Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Spring ud!

 

Pernille Tønnesens stilfærdige kærlighedshistorie Dagenes rusken handler om to kvinder, der hverken higer efter ungdom, venter på den rette mand eller søger efter børn. De er bare. Denne anmelder savner dog lidt temperament og kasten med porcelænet, men fremstillingen har en tidløshed over sig, der må tale til alle uanset alder, køn og seksuelle præferencer.

 
FORUM/1.7.2002 "De var muligvis kede af, at de ikke som robotterne i svingfigur havde en knap, hvor man kunne slukke for visse ting," skriver Pernille Tønnesen i Dagenes rusken, hvor legen svingfigur spiller en afgørende rolle som billede på det stillestående hverdagsliv med dets sprækker af sorg, tomhed og afmagt. Det, man helst vil slukke for, og i dette tilfælde det, man ofte har held til at slukke for, for Dagenes rusken er først og fremmest en stilfærdig og stemningsfyldt kærlighedshistorie, selv om titlen kunne antyde det modsatte.

Karen Hoffman, der er universitetslærer i tjekkisk, i 40'erne og enke, får den jævnaldrende pianist, Erika Lind, som ny nabo et sted i København, selv om stedet for så vidt er ligegyldigt, og begge lever de til en start et sorgfuldt liv, der kun med nød og næppe giver mening.

    "Hun kneb øjnene sammen imod de røde og grønne farver, sitrende aftryk af glasruder, hoveder, der vendte og drejede sig i ét væk i de fyldte gader. Det forekom hende på én gang anmassende og underlig uhåndgribeligt, fordi hun i sit indre slet ikke rigtig befandt sig her, men i virkeligheden kun i sine tanker om Herta. Hun ønskede sig ikke tilbage, hun gik som dette tomme, men også lettede hylster ned ad gaden, men nogle få gange i løbet af disse første dage overmandedes hun pludselig af en bygeagtig form for gråd, der brød ind over hende."

Det er Karen, der fortæller historien, og hun anlægger fra start til slut en let distanceret, distræt og ikke altid lige engagerende, men hele tiden snakkesalig tone i nedslag, der flikflakker mellem sin egen og Erikas nutid og fortid. Mellem de tiltagende følelser for Erika, og savnet efter livet med den afdøde Leo. Fra ungdommen i 70'ernes København, til barndommen, og tilbage til lige her og nu.

Romanen fungerer mest af alt som en venlig samtale med en fremmed over en kande kaffe i en herskabslejlighed en smuk efterårsdag. En atmosfærefyldt, distingveret oplevelse, der rører én i små, lette øjeblikke, og i mellemtiden kan man lade tankerne fare med bladene gennem gaden. Af og til kan man faktisk ikke lade være. Flere bipersoner, f.eks. den rodløse bror Albert og Leos datter Geske, fremstår som rene skitser, der hverken får liv eller mæle, og forhistorien om den ligeledes universitære Leo har hverken kraft eller intensitet nok til at fange sin læser flere sider ad gangen. Slet ikke i sammenligning med den begyndende kærlighedshistorie, der hele tiden blot antydes og aldrig ekspliciteres. Til slut, endog, i maritime omgivelser, der giver mindelser om Anita Brookners Hotel du Lac, imens resten af historien, mere traditionelt, udspiller sig i intimsfæren; i Karens lejlighed, i Erikas lejlighed, i Erikas sofaarrangement og Karens køkken, hvor de to kvinder genkender sig selv i hinanden og bryder sig om dem, de ser.

    "Vi sidder her mellem Erikas flyttekasser, som kun meget langsomt kan pakkes ud, eller vi sidder hos mig i solens første stærke, så svindende lys og prøver at få øje på os selv, eller bedre: Vores roller. Man skulle tro, at vi var vant til det, men det er slet ikke tilfældet. Det er netop i særlig grad ikke tilfældet."

I cirkler nærmer vi os på denne måde kvinderne Karen og Erika, romanens absolutte energifelter, og som læser længes man lige så meget efter mere, som de to protagonister utvivlsomt gør. Romanen videregiver til fulde den spændte forventning til sin læser, og set gennem den lidt underfundige, lidt rationelt forstandige Karens øjne er man tillige i intelligent selskab undervejs. Lidenskabsløst, men intelligent, fristes man til at skrive, for man fornemmer sorgen og savnet som en indestængt knude i teksten, men aldrig passionen og vildskaben. Aldrig utilsløret smerte og glæde.

Det skyldes mest af alt sproget, der flyder som en bevidsthedsstrøm fra Karens tastatur, men på en uforløsende tøjret og faktuel måde. Der er ikke tale om associationskæder som hos f.eks. Virginia Woolf, hvor den ene sansning fører over i den næste, men om lange stakåndede opremsninger kun afbrudt af kommaer. Stilen fungerer hos Woolf, fordi associationskæderne siger mere end de enkelte led, men den fungerer ikke her, hvor man gang på gang standser op og undres frem for at ane nye sammenhænge og læse videre. Føler utroværdigheden snige sig ind på én, for stik imod, hvad man kunne forvente af en intelligent, rationel fortæller med mange års sprogforskning bag sig, er sproget bemærkelsesværdigt ukoncist og famlende. Hvorfor ingen har set sig kaldet til at luge ud i ophobningen af 'ligesom', '-agtige', 'på én eller anden måde' og 'som sagt' er en gåde, der burde have været løst, inden teksten gik i trykken.

    "Jeg synes i det hele taget, at hun [Erika] var god til disse billedlige beskrivelser; faktisk er jeg sikker på, at hun inspirerede mig til selv at prøve på noget lignende: En trang til at lade munden løbe, der i en relativt sen alder giver mig en forløsning, jeg ikke før har kendt til, som om en hel række stumme indtryk, jeg tidligere kun fornemmede som et udefinerligt pres i både fysisk og psykisk forstand, nu kan finde på at stille op på rad og række i en billedstrøm, som på forunderlig vis, uden særlig anstrengelse, marcherer ud af mig i form af ord."

Dette arbejde med at gøre ord, der før var brugsting, til kunst, og i det hele taget arbejdet med at tage sproget og dermed verden i sin besiddelse, er absolutte hovedtemaer i bogen. Det samme er det tilfældige møde mellem mennesker, der udvikler sig til en afgørende inspirationskilde. Men jeg savner handling, der forløser, frem for ord, der beskriver og fortolker. Eller forsøger på det. Savner, at noget rykker sig i teksten, fordi der er noget på spil. Show it to me - don't tell me about it! tænker jeg gang på gang, imens jeg vender sider og læser flere lange passager, der risikerer for lidt. Hvor ville jeg ønske, at Pernille Tønnesen havde turdet åbne sprækkerne lidt mere og havde lagt den selvcensurerende Karen lidt på hylden. Jeg gider ikke læse høflige passager om sorg og smerte, når der er grund til at turde stå ved, at tab gør inderligt ondt, og det hjælper ikke stort, at sorgarbejdet for disse kvinder består i at klimpe lidt på klaveret og glo på hjernedøde akvariefisk-screensavere. Hvorfor skal Dagenes rusken partout affirmere, at kvinder, selv i sorgen, agerer pænt og selvudslettende?

Når det er sagt, er både stemningen og den øvrige tematik vægtige grunde til at gå i kast med læsningen alligevel. For heldigvis er vi her lykkeligt forskånet for både klassikerne Kvinde midt i 40'erne erkender endelig overfor sig selv (og gud fri mig vel hvor tager det lang tid og mange tilløb) at hun i virkeligheden er til kvinder, og Kvinde midt i 40'erne tør alligevel ikke at kaste sig ud i kærligheden efterfulgt af tragisk slutning, hvor hun enten dør, finder sig en mand eller vandrer alene langs havet, imens Dagen svalnar mot kvällen. For i Pernille Tønnesens univers er en lesbisk kærlighedshistorie ikke i udgangspunktet en ulykkelig historie. Faktisk er den bare uden spor af frygt, forbehold og forholden sig til følelserne på nogen som helst anden måde end netop bare, at de er der.

At jeg fremhæver dette som en kvalitet ved bogen, siger afgjort noget om, hvor langt vi endnu er fra faktisk seksuel ligestilling i Danmark i dag. Og nu, hvor jeg er så godt i gang med det glædelige fravær af temaer, der overhovedet aldrig burde have spøgt, er det rent ud befriende at læse om kvinder i 40'erne, der ikke tvangsmæssigt forholder sig til temaet Alder, som udgjorde det et traumatisk omdrejningspunkt i enhver 40-årigs liv. Vi slipper her for pinagtige "afsløringer" af pseudodesperate tanker og handlinger, som utvivlsomt vil vække genkendelse og latter hos kvinder som flest. Slipper for den smagløse cocktail af chok over kropsligt forfald, såkaldt midlife crisis og smarte bemærkninger helt oppe på beatet. Og glædeligst af alt slipper vi for, at de to barnløse protagonister fortryder og begræder deres barnløshed til tonerne fra Nu har jeg forspildt mit livs chance. Det er ellers én af kendingsmelodien til det Moder Jord-backlash, vi er vidner til i disse år.

I stedet for denne heteronormative cementering af, at enhver kvinde over 40 bør leve et liv i evig higen efter et yngre, medieskabt spejlbillede, eller, alternativt, i desperat søgen efter den store forløsning i form af en mand, hvis ikke hun har én i forvejen, portrætterer Pernille Tønnesen to selvstændige, værdige kvinder, der hverken higer, venter eller søger. De er bare uden de store armbevægelser, og hele fremstillingen bærer præg af tiltrængt modenhed og integritet.

Fokuspunktet er i stedet de tanker, kvinderne gør sig der, hvor de står nu, midt i det hele. Tanker om hvordan dele af livet pludselig er fortid, hvordan tilfældighederne har ført dem fremad, og hvordan de valg, de har truffet, og de mennesker, de har mødt, har haft afgørende betydning for det liv, de har ført indtil nu. På den måde kommer det lidenskabsløse, faktuelle og beskrivende på sin vis til sin ret. Det brænder ikke dybe mærker i læserens inderste, og som det sikkert fremgår, savner jeg gennemgående lidt temperament og kasten med porcelænet, men fremstillingen har en tidløshed over sig, der må tale til alle uanset alder, køn og seksuelle præferencer. Hvis det lyder som en anbefaling, er vi så afgjort på rette vej.

Christina Skov studerer litteraturvidenskab. Hun er redaktør af antologien De røde sko og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk