Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Det melankolske blomsterbarn

 

 
 
FORUM/1.7.98 For tiden kan man i den smukke gamle Riddersal på Frederiksberg se og høre Anne Marie Helgers Skt. Hendes Tale, kaldet Helgers Hedetur. Som en lys sigøjner står Helger farverig og ikke mindst armbåndsrig alene på scenen med anarkistiske, ekvilibristiske ordspil og en stor dosis moral.

Som altid er hun klædt på til lejligheden. Kostumet lover fest og farver, og rekvisitterne er et lille tørbål placeret på bordet i venstre side - og på bordet til højre side er vandglasset, brillerne og manuskriptet. Altså ikke så mange dikkedarer. Men dette er heller ikke teater, dette er en tale.

En dovnetale (dogme) med metareflektioner, der låner elementer fra revyen og kabaretten. Og mændene loves en vits hvert 5. minut, ellers falder de jo i søvn. (Mændene griner særlig højt her!)

Og Helger laver underfundige afsøgninger af ordene. Som hun pointerer hedder det moral - ikke faral, og afsætter til springet af en kritik af den stigende økonomiske ulighed, racisme og den tiltagende egoisme. - Og ikke mindst en latterliggørelse af de nålestribede pyjamasmænd med mobiltelefon.

Nok er blomsterbørnene blevet hip i 90'erne og "hvis man havde vidst det, havde man skrevet dagbog hele tiden", men 90'ernes psykedeliske hippiemønstre udfolder sig ikke på farvepaletten, men opholder sig i det bæbrune område. Så når de unge spørger hende om tøj fra dengang, kan de målløse iagttage det farvestrålende tøj, hun stadig bærer. Tidens credo understreges: "Se ud som en hippie og tænk som en hipo".

Hovedparten af publikum er klimakteriemakreller som hun selv: "tørre og letantændelige i disse båltider". Og der sendes en varm tak til Hedeselskabet og dets grundlægger, Hr. Dalgas: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Tyngdekraftens indflydelse på ballerne, brysterne og persiennelårene begrædes i den humoristiske stil med den stadig dybere stemme og et overskæg, der får folk til at tro hun er en drag.

Tabet af det attraktive udseende er stort, for intelligens og indre udvikling er ikke attråværdigt. Som Helger udtrykker sig: "Spørg en hvilken som helst kvinde om valget af enten intelligens eller skønhed. Enhver kvinde vil selvfølgelig vælge skønheden, for mændene kan se, men de kan ikke tænke, for selvom de har to hoveder er der kun ilt til det ene". (Her griner mændene højest!)

Men som min veninde tørt konstaterer, var fru Helger en af de eneste klimakteriemakreller, der havde en ungpigefigur. Hun var ikke blevet rundere som vores mødre og de andre i salen.

Helger har altid følt sig uden for tidens ligestillingstendenser. I dag når ligestillingen postuleres, ser hun en stadig større ulighed og mærker på egen krop, hvor svært det er at forhandle løn som kvinde.

Pludselig træder en helt anden Helger frem i skørterne med små numre fra dengang, hvor rødstrømperne og andre i "kedelighedsdragten" bandlyste hende. En yndig ironisk Helger, synger skærende sarkastisk om unge piger. Og man aner i glimt den unge Helger fra tiden med Helle Ryslinge, der gjorde så tykt nar af kvinderollen og som betød så meget for os unge dengang. Hvem husker ikke "blyantsprøven" i Christian Braad Thomsens fantastiske film Koks I Kulissen fra 1983? (Blyantsprøven fra '83: Hvis en blyant hænger fast under barmen - når man giver slip på blyanten - har man ikke bestået blyantsprøven.)

Godt nok hedder det humor og ikke hufar, og man griner da også meget hos fru Helger. Men jeg har nu grint mere tidligere, måske også fordi en del var genbrug i Helgers Hedetur. Alt er enten sort eller hvidt, og selvom det ligger i revygenren at sætte tingene på spidsen, kan det undertiden synes lidt for enkelt.

Man gribes af en underlig følelse af melankoli under alle ordene, ikke mindst med slutordene om: - i en verden af genier, er hun en forbier.

Riddersalens stemning var som et møde med mine pubertetsår: Sex Pistols skreg No future, Nina Hagen havde smukke sorte læber og de første 5 millioner undergrundsdigte blev slugt, mens de fleste ventede på A-bomben. Poul og Nulle fra Ungdomsredaktionen foreslog i sort sarkasme at fryse os, der er født i 60'erne, ned til bedre tider, mens éns folkeskolekammerater kom på førtidspension. Så sortsyn er bestemt ikke fremmed for os i 30'erne med mobiltelefon, computer og e-mail.

Helgers Hedetur bærer en apokalyptiske stemning, som er underfundig. Måske kunne man se den som en temperaturtagning på de midaldrende blomsterbørns sindsstemning lige nu. Men er det så en politisk undergrundsstemning, det handler om, eller er den mere personligt funderet, som det at være kvinde og ikke blive set?

For hvad er det for en længsel tilbage til? Er det en længsel tilbage til en ungdom eller er det til de politiske idealer? Eller en kombination? Personligt havde jeg håbet på en mere fandenivoldsk vej ud af den dødssyge labyrint om tabet af udseendet. Og hvem kan være imod hendes kritik af den stigende egoisme, økonomiske ulighed og racisme? I så fald finder de ikke vej ind til fru Helger, for varedeklarationen har altid været tydelig.

På den ene side kan man jo medgive hende, at hun er insisterende og ikke med tiden har givet køb på sine holdninger som så mange andre. På den anden side kan man få en grum tanke om en yderst konservativ indstilling til, at verden helst ikke skulle have forandret sig siden 1968, og det kun er de rigtige blomsterbørn, der er noget ved.

Anita Frank Goth er cand.mag. i dansk og filmvidenskab. Hun er Oldfrue for Kvindeligt selskab. Hun er underviser.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk