Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Feminisme er ikke en stilart

 

Hvis man vil have et opdateret perspektiv på de store temaer i feministisk kunst, er bogEN nu udkommet. Værket Art and Feminism kaster ifølge vores anmelder et nyt og klart lys på en masse klicheer om feministisk kunst fra 1960'erne og til nu og kan læses bredt af alle med interesse i feministisk teori.

 
FORUM/9.4.2002 Jeg er forelsket - igen: Art and Feminism har nået det danske bogmarked.

Alt kan ganske vist erhverves via nettet, men findes der noget mere herligt end at droppe forbi en velassorteret boghandel? Snuse rundt og lade øjnene glide hen over hylde efter hylde af lokkende tilbud - og så række ud efter en særlig indbydende titel. At stå dér og bladre i en ny bog - og blive forelsket.

Flere og flere engelsksprogede kunstbøger finder heldigvis vej til danske boghandler. Især er Arnold Busck i Købmagergade, København, et godt sted at søge hen, for her udbydes efterhånden en god portion nyere amerikanske og engelske kunstbøger. Det er godt, da de rigtig interessante udgivelser aldrig udkommer på dansk. Markedet er simpelthen for lille til andet end oversættelser af monografier om gamle kendinge, og oversigtsværker henvendt til et bredt publikum.

En bog som Art and Feminism vil derfor næppe nogensinde blive oversat til dansk selvom den er en af de aktuelle udgivelser, der råber på at blive taget ned fra hylden i boghandlen. Et digert værk om feministisk kunst og strategi gennem de sidste tredive år, redigeret af den engelske kurator og skribent Helena Reckitt, Director of Education på Atlanta Contemporary Art Center i Georgia, og den amerikanske teoretiker og feminist Peggy Phelan, professor i Performance Studies på The New York University.

Egentlig burde jeg bare skrive: køb den, læs den og giv den videre. Der er nemlig tale en både velorienteret og velorganiseret bog, der præsenterer et rigt udvalg af feministisk kunst, og som endvidere formår at bringe denne ind i sammenhænge, der rækker ud over hvad man sædvanligvis ser i en feministisk teori-kontekst. Bogen henvender sig af den grund til en bred kreds af folk med interesse for feministisk teoridannelse, da den ikke kun præsenterer den teoretiske side af sagen, men også en udlevet praksis. Helt i Lucy Lippards ånd, den amerikanske kritiker og feminist, der engang i 1970'erne konstaterede: "Feminisme er ikke en stil; ikke en bevægelse, men et værdisystem; en revolutionær strategi - en måde at leve sit liv på".

Art and Feminism indføjer sig i en efterhånden længere række af feministisk orienterede kunstbøger, som den fint bygger videre på og supplerer. Det drejer sig blandt andre om milepælen The Power of Feminist Art fra 1994, der omhandler den amerikanske feministiske kunstscene fra starten af 1970'erne og frem til slutningen af 1980'erne, og dernæst den aktuelle antologi Feminism - Art - Theory, der udkom sidste år. Sidstnævnte, en godt 700 sider stor tekstsamling redigeret af den engelske kunsthistoriker Hilary Robinson, indeholder knap 100 tekster forfattet af teoretikere og kunstnere i årene mellem 1968 og 2000, hvoraf flere ikke har været publiceret tidligere. Der er med andre ord tale om en antologi, der giver et ualmindeligt godt overblik over, hvad der er skrevet om kunst og feminisme gennem de sidste tredive år.

Det, antologien mangler af eksempler på konkrete kunstværker formuleret inden for teorifeltet, finder man til gengæld i Art and Feminism, der omhandler kunst og feminisme helt frem til slutningen af 1990'erne. Et vigtigt tiår som bogen The Power of Feminist Art af gode grunde ikke har med, da den udkom allerede i starten af 1990'erne.

Art and Feminism indledes af den ene af redaktørerne, Peggy Phelan, der meget oplagt tegner et overblik over perioden fra slutningen af 1960'erne og frem til i dag. Og det, mange steder, med et vågent øje for paralleller mellem kunstnere med rod i hvert sit årti. For eksempel peger Phelan på et tematiske slægtskab mellem sen-halvfjerdsernes darling: den amerikanske kunstner Cindy Sherman, der i 1980'erne blev udsat for voldsom kritik fra en række feministiske kunsthistorikere, og den australske samtidskunstner, maleren Kathleen Petyarre.

Shermans selviscenesatte fotografiske serieværk Untitled (Film Still) fra perioden 1977-80, sidestilles således tematisk med Petyarres dot painting-malerier, der baseret sig på aboriginernes drømmesangs malerier. I følge Phelan, har begge kunstnere nemlig fat i stereotype opfattelser af kvindens rolle og formulerer på tværs af tid en geopolitisk og æstetisk reaktion på den traditionelle opfattelse af kvinden som natur.

Som bogens titel mere end antyder, formulerer Art and Feminism sig i en sammenhæng mellem kunst og feminisme. Et ikke helt uproblematisk forehavende da en samtale om kunst traditionelt har vedrørt det, der lå inden for kunstens rammer, i modsætning til den feministiske teoridannelse, som primært har fokuseret på hvad der lå uden for rammen af patriarkalsk logik; Det vil sige repræsentation, historie, og en retfærdighed fordeling at goder, ansvar og magt.

I Art and Feminism sættes kravet om en feministisk politik og en debat om feministisk teori i relation til et bredt udvalg af billedkunstnere, der gennem tre årtier har forholdt sig til disse emner. Bogen lægger sig derved i forlængelse af flere andre udgivelser om feministisk kunst, der med skiftende held har forsøgt at udforme et sprog, som ville gøre det muligt at diskutere teori og kunst under ét, trods relationen til ganske forskellige rammebetingelser.

Dér, hvor Art and Feminism imidlertid skiller sig ud er, at der i bogen ikke opereres med én feminisme, men med feminismer. Som Phelan skriver: "Feminism is the conviction that gender has been, and continues to be, a fundamental category for the organization of culture. Moreover, the pattern of that organization usually favours men over women." En definition, der sandsynligvis ikke tilfredsstiller alle, men som ikke desto mindre hjælper med at kaste nyt lys over feltet mellem kunst og feminisme.

Det er da også et af bogens mål at undersøge de problematikker og kampe, som har optaget kvindelige kunstnere gennem de sidste tredive år. Det drejer sig dels om de kvinder, der har vedkendt sig feminismen, men også om dem, der af den ene eller anden årsag har stillet sig kritisk overfor at blive kaldt feministiske kunstner. I følge Phelan er termen "feministisk kunstner" dog brugbar, fordi den sætter os i stand til - på tværs af tid, medie og kulturelle forskelle - at opdage sammenhænge og indsigter vi ellers ville have mistet.

For eksempel præsenteres et kritisk syn på en række historiske facts. Blandt andre hvorfor den amerikanske kunstner Lee Krasner ødelagde hovedparten af sine malerier efter hendes første soloudstilling i 1951 på Betty Parsons Galleri. En episode mange feminister set siden har tolket som en selvdestruktiv handling - ikke mindst i lyset af, at Krasner var gift med maleren Jackson Pollock, der vist nok ikke var nogen helt nem partner. En forklaring Phelan ikke stiller sig tilfreds med, og hun foreslår da også i stedet at se Krasners handling som udtryk for kunstnerens optimistiske selvvurdering. Som Phelan skriver, havde Krasner nemlig for første gang efter denne udstilling lejlighed til at betragte sin produktion på lige fod med andre professionelle kunstnere, og i den sammenligning ikke ønskede at stille sig tilfreds med mindre gode værker.

Et andet af bogens mål er derfor tydeligvis også et opgør med historiske klicheer. For eksempel at alle kvindelige kunstnere i 1970'erne vedkendte sig essentialismen, eller, at man i 1980'erne primært var orienteret omkring appropriationskunsten. Tværtimod konstaterer den anden af bogens redaktør Helena Reckitt, at det absolutte kunstneriske anliggende fra midten af 1970'erne og langt op i 1980'erne var poststrukturalismen og psykoanalysen. Det er af den grund, hævder Reckitt, at man begynder at distancere sig fra den tidlige kvindebevægelse.

En anden kliché, der imødegås er den generelle opfattelse at 1970'ernes amerikanske kvindelige kunstnere var allergiske overfor teori. Det mener Reckitt er helt forkert, da der helt tilbage i begyndelsen af 1970'erne blev diskuteret både feminisme og en teori omkring værket. Det man manglede var et akademisk sprog, der først kom til senere. En tredie kliché som tages fat på, er at se 1990'ernes genopdagelse af 1970'er-strategier og værkpraksisser som udtryk for en reaktion på repræsentationskritiske kunstnere som Mary Kelly, Barbara Kruger og Sherrie Levine.

Forklaringen, skriver Reckitt, er nok snarere en fornyet interesse omkring 1970'ernes politiske radikalisme, hvor den subjektive oplevelse var i centrum. 1990'ernes fornyede interesse for den tidlige 1970'er-feminisme skal derimod ses i sammenhæng med andre politiske og teoretiske projekter indenfor de sidste 10 år, hvor kroppen er blevet forstået som en traumatisk størrelse. Queer-theory og en generel opmærksomhed overfor, hvordan vi performer vores køn peger derfor på, at seksuel forskel er blevet et intellektuelt redskab til at undersøge den verden vi lever i.

Kvindelige kunstnere har siden 1960'erne brugt og udforsket det billedkunstneriske felt i et både politisk og æstetisk anliggende, og de to redaktører forsøger på den baggrund at pege på nye perspektiver mellem teori og praksis, fortrinsvist gennem værkerne selv. Der omtales da også mere end 200 kunstneres værker i Art and Feminism og hovedparten er fyldigt repræsenteret i den godt 150 siders store midtersektion: Works, hvor de enkelte værker er ledsaget af kortere tekster, som i mange tilfælde formår at sætte værket ind i nye sammenhænge. Der er derfor også noget at hente, selv for fagfolk med et udvidet kendskab til kunst produceret af kvindelige kunstnere gennem de sidste tredive år.

Bogens sidste del: Document, består af mere end 100 siders tekstfragmenter: breve, interviews, artikler og manifester forfattet af såvel teoretikere som udøvende billedkunstnere, primært amerikanske og britiske, suppleret af et mindre udvalg af europæiske kunstnere med forbindelse til den amerikanske kunstscene.

Det er bogens ånd, at kunst kan forstås som en særlig form for aktion, og feminisme som et særligt sprog, der er med til at skabe nye realiteter. Netop at den grund kan Art and Feminism varmt anbefales til folk uden den store viden om det billedkunstneriske udtryk. Alene for en gang for alle, at få slået fast, at 1970'er-kunsten ikke kun handlede om menstruationsblod og lilla bleer. Feministisk kunst er heller ikke, som mange fejlagtigt tror, en illustreret udgave af teorien. Feministisk kunst er derimod kunst, der forholder sig til den verden vi lever i - i en både politisk og æstetisk henseende.

Det kan ikke siges tydligere: Køb bogen, læs den og giv den videre...

Susan Hinnum er ph.d. i kunsthistorie, billedkunstner og skribent.

Helena Rickett og Peggy Phelan: Art and Feminism - Themes and motives, Phaidon Press Limited, New York/ London 2001. Sælges hos Arnold Busck for 659,- kr.
 
Læs mere
Tjek online magasiner, f.eks.
Paradoxa
og
ArtMargins

Et godt site fra New Zealand med mange gode links
Feminist Art Theory
A web directory of women artists
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk