Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mens vi venter på monsunen

 

Hvis man holder af nervepirrende thrillers, hvor handlekraftige heltinder inddrages i indviklede intriger, så er Bombay Ice sagen. Ice som i at gøre kold. Og Ice som i den inficerede is, imperiebyggerne fortyndede deres sjusser med i den tro, at isen var renere end vandet.

 
FORUM/ 18.9.98 Vores ikke helt sympatiske heltinde Rosalind (Roz) Bengal er anglo-indisk journalist, med speciale i at optage autentiske krimivideoer til BBC. Hun modtager et mystisk brev fra sin gravide halvsøster Miranda der frygter, at hendes noget ældre mand, filminstruktøren Prosper, har slået sin første kone Maya ihjel. Roz drager til Bombay for at løse mysteriet, hvis løsning selvfølgelig ikke skal afsløres her.

Søstersolidaritet er ikke det eneste Roz har tilfælles med de nyere kvindelige detektiver fra den hårdkogte krimigenre. Ligesom Sara Paretskys V.I. Warshawski og Sue Graftons Kinsey Millhone, roder hun op i alt for meget i løbet af sine undersøgelser, og bliver derfor udsat for mordforsøg fra magtfulde mænd, der frygter for at få deres mindre respektable aktiviteter offentliggjort.

Som V.I. og Kinsey har Roz desuden en fatal hang til at blande sin egen traumatiske fortid og erotiske fornemmelser ind i sagen, hvorfor undersøgelsen ikke kun giver hende blå mærker på kroppen, men også på sjælen. Selve opklaringsarbejdet bliver mødt med skepsis og aggressioner af omgivelserne - i 1990erne er det åbenbart stadig et upassende job for en kvinde, sådan som det har været det siden de første victorianske lady detectives viste sig på scenen...

Romanen kunne måske ligeså godt have heddet Bombay Eyes. Roz er en torn i øjet på næsten alle. Selv er hun et øjemenneske, der registrerer alt. Hun er en ægte snuser, der altid har kameraet parat, båndoptageren tændt og fingrene dybt begravede i andre folks hemmeligste skuffer, når hun ikke lige hænger i telefonen, over computeren eller i sine venners redigeringsrum og obduktionsrum. Det gælder om at få historien for enhver pris. Altså den redigerede sandhed - så er læseren advaret.

Noget af det fascinerende ved romanen er spillet mellem illusion og virkelighed. Ikke kun fordi vi befinder os i Bombay, men også fordi mysterierne foregår i kunstens verden, hvor det er vanskeligt at se, om tingene er, hvad de giver sig ud for at være, og hvor alle er medvirkende i et skuespil. Kønnet er også en maskerade. Tydeligst hos hijraerne, eunukker, der bl.a. lever af prostitution. En, viser det sig, dødbringende beskæftigelse. Smukt klædt og sminkede er de tilsyneladende mere feminine end Roz, der svedende render rundt i sit slidte cowboytøj. Det drejer sig ikke om at være, men om at synes.

Roz er som Peter Høeghs Frøken Smilla et oprørsk blandingsprodukt, der hverken hører til i sin mors eller sin fars verden, men som bruger sin viden om naturfænomener til at finde frem til sandheden. I Roz tilfælde er det dog ikke sne (til trods for titlen), men regn og stormvejr det handler om.

I Bombay venter alle på monsunen. Ikke mindst Prosper, der skal bruge den til at færdiggøre sin storslåede indiske version af Shakespeares Stormen. Og ikke mindst Roz, der ønsker at slippe kaos løs.

Romanen er noget langsom i optrækket, og den er lidt for grundigt garneret med citater og forklaringer. Til gengæld opfylder den thrillerens væsentligste funktion - man slipper den nødigt, før man har fået slutningen med. Desuden er den usædvanligt sanselig. På Roz´ rodløse rejse rundt i det indiske samfund sættes hele sanseapparatet i sving fra nydelse til afsky for at indfange ikke bare synet og lyden, men også følelsen, lugten og smagen af Indien. Her mærker man Leslie Forbes baggrund som forfatter til mad- og rejsebøger. Vi får endda opskrifter med på vejen. Bombay Ice er Forbes´ skønlitterære debut og slet ikke nogen ringe bedrift.
FORUM/17.11.98

Susanne Püschl er cand.mag. i litteraturvidenskab og retorik. Hun har "krimi-kurser" på Universitetet og Folkeuniversitetet. Susanne Püschl har bidraget til antologien Den sidste gode genre: krimiens aktualitet (1995).
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk