det afgnavede æble op til de overvundne arvinger.

Filmen har melodramaet som foretrukne genre; huse brænder, havet bruser og blodet raser. Ordene er knappe, og musikken og billederne forsøger at fylde det hele. Men Dina slår også en proper næve med lydeffekter, der ikke lader actionfilmene noget at høre. Dinas instinktive væsen følges af filmens storslåede billeder af Norges barske natur, som slog vi op i et rejsekatalog for både sommer og vinter.

Den norske presse kaldte det "skamløst kitch".

Fordi hun er i så nær kontakt med døden, så bliver livet for hende meget stærkt. Og hun følger sin vej så trofast. Vil hun have noget, så viser hun det. Hun sidder ikke og bliver fornærmet eller lille-pigeagtig. Det kan jeg godt lide, siger Maria Bonnevie. Interview i Urban den 15. marts.

Allerede i Imperials foyer var det store antal af kvinder iøjnefaldende. Og under filmen synes mange kvinder at more sig. Kvindelatteren var især overdøvende, når Dina underkendte patriarkatet, indsatte egne love - ofte med vold og døden til følge. Nøjagtig som mandelatteren, når Dirty Harry og andre mandlige helteskikkelser fra filmens verden tager loven i egen hånd og på bedste Rambo maner gennemtrumfer deres magt og vilje med grov vold.

Indrømmet, jeg har hverken kunnet bruge Herbjørg Wassmos roman som krisehjælp eller hormontilskud, som filmanmelderen Birgitte Grue skriver i BT (15.3.2002). Selv fandt jeg det svært at grine af de psykopatiske adfærdsmønstre. Alligevel er det påfaldende, at kvinderne, åbenbart med deres eget liv som kontekst, opnåede en form for katharsiseffekt, når de så på de voldelige scener. Det var også i disse dage, at aviserne for gud ved hvilken gang bragte artikler om, at kvinderne bliver fremtidens fattige, fordi pensioner og løn er så ulige fordelt på kønnene. Derfor er det ikke svært at få den tanke, at oprør altid er lettere at håndtere på film.

Jeg kunne ikke lide Dina, da jeg læste bogen. Jeg syntes, hun var en småneurotisk, kedelig bitch. - Ole Bornedal, Alt for damerne, 7. marts 2002

Iscenesættelsen af figuren Dina er måske det mest interessante. Filmen foregår i sidste halvdel af det 19. århundrede, og den tids særlige kvindetyper danner også udgangspunkt for dannelsen af figuren. Især er datidens femme-fatale et iøjnefaldende træk. For Dina er forskønnet i forhold til bogen. Hun er smuk, langlemmet og dødbringende. Og det undlader kameraet ikke at fortælle os, også når hun sidder iført sit smukke corsage og spiller på sin cello - eller når vi ser hendes velformede krop bestige manden.

Dina er ikke en kvinde, som bliver domineret, derimod er hun kvinden, der dominerer - manden. Hun inkarnerer fantasien om kvinden med pisk og støvler. Og som vi ved fra én af de mest fremtrædende udtryk fra den tid, nemlig Leopold Sacher-Masochs bog Venus i Pels (1870), så er den type kvinde skabt af en mand. Umiddelbart synes iscenesættelsen at skabe en selvstændig kvindefigur, men det er en figur, som tjener en mandlig fantasi og masochisme. En kvindefigur, der pirrer det mandlige blik. Det bliver særlig tydeligt ved sexscenerne, hvor Dina rider mænd, som hun rider heste. Kontemplativ erotik eksisterer ikke, end ikke med den russer, som hun synes at elske - men må dræbe, fordi han ikke lader sig kontrollere. Jo, Dina er i tæt kontakt med sine instinkter - også når hun dræber: "De dør alle - dem der ikke dør, slår jeg ihjel", siger hun. Heller ikke Ole Bornedal kan styre Dina, for som han fortæller os i Profilen, på DR1 den 19. marts, så måtte han give slip på hende.

Men Dina får alligevel lidt anger, hver gang der sker "noget frygteligt". Hun mister talen og er kun fyldt af skrig. Med hendes stærke reaktion på drabene forsøger filmen at legitimere hendes handlinger, og når vi ser ind i Maria Bonnevies øjne, som ligner barnets åbne og uforstående blik, kunne man måske fortrænge hendes fortrædeligheder.

Ja, dvs. jeg gør ikke, for mig er hun ikke yndig, men et væsen uden evne til at indgå i nære relationer hverken til sit barn, en mand eller venner.

Kvinders historie vises sjældent på filmlærredet, så når man øjner en mulighed, iler man i biografen. Derfor er det særlig bemærkelsesværdigt, at mange af de senere store danske film har en kvindehistorie som udgangspunkt for deres film. Bl.a. Triers Breaking the Waves, Ole Christian Madsens prisbelønnede film En kærlighedshistorie og nu Skandinaviens dyreste produktion, Jeg er Dina. Film som alle er instrueret af mænd. Men det er ikke de eneste fællestræk: Kvinderne er alle skøre, små piger installeret i en voksen sexet kvindekrop.

Hvorfor er det så attraktivt og fascinerende for mandlige danske instruktører at fortælle den slags historier om kvinder? Og er det mandlige blik stadig så dominerende, at kvinders historie ofte er fortrængte på filmlærredet? Og dog undrer jeg mig, for både den amerikanske filminstruktør John Cassavetes og svenske Ingmar Bergmann har begge lavet strålende kvindeportrætter på film - endda for mange år siden.

Man plejer at sige, at filmens bevægende billeder skal bevæge. Men at tro på den forældede forestilling om, at der nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem følelser og intellekt, som Ole Bornedal hævder, er noget vrøvl. Sanserne stimuleres ikke ved utallige tomme volds- og sexscener. Hengivelsen til film fordrer en større æstetiske tyngde end Jeg er Dina kan tilbyde. Med sin billedside er den lige så hul som den DFDS reklame, der med billeder fra filmen forsøger at lokke turisterne til Norge.

Anita Frank Goth er cand. mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.

Jeg er Dina. Instruktion: Ole Bornedal. Maria Bonnevie spiller den voksne Dina. Manus: Jonas Cornell og Ole Bornedal. Norsk-svensk-dansk-fransk-engelsk
 
Læs mere
Se filmens officelle hjemmeside
I am Dina
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk