Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Bøger mellem bjælder

 

 
Inge Eriksen: Nato og DK - ikke ligefrem sengelæsning!

Når jeg skriver på en roman, har jeg svært ved at læse andres. Jeg er simpelthen bange for ubevidst at komme til at stjæle fra dem!

Derfor består min læsning i de lange arbejdsperioder af andre litteraturformer som lyrik og historieskrivning.

Lige nu gælder det en doktordisputats Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. Et studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 af Paul Villaume. Jeg har købt paperback udgaven 1995/1997, forlag Eirene, kr. 268.

Det er en tyk bog, med bilag, litteraturhenvisninger etc. i alt 969 sider.
Foreløbig har jeg læst ca. 100 sider, temmelig grundigt med en kuglepen i hånden til udråbstegn og understregninger. Disputatsen vil række til ind i det nye år, dels er bogen så tung, at den ikke er til at holde i sengen, (der læser jeg aviser og tidsskrifter), dels er den så deprimerende, at jeg af og til må pausere.

Selvfølgelig ved jeg, at Danmark er et lille land, men det blir slået fast i Allieret med forbehold, så det kan mærkes! Der er blevet kørt rundt med puslingelandet af en supermagt uden synderlig forståelse for dansk og europæisk tradition, og det er direkte smerteligt at se, hvor frygtsom den progressive kritik af genmilitariseringen faktisk var i de år.

Virkeligheden tager os altid på sengen!

Inge Eriksen er forfatter og hendes seneste roman er "Sommerfuglens vinge 1" (Gyldendal 1997)

Charlotte Jørgensen: Når bøger blotlægger det ubevidste

Det er en sommer i de tidlige 70'ere. Jeg er 10-11 år gammel og sitrende forventningsfuld ved tanken om min mors snarlige hjemkomst fra en rejse til London. Ind ad døren træder en fremmed kvinde iført spraglet hippiekjole og tårnhøje plateausko. Mine brødre løber hen og omfavner hende jublende. Selv bliver jeg stående, lamslået. Min mave snører sig sammen. Jeg vil have min mor igen. Jeg nægter at tale til hende, før hun har taget sit sædvanlige tøj på.

10 år senere. Jeg er hjemme på besøg og ved at eksplodere af irritation over min mor, der styrter rundt for at passe huset og opvarte min far. Jeg fanger hende i et af de sjældne øjeblikke, hvor hun sidder ned, og holder min rasende anklagetale. Hun har svigtet sig selv ved sit manglende oprør. Og hun har svigtet mig. Det er jo tydeligt, at det ikke står for godt til med hendes selvrealisering, siger jeg skarpt, og tilføjer at jeg ikke kan holde hendes selvudslettende og offervillige facon ud. Er kvindefrigørelsen da gået helt hen over hovedet på hende? Min mor forholder sig tavs. Idet jeg skrider ud af køkkenet, registrerer jeg med yderkanten af min bevidsthed, at hun ser træt ud.

25 år senere. Jeg læser Naomi Wolfs nye bog Frigjort? Kvindelighed efter den seksuelle revolution (Tiderne Skifter 1998, oversat af Ellen Strandgaard efter Promiscuities. The Secret Struggle for Womanhood, 1997). Det er en åbenbaring. Naomi Wolf, der tilhører samme generation som jeg selv, fortæller med udgangspunkt i sine egne erfaringer historien om, hvordan piger bliver kvinder i 70'ernes USA. Hendes erindringer fra teenageårene vækker mine egne til live, og pludselig har jeg adgang til dele af min historie, som har været væk i årevis. Jeg kommer til at tænke på min voldsomme reaktion på min mors første spæde frigørelsesforsøg, og hvordan mit forhold til hende, fra det tidspunkt hvor hun kom hjem i sine nye gevandter, forvandlede sig til en kamp mod hendes trang til et liv uden for familien. Jeg straffede ethvert frigørelsesforsøg med vrede og trak mig tilbage, når hun manifesterede sider af sig selv, som ikke havde mig og mine brødre som første prioritet.

Jeg ved ikke, om Frigjort? er en god bog. Den er løst skrevet og burde være redigeret ned til det halve, vurderer mit professionelle jeg. Men jeg er dybt taknemlig for bogen. Den gjorde noget ved mig. Ikke bare fik den mig til at huske ting, som jeg forlængst havde glemt i min egen historie. Den bragte også hidtil adskilte erindringsfragmenter sammen i min bevidsthed og blotlagde den indre afstand mellem dem. Med et stærkt ubehag fik jeg øje på min egen delthed mellem et barnligt jeg, der oplevede sin mors frigørelsesforsøg som et følelsesmæssigt svigt, og et voksent feministisk jeg der i mange år bebrejdede sin mor, at hun ikke var frigjort nok. Den norm for identitet, jeg som voksen bekendte mig til, var præcis den samme, jeg som barn oplevede som en trussel og derfor modsatte mig med næb og kløer.

Det er sjældent, at en bog virkelig river op i ens ubevidste. Det er et par uger siden, jeg satte Naomi Wolf ind i reolen. Men jeg ømmer mig stadig.

Charlotte Jørgensen er underviser på Københavns Universitet og anmelder på Weekendavisen.

Anita Frank Goth - Hvert et stykke smager længe

Min farmors laksefarvede roll-on med broer ned til brune nylonstrømper henover et snehvidt lår, og et helt hav af hårnåle toner frem under læsningen af Christina Hesselholdts erindringsbog Hovedstolen (Munksgaard/Rosinante, 1998).

Hovedstolen er som fyldte chokolader. Hvert et stykke smager længe. Sproget søger hen imod, ned og ind i sprækker, der fremkalder magiske billeder, som kalejdoskopets eksplosive mønstre. Man bliver fuld af undren og betagelse ved mødet med teksten og ikke mindst egne erindringer.

Jeg er især fascineret af pigens blik på bedstemødre, tasker og valke. Det, som små piger og måske især os, der er født i 1960'erne, betragter/betragtede som kvindeligheden. Eller den pudsige skildring af pigens hårde fødsel af en lort og mormoren, der viser pragteksemplaret til veninderne ved kaffebordet.

Så hvis julen åbner et frirum, kan Christina Hesselholdts Hovedstolen fra 1998 varmt anbefales. Den er udgivet på Munksgaard/Rosinante.

Anita Frank Goth er Oldfrue for Kvindeligt Selskab, skribent og anmelder.

Lone Kühlmann: Levende efter lukketid

Den amerikanske forfatter og enfant terrible Gore Vidal har skrevet en rigtig ramasjang drengeroman The Smithsonian Institution (Little, Brown & Co. 1998). Genren må nærmest beskrives som historisk science fiction, hvis der er noget, der hedder det.

Hovedpersonen T er en køn og fremmelig 13-årig, der på grund af sine geniale matematiske evner af mystiske veje havner på Washingtons enorme historiske museum The Smithsonian Institution. Her viser det sig, at han skal redde USA`s atombombe program i samarbejde med Robert Oppenheim, Niels Bohr m. fl. Det er med andre ord Manhattan-projektet, det handler om, og bogen foregår i 1939, samtidig med at præsident Roosevelt dagligt beroliger det amerikanske folk med, at USA absolut ikke vil gå ind i krigen. Hvilket naturligvis gør det helt klart for alle, at det kun er et spørgsmål om tid.

Tiden er i det hele taget den egentlige hovedperson i romanen. I kælderen på The Smithsonian findes nemlig en tidsmaskine og ved hjælp af den, bevæger drengen sig tvangfrit rundt i de tidsepoker, der beskrives på museet. Det viser sig nemlig også, at de historiske voksfigurer bliver levende efter lukketid, og således træffer drengen og læseren et bredt udvalg af amerikanske præsidenter (deres yndlingsbeskæftigelse er at læse nye biografier om sig selv) f.eks. Abraham Lincoln (kedelig) og Grover Cleveland (rar og kedelig). Clevelands hustru er til gengæld alt andet end kedelig, og hun tager sig på alle måder kærligt af T. Vi træffer også Charles Lindbergh, Albert Einstein, Eleanor Roosevelt m.fl. - alle folk med indflydelse på historiens gang. Det lykkes også for drengen at få korte glimt af fremtiden, og da han opdager sig selv som såret soldat, sætter han hele sit geni ind på at afværge krigen. Men det har ingen politiske interesse....

Gode Vidal demonstrerer hele vejen igennem i lige høj grad sin overlegne historiske og matematiske viden, som sin ophøjede foragt for menneskelig middelmådighed, især som den giver sig udslag i politik.

Lone Kühlmann er forfatter og journalist. Hendes seneste bog er "Hvad er det kvinder vil?" (Aschehoug 1998)

Birgitte Bartholdy: En indtagende kærlighedserklæring

Den engelske forfatter og journalist Helen Fielding er blevet berømt for sin morsomme, men i mine øjne også ret klaustrofobiske single-roman Bridget Jones dagbog. At hun i virkeligheden kan meget mere, viser hun i romanen En stjernesag (Lindhardt & Ringhof, 1998), hvis hovedperson Rosie måske nok minder om Bridget Jones - med bl.a. samme evindelige bekymringer over sit udseende og samme tendens til at falde for manipulerende mænd - Rosie bruger bare sine frustrationer lidt anderledes.

Efter en særlig ulykkelig kærlighedsaffære kaster hun sig hovedkulds ud i et job som administrator i en flygtningelejr i Afrika, og da en uoverskuelig sultkatastrofe efter nogle år truer lejren, og Rosie ikke kan få råbt nødhjælpens hierarkier op, beslutter hun at bruge sine berømte bekendtskaber i London til en PR-aktion, der skal skaffe mad.

Det kunne der nemt være kommet et temmelig forfærdeligt misk-mask ud af, men faktisk forener Fielding mesterligt det alvorlige med det satiriske, det kulørte med det indignerede til en satire, der kommer op på siden af Tom Wolfes, og i tilgift er medrivende. Foruden at være en bog om hykleri og forfængelighed, absurd rigdom og utrolig elendighed, er En stjernesag også en indtagende kærlighedserklæring til en vanvittig og modsætningsfyldt verden.

Birgitte Bartholdy er Kulturredaktør på ALT for damerne.

Robin Schott: Rousseau kan ikke reddes fra en feministisk kritik

Penelope Deutschers Yielding Gender: Feminism, Deconstruction and the History of Philosophy (Routledge, 1997) har allerede vakt stor opmærksomhed blandt feministiske filosoffer i den internationale debat.

Deutscher tager fat på begrebet ustabilitet (unstability), som er et nøglebegreb både for Judith Butler og Eve Sedgwick. Butler og Sedgwick argumenterer for, at køn er en ustabil struktur. Men tit bliver analysen af kønnets ustabile struktur fejlfortolket som ensbetydende med en destabilisering af kønnet selv. Deutscher giver en glimrende analyse af Butlers teori, og udvikler sin egen teori i forhold til tre franske feminister Michele le Doeuff, Sara Kofman og Luce Irigaray.

Deutschers projekt går ud på, at det er muligt at bruge begrebet ustabilitet i en genlæsning af filosofihistorien. Begreber som kvinde og det feminine er præget af modsigelser og har tvetydige betydninger i filosofihistorien. Deutschers tese er, at disse modsigelser faktisk er en nødvendig funktion for fallocentrisk filosofi. Dvs. filosoffer som Rousseau kan ikke reddes fra en feministisk kritik ved at pege på deres kompleksitet, som det sker hos Karen Green i The Woman of Reason. Deutscher mener heller ikke, at Genevieve Lloyd har ret, når hun som i Man of Reason hævder, at Rousseau er misogyn på trods af kompleksiteten i hans filosofi.

Deutscher mener til gengæld, at Rousseaus argumenter fungerer netop på grund af ustabilitet i hans egen brug af begreberne mand/kvinde, maskulin/feminin.

Deutschers bog er et flot indlæg i den feministiske debat om dekonstruktion, men i sin klarhed viser den også omfanget af dens gyldighed. Bogen kan varmt anbefales til alle, der er interesserede i feministisk filosofi, filosofihistorie og dekonstruktion.

Robin May Schott er filosof.

Mette Winge: Alene med en hyperaktiv søn

Sidste år læste jeg første bind af Doris Lessings erindringer, og da andet bind med titlen Vandring i skygge. Erindringer, 2. del (Gyldendal, 1998) udkom, styrtede jeg mig straks ind i den, men måtte lade den ligge, da jeg som anmelder må lade anmeldelsesbøgerne gå forud for anden lystlæsning. Derfor ligger den stadig og kigger på mig og forventer, at jeg i dagene mellem jul og nytår får læst den færdig. Og jeg glæder mig. Ikke fordi det er nogen let, endsige munter beskrivelse hun giver af sit liv i London i årene fra 1949 til 1962.

Hun lever alene med sin hyperaktive søn, har ingen penge og har af en eller anden loyalitetsgrund meldt sig ind i Kommunistpartiet midt under eskaleringen af den kolde krig. Og hun må som kommunist deltage i et spil fyldt med løgne, trusler og flere løgne. Løgnene kulminerer, da hun er med på en månedlang officiel rejse til Sovjet, hvor gruppen af inviterede forfattere åbenbart reagerer lidt som folk på en øde ø. De afslører sig selv på godt og ondt. Måske mest det sidste.

Da jeg måtte lægge den til side, var hun midt i kloge overvejelser over en forfatters liv og vilkår. Hendes råd til forfattere lyder: Undgå komitéer og bestyrelser, udvalg og møder og deltag aldrig i bogmesser og den slags. Det ødelægger alt sammen forfatterens koncentration og griber forstyrrende ind i skriveprocessen - den det hele handler om. Hun skriver side 106: "Jeg tror, at en forfatters egentlige liv kun forstås af en anden forfatter", og det tror jeg, hun har ret i. At hun selv ikke har overholdt sine egne påbud om ikke at deltage i noget af det arbejde, som mange forfattere engagerer sig i, er så en anden sag. Og nu glæder jeg mig enormt til at læse om hendes senere, ikke-nemme liv.

Mette Winge er forfatter og hendes seneste roman er "Nogle dage i september: en familieroman" (Gyldendal 1998)

Pia Vigh: Kærestebreve som kunstart

Kunsten at skrive et kærestebrev. De fleste af os har skrevet kærestebreve. De heldige af os har modtaget kærestebreve. Og kender den konfuse glæde ved at hvirvles med i en kærlighedskorrespondances svimle, selvhenførende piruet. Kender den forunderlige følelse af at placere sig selv som den distante hovedperson i et andet menneskes drama.

Efter de måske mere profane, amourøse udskejelser ved decembers mange julefrokoster, kanske det er tid at lade sig forføre af Iselin C. Hermanns Prioritaire. En korrespondance fra Munksgaard/Rosinante til 198 kr.

Prioritaire er noget så patetisk, sentimentalt og vidunderligt som en brevroman i klassisk forstand. - en brevveksling mellem Delphine og Jean Luc, og i en korrespondance mellem elskende varieres blot et eneste tema igen og igen, som i en fuga af Bach: "Jeg tænker på dig". Et tema med et iboende paradoks: Jeg kan ikke tænke på dig, jeg ikke kender - jeg kan tænke dig, finde dig, opfinde dig. Delphines og Jean Lucs brevveksling er som fugaens to stemmer i ør korrespondance; melankolsk, lidenskabelig, uforløst - triviel.

Og det er, som det skal være; der findes ikke noget mere banalt end at bevidne to fremmedes kærlighed. Det er et rørende og inderligt ligegyldigt udtryk. Således også Delphines og Jean Lucs historie. Det er en fin og enkel historie - måske lidt vel prætentiøs. Men Iselin C. Hermann er en lyttende forfatter med sans for det bevægende i det banale, med sans for at hvert et lille, skødesløst ord i netop et kærestebrev er svanger med altafgørende betydning.

Det er som Goethes Werther bemærker: "Hvorfor jeg mig atter til papiret vender? Derom må du, kæreste, vist ikke spørge mig. For egentlig har jeg ikke noget at sige dig; Dog ender det til sidst i dine kære hænder."

Pia Vigh er projektleder af Kulturnet Danmark og redaktør af kulturtidsskriftet Graf

FORUM/22.12.98
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk