Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Skingrende skør og følsom i miniskørt

 

 
FORUM/16.10.98 Den første episode jeg så af Ally McBeal med titlen One Hundred Tears Away gjorde mig nysgerrig: En ung kvindelig sagfører, Ally, er under anklage for at være følelsesmæssigt ustabil. Hun bliver stillet overfor en jury bestående af ældre repræsentanter for the establishment, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt hun skal have ret til fortsat at praktisere, efter at hun impulsivt har været i klammeri i et supermarked.

Hendes unge mandlige chefer forsvarer hende med, at denne overfølsomhed netop kvalificerer hende som sagfører. Episoden bliver altså et forsvar for et særligt kvindeligt bidrag til jura-faget. På den ene side fortæller serien den ældgamle historie om særlig kvindelig følsomhed og mental skrøbelighed. På den anden side en historie om et generationsskifte med en kvindelig frontfigur.

Selvom Ally-figuren altså indeholder nogle velkendte gamle træk og temaer omkring kvinder og karriere, så er der også en umiskendelig zeitgeist over serien: Ally fremtræder lettere anorektisk og med seriens kerneord: wacky, weird, odd, altså skør, excentrisk og sær. Ally-figuren er kommet om på den anden side af Girl Power med denne begrebsblanding af forførelse og kvindemagt. Hverken 80'er karrierekvinde versionen, med skulderpuder og push-up, eller 90'er mainstream versionen Spice Girls' "her kommer vi" attitude genfinder vi hos Ally, skønt hun stadig står midt i problemet med at forene kvindelighed og karriere.

Det er snarere punk versionen Grrrl Power med aflagte lillepigekjoler, hvide halvstrømper og støjguitarer, Ally lægger sig op ad med sine mærkelige hallucinationer og sine provokerende korte skørter til sine lækre Calvin Klein jakker. Designertøj og excentrisk naivisme er 90'ernes signal.

Allys problem er, at hun (endnu) ikke har været i stand til at forene karrieren med et "normalt" kvindeliv, altså mand og barn, hun har snarere betalt for karrieren med et vist jomfrueligt udseende - et plot er bygget op over hendes Julie Andrews-kompleks. Det er denne tematik, der er seriens omdrejningspunkt.

Serien er skabt som afløser for tv-kanalen Fox' soap opera Melrose Place af tv-producenten David Kelley, der også stod bag sagfører-soapen LA Law (Advokaterne). LA Law var kendt for at bringe kontroversielle emner på bane, såsom Aids og sexuel chikane. Det er karakteristisk for Fox at henvende sig til veldefinerede yngre grupper af seere, som med Beverly Hills 90210 - og Ally McBeal er tænkt for yngre kvinder i aldersgruppen 18-34. Imidlertid henvender serien sig tydeligvis, bl.a. ved sin karakteristiske visuelle stil, også til et yngre mandligt publikum.

I en artikel i Entertainment Weekly betegnes serien direkte som et "show for fyre, forklædt som pige-show". Det hævdes, at serien "fordækt præsenterer mandlige synsvinkler", idet den f.eks. har beskæftiget sig med det evige spørgsmål om, hvorvidt størrelsen har betydning, og ved flere lejligheder har forsvaret prostitution.

Serien lanceres som en komedie, men den er ikke en traditionel situationskomedie som Seinfeld eller Roseanne eller Kirstie Alley. Hver episode varer 50 minutter mod sitcom'ens 25 min og har ikke indlagt publikumslatter. Med sin genreblanding er den snarere typisk postmodernistisk, idet den bl.a. låner træk fra sagfører-soapen.

Hvor humoren i den traditionelle sitcom især findes i plot og dialog, formidlet i et traditionelt filmsprog, er Ally speciel ved sin yderst visuelle humor. Allys indre liv og hallucinationer visualiseres i en række skarpe syner: En person, der "fryser til is" og vises som et isblåt krakeleret ansigt; en date med majonæse over hele hovedet, efter at han har spildt en smule på hagen (der er altid noget galt med Allys potentielle kærester); en kvindelige kollegas kunstige hvide tænder, der lyner i et reklameagtigt glimt; Den dansende baby, der dukker op og minder Ally om hendes biologiske ur.

Disse tegneserieagtige visualiseringer, der er gjort mulige af computerteknologien, skaber på forskellige måder distance til normaliteten: Når de mandlige kolleger står med grotesk lange tunger ud af munden ved synet af den labre storbarmede piccoline, fungerer det som en munter ideologikritik over mænds stadigvæk konventionelle kvindesyn, og når Allys frustrationer visualiseres af den lille computeranimerede baby, bliver trangen til reproduktion, der sædvanligvis fremstilles som det allermest naturlige, til noget virtuelt.

Med sine konventionelle lyster og problemer er Ally ikke nogen positiv heltinde i feministisk forstand, men serien dekonstruerer normaliteten på andre måder. Det er jo et almindeligt komedieplot, at heltinden møder en lang række potentielle kærester, der ikke bliver til noget. Men Allys møder med mændene, sin ligeså weirde chef John Cale, den tykke mand, rabbineren, beefcaken, manden med majonæse på hagen osv. er fremstillet ligeså grotesk som hendes hallucinationer, og på den måde mærkværdiggøres det heteroseksuelle parforhold.

For det andet præsenteres en række alternative modeller for parforhold, uden at disse dog romantiseres: Kollegaen Richard, der har en noget ældre kæreste; en sag om en potentiel bigamist, en mand, der ønsker at gifte sig med kone nummer to; en kvinde, der har valgt at blive luder i erkendelse af, at mænd ikke er til langvarige forhold

En central lokalitet i serien er unisex-toilettet. Hvor det har været almindeligt i film- og tv-fiktion at lade personer af samme køn mødes på toilettet for at udveksle intime betroelser udenfor hørevidde af det modsatte køn, udveksler alle kontorets ansatte intimsfæreerfaringer på det enkønnede toilet. Også selve serien er et unisex-rum.

Som sagt er serien blevet betegnet som et show for fyre, i pigeklæder - altså med andre ord et transvestitshow. Denne metafor peger både på, at serien viser kønnets konstruerede karakter, og på at der er vendt op og ned på kønnet.

Men Ally McBeal er ikke blot et transvestitshow i overført forstand. Det indeholder også en episode, (10: "Boy to the World") hvor Ally bliver "veninde" med en transvestit, Stephanie, som hun er sat til at forsvare. I denne episode afløses seriens gennemgående groteske stil af en tone af melankoli, der måske har med sorg over kønnets vanskeligheder at gore. Ally vil have transens brudekjole, som han selv har syet - hvilket peger på, at det heteroseksuelle parforhold er lige vanskeligt for dem begge to. Episoden afsluttes med, at Allys redningsaktion ikke lykkes - Stephanie bliver dræbt af en kunde, og fordi Stephanie har sagt, at det værste han/hun kan forestille sig er at blive set uden make up, viser Ally sin ven den sidste respekt ved at sminke ham i bårehuset. En meget smuk og følelsesfuld, men ikke netop konventionel komediescene.

I episode 10 er der desuden en eksplicit diskussion af politisk korrekthed. Richards onkel er død, og han kunne ikke fordrage små mennesker. Ved hans begravelse vil Richard at dette skal omtales, på trods af præstens uvilje herimod. Omtalen sker i form af, at et gospel kor synger sangen I hate small people, et kendt nummer af den kontroversielle amerikanske singer/songwriter Randy Newman.

Episodens pointe er selvfølgelig ikke, at diskrimination bør accepteres, men at vise at pc er gået for vidt, hvis man ikke engang må tale om diskrimination. Desuden får vi i en sidehandling at vide, at onkelens fobi faktisk har foruroliget kollegaen John, der bekymrer sig om, at han måske er for lille til, at Ally kan forelske sig i ham. Også de mange sager og diskussioner vedrørende kønsdiskrimination er fremstillet enten nuanceret, eller også ført ud i det absurde. F.eks. udarter sagen omkring piccolinen sig til den rene parodi: Først klager de kvindelige sekretærer over, at de føler sig forulempet af den sexede piccoline og mændenes savlen over hende. Derefter lægger piccolinen selv sag an på grund af påstået diskrimination fra de kvindelige kollegers side.

En i øvrigt interessant artikel i internettidsskriftet Salon kritiserer indirekte Ally McBeal for ikke at være politisk korrekt. Den peger på, at "stærke kvindelige roller" kun findes i film og tv-serier henvendt til mænd. Hvad angår den fiktion, der er henvendt til kvinder, florerer kvinder, der, som det hedder, er modne til indlæggelse.

Denne pointe er interessant nok, men forfatteren overser for det første, at "spasseren" er på mode, hvad man jo her i von Triers fædreland ikke kan have overset, og for det andet at Ally McBeal med sine computeranimerede indslag og gennemgående groteske stil næppe kan invitere til identifikation med hovedpersonen, men derimod holder kønnet og dets konstruktioner ud i en arms længde.

Det er således spørgsmålet, om det er rimeligt at kritisere Ally fra et realistisk feministisk standpunkt. Snarere er det interessant at se hende som en zeitgeist, en computeranimeret forestilling om kvindeligheden lige nu. Eller netop kønnet, der spejler det andet køn. Ligesom kontorets unisex-toilet er serien et rum, hvor begge køn kan spejle sig. At serien maskerer sig som en kvindeserie, fungerer formentlig som en garanti for den mandlige tilskuer, det er en tryghed, hvormed han kan indlade sig med intimsfærediskussionerne.

Vibeke Pedersen, ph.d., er medieforsker og lektorvikar på Nordisk Filologi, Københavns Universitet

I foråret blev Ally McBeal sendt på TV2 i primetime kl. 20.40. 480.000 lukkede op for serien, hvoraf 60% var kvinder og 40% mænd.
Serien bliver nu sendt kl. 23.00. 189.000 lukker op, og 56% af seerne er kvinder og 44% mænd.
Den nuværende serie fortsætter indtil begyndelsen af december. Serien tages op igen efter nytår.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk