Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En fri kvinde eller et monster?

 

Herbjørg Wassmos roman Dinas bog fra 1990 er en fantasi om en kvinde med autoritet, magt og grænseløs styrke. For at sætte filmudgaven Jeg er Dina i perspektiv bringer vi en anmeldelse af bogen, bragt første gang i FORUM i 1992. Anmelderen filosoferer her over, hvorvidt Dinas magtfuldkommenhed overhovedet er en holdbar feministisk fantasi.

 
 
"Har du læst Dinas bog?" spørger de hinanden, og den ene veninde ringer den anden op bare for at høre, hvor langt hun er kommet i den godt 500 sider tykke roman af den norske forfatter Herbjørg Wassmo, som udkom på dansk i 1990. For Dinas bog er blevet bogen, man må læse, og det er, som om Wassmo med Dina sætter et spejl op for sine kvindelige læsere, et spejl som har været fraværende siden 70'ernes kvindelitteratur, og det på trods af, at romanen foregår i 1800-tallets nordnorske samfund.

Dinas bog er altså langt fra en samtidsroman, men derimod en historisk roman fra 1800-tallets midte om lensmandens datter, der som 5-årig bliver årsag til en frygtelig ulykke, som kommer til at bestemme resten af hendes liv og mange andres med. Gennem ulykken er hun tilsyneladende forudbestemt: til at blive offer, hun synes dømt til ofring, men i stedet udvikler hendes liv sig sådan, at hun får magt og stor personlig indflydelse.

Alene ved at gøre Dina til lensmandens datter signalerer Wassmo forbindelsen til en kvindelitterær tradition. Amtmandens døttre, Camilla Colletts romanklassiker fra 1855, hvor en kvindelig identitetskonflikt får æstetisk udtryk og romanform, spøger som titel, som forestilling og på mangfoldige måder som undertekst i baggrunden. Men hvor Sofie i Amtmandens Døttre som voksen kvinde må finde sin datterplads ved siden af præstepapa i den frodige præstegård, kommer Dina, der på hebraisk betyder den dømmende, selv som voksen til at udøve myndighed; hun kommer til at ligne sin far, lensmanden selv, som tjenestepigen Oline formulerer det.

I Dinas bog bliver, datteren altså den dømmende, Dina forlenes som kvinde med autoritet, magt og grænseløs styrke. I denne feministiske fantasi forenes Wassmos kvindelige læsere - endelig en roman, som giver kvinderne, hvad vi åbenlyst sukker efter. Stærke kvindebilleder i litteraturen, og som kravet lød i 1970'ernes kortvarige feministiske litteraturkritik, positive modbilleder til en patriarkalsk luder og madonna stereotypi og frem for alt et endegyldigt farvel til forestillingen om kvinden som kulturens offer.

l dag findes der vel næppe noget mere gammeldags og opbrugt som kollektiv fantasi end det kvindelige offer. Med 70'er-feminismen lagde kvinderne offerpositionen bag sig, og på det punkt sukkede mændene lettede med. Er der næsten noget mere skamfuldt i dag end billedet af et kvindeligt voldsoffer? Billedet af kvinden med det forslåede ansigt, de blå mærker, de ophovnede øjne? Hun bliver et symbol på den del af kønslogikken, som vi helst fortrænger. Som når vi ser på selvportrættet af en næsten til blindhed forslået Nan Goldin, og vi får lyst til at se den anden vej, fordi alene det at se på hendes billede er forbundet med en følelse af skam og skyld. Hendes ansigt bliver tegn på en byrde, som vi ønsker at befri os for. Vi vil ikke se, vi vil ikke vide af dette offeransigt, hverken i livet eller i litteraturen. Måske er det derfor, kvinderne nu kaster sig over Dinas bog, hvis man da ikke allerede hører til de lykkelige, der har læst den.

Min egen forventning til romanen var på forhånd stor. Men den blev ikke mindre af en enslydende begejstret anmelderreaktion, som kom til at gå hånd i hånd med læserreaktionerne. I Information blev Ejgil Søholm en eksponent for kritikermodtagelsen, da han euforisk karakteriserede Dinas bog som "en matriarkatets roman i fuld bredde" og benævnte hendes "ubændighed - fra naturbarn til man eater og handelsboss" som et "overrumplende spændende bekendtskab", og videre om Dina slog fast, at hun "er et vældigt kvindemenneske (... ) hun administrerer retfærdigheden uden at ryste på hånden."

Efter Søholms formuleringer af bogens fascinationspunkter blev min forventning til romanen om muligt endnu større, end den var i forvejen. Jeg kendte Wassmos 80'er-forfatterskab, Tora-trilogien, der udspiller sig i et fattigt nordnorsk fiskerleje efter 2. verdenskrig: Huset med den blinde glasveranda (1981), Det stumme rum (1983) og Hudløs himmel (1986), som hun i 1987 fik Nordisk Råds litteraturpris for. Selv havde jeg indimellem næsten glemt at trække vejret under læsningen af hendes på én og samme gang vidunderlige og forfærdende tekster. De forekom som en mirakuløs blandingsform mellem en Kirsten Thorupsk udviklingshistorie og et Vibeke Grønfeldtsk psykoselignende inferno. Så hvis Dina var endnu bedre end Tora, var der noget at glæde sig til.

Men meget mod forventning fløj jeg ikke gennem romanen. Jeg måtte gang på gang lægge den fra mig i undren og med en ubestemmelig modvilje. Der var en skurren, en uro, en underlig mislyd, noget der ikke rigtig stemte, og jeg fik efterhånden fornemmelsen af, at jeg som læser var under indflydelse af et forsøg på forførelse, som imidlertid i mit tilfælde ikke rigtig ville lykkes. Det gik med eftertanken op for mig, at min uro var velbegrundet, at det, jeg havde oplevet som en uformuleret modstand under læsningen kunne forklares. At det uforløste måske var selve bogens pointe.

Anmelderbegejstringen var for så vidt velanbragt. At forførelsen lykkes, kan man vel heller næppe bebrejde
hverken bogens forfatter eller dens læsere. "Romanen tager sine læsere, som Dina tager sine mænd", som Ejgil Søholm malende konkluderede. Men hvad lå der i begejstringen? Hvad er det, der er så fantastisk ved Dinas ubændighed, hvordan går det til, at netop hun bliver spejlingspunkt og ønskebillede? Og hvorfor blev jeg grænsende til afvisning anfægtet af mødet med Dina?


Dinas mor var en engel med det fromme navn Hjertrud. Og katastrofen sker, da den 5-årige Dina kommer til at udløse englens død ved en skoldningsulykke, hvor moderen får et kar med kogende lud ned over sig. Og hendes død bliver langt fra let. "Hjertrud skreg et helt døgn før hun mistede bevidstheden og døde. Huden manglede i det halve af ansigtet. Højre arm, hals og mave".

Ulykken gør Dina først stum og senere så vild, at hendes far lensmanden sender hende væk. Først da hun bliver 10 år, hentes hun hjem igen, og hun overlades til huslæreren Lorch, som bliver hendes redning. Lorch lærer hende at læse med udgangspunkt i Det gamle Testamente, Hjertruds bog, som er moderens foretrukne tekst. Han lærer hende tal og noder og viser hende vejen ind i musikken, som bliver det sted, hvorfra pigens hele indestængte følelsesliv kan finde sit udtryk. Hun lærer at spille cello, men ikke mindst tager Lorch skylden fra hende ved at fortælle hende, at "alt på sin vis var forudbestemt. At mennesker er redskaber i hinandens liv. At nogle gjorde noget, som var frygteligt i deres egne og andres øjne, men at det kunne blive til velsignelse".

Men Dina er stadigvæk vild. Og da hun som 13-årig får en stedmor, spiser hun som Askepot i køkkenet sammen med tjenestefolkene. Så lensmandens lettelse er til at føle på, da hans gamle ven, den velhavende købmand Jacob Grønelv fra Reinsnæs under et besøg i lensmandsgården bliver erotisk betaget af den 15-årige Dina med celloen mellem knæene. Under spillet fylder hendes tunge kropslighed stuen og gør Jacob sløret i blikket. "Det var tungt at være far til en satan", undskylder lensmanden sig bagefter beklagende over for Jacob, da Dina med raseri afviser Jacobs frieri. Men Jacob finder vejen til Dinas ja, da han lokker hende med en sort hest.

Som ægtemand gør han imidlertid regning uden vært. Da han midt under bryllupsfesten forsøger at tage Dina med magt, flygter hun, kun iført undertøj, silkesko og strømper, ned til alle bryllupsgæsterne. Skammen bliver Jacobs, og han får fra starten at mærke, at Dina "havde en medfødt sans for at lade alt det, der ramte hende, ramme andre også".

Den rige gæstgiver Jacob Grønelv havde drømt sin gammelmandsdrøm om et erotisk eventyr med den helt unge pige, men hvad han ikke havde forudset var, at det var ham, der blev hendes legetøj, da hun først havde lært legen. Hurtigt kører hun ham træt, han unddrager sig, og lige så hurtigt søger han fred og ro hos en jævnaldrende enke. Da han derefter pådrager sig en koldbrand i den ene fod, insisterer Dina på selv at føre slæden til doktoren på den anden side fjeldet. Blot for at få chancen for at skubbe slæden ud over afgrunden og dermed ægtemanden ud i døden.

Med denne hændelse indleder Wassmo romanen: "Jeg er Dina, som ser slæden med mennesket rulle voldsomt ned over den stejle skrænt", lyder det arkaisk overbevisende og bemærkelsesværdigt lidenskabsløst i det første af de mange indsnit. Her bryder Dinas indre monolog den fortællende tekst og smides direkte i hovedet på læseren i skarp konkurrence med citater fra Det gamle Testamente, som bringes som indledning til alle kapitlerne. I den følgende jeg-er-Dina-tekst stiller hun sig selv spørgsmålet, om hun mon er dømt til dette for evigt, og man forstår efterhånden, som romanen skrider frem, at spørgsmålet er retorisk. At svaret er, ja, hun er dømt til gentagelse af barndomstraumet, dømt til at gentage erfaringen om moderens død.

Midt under begravelseshøjtideligheden, som hun nægter at deltage i, forfører hun stalddrengen Tomas, hvis liv fra det Øjeblik er besejlet i afhængighed og erotisk binding til Dina. Selv vælger hun for anden gang stumheden og lukker sig inde på loftet i ensomhed. Først med sønnen Benjamins fødsel begynder hun at tale igen, og hun skaffer drengen en amme, der som en mor træder i Dinas sted.

Med mandens død og sønnens fødsel tager den 18-årige Dina skridtet ind i voksenlivet. Som ung, rig enke påtager hun sig ansvaret for den omfattende handelsvirksomhed på Reinsnæs. Hun organiserer arbejdet og kontrollerer regnskaberne, alt imens hun omkring sig selv som ubestridt centrum opbygger et velfungerende kvindeunivers med svigermoderen mor Karen, ammen Stine og tjenestepigen Oline. I dette udvidede familieforetagende indgår også en række mænd, som enten allerede er, eller som efterhånden bliver afhængige af Dina.

Mødet med den russiske mystisk revolutionære Leo Zjukovskij vender imidlertid op og ned på Dinas erfaring med mænd. Gennem dette møde lærer hun for første gang længslen at kende, Leo Zjukovskij er en mand med hemmelige planer, en mand der kommer og rejser, en uforståelig mand og en stor kærlighed, som Dina ikke kan kontrollere.


Romanens beskrivelse af Dinas udvikling fra prædestineret offer til kvindelig magtfuldkommenhed har karakter af vellykket feministisk forførelse med stor læserfascination. I Dinas historie gennemspiller og forvandler Wassmo en række centrale smertepunkter i kvinders historie. Det har været kvindernes skæbne at være historieløse i betydningen at stå uden for de institutioner, som skaber magtforhold. Med Dinas bog fører Wassmo det stumme, vilde naturbarn midt ind i kulturen og civilisationens centrum, hvor hun bliver en magtfuld hersker over liv og død. Fra at være lensmandens halvvilde Satan bliver hun til lensmanden selv, en autoritet hvis handlinger tilsyneladende er uforståelige, men som alligevel viser sig at vende alt til det gode. Med Jacobs fejlslagne erotiske planer gør Wassmo mod alle odds Dina til et stærkt erotisk subjekt. Og med Dinas dynamiske organisering af det mini-samfund, hvor hun er enevældig hersker, samles 1980'ernes fantasier om kvindelig ledelse, suverænitet og potens.

Wassmos samler i Dinas bog alle til rådighed stående billeder af den stærke kvinde. Når det lykkes så godt, hænger det til dels sammen med romanens porøse karakter. Det er, som om alverdens tekster strømmer igennem romanen fra Dinas Jahva-identifikation hentet i Det gamle Testamente. Jeg er Dina, hedder det manende, som var det Gud selv, der annoncerede sin allestedsnærværende almagt for læserne. Stumheden, musikaliteten og redningen gennem en ung mandlig huslærer har Dina til fælles med Sofie i Amtmandens Døttre, og hendes gale alter ego i isolation på loftet i Reinsnæs mimer 1800-tallets spaltede kvindefigurer, den tilpassede engel i stuen og den gale kvinde på loftet. Hun er Askepot, der spiser i køkkenet og er ildeset af den onde stedmoder, men som alligevel bliver slottets dronning.

Endelig er moderens død en nærmest litterær kliché, en forudsætning for fremstilling af en emanciperet pige, en anderledes opvækst. Vil man skabe en anden slags kvinde, så er der litterær tradition for, at man starter med moderens død. Det er mødrene, ikke fædrene, der ved, hvordan man gør piger til kvinder.

Og så til sidst er der Hjertrud, englen som ifølge tjenestefolkene var en helgen, også hendes skæbne er beseglet i en af feminismens kendteste klassikere. For at blive forfatter må en kvinde først dræbe hjemmets engel, "kill the angel in the house", som Virginia Woolfs berømte credo lyder i Room of Ones Own (1924) (da. udgave: Eget værelse). Den kropsløse engel, den selvopofrende mor og hustru, familiens helgen må dræbes, først da bliver der plads til den fri kvinde.


Tilsyneladende har Wassmo med Tora og Dina skabt to diametralt forskellige kvindebilleder. Som i sig samler henholdsvis 70'ernes offerbillede og 80'ernes stærke kvindeideal. Men min vægring mod Wassmos forførelsesforsøg satte en anden læsning i gang, hvor Dina tydeligt ses gennem Toras filter, hvor Tora og Dina fremstår som variationer over samme tema, to forskellige udgaver af samme problem. Hvad der forener dem, er et tab af kvindelighed, som for Toras vedkommende gør hende til offer, og for Dinas vedkommende omvendt gør hende til bøddel. Dina trækker sig ud af sin forudbestemte offerrolle, men kun for selv at blive bøddel. Uden at ville det, dræber hun moderen, familiens engel, inkarnationen af den traditionelle kvindelighed, men resultatet af det drab fremstår som en monstrøs genfødsel. På ét plan vil teksten have os til at nyde Dina som den stærke, potente kvinde, hende, som vi også bærer på en legitim og begrundet længsel efter at se realiseret. Men den Dina, som Wassmo præsenterer os for, er i stedet inkarnationen af alle feminismens (mest paranoide) skræk- og rædselsvisioner, om manden i den vestlige kultur.

Vælger vi for et øjeblik at lade dette onde blik hvile på manden som køn, ja så tilbyder fantasien os de kendte billeder af manden som voldtægtsforbryder, som Don Juan, som hersker, patriark, despot, som en dommer, der skalter og valter med andres liv, som belønner og straffer og bestemmer over liv og død. Og værst af dem alle ser vi billedet af manden, som hellere vil dræbe den kvinde, han elsker, end acceptere den afmagt, der ligger i erkendelsen af ikke at kunne kontrollere hende.

Ser vi derefter på Dina med dette feminismens onde blik, er hun tydeligvis med på den værste. Forførelseshistorien om den stærke kvinde rummer som usentimental undertekst en historie om en kvinde, som trætter sin gamle mand ud, som gør ham impotent, og som endelig volder hans død. Hvorefter hun tager stalddrengen Tomas til elsker, gør ham afhængig af sig for livstid, driver en anden mand ud i selvmordet, ødelægger sin stedsøn, svigter sin biologiske søn og endelig - i en gentagelse af drabet på Jacob - til sidst, med sønnen Benjamin som forfærdet vidne, skyder sin elskede. Ikke fordi hun ikke kan få ham, men alene af den grund, at hun ikke kan kontrollere ham. Så da hun til sidst møder en mand lige så stærk som hun selv, må hun slå ham ihjel. Hun kan ikke leve med en kærlighed, der anfægter hendes magtfuldkommenhed.

Dinas forhold til Jacob, Tomas og Leo er i romanen symbolsk forbundet med moderens frygtelige død. Som den kogende lud delte hendes ansigt i to, spalter mændenes ansigt sig på dramatisk vis også i to halvdele, ligesom også Benjamins ansigt deler sig i to, da han ser Dina skyde Leo. "Hans ansigt er revnet i smerte. Jeg er Hjertruds Øje, der ser barnet, som ser mig selv. Jeg er Dina - som ser! " lyder romanens slutning og sidste Jeg-er-Dina-monolog. Da Dina dræber sin mor, bliver hun i denne anden historie ikke en fri kvinde, men et kvindeligt monster, en parodi på en feministisk fantasi om det maskuline som ondt.


Mig kunne Wassmo ikke forføre med Dinas bog, men hun tvang mig til at tænke. I én og samme bevægelse lykkes det hende med Dina at opfylde alle længselsbilleder om kvindelig suverænitet, mens hun samtidig åbner for en afgrund af rædsel, svigt og afmagt. Ved denne konsekvent gennemførte ambivalens lykkes det hende at anfægte alle fantasier om styrke, potens, selvrealisering, frihed og begærstilfredsstillelse, uden af den grund at anfægte længselen i sig selv. Men spørgsmålet, hun dermed bringer til at klinge romanen igennem, og som om ikke før, så dog i det mindste må anfægte sin læser ved slutningens (anti)klimaks, er jo, hvilken styrke, hvilken frihed, hvilken seksualitet kvinder (og mænd) ønsker sig, og på hvilke præmisser ønsket skal realiseres.

En pessimistisk tolkning af bøgen kunne være, at der ikke er andre muligheder end på den ene side bøddelens på den anden side offerets. Og det ville i givet fald være helt i overensstemmelse med Dinas opfattelse, når hun på anklagen om, at hun er hård svarer, at "nogen må hænge sig, og nogen må være hårde". Men fokuserer man på den feministiske fantasi om kvinders styrke, sådan som jeg har gjort det her, så mener jeg, at et andet svar kunne være, at kvinders længsel efter forandring, efter indflydelse og udfoldelse næppe indfries, hvis denne længsel antager karakter af en konkurrence om, hvem der er bedst til at slå ihjel, til at dominere og til at kontrollere!

Det er moderens død, den fraværende mor og tabet af kvindelighed, der forbinder Dinas tilsyneladende styrke med hendes åbenlyse tragedie. Men hvad skal kvinder sætte i stedet for den hjemmets engel, som må dræbes, for at de kan leve et eget liv, for at de kan udfolde et eget begær? Og skal den engel, som symboliserer omsorg, kærlighed, indlevelse, evnen til at give efter og give plads, til at underordne egne behov, skal den engel, som repræsenterer det idealiseret kvindelige i kulturen, overhovedet aflives? Eller skulle vi måske tværtimod indse, at hun ikke kan undværes i en i forvejen "mandligt" domineret kultur.

For mig at se problematiserer Wassmo med Dina på én og samme gang feminismens magtfantasier, og samtidig peger hun på pigens vanskeligheder med at blive kvinde i vores kultur. Hvordan bringer pigen moderen med sig, og hvordan finder hun plads til barnet i sin længselsfantasi? Det svarer Herbjørg Wassmo selvsagt ikke på, men hun forfører, provokerer og driver i det mindste denne læser ud i overvejelser over, hvad feminismen er, og hvad den kunne være.

Herbjørg Wassmo: Dinas bog, Modtryk 1990
Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO
 
Læs mere
Om den norske forfatter
Herbjørg Wassmo

Anmeldelse af Dinas bog fra Aftonposten 1989
En kvinnelig koloss
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk