Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hannah Wilke: Feminist - og en skøn flirt.

 

At indtræde i et kirkerum og blive bombarderet af en kvindelig erfaringsverden, der både sprudler af en heftig lyst til livet og en konstant kulturkritik - det er en sjælden oplevelse. Ikke desto mindre kan det i øjeblikket opleves i Nikolaj Kirke i København, hvor en retrospektiv udstilling viser den amerikanske kunstner Hannah Wilke og ca. 80 af hendes værker.

 
 
FORUM/18.11.98 Hannah Wilke, født i 1940 og død i 1993, er en af New Yorks store kunstnere. Hannah Wilke vil sikkert være kendt af mange for den opsigtsvækkende udstilling Intra-Venus, som Nikolaj udstillede i 1995. Her vistes fotografier af hendes sidste levetid som cancerpatient og som altid med hende selv som udgangspunkt. Nu får vi lejlighed til at stifte et dybere bekendtskab med Wilkes værker, der strækker sig helt tilbage til 1956 og næsten frem til hendes død.

Hannah Wilkes spektakulære og komplekse produktion favner vidt. Hun er en af de første kunstnere, der udfolder sig i næsten alle typer medier. På udstillingen ses skulpturer af ler, latex, tyggegummi og viskelæder samt akvareller, tegninger, fotografier og video. Vel og mærke ofte video, der udspringer fra en performance. Den brede vifte af medier, har et fælles omdrejningspunkt, nemlig afsøgningen af kvindekroppen (oftest hendes egen) og dens erfaringer i en vestlig patriarkalsk verden. Men Wilke gør det på sin egen måde - og var absolut ikke populært hos alle feminister dengang i 70'erne.

At ligne en mørkhåret Catherine Deneuve og samtidig have et kunstnerisk projekt, hvor iscenesættelsen af egen krop er udgangspunktet, skabte modstand hos 70'ernes hardcore feminister. De kritiserede hende for at udnytte, at hun var et (godt) sexobjekt. Som modangreb i 1977 iscenesatte Wilke sig foran et kamera, hvor hun står næsten afklædt med et slips hængende mellem brysterne og små klitorislignende figurer placeret rundt omkring på kroppen og i panden i værket Marxism and Art: Beware of Fascist Feminism.

Wilke leger med positioner og iscenesættelser og demonstrerer dermed kulturens afgrænsninger og begrænsninger - med humor. Og i bedste 90'er stil iscenesætter hun sig selv, som i værket (- og spillet) SOS Starification Object Series fra 1975, hvor hun bl.a. står med curler i håret og tyggegummiklitorisser klistret rundt i ansigtet. Samtidig fastholder hun en af feminismens strategier: Det private er offentligt - og grænsen mellem liv og praksis er ophævet. Flere af hendes elskere indgår derfor også i værkerne. Wilkes feministiske strategi har bl.a. medført, at hun er blevet kritiseret for at være narcissistisk, netop fordi hun selv er udgangspunkt for værkerne.

Kritikken af hendes projekter som værende narcissistiske forstummer dog, da Wilke trods sin cancer forsætter maskaradeprojektet, legen med roller og selviscenesættelsen. I de iscenesatte fotografier, værker fra Intra-Venus Series #1 og #4, transformerer cancerpatienten, Wilke, sig til en madonnafigur (med et blåt hospitalstæppe) eller en figur fra et nederlandsk maleri (med en hvid hospitalshætte og med diverse slanger stukket i kroppen). Selviscenesættelsen forsøger, som tidligere hos Wilke, at bringe et tabuiseret område i kulturen - sygdommen og døden - i tale. Med humor formår hun at fremstille sygdommens gru og samtidig synliggøre døden og sygdommen for det moderne menneskes.

Sammenstillingen af ord og billeder er også centralt i Wilkes værker. Pudsige titler som i værket I Object: Memoirs of a Sugargiver (1977-1978) kaster beskueren ud i en tvetydig betydningsdannelse. Dels har hun iscenesat sig selv som et objekt, men samtidig bliver Object også et verbum. Dermed indskrives Wilkes kritik af kulturens og især massekulturens anvendelse af kvinder som objekter. Et andet eksempel på ord/billede problematikken er Wilkes insisteren på at placere ord direkte på kroppen. Derved indplacerer Wilke igen en kritik af kulturens skel mellem ånd og krop. Ligesom Wilke også inddrager citater fra digtere, filosoffer og statsmænd i videoinstallationen So Help Me Hannah fra 1985.

At afsøge "sammenfoldede" rum er et evigt tilbagevendende projekt for Hannah Wilke. Værkerne insisterer til stadighed på en undersøgelse af sammenfoldninger og variationerne over de kvindelige kønsorganers forunderlige mystik. Og overalt på udstillingen møder øjet variationer over klitorissens bevægelser eller vulvalæbernes blafrende blade.

Det er sjældent at møde en så intens synliggørelse af den kvindelige erotik, hvilket samtidig er en skarp kritik af bl.a. Freuds gamle opfattelse af kvindens seksualitet som "det mørke kontinent". Wilke opløser kulturens dikotomi af kultur overfor natur og nægter, at kvinden tilhører naturen. Dette ses særlig tydeligt i Lincoln Memorial fra 1976, hvor et stort monument er beklædt med yndige klitorislignende figurer. Og ikke uden humor har Wilke lavet værket Venus Envy fra 1990, som en kommentar til Freud: En mands hoved fortaber og forvandler sig optisk i skødet på en kvinde.

For en dansk kvinde vil værket København fra 1975 måske åbne for associationsrum, der bringer værket endnu et lag af betydning. Ikke kun fordi fotografiet af Langelinjes kedsommelige lystbådehavn har 32 påklistret klitorislignende figurer og geografisk er vi tæt på Den (dødsyge) Lille Havfrue. Men også fordi en af de morsomste beskrivelser af netop lystbådehavnen finder vi hos Suzanne Brøgger i romanen Ja; elskeren og de andre mænd er ude og kæmpe med elementerne. Lystbådehavnen er et billede på den moderne kulturs beherskelse af lysten, hvor netop den kvindelige seksualitet ikke tildeles nogen særlig plads.

Wilke hæver sig op over kulturens strukturer og legende og forførende indføjer hun en kvindelig erfaringsverden i tilskuerens blik. Og som den amerikanske kritiker, Laura Cottingham, i kataloget til udstillingen fremhæver, har netop Wilkes projekt været fanget i kulturens labyrint, hvor kvindelige erfaringer og kvindekroppen ikke er placerbare, når den etablerede kritikers blik bedømte værkerne.

Når man besøger udstillingen slår det én hvor sjældent den kvindelige erotik og erfaringsrum bliver udtrykt, og derfor bliver oplevelsen desto meget stærkere.

Og hvor er det glædeligt, at vi kan se Hannah Wilke, nu hvor Kunstforeningen har snydt københavnerne for en anden stor kontroversiel kvindelig kunstner: den 87 årige Louise Bourgeois, som lige har udstillet på Malmö Konsthall. (Man kan i øvrigt opleve endnu en store udstilling med Louise Bourgeois på Serpentine Gallery, Kensington Gardens, London fra den 18. november 1998 til den 10. januar 1999.)


Anita Frank Goth er cand.mag i dansk og filmvidenskab og hun er oldfrue for Kvindeligt Selskab.
 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk