Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hekseprocesser på Mors

 

 

 

FORUM/22.12.98 Det første man får lyst til, når man står med Arnold Kæselers Hekse-tro og hekse på Mors, er at lægge den fra sig. På sofabordet. Det er en flot udstyret bog med fine billeder på fint, glittet papir. En pryd for ethvert hjem, der pryder sig med bøger.

Men ser man nærmere til, viser det sig med det samme, at bogen har mere end ydre format - og at det ydre format har sin begrundelse i den måde bogens indhold bliver præsenteret på.

Heksetro handler om et af de mest modbydelige fænomener i Europas ældre historie: hekseprocesserne og hekse-
brændingerne. Dem er der allerede skrevet mangt og meget om, men det er vistnok fortsat den almindelige opfattelse, at heksebrændinger var noget, der fandt sted i middelalderen, ledet af inkvisitionen, foranlediget af den katolske kirke i dens jagt på kættere.

Det er også sandt og skal hverken glemmes eller bagatelliseres, men det er Heksetro's fortjeneste, at den sætter fokus på, at hekseforfølgelserne både i tid og sted var andet og mere end middelalderlig, katolsk nidkærhed.

Der kan næppe være tvivl om, at grundlaget for alle former for heksejagt, som i overvældende grad gik ud over kvinder, er et negativt kvindesyn, som går meget længere tilbage end Bibelen. Det er ganske vist ikke repræsenteret i Det ny Testamentes evangelier, men ikke desto mindre blev det uden betænkelighed videreført i kirken, så snart den begyndte at blive en magtfaktor.

Men heksejagten var ikke specielt den katolske kirkes opfindelse, den hørte på ingen måde op med Reformationen og fortsatte et godt stykke ind i såkaldt nyere tid. Og det er et spørgsmål om den nogen sinde, om end nu i tilsyneladende mindre skæbnesvanger form, er holdt op. Det spørgsmål stiller Kæselers bog ikke eksplicit, men det er meget svært ikke at blive ledet til selv at stille det, når man har været gennem bogen.

Bogens hovedindhold består af aktstykkerne fra de 16 hekseprocesser, der blev rejst på Mors i Limfjorden efter Reformationen fra 1614 til 1654, mod i alt 18 kvinder og 2 mænd. At der ikke er taget flere med, skyldes først og fremmest mangel på overleveret materiale. Næsten alt skriftligt materiale blev før Reformationen opbevaret ved kirkerne og i klostrene, men med Reformationen (i Danmark 1536), hvor klostrene blev nedlagt, gik samtidig de fleste retsdokumenter til grunde, når de ikke lige handlede om ejendomsforhold.

Men hvad der er tilbage, er rigeligt nok til at give en indsigt i den generelle baggrund for lokale hekseprocesser.

Kæseler fremlægger sit materiale som en indledende opsummering af den enkelte sags forløb og dens udfald, så vidt det fremgår af sagsakterne. Af de anklagede blev 7 (kvinder) dømt til bålet, 1 til landsforvisning, 3 fik en såkaldt u-endelig dom, dvs. anklagen kunne hverken bevises eller modbevises, 5, heraf den ene mand, blev frifundet. Dommen over resten, blandt dem den anden mand, kendes ikke. Det eneste positive man kan sige om disse tal er, at en anklage for "trolddom" ikke automatisk udløste dødsstraf. Den anklagede havde en vis retssikkerhed. Men det er også det eneste positive. Hvilket fremgår når man læser selve retsreferaterne.

Og det giver Kæseler os mulighed for. Efter hvert sammendrag af den enkelte sag, følger nemlig hele retsreferatet af sagen in extenso, dels i den oprindelige retskrivning dels "oversat" til moderne retskrivning, sat op i parallelle spalter. Det er i høj grad heri, bogens ydre format er begrundet og berettiget. Men det er i lige så høj grad også heri, dens indre format viser sig.

Man kan muligvis diskutere, hvor væsentligt det er at reproducere gamle dokumenter i deres eget sprog i en bog som denne, der som genre må kategoriseres som populærvidenskab. Dette skal på ingen måde overhovedet opfattes som noget nedsættende, men det er formodentlig de færreste potentielle læsere, der vil kunne komme igennem originalteksterne uden vanskelighed.

Men dertil har man så hjælpe "oversættelsen" ved siden af, og helt bortset fra den uomtvistelige dokumentariske værdi, så har det også en utrolig suggestiv effekt, at man får dette indtryk af det gamle danske sprog. Det er i sagens natur et visuelt indtryk, men prøver man at gå ind i originalteksten, kommer man uvilkårligt til at sige dens ord inde i hovedet, og så hører man pludselig teksten. Retsprotokollens ord bliver stemmer fra dengang, og det hele bliver meget, næsten pinagtigt levende.

Man er pludselig midt i et lille, meget lille samfund, hvor den fælles tro måske nok på overfladen og officielt er kirkens tro, men hvor det, når det kommer til stykket, er den fælles overtro, der i virkeligheden binder - og skiller. Det er påfaldende i disse aktstykker, at det nok har været klart for enhver, at udøvelse af "trolddom", såsom "signen, manen og målen" efter alle gældende love har været strafbart for såvel den udøvende som for den modtagende.

Men ikke desto mindre fører det, på en enkelt undtagelse nær, kun til "hekseprocesser", når noget er gået galt, eller når nogen mener sig udsat for ondsindet "trolddomsværk". Og det er, når det sidste er tilfældet, at det virkelig bliver klart, at det er et ganske bestemt kvindesyn, der er afgørende for, om en kvinde bliver anklaget for at "have sat ondt". Det er næsten altid sladder og sladder og atter sladder, der sætter processerne i gang. Ofte drejer det sig om sladder, der har stået på i årevis.

"Markvor Andersen …klagede også indtrængende over, at det er 29 år siden, det har truffet ham, at således også hans dyr og kvæg er død for ham. Dernæst, at han også vidnede, det er 40 år siden, hun (Maren Piersdatter, sag III) lovede ham ondt."

Maren Piersdatter var en af dem, der blev brændt. Maren Piersdatter var altså en gammel kone, da hun endelig blev slæbt for retten. Men hvad værre var: hun var åbenbart galsindet og havde ikke været til sinds at finde sig i hvad som helst. Det er et træk, der går igen i anklagerne mod "troldkvinderne".

De kæfter op og er hidsige (Birgitte Jensdatter, sag V), de ser folk lige i øjnene, de er ikke undselige og bly, de pisser - bogstavelig talt - på folk (Karen Seeby og Mette Krogfod, sag IX). At andre måder at skille sig ud på kan være inkriminerende, kan næppe undre. Karin Persdatter Sortkone bliver beskrevet som "… en sortladen kone… og hun havde noget ondt i sine øjne", Ane Knudsdatter (sag VI) er ung og fattig, men tilsyneladende forelsket i sin mand (!). Den nærliggende tanke melder sig, at ikke for ingenting er vi på det sted, hvor Janteloven har hjemsted.

Men forfatteren giver os ikke lov til gemme disse beretninger væk med en formodning om, at det nok bare var på Mors, det var så galt. Hans illustrerende billedmateriale er hentet fra kalkmalerier over hele landet, hvor han har fundet billeder af kvinder i selskab med djævelen (eller djæveler). Og på dem alle er "troldkvinderne" skildret med ovenstående karakteristika: de er vrede, hidsige og lystne - og alt for dygtige, navnlig til at kærne smør og bage.

"Heksetro og hekse på Mors" drager ingen bastante konklusioner, og Kæseler trækker som nævnt ingen paralleller til nutidens neomisogyni. Og det skal han have tak for. Materialet taler for sig selv og står så stærkt i sin nøgne dokumentarisme, at man skal se på det med meget forvente øjne for at overse nutidige paralleller.

Forfatteren skal også have tak for de sidegevinster læseren får til dette glimrende dokumentationsmateriale. Bogen indledes efter forordet med en meget kort, men i sammenhængen fyldestgørende omtale af datidens retssystem. Derefter følger en beskrivelse med fotos af tingstederne på Mors og som optakt til retssagerne en kortfattet, men beundringsværdig grundig historisk redegørelse for heksetroens historiske baggrund, fra oldtiden til de egentlige hekseprocessers ophør på grænsen til 1700-tallet.

Det er virkelig imponerende, at Kæseler på godt 20 sider har kunnet komprimere et så stort stof, så det både sprogligt og sagligt er en fornøjelse at læse. Sidst i bogen er der til overmål gengivet de for bogens emne relevante love samt et afsnit med ordliste og forklaringer. At der også er blevet plads til fire faksimilegengivelser af retsreferaterne, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld.

Bogen kan således anbefales på det varmeste. Den er et skoleeksempel på, hvorledes det almene/helheden kan beskrives via det partikulære/enkeltdelen, og kan således med lethed bruges som evt. afsæt for videre studier. Så lad den ikke blive liggende på sofabordet, hvis det er der, den er havnet i første omgang. Og læs den ikke til kaffen. Det kunne ske, at kaffen kom i den gale hals.

Malene Thorborg er cand.mag. i klassisk filologi.

 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk