Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Måneskinstur i New York

 

 
 
FORUM/13.5.98 "Gå ned ad trappen og tag det sydgående Linie ét-tog til 72. (...) Når toget når frem til Grand Army Plaza skal du åbne øjnene igen. Stå af toget og gå op. Derfra vil jeg have dig til at gå til Brooklyn Museum. Det ligger på Eastern Parkway, ikke mindre end fem minutters gang fra subway'ens udgang".

Ordene er Thomas Effings. De er henvendt til den unge Marco Stanley Fogg i Paul Austers bog "Moon Palace".

Det er allerede sent på eftermiddagen, da jeg fra subway'en på East 28th Street tager et tog downtown Manhattan. Skifter på Beecker St. til et tog, der kan tage mig under East River til Brooklyn. Grand Army Plaza lokker, da toget standser, men jeg fortsætter én station til Eastern Parkway, "det er tættere på", påstår den lille kvinde, som jeg følges med.

Jeg insisterer ikke, for hun kender ikke motiverne for dette museumsbesøg, og hvis hun gjorde, ville hun opfatte det som sværmerisk fantasteri eller - endnu værre - blot som barnagtigt. For mig er det alvor. Noget, jeg længe har vidst jeg ville gøre, næste gang jeg kom til New York. Hvorfor? For at komme tættere på ham, trænge til bunds i hans kalejdoskopiske univers og måske derved opløse skellet mellem fiktion og virkelighed.

"Museet er en stor stenbygning tegnet af McKim, Mead og White (...) når du har fundet det, går du op ad trappen, ind i forhallen, og køber adgangsbillet hos den uniformerede person som sidder bag skranken".

Byens lyde og lugte slår sammen over hovedet, da jeg går op fra subway'ens tunnelmørke. Infernoet er ekkoer fra andre dele af New York og derfor ikke noget særligt for Brooklyn. Museet er stort, større end Auster lader ane. Den enorme bygning holdes sammen på midten af en neoklassicistisk portal under hvis joniske søjler indgangsdørerne befinder sig. Jeg køber billet hos den uniformerede kvinde ved skranken til venstre i Grand Lobby og tager bestik af skiltning. Fra bogen ved jeg, at jeg skal op på femte sal:

"Da jeg havde købt billet ved skranken holdt jeg fem fingre op mod elevatorføreren og kørte op i tavshed. Amerikanske malerier var på femte sal".

Da jeg ikke kan finde elevatoren, tager jeg trappen. Prustende og stønnende arriverer jeg på afsatsen til femte sal og skubber andægtigt glasdøren op. Jeg har en ubændig trang til at haste, men formår at lægge en dæmper på mig selv, da øjeblikket, efter Austers forskrifter, kræver en behersket fremfærd.

"Alt skal finde sted i stilhed. (...) gå ind i salen. Gør dit yderste for ikke at se indgående på noget. I den anden eller tredje sal finder du Blakelocks "Moonlight" på en af væggene, og dér skal du standse".

Mine høje hæle klakker rungende i de kølige rum, mens jeg lader blikket glide hastigt over mængder af motiver malet af andre kunstnere end Ralph Albert Blakelock. Jeg har en klar fornemmelse af, hvordan maleriet ser ud, alligevel forsvinder den ene sal efter den anden bag mig, uden at "Moonlight" dukker op. Hvorfor er Auster upræcis med billedets placering, når han har været præcis til det pedantiske med alle andre oplysninger?

Da jeg overvejer at spørge en kustode, kryber tvivlen for første gang ind på mig - måske er "Moonlight" ikke andet end Paul Austers personlige undfangelse, et fantasifoster sammen stykket af lige dele Church, Ryder, Bierstadt og Cole, et billede man kun har adgang til gennem hans tekst, hvilket selvsagt vil betyde blikkets forstillelse og fiktionens fuldendte forførelse!

Jeg føler mig lammet, snigløbet af en forfatter, som jeg ikke kender personligt, men som jeg har været fast besluttet på at møde i dag. Her er filmen faretruende nær ved at knække for mig, jeg ræsonnerer derfor lynhurtigt i en slags nødværge: en forfatter, som har for vane at spænde sin fortælling ud over et gitter af selvbiografiske træk - så som at vende sin norske kones navn "Siri" om til "Iris" i romanen "Leviathan" - opfinder ikke et maleri som "Moonlight" - vel?!

Jeg kigger på museumsguidens oversigtstegning igen. Drejer den rundt og rundt for at få lokaliseret, hvor jeg befinder mig - bevidst om handlingens symbolladede betydning, forstås. Så vidt jeg kan se, er der ét rum, jeg endnu ikke har set, etagens største, et kvadratisk rum i museets centrum.

Denne opdagelse stiver mig lidt af, dog kun til en kustode med dresseret beklagelse meddeler, at salen er under reparation, men forventes at være udstillingsklar igen i juli. Jeg nævner ikke maleriet - ifald det nu er "fake" - til gengæld, er det ikke uden patos, jeg oplyser ham om min permanente residens i Bagsværd, Denmark.

Han slår ud med armene i en gestus, der klart signalerer, at tilfældighedernes spil er et grundvilkår det ikke tilkommer selv religiøse mennesker med indflydelsesrige forbindelser at beherske.

Jeg har altid været god til at resignere i situationer, hvor dyb skuffelse vil være det rene tidsspilde. Mens jeg sjosker ned ad trappen til første sal og skæver over mod Brooklyn Heights, beslutter jeg derfor, at det nok aldrig har været meningen, at jeg skulle se "Moon light". Nede i Grand Lobby griner jeg stilfærdigt over den fascination, som indtil nu har målrettet mine skridt fra Bagsværd til Brooklyn.

Jeg gør mig klar til at tage tilbage til hotellet, da jeg pludselig opdager en række bogstaver over indgangsdøren til Robert E. Blum Gallery. De er angiveligt sat op med hast for 'P'et' hænger en smule og afstanden mellem ordene "American" og "Painting" er for stor. Er den permanente udstilling flyttet her ned?

"Bortset fra en halvsøvnig kustode i det første rum var jeg det eneste menneske i hele fløjen. Dette glædede mig, som om det på en eller anden måde understregede situationens højtidelig hed. Jeg gik gennem adskillige tomme sale før jeg fandt Blakelocks billede"

I de grønne rum er luften tung som i et soveværelse efter nattens pusteri. Beklumrede rum synes at være uden tid. Hér er tiden sat i stå for at skåne de amerikanske nationalklenodierne. Lys og luft holdes hermetisk ude for at forhindre tiden i at æde oliefarvernes glans og smidighed. For salens kustode er tiden præcis dette og samtidig noget helt andet.

Han kigger på sit ur, da jeg skridter forbi ham med blikket flakkende fra væg til væg, fra billede til billede. Der er tyve minutter til museet lukker og opbrudsstemningen materialiserer sig i bølger af småtrippende utålmodighed. Rummet er opdelt af tre skillevægge, der står midt på gulvet, jeg cirkler rundt om dem alle, men Blakelock er der ikke.

Det sidste rum er ganske lille, der hænger flere billeder af Ryder - utroligt smukke landskabsmalerier fra 1880'erne i lyse pasteller. Så rammes jeg pludselig hårdt i nakken. Noget trækker i mig bagfra, jeg vender mig om for at se, hvad det er. Dér på væggen bag mig - jeg snapper efter vejret, læser det lille hvide skilt igen og igen: Ralph Albert Blakelock, "Moonlight" 1885.

"Så nåede jeg frem til Moonlight, målet for min sære og indviklede rejse."

Min første indskydelse kan virke absurd, men måske alligevel logisk, når man påtænker i hvilken ånd denne udflugt er gjort. Jeg føler en dyb lettelse over, at Paul Auster ikke er fiktion, men beviseligt har sin gang på kloden. Dernæst overvældes jeg af en følelse af autenticitet og nærhed, der ikke alene fremkaldes af at se noget fiktivt transformerer sig til fysisk virkelighed, men lige så meget af at se på dét, hans blik har gransket før mig - for mig.

"Se på maleriet. Se på maleriet i ikke mindre end en time, og glem alt andet i salen. Koncen trér dig. Se på det fra forskellige afstande fra ti fod, fra to fods afstand, fra en enkelt tomme. Studér helhedskompositionen, studér detaljerne. Tag ingen notater. Prøv om du kan lære alle billedets elementer udenad."

Tiden haster mod afslutningen - museet skal lukke, men jeg gør, som Effing siger til Marco, og som Auster siger til mig; går tæt på, søger skiftesvis ind i detaljerne, de små penselstrøg af sorte og brune nuancer, der fylder størstedelen af billedets flade og derefter ud i helhedskom positionen.

I billedets geometriske centrum brænder den hvidgule måne, der har givet billedet sin titel. Under månen folder et landskab sig ud og bag ved dette, mellem træerne, oplyser månelyset en sø. I nederste venstre hjørne har fire små skygger i indiansk antræk bænket sig omkring et bål. Flammerne danner en lille lyscirkel i hvilken utydelige ansigter uden særpræg skimtes.

En person til hest er posteret ved søbredden, sandsynligvis en vagtpost. Alligevel virker sceneriet fredfyldt. Ingen afbrændte træer eller forkullede lig, endnu ingen spor af den lyslokkede general Custer eller Wounded Knee. Billedet indfanger alt det, som man allerede dengang fornemmede stod overfor sin afslutning - "et mindesmærke, en dødshymne til en forsvunden verden", konkluderer Marco i romanen.

Jeg har været forberedt på motivet, dets civilisationskritiske idealisering af forholdet mellem natur og menneske og længslen efter en tilstand, som forlængst er rendt os af hænde. Intet i billedet overrasker mig for Marcos detaljerede indføring overflødiggører alle personlige fortolkninger. Hvad der derimod forhindrer situationen i at leve fuldt op til mine forventninger, er Paul Austers knæfald for "Moonlight".

"Prøv om du ikke kan begynde at trænge ind i sindet på den kunstner som malede landskabet foran dig. Forestil dig at du er Blakelock, at du selv har malet billedet."

Hvad er det, Auster søger og finder i dette undseelige billede? Fungerer det blot som det fortælletekniske greb, der får romanens løse ender til at mødes? Eller er det endnu et påskud til at få vævet selvbiografiske træk ind i romanen? Måske er "Moonlight" ét af de steder, hvor fiktion og virkelighed meningsfuldt lader sig forene for Auster. Ja, ikke blot billedet, men hele museet.

I hans roman "Leviathan" er hovedpersonen Peter Aaron fatalt involveret i sin bedste vens kone Fanny. Hun har skrevet en disputats på Columbia University om Albert Ryder, og er i romanens nutid ansat som assisterende kurator for amerikansk kunst på Brooklyn Museum.

Min informationspjece om Brooklyn Museum oplyser, at den nuværende direktør og kurator for afdelingen for amerikanske malerier, Linda S. Ferber, har sin disputats om 1800-tallets amerikanske billedkunst fra Columbia University.

I romanen "Leviathan" er det Fanny, der vækker Peter Aarons lidenskab for kunstnere som Ryder, Church, Blakelock og Cole. Er det mon i virkelighedens verden museumsdirektør Linda S. Ferber, der har lirket amerikansk billedkunst ind i Paul Austers litterære univers? I så fald er hun bindeleddet mellem Auster, Blakelock - og mig........ Jeg kigger på billedet af en ældre, jødisk kvinde med stærke ansigtstræk og et anstøg af kølig distance.

Havde de et forhold engang, hun og Paul Auster? - eller kender han hende, ligesom jeg, kun fra museumspjecen?

Ude på Eastern Parkway forskanser jeg mig bag et par Audrey Hepburn-solbriller. Selvom jeg synes, det er latterligt, poserer jeg, da min følgesvend vil forevige mig foran museet. Fotografier af den type er illusionsnumre, de giver sig ud for at være noget, de aldrig har været. Noget der er sket men aldrig nøjagtig, som billedet gengiver det. De kan aldrig være andet end følelser og oplevelser momentant sammenpresset og reduceret til stivnet positur.

Jeg har det præcis, som når den sidste blå himmelbrik i et gigantisk puslespil er lagt, trods museumsudflugtens umiddelbare succes, føler jeg mig på én og samme gang tilfreds og uendelig trist til mode.

"Kom så Clouseau" siger min lattermilde væbner, da jeg strammer den korte, lyse Trench Coat i livet. Clouseau, - ja, hvorfor ikke? - denne selvhøjtidelige detektiv, der uafladeligt mister sit spor, ødelægger bevismaterialet og kun ved tilfældighedens og ikke viljens hjælp løser mysteriet........

Artiklens citater er fra Paul Austers roman "Moon Palace", Per Kofod, 1989

Anette Dina Sørensen er ph.d.-studerende på RUC.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk