Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kærlighed til litteraturen

 

 
FORUM/15.9.99 Nordisk Kvindelitteraturhistorie startede som et forlagsinitiativ fra den danske forlægger Merete Ries fra Forlaget Rosinante. Ideen til værket blev præsenteret for en lille gruppe forskere tilknyttet Københavns Universitet og oplægget var at udarbejde 3 nationale fremstillinger af kvinders litteratur fra 1800-tallet til i dag - en dansk, en svensk og en norsk. Organisatorisk var det tanken, at hvert bind skulle have en national redaktion, og selv blev jeg bedt om at være organisatorisk hovedkraft bag den samlede udgivelse. Med dette første udspil og et oplæg fra den danske redaktion blev svenske og norske forskere inviteret til København, og det første af en årelang møderække fandt sted.

Begyndelsen af 1980'erne var en ret uskyldig tid på vor del af kloden, alligevel blev det første møde et møde med stærke nationale spændinger - som vi blev enige om at tilskrive, at det havde været en aften og en nat med måneformørkelse og andre himmelforstyrrelser. Måske skulle vi have lyttet mere til dette første møde, som i bakspejlet meget tydeligt viste os, hvor svært og krævende det ville blive at fuldføre et så stort og overnationalt projekt.

I dag, hvor spørgsmålet om national identitet dukker op overalt, og er blevet blodig hverdag i store dele af Østeuropa i kølvandet på Berlinmurens fald, kan det måske ikke undre nogen, at historiens skygger pludselig dukkede frem bag hver af os, og blandede sig i diskussionen om, hvorvidt det ville være en god ide sammen på tværs af landene at skrive en fælles kvindelitteraturhistorie. Men dengang kom det bag på i hvert fald de danske initiativtagere, at bag nutidens fredelige nordiske samarbejde, bærer også vi rundt med gamle forestillinger, som hører en anden og mere ufredelig tid til.

I dag har vi allesammen glemt det, men også vores fælles fortid handler om imperialisme, om krig og undertrykkelse, en historie om det ene lands erobring af det andet, frigørelse og selvstændighedsbevægelser. Om gamle konkurrence -og styrkeforhold.

Jeg troede, og vi troede vist allesammen, at nu skulle stærke kræfter i de skandinaviske kvindeforskermiljøer mødes og tale inspireret om muligheden af et fælles projekt. Selvfølgelig ville det blive svært og krævende - ingen havde vist forventet andet - men at den nationale fortid også var til forhandling, og at vi alle tog del i den forhandling, kom vist bag på de fleste. Denne første overraskelse blev den første af en stribe nye erfaringer og erkendelser i det samarbejde, som her tog sin begyndelse.

Senere skulle jeg blive mindet om, at den danske konge Christian d. 2. i Sverige går under navnet Christian Tyran. Det var ham der i 1520 efter en krig mod Sverige, lod sig hylde til arvekonge, indførte diktaturet og huggede hovederne af hele den svenske adel. Det Stockholmske blodbad fandt sted på Stortorget midt i Stockholms gamle bydel nabo til Ebba Witt-Brattstrøm, svensk hovedredaktør for værkets første tre bind.

- Blodet løb hele vejen ned over Stortorget, fortalte Ebba første gang, jeg var på besøg. At norske kvindeforskere i postmoderne tider stadigvæk glæder sig over løsrivelsen fra Danmark for mere end 150 år siden, gik også op for mig. Det havde jeg ærlig talt aldrig tænkt over. Da projektet sidenhen blev udvidet fra et skandinavisk til et nordisk projekt med deltagelse af Island, Færøerne, Finland, Grønland og Sameland blev den nationale dimension yderligere skærpet.

Men før ideen om at udvide fra et skandinavisk til et nordisk projekt, opstod den idé at skrive en integreret nordisk litteraturhistsorie. For i samme øjeblik vi begyndte at tale om tekster, perioder, forfatterskaber i Norden, forsvandt lysten til at gå tilbage til hver sin nationale gruppe, hvor den enkelte forsker mere eller mindre alene repræsenterer sin egen periode, sin egen vinkel. Der var meget mere inspiration i de nordiske møder, i et givende fagligt fælleskab, hvor forskere med fælles interesse kunne udbygge hinandens forståelse af en bestemt periode, en bestemt problematik ud fra ukendt men lignende stof.

Da de nordiske kvindelitteraturforskere fik øje på hinanden, opstod der nye faglige fælleskaber på tværs af landegrænser og miljøer. Projektet der kom til at omfatte en nordisk redaktionsgruppe på 10 medlemmer og mere end 100 skribenter fra universitetsmiljøer i hele Norden udgør mere end en generation af nordiske litteraturforskere. Det netværk og de personkontakter, der her blev skabt, har undervejs været virksomme langt ud over det værk, som blev resultatet.

Hvis vi kikker tilbage til den litterære kvindeforskning i 1980, var situationen meget forskellig i de skandinaviske lande:

I Danmark var miljøet så stort, at vi kunne vælge skribenter og medarbejdere blandt en ret stor faglig kreds, som over 10 år havde arbejdet med samlede beskrivelser af perioder og teoretiske overvejelser. Allerede 1982 udkom f.eks. Danske kvindelige forfattere: Udvikling og perspektiv, et to-bindsværk om dansk kvindelitteraturhistorie, skrevet af Anne-Marie Mai og Stig Dalager. Anne-Marie Mai, nu professor ved Syddansk Universitet, blev tilknyttet Nordisk Kvindelitteraturhistorie og fra udgivelsesperioden med redaktionelt ansvar.

I Norge havde en håndfuld meget markante og dynamiske kvindeforskere præget arbejdet tilsvarende, men miljøet var mindre, og der var ikke udsigt til en national norsk fremstilling. Da forslaget om en nordisk integreret fremstilling vandt frem, besluttede den norske redaktion først at skrive en national norsk fremstilling med den konsekvens, at det nordiske projekt måtte finde nye norske redaktører. Værket er da heller aldrig udkommet i Norge, fordi den norske litteraturhistorie udkom med første bind, fem år før det første bind af den nordiske litteraturhistorie lå klar i 1993

I Sverige kom arbejdet med Nordisk Kvindelitteraturhistorie til at virke som en samlende organisatorisk kraft på den nationale kvindelitteraturforskning, som hidtil havde været koncentreret ved Göteborgs Universitet, i Stockholm/Uppsala og endelig ved Lunds universitet i Sydsverige. Med nogle få undtagelser blev svensk kvindelitteraturforskning på daværende tidpunkt båret af en række doktorrander, der arbejdede på disputatser om enkeltforfatterskaber. Arbejdet med at tiltrække svenske skribenter til projektet blev derfor organiseret som en åben invitation til at være med. Det var en procedure, der sidenhen gav store problemer både m.h.t at samordne stoffet men også redaktionelt med nødvendige afvisninger og uundgåelige frustrationer til følge. Til gengæld blev en række svenske disputatser initieret i kølvandet på det nordiske projekt.

Projektet, der undervejs har affødt en strøm af nye ansøgninger og forskningsudgivelser, blev i de bedste år næsten et universitet i sig selv. Undervejs var der også eksempler på udgivelser, som næsten sprængte det nordiske fællesskab. Således udgav en finsk redaktør tilknyttet Nordisk Kvindelitteraturhistorie sin egen finske kvindelitteraturhistorie med tekster, der mindede så meget om det materiale, der allerede var udarbejdet i nordisk sammenhæng, at samarbejdet blev afbrudt, og nye finske kontakter måtte etableres. Det tab kom projektet sig aldrig helt over, og det finske stof er, især hvad det moderne angår, indimellem meget stedmoderligt behandlet.

Men hvorfor overhovedet skrive en kvindelitteraturhistorie? Ja, i dagens sammenhæng giver svaret måske sig selv. Men dengang i 1981, da vi fik opfordringen, brugte den danske redaktionsgruppe meget energi på at overveje spørgsmålet. For hvordan ændrer man bedst den litteraturhistoriske tradition? For det var jo det, der var vores dagsorden. Som litteraturstuderende og senere som undervisere på Universitetet i en meget kønspolitisk og i det hele taget politisk periode i 1970'erne var det en fælles erfaring, at kvindelige forfatterskaber kun i yderst begrænset omfang indgik i undervisningsforløb og i forskning.

En undersøgelse af de eksisterende litteraturhistorier havde med al ønskelig tydelighed vist os, at den litteraturhistoriske kanon er mandlig. At litteraturhistorien er disponeret over en række store mandlige forfatterskaber, der efterfølges og suppleres af en række mindre betydelige forfattere af samme køn, mens de yderst få kvinder, der optages i kanon fungerer som undtagelsen, der bekræfter regelen om, at en stor forfatter er en stor mandlig forfatter. Kvinder i kanon er med andre ord ren anomali, og øvrige kvinder kategoriseres enten efter køn under rubrikker kvindeforfattere og dameforfattere eller måske rent ud som en "særegen provins i den danske kultur", en formulering i en kendt dansk litteraturhistorisk klassiker om en gruppe kvindelige forfattere, der debuterede omkring århundredeskiftet.

Tvivlen gik selvfølgelig på ghettoeffekten. Kønnet diskriminerer kvindelige forfattere i de traditionelle litteraturhistorier, men ville vi ikke bare gentage miseren ved at bruge kønnet som kriterium for optag i en litteraturhistorie? Hvad nu, hvis de nulevende kvindelige forfattere helst ville have sig frabedt at komme i bog og bind med den halvdel af Nordens forfattere, som de tilfældigvis deler køn med? Kunne det få negative konsekvenser at skrive de kvindelige forfattere ind i en ny litteraturhistorisk konstruktion, i stedet for stædigt og vedholdende at kritisere kvinders fravær i de nationale fremstillinger i en venten på bedre tider. Historien giver sig aldrig til at tale af sig selv, ej heller litteraturhistorien. Der er nogen, der får historien til at tale og som vælger, hvad der skal tales om, hvor meget og hvor længe. Med en kvindelitteraturhistorie ville vi bringe de kvindelige forfattere til at tale sammen, selv om det vi i grunden ønskede at fremme var at høre de kvindelige forfattere tale igennem litteraturhistorien i deres egen ret fuldstændig uafhængig af køn. Vi ønskede altså de kvindelige forfatteres integration i den almindelige litteraturhistoriske fremstilling. Spørgsmålet var om en nordisk kvindelitteraturhistorie kunne være et skridt på vejen.

I dag hvor værket er færdigt og sluppet fri til eget selvstændigt liv på biblioteker og hos læserne kan jeg kun sige, at håbet stadigvæk er lysegrønt. Jeg tror på, at værket har haft en effekt og fortsat vil få en effekt som inspirationskilde og som dokumentation af en meget stor viden, som ikke findes beskrevet noget andet sted. Nordisk kvindelitteraturhistorie er et argument for at huske kvinderne, når litteraturhistorien skal skrives og et momento over tidligere tiders forsømmelse. Men helt så optimistisk som jeg var ved fra værkets begyndelse, er jeg langt fra i dag. Kvinder skriver og forsker stadigvæk i en mandsdomineret kultur. Det gælder også i Norden, selv om vi på mange måder mener, at kvinder er nået langt i vor del af verden.

Hvordan det lod sig gøre økonomisk og praktisk? De første år bestod den største økonomiske og praktiske opgave i at få overbevist bevilgende myndigheder om projektets troværdighed og bæredygtighed. De første ansøgninger fik blankt afslag. Det var først, da vi havde besluttet os for at gennemføre uanset hvad, at der kom tilsagn fra NOSH (de nordiske humanistiske forskningsråd), som over 6 år finansierede en sekretær, rejser og møder for redaktionen og et årligt seminar for alle skribenter. Københavns Universitet stillede kontorfacilitet til rådighed, og da jeg i 1990 blev centerleder på KVINFO, flyttede sekretariatet med. Men før pengene kom, mødtes medlemmer af redaktionen, hvor det nu kunne lade sig gøre. Til konferencer og seminarer om helt andre emner eller vi rejste privat, boede hos hinanden privat.

Der var meget feltfod, kollektiv ånd og kvindebevægelse over projektet i de første år, og det havde været helt umuligt at gennemføre, hvis ikke en stor del af deltagerne personligt havde værdier fra 1970'ernes engagement med sig i arbejdet. Da udgivelsesfasen gik i gang, blev redaktionen samlet på relativt få hænder. Den åbne invitation til at være med kom i kollision med kravet om kvalitet og niveau. Som udgivelse skulle værket stå distancen såvel fagligt som kommercielt, og som hovedredaktør definerede jeg min rolle, som den der i sidste instans var ansvarlig for at kvaliteteten var i orden og på plads. Det blev selvfølgelig en krævende, men som jeg ser det også en nødvendig proces.

Men hvordan kunne det lade sig gøre at holde gejsten og begejstringen levende gennem så mange år, holde sammen på så mange mennesker fra så mange lande og tænke et så stort stof sammen i en kronologisk fremstilling? Det har været svært undervejs. Alligevel er det lykkedes, og svaret skal givet søges mange steder. Men det vigtigste og afgørende er kærligheden til den litteratur, som det hele handler om. Hver eneste medarbejder på dette projekt har holdt ud af først og fremmest af hengivenhed over for det stof, som hver enkelt har været fagligt og personligt optaget af. Oplevelsen af sammen at skabe noget helt nyt og se en helt ny tekstkrop dukke frem har været den drivkraft, som har holdt sammen på projektet, og som til sidst har resulteret i den udgivelse, som er blevet vældigt godt modtaget hidtil.

Udover de værdifulde forskerkontakter på kryds og tværs over nordiske grænser, som i sig selv tilførte projektet uvurderlig og inspirerende synergi, viste det sig tilmed, at det nordiske perspektiv forærede projektet en hypotese: Når vi lagde de nordiske tekster fra bestemte perioder ved siden af hinanden, trådte nogle litterære lag frem med ny tydelighed. Det kunne se ud som om, at netop de træk, som har marginaliseret en kvindelig forfatter nationalt, er problemstillinger, som hun har fælles med kvindelige kolleger i resten af Norden. Træk som ikke har passet ind i en dominerende litterær norm.

Et kvindeligt forfatterskab, der nationalt set falder uden for gængse litteraturhistoriske kategorier, tager sig i nordisk kvindelitterær sammenhæng undertiden selvfølgeligt ud. Motiver, temaer og æstetiske særtræk spiller sammen og danner nye mønstre nordisk set. Skal vi tro den svenske forfatter Kjerstin Ekman, "har Nordisk kvindelitteraturhistorie reddet de kvindelige forfattere ud af anomalien", som hun formulerede det på den svenske bogmesse i Göteborg 1997. For hende havde det været en befrielse at blive skrevet ind i en litterær sammenhæng, hvor forfatterskabet pludselig folder sig ud i dialog med en række andre tekster såvel aktuelt som historisk.

Og selvom det slet ikke været vores hensigt, hverken at hævde eller bevise, at Nordens kvindelige forfattere har mere til fælles indbyrdes, end de hver især har med deres mandlige kolleger i de nationale litteraturer, er det alligevel blevet tydeligt undervejs, at der litteraturhistorisk set er baggrund for at tale om en kvindelig æstetik.

I hver eneste periode er der eksempler på, at en kvindelig forfatter, der nationalt falder helt uden for gængse litteraturhistoriske mønstre, i en nordisk kvindelitterær sammenhæng bliver tydelig som et markant eksempel på, at netop med hendes forfatterskab eller med hendes tilsyneladende mærkværdige bog sker der noget helt nyt i litteraturhistorien.

Et godt eksempel er de næsten samtidige nordiske udgivelser i midten af 1800-tallet, hvor kvindelige forfattere tilsyneladende arbejder parallelt på et ambitiøst projekt om kvindernes åndelige emancipation.I Danmark udkom der således i 1850 en litteraturhistorisk set højst ejendommelig lille brevroman af den kun 18-årige Mathilde Fibiger: Clara Raphael. Tolv Breve om en ung pige, der i en række breve til veninden udveksler tanker om kvinders vilkår og muligheder i verden. En ung kvinde, der definerer sig selv, ikke i forhold til en plads i ægteskab og familie, men som søger en helt ny individuel udfoldelse, og som ender med en ambition om at kæmpe med pen og med ånd. Efter at have skaffet sig selv en egen forsørgelse som privat huslærer, finder hun således ud af, at hun vil være forfatter, og romanen slutter med en stormende åndelig, romantisk forelskelse, en bror-søster-relation, der åbent forsager enhver kødelig relation til den elskede.

I samtiden vakte bogen, der udløste en litterær fejde, vild opstandelse, og kritikken haglede ned over den syndige debutants hovede. Især den åndelige kærlighedshistorie fremkaldte overbærende afvisning for sin utroværdighed. Men sammenligner man den bemærkelsesværdige og dybt bevægende tekst med den samtidige litterært fornyende norske roman Amtmandens Døttre (1848-1850) eller med den svenske emancipatoriske sværvægter Hertha (1856), som hver for sig udfolder historien om kvindernes længsel efter frihed og kærlighed mere udførligt og mere litterært udbygget, fremstår også Mathilde Fibigers lille roman i et helt nyt litteraturhistorisk lys. Hendes historie deler ned i den æstetiske detalje form og fortælling med såvel Camilla Collett som Fredrika Bremer. Hun var en fornyer i dansk litteratur, men i en mandlig kanon, en mandlig litteraturhistorisk kongerække vil hendes litterære betydning aldrig hæve sig over kuriositeten. Allerhøjest bliver hun et eksempel på et interessant litteratursociologisk tilfælde.

Som et nutidigt eksempel på indre litterære forbindelseslinjer mellem Nordens kvindelige forfattere vil jeg pege på nogle af de mest læste og anerkendte romanforfattere i nordisk litteratur i dag nemlig Kerstin Ekman, Kirsten Thorup og Herbjørg Wassmo. Hver for sig har de arbejdet på et stort ambitiøst romanprojekt om de nordiske velfærdssamfunds udvikling, om kvindernes fremtidshåb og om skuffelser og tabsoplevelser i fremskridtets kølvand. Kerstin Ekman, der begynder sin Katrineholmserie (4 bind fra 1974-1983), ved industrialiseringens begyndelse, fortæller gennem kvindernes synsvinkel hele det moderne Sverige udvikling, mens Kirsten Thorup med sin Jonnaserie ( 4 bind fra 1977- 1987) og Herbjørg Wassmo med romantrilogien om pigen Tora ( 1981-1986) fortæller historien om dansk og norsk velfærdsudvikling fra perioden efter 2. verdenskrig og frem.

Hvor Kerstin Ekman og Kirsten Thorup begge begynder deres fortælling i håb og længsel efter en løfterig fremtid, er tonen hos Herbjørg Wassmo, mørk og dyster fra begyndelsen. For Tora er resultat af en kærlighedsaffære mellem en tysk soldat og en norsk kvinde ved slutningen af 2. verdenskrig. Faderen dør, før Tora er født og moderen gifter sig med en mand, der selv ramt af krigens skygge. Han er en psykisk og fysisk forkrøblet mand, der som Toras stedfar fylder hendes liv med angst fra den tidligste barndom. Med en incesthistorie som indfaldsvinkel fortæller Herbjørg Wassmo historien om 50'ernes norske provins, set gennem en pige, hvis liv bestemmes af en angst, der har levet i hende, fra før hun fik ord for den.

Læser man Herbjørg Wassmo isoleret kunne man måske fristes til at tro, at den dystre samtidsskildring kan isoleres til en efterhængt 70'er protest mod et tabuiseret kvindeproblem. Men historien kalder ikke på den slags følelser, snarere på en sorg over den histsorie, der fortælles, blandet med en lykkefølelse over fortællingens skønhed. Og læser man derefter Kirsten Thorups meget forskellige romanserie om Jonnas opvækst i eftertidskrigens danske provins og dertil lægger Kerstin Ekmans historisk længere perspektiv, opdager man at de tre forfattere er dybt optaget af det samme forsøg på at forstå og beskrive hvilke kræfter, der driver historien fremad og med hvilken pris.

Når man når til nutiden hos henholdsvis Kirsten Thorup og Kerstin Ekman er deres perspektiv mindst lige så sort som hos Wassmo. Incesten viser sig i sammenligningen at være et symptom, en metafor for et tab af videre betydning. Gennem kvindernes historie skriver de sig frem til modernitetens vilkår, der som tabserfaringer står i skingrende og åbenlys modsætning til den politiske retoriks triumf over kvindens nye muligheder i familie og samfund.

Med disse få eksempler på parallelle spor i nordisk kvindelitteratur, har jeg villet demonstrere, hvordan en disponering af et nordisk stof overhovedet har kunnet lade sig gøre. Redaktionen satte sig det forsæt at glemmme al viden om, hvordan litteraturhistorien normalt skrider frem gennem kendte perioder, faste overskrifter, ti-år og tendenser. Vi afstod fra den fristende genvej bare at fylde huller i den kendte mandlige kanon. I stedet lod vi kvindelitteraturens hovedværker skabe sine egne overskrifter, egne kapitler og helt egne perioder. Da en tysk professor således hørte vores disposition for de første bind fremlagt på et litteraturseminar udbrød han da også spontant og med en vis forfærdelse i stemmen :"Jamen I skyder jer jo med katapult ud af den litteraturvidenskabelige tradition". Det tog vi som en kompliment, velvidende at skal tradionen forandres og udfordres må man indimellem gå nogle helt nye veje. Det mener jeg stadigvæk vi har gjort. Og der er fortsat mange veje at gå for den litterære kvindeforskning. Det er mit håb, at Nordisk Kvindelitteraturhistorie vil bidrage som inspiration til nødvendig ny forskning fremover.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder for KVINFO og hovedredaktør af Nordisk Kvindelitteraturhistorie.

Artiklen var oprindeligt et Keynote Address ved Women's Worlds konference i Tromsø i juni 1999.
 
In English
Read this article in English:
Writing a Women's Literary History: The Nordic Experience
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk