Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Har feministerne solgt ud?

 

 
FORUM/13.5.98 Svensk kvindepolitik har i 1990'erne været præget af turbulens, markante politiske fremskridt, ideologiske tilbageslag og en medietummel uden sidestykke i kvindebevægelsens nyere historie. Den kontroversielle nyfeminist Petra Ulmanen tager hele dette forløb under kritisk behandling.

Det begyndte altsammen med det svenske valg i 1991, da en borgerlig regering efter 9 år i opposition, for første gang siden 1928 svækkede de svenske kvinders politiske repræsentation. Efter en tilbagegangsperiode i 1980'erne, hvor lønforskellene mellem mænd og kvinder blev øget, og hvor kvinders erhvervsfrekvens var faldende, blev valgresultatet den anfægtelse, der fik en gruppe kvinder til at reagere.

Da kvindeandelen i riksdagen faldt fra 38 % til 34 %, inviterede Maria-Pia Boëthius, kendt forfatter og debattør, 9 kvinder hjem omkring køkkenbordet til en snak om situationen. Til næste møde havde hver af dem inviteret fem nye kvinder med, og dermed var grunden lagt til det nye hemmelige netværk, der kaldte sig "Støttestrømperne". Netværket skabte ikke blot mediefurore, men påvirkede også riksdagsvalget tre år efter i 1994 og udløste i øvrigt en stribe uforudsete følgevirkninger.

Netværket var hverken tænkt som glamourøst eller sexet, fortæller økonomen Agneta Stark, der sammen med Maria-Pia Boëthius og litteraten Ebba Witt-Brattström tegnede netværket udadtil. Med navnet "Støttestrømperne", var der signaleret midaldrende, politisk aktive kvinder og kvinder inden for omsorgssektoren. "Vi tænkte på tunge løft, deltid, trætte fødder", fortæller Agneta Stark i Petra Ulmanens bog.

Og navnet blev, som netværket selv, en øjeblikkelig succes, der eskalerede i kraft af mystikken. For hvem var de, og hvad ville de? Det eneste medierne vidste var, at kernen var centralt placerede medie- og universitetskvinder med gennemslagskraft. Journalister, forskere, forlæggere, forfattere, de fleste i 40'erne og enkelte med rødder tilbage til 1970'ernes berømte og berygtede Gruppe 8. Men ud over slagordet om "Hela lönen, halva makten", var der i starten ingen, der rigtig vidste, hvad det hele gik ud på.

Ikke før Støttestrømperne gik ud med en trussel om at starte en kvindeparti.

Ikke fordi de havde lyst. Men fordi det kunne blive nødvendigt, hvis ikke de politiske partier tog et kvindepolitisk ansvar på sig. Da en opinionsundersøgelse i januar 1992 viste, at 1/3 af vælgerne i givet fald kunne tænke sig at stemme på et kvindeparti, og 42 % et par måneder senere sagde det samme, gik hele den politiske offentlighed bananas.

Og ikke mindst selvfølgelig det svenske socialdemokrati, der fik regeringsmagten tilbage med valget i 1994. Op til valget fik ligestillingsspørgsmålet politisk højprioritet, og statsminister in spe, Ingvar Carlsson lovede kvinderne halvdelen af de nye ministerposter, hvis socialdemokratiet kom til magten. Med et nyt parløb mellem Ingvar Carlsson som kommende statsminister og Mona Sahlin som vicestatsminister og ligestillingsminister, vandt de svenske socialdemokrater valget, og konturerne af en helt ny ligestillingspolitik, begyndte at tegne sig.

Så langt i historieskrivningen, vil de fleste, der har fulgt historien om "Støttestrømperne" være enige i Petra Ulmanens fremstilling. Uenigheden opstår, når effekten skal vurderes.

Har Petra Ulmanen ret i, at den tomme trussel om et kvindeparti udløste frustation og skuffelse blandt svenske kvinder, som endte med at føle sig svigtet politisk såvel af "Støttestrømperne" som af socialdemokratiet og Mona Sahlin? Blev "Støttestrømperne" gidsler for den socialdemokratiske regering, da Ingvar Carlsson efter valget i 1994 knyttede talskvinderne til sig?

Eller fik svensk ligestilling tværtimod et løft med langtidskonsekvenser, da Agneta Stark fik al statistik kønsopdelt, satte embedsmænd og politikere på kursus i ligestilling, og Ebba Witt-Brattströms udredning for undervisningsminister Carl Tham udløste en stribe øremærkede forskerstillinger til kvinder på universitetet.

Og hvad med Mona Sahlin? Blev hun ofret, fordi hun satte sig i spidsen for ligestillingskravet? Skulle hendes ligestillingsretorik bruges til at dække over regeringens krisepolitiske nedskæringer november 1994? Og udløste den socialdemokratiske kvindeoffensiv i sig selv en højreorienteret modoffensiv, som erstattede den ny genfundne kvindesolidaritet med skærpede klassemodsætninger mellem kvinder? Som igen gik ud over de svageste grupper blandt kvinder?

Som yngre, socialistisk nyfeminist dømmer Petra Ulmanen "Støttestrømperne" og den socialdemokratiske ligestillingspolitik med revolutionær utålmodighed. Men hun gør det indsigtsfuld og meget sobert. Og hun er god at klare egne tanker ud fra.

Ikke mindst hendes overvejelser over den systemfarlige cocktail i blandingen af køn og politik, er evigtaktuelle. Hendes største fejlanalyse, efter denne læsers opfattelse, er lighedstegnet mellem feminisme og socialisme. Hvis man nemlig er af den opfattelse, at feminisme forbinder kvinder på tværs af klasser, socialgrupper og politiske grupperinger, så kan man stik modsat Petra Ulmanen komme til den opfattelse, at selv opsvinget i en liberal, højreorienteret kvindepolitisk modoffensiv, kan tælles med på "Støttestrømpernes" succesliste. Et sådant kættersk synspunkt ville vælte hele synsvinklen.

Men det bliver bogen ikke ringere af. Dens refleksionsniveau er så højt og så alment interessant, at enhver med sans for Sverige, politiske bevægelser, ligestilling, socialdemokratiets udvikling og feminismedebat i bred almindelighed vil få fornøjelse ud af at læse den.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO og hovedredaktør af Nordisk Kvindelitteraturhistorie.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk