Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Simone og jeg

 

 
 
Dette er en bog om en forfatter og en læser. Simone de Beauvoir er forfatteren, jeg er læseren. Jeg har brugt mig selv som eksempel for at vise, hvordan litteratur kan indvirke på læserens liv. Da jeg selv er forfatter, er jeg ikke nogen 'almindelig' læser, men på den anden side er det et spørgsmål, om almindelige læsere overhovedet findes.

Sammen med Adam Inczédy-Gombos har jeg oversat Beauvoirs roman Mandarinerne til svensk. Den udkom i 1992. Jeg blev så grebet, at jeg satte mig for at læse alt, hvad hun havde skrevet - en overvældende opgave, viste det sig. Hun var utroligt produktiv. Fem års forsøg har været et læseeventyr, som har fået mig til betragte mit eget liv i et nyt perspektiv.

Opdagelsen af, at Simone de Beauvoir levede i et livslangt afhængighedsforhold, der bestandigt fik hende til at tilpasse sig Jean-Paul Sartre, betød, at det lykkedes mig selv at frigøre mig for skammen over, at jeg efter min egen mening altid tilpassede mig Tor-Ivan Odulf i vores forhold. Noget jeg knap nok havde formuleret over for mig selv. Måske er det i virkeligheden muligt på samme tid at være selvstændig og afhængig med både ære og selvbevidsthed i behold?

Dette og andre spørgsmål behandles her i en personlig gennemgang af Simone de Beauvoirs liv og værker, som for mig har betydet mere end nogen anden forfatters. Hun taler ikke lige umiddelbart til alle læsere, men mig har hun berørt i en sådan grad, at jeg i begyndelsen troede, at jeg måtte være den eneste, der havde haft en sådan oplevelse med Beauvoir.

Jeg mente, at dette måtte være noget, der udelukkende foregik mellem forfatteren og mig, den eneste læser der forstod hendes værker med den rette intensitet. Som i de fleste andre sammenhænge viste det sig, at mine reaktioner var ganske almindelige: Simone de Beauvoir vækker ofte stærke følelser. Der findes endog mennesker, der elsker eller hader hende uden at have læst en linie af, hvad hun har skrevet.

Hendes læsere bruger tit og ofte hendes tekster som identifikation. Ligegyldigt hvilken form for liv de har levet, kan de finde noget genkendeligt, både i hendes tekster og i hendes liv. Mange kvinder kan fortælle om, hvordan og de gennem læsningen af Beauvoir har fået kræfter til at bryde ud af deres forhold. Jeg brugte hende som hjælp til at blive. Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre var et par, jeg kunne bruge som forbillede, betragtet på afstand. De gav mig troen på, at et samliv ikke udelukkende behøvede at handle om børn, hjem og bil.

"Det er underligt, at man bruger os som forbilleder," sagde hun i et interview i 1976. "Enhver burde finde sin egen måde. Sartre og jeg var meget heldige, men vores situation var også meget exceptionel. Vi mødtes, da vi var meget unge. Han var treogtyve, jeg var tyve. Vi var ikke helt færdigudviklede, selvom vi begge var intellektuelle og havde den samme indstilling. For os begge havde litteraturen indtaget religionens rolle."

Jeg identificerede mig med Simone de Beauvoir i hendes egenskab af 'den første kvinde', den udefra set vigtigste i Sartres liv, hende som han viste sig sammen med i offentlige sammenhænge. Han havde mange kvinder, men jeg kendte ikke til eksistensen af alle de andre.

Andre kvinder har på lige så indlysende måde kunnet identificere sig med Simone de Beauvoir som 'den anden kvinde', hende der aldrig får manden helt for sig selv, hende der altid må konkurrere med andre om hans tid og om hans kærlighed. Yrsa Stenlus har i Makten och kvinnligbeten beskrevet et sådant Beauvoir-forhold.

Ingen oplevelse af Beauvoir er mere rigtig end en anden. Det beviser blot den praktiske anvendelse af hende i forskellige kvinders hverdag. Hendes styrke som forfatter ligger i, at det lykkes hende at skrive sig ind i vidt forskellige liv, sådan at vidt forskellige læsere føler, at hun står netop dem så nær på en helt speciel måde.

Der er din Beauvoir og min Beauvoir og alle de andre læseres Beauvoir - hele verden over. Hun er oversat til mere end halvtreds sprog. Vores stærkeste læseoplevelser bygger på, at vi projicerer vores egne liv over på hendes liv og værker. Denne bog er et sammendrag af mine Beauvoirprojektioner.

Titlen Simone og jeg kan synes ubehøvlet. Der var næsten ingen uden for hendes barndomshjem, der kaldte Simone de Beauvoir for Simone. Jean-Paul Sartre kaldte hende Castor, bæveren, og de bibeholdt det distancerende vous (De), også i de allernærmeste sammenhænge.

Jeg føler, at jeg er blevet på fornavn med hende efter at have læst tusinder af sider af, hvad hun har skrevet. Det billede af forfatteren, som en eftertid kan sætte sammen ved at gennemlæse romaner, selvbiografi, filosofiske værker, debatindlæg, essays og posthumt udgivne dagbogsoptegnelser og breve, giver et særligt fugleperspektiv. Læseren kan efter hendes død komme hende nærmere, end hun tillod noget menneske at komme, mens hun levede.

Når hun skrev, fortalte hun om ting, hun måske ikke engang talte med sine nærmeste om. Det er derfor, en læser kan komme en forfatter så tæt ind på livet, at der opstår et litterært venskab, og dette er fortællingen om et sådant venskab. Det sker, at man læser en bog, som man synes at forstå på en helt speciel måde. Man føler sig udvalgt. Og så findes der noget endnu bedre: Oplevelsen af, at en bog forstår én selv.

Det skete for mig, da jeg i foråret 1989 fik Simone de Beauvoirs roman Mandarinerne sendende med posten fra biblioteket. Denne forståelse var så meget mere forunderlig, fordi jeg fik bogen på fransk, et sprog jeg ikke havde haft kontakt med, siden jeg droppede ud af gymnasiet fireogtyve år tidligere.

Les mandarins var på 572 tæt trykte, franske sider. Det viste sig, at den dengang ikke fandtes i en svensk udgave.

"Det er ærgerligt," sagde jeg til Birgitta Stenberg, veninde, forfatter og min daglige støtte. Jeg var blevet enke et par uger før jul. Birgitta og hendes mand Håkan Lagergren ringede hver dag for at høre, hvordan jeg havde det, give gode råd og trøste.

"Du må ikke sende den tilbage uden at have læst den," sagde Birgitta. "Du skal prøve. For min skyld. Læs tyve sider. Hvis du så ikke er blevet bidt af dem, får du lov at slippe for resten. Det er en vidunderlig bog, du bliver nødt til at prøve."

At jeg overhovedet havde bestilt den, skyldtes en anden anbefaling. I min ensomme enkefortvivlelse drømte jeg om at møde en ny mand. Jeg nærmede mig mænd, der før havde tiltrukket mig, men de var alle sammen nygifte, nyforelskede, lige flyttet sammen med nogen, optagede og utilgængelige.

En, der ikke var direkte afvisende, var Charles Komanoff, en amerikansk energiøkonom. Vi havde mødt hinanden gennem et fælles engagement i kampen mod udvidelsen af verdens kernekraft. Vi begyndte at korrespondere og planlagde et møde i New York. Som en særdeles modvillig rejsende havde jeg ikke haft et pas i femten år. I USA havde jeg aldrig været. Så foreslog han, at jeg skulle læse en bog om en europæisk kvinde, der rejser til USA, selvom hun egentlig ikke har lyst. The Mandarins, en af hans ungdoms yndlingsromaner. En mand, der nævnte Simone de Beauvoir som en af sin ungdoms yndlingsforfattere! Jeg tror, jeg blev forelsket, allerede da jeg fik det at vide. Simone de Beauvoir ville sikkert have nydt tanken om at have en sådan magt. Hun ville gerne betyde noget. Hun ville sætte sig spor, et udtryk, som ofte bruges i hendes værker.

Charles Komanoff og jeg gik fra brevkontakt over til telefonkontakt. Han lød forskrækket, da jeg sagde, at jeg havde taget ham på ordet og bestilt bogen. Han fandt sin ungdoms sønderlæste eksemplar frem og følte sig foranlediget til at advare mig: "Tro nu ikke, at jeg planlægger en stormende kærlighedshistorle for os to!" Det troede jeg heller ikke, selvom jeg håbede på det. Jeg nåede at rejse til New York og at komme hjem igen, før jeg kom til bogens passionerede kærlighedshistorie mellem en europæisk kvinde og en amerikansk mand. Den begyndte først efter tre hundrede sider.

Birgitta Stenberg havde ret. Jeg blev bidt af Les mandarins, længe før jeg havde fået læst tyve sider. Jeg tilbragte mine søvnløse sørgenætter sammen med denne bog, som jeg kun forstod enkeltdele af. Hver gang, jeg var lige ved at give op, blev jeg fanget af endnu en lynende vidunderlig formulering.

Jeg læste uden ordbog, for så var jeg aldrig kommet videre i teksten. Jeg ville gerne have bogen oversat og anbefalede den til forlaget Fischer & Rye, hvor Margareta Rye på særdeles tillidsvækkende måde havde taget sig af Tor-Ivans efterladte romanmanuskript Skymninge gór dårarna oroliga. Hendes medarbejder Kerstin Törngren meddelte, at forlaget ikke kunne udgive bogen, da Norstedts havde rettighederne.

Det vidste hun med sikkerhed, for bogen havde i flere år ligget i en af hendes mands skuffer. Dér var den blevet liggende, blandt andet fordi man ikke havde kunnet finde en egnet oversætter. Min entusiasme fik Erland Törngren til at foreslå, at jeg påtog mig at oversætte den. Et dristigt forslag i betragtning af, at jeg kun lige akkurat havde forstået, hvad jeg havde læst. "Det franske kan du altid få hjælp til, det er det svenske, der er problemet med oversættelser, og det behersker du. Lav en prøveoversættelse," sagde han.

Jeg påtog mig oversættelsesopgaven. En gennemgang af mine fransksprogede bekendte førte til, at jeg kontaktede Adam Inczédy-Gombos i Paris, som havde været min nabo i Vitabergsparken i Stockholm i slutningen af tresserne. Han er født i Ungarn og vokset op i Schweiz og Frankrig. Fransk er hans modersmål, og svensk lærte han, da han som femtenårig kom til godset Ökna uden for Katrineholm i 1955.

Les mandarins havde han læst, da den udkom. Han lovede at hjælpe mig med det franske. Vidden af hans sprogbegavelse gik op for mig, mens vi arbejdede, og han flyttede midlertidigt fra Paris op til min lille ø i den mest tyndtbefolkede af alle tyndtbefolkede egne. Vi var enige om, at oversættelsen var det sjoveste, vi nogensinde havde arbejdet med. Det er svært at beskrive glæden ved at finde det helt rigtige ud af fem eller otte mulige svenske udtryk.

Adam vendte efter et halvt år tilbage til Paris, men lovede at komme tilbage for at hjælpe mig videre med teksten. Næste gang blev han, og han bor her stadig. Mandarinerne indtager dermed en helt speciel særstilling blandt mit livs læseoplevelser.

Ikke nok med at jeg på grund af oversættelsesarbejdet blev tvunget til at læ se den mere indgående end nogen anden bog, den gav mig også en mand, et nyt sprog og et indblik i en hel kultur. På nuværende tidspunkt tør jeg sige, at jeg kan fransk. Som læser er jeg desuden blevet forelsket i forfatteren Simone de Beauvoir. Jeg kan nu forstå teksterne på originalsproget, sådan at jeg kan læse alle de mange bøger, der endnu ikke er blevet oversat.

Hendes klarsynethed, hendes livsappetit, hendes vidtfavnende interesser, hende internationale udsyn, hendes glæde ved at formulere sig, hendes humor, alt bidrager til at gøre læsningen til en nydelse.

Åsa Moberg er forfatter, billedkunstner, oversætter og freelance journalist med en fast spalte i Sverige største aftenavis Aftonbladet.

Dette uddrag er trykt med tilladelse fra forlaget.
Copyright tilhører forfatteren og Munksgaard/Rosinante.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk