Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mexicanske kvinder besjæler maden

 

Madskribent og forlægger Kirsten Skaarup er berømt for sine rejser og for sine vegetariske kogebøger. Hun har rejst flere gange i Mexico og samlet opskrifter og kigget på madkultur. Her giver hun et par smagsprøver - bl.a. en variation over Frida Kahlos "tør pastasuppe" - fra hendes seneste bog Vegetarisk mad. Mexico skrevet sammen Richard Gilmore.

 

 
Mexicansk mad er gudernes gave til folk der ikke spiser kød. Som så mange andre gamle kulturfolk har mexicanerne intuitivt skabt retter med bønner, majs, ris og grønsager, der indeholder alle de næringsstoffer, vi har brug for. Og der er vel at bemærke tale om mad, der kan få enhver tand til at løbe i vand.

Mexicansk mad byder på både brændende og milde salsaer, mange slags supper og salater samt naturligvis tortillas i alle afskygninger. Kartofler, tomater, squash og bønner på mexicansk manér er et farverigt og spændende bekendtskab.

Rå pikant tomatsovs
Denne salsa eller dip ses på bordet ved næsten alle måltider i Mexico
  • 250 g tomater
  • 1 lille rød peberfrugt
  • 80 g milde løg
  • 2 jalapeno chili
  • 2 spsk hakket koriander
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk kryddereddike
  • 1 tsk sukker
Hak tomater, peberfrugt, løg og chili fint (fjern evt. kernerne fra chilierne). Rør det sammen med koriander.
Rør olie, eddike og sukker sammen og smag til - også med salt og peber.
Sovsen kan holde sig i køleskab et par dage.


Stærk avocadosalsa
  • 1/2 dl olivenolie
  • 1-2 spsk chilisovs
  • 2 spsk kryddereddike
  • 1-2 avocadoer
  • 1-2 tomater
  • 1/2 lille grøn peberfrugt
  • 1 hårdkogt æg
  • 2 spsk hakket koriander
Rør olien med chilisovs efter smag samt eddiken. Smag til med salt.
Del avocadoerne, tag stenene og kødet ud og hak kødet. Hak ligeledes tomaterne, peberfrugten (uden kerner) samt ægget.
Rør alle ingredienserne sammen og tilsæt olieblandingen. Smag til igen.

Kvinderne i Mellem- og Sydamerika - og i det hele taget i den tredje verden - bruger langt mere tid på madlavningen end vi gør i den vestlige, fortravlede verden. Mennesker i udviklingslande har et helt andet forhold til mad, end vi har. For dem er mad ikke en selvfølgelighed, noget man kan tage for givet. Derfor har man bevaret respekten for maden, og man har også bevaret smagssansen. At træde ind i et af disse køkkener, er som at komme ind i et magisk rum. Her trylles med gode råvarer, og her bruges morter og andre redskaber, som betjenes med håndkraft. Her besjæler kvinderne stadig maden.

En af de mexicanske kvinder, der både kunne smage og lave vidunderlig mad, var kunstneren Frida Kahlo. I hendes hjem i Coyoacan i Mexico City holdt hun mange fester for hendes og Diego Riveras venner, bl.a. Trotsky. Her er en af Fridas supper - en såkaldt tør suppe - som man også kan finde i den mexicanske kogebog (gengivet frit efter Fridas fester fra Samlerens Forlag):

"Tør" pastasuppe a la Frida Kahlo
  • 200 g spaghetti
  • 50 g løg
  • 2 fed hvidløg
  • 4 tomater
  • 2 spsk majsolie
  • 3 duske persille
  • 2-3 dl grønsagsbouillon
  • 1 avocado
  • 1 mild chili
  • 8 spsk piskefløde
  • 8 spsk frisk, hvid ost, f.eks. mild feta
Kom spaghettien i kogende vand og kog den 3-4 min. Afdryp den.
Hak løg, hvidløg og tomater. Varm olien op i en gryde og svits først pastaen et øjeblik, tilsæt derefter grønsagerne og lad det simre, til det tykner.
Tilsæt persillen og bouillonen (som skal dække). Læg låg på gryden og lad "suppen" simre 15-20 min.
Suppen skal som sagt være "tør", men hvis der forsvinder for megen væde, må der tilsættes lidt mere bouillon. Fjern persilleduskene og pynt retten med skiver af avocado og chili. Dryp med fløde og drys med smuldret ost.

Enchiladas med rødt fyld
  • 2-3 små røde chili
  • 100 g løg
  • 4 fed hvidløg
  • 400 g tomater
  • 2 spsk hakket koriander
  • 1 tsk stødt kanel
  • 250 g champignon
  • 2 spsk olivenolie
  • 2-3 dl kogte bønner, f.eks. kidneybønner
  • ca. 16 tortillas (evt. hvedetortillas fra Irma eller Brugsen)
  • 2 dl reven parmesanost
Åbn chilierne og tag kernerne ud. Hak og rist chilierne på en tør pande. Lad dem derefter udbløde i 1/2 dl vand en halv times tid.
Hak løg, hvidløg og tomater. Kom dem i blenderen og tilsæt chilien med væden. Blend, indtil massen er ensartet.
Hæld sovsen i en gryde. Tilsæt koriander, kanel samt salt og peber. Lad sovsen koge 4-5 min. og smag til. Tilsæt den syrnede fløde.
Skær champignonerne i skiver og steg dem i olien. Tilsæt bønnerne og drys med salt og peber.
Fordel først godt halvdelen af sovsen og derefter svampe/bønner på tortillaerne og rul dem sammen. Læg dem i et lavt, oliesmurt ovnfast fad og hæld resten af sovsen over.
Drys med osten og sæt fadet i en 180 grader varm ovn ca. 20 min.
Tip
Der kan serveres almindelige kogte ris til samt guacamole og salat.

Vegetarisk køkken. Mexico udkommer i slutningen af august og indeholder originale opskrifter, flotte farvebilleder og kulturhistorie og snak om mad & mennesker i Mexico. Den koster kr. 198,00 hos boghandleren eller hos Forlaget Olivia, tlf. 33 15 67 44.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk