Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Skriverjomfru Biehls forfatterskab

 

 
FORUM/13.5.98 1700-tallet er patriotismens og oplysningens tidsalder. Det er perioden, hvor de oplysnings- og lighedsidealer, der har præget den vestlige verden de sidste 250 år, opstår og formes. 1700-tallet er perioden, hvor de borgerlige livsnormer og livsformer dannes og får indflydelse på samfundets udvikling som helhed, bl.a afspejlet i opdelingen mellem en offentlig og en privatsfære.

1700-tallet er også perioden, hvor mænds og kvinders evner og egenskaber i stigende grad polariseres efter de borgerlige idealer. Kvinders egenskaber forbindes med omsorg, passivitet og det nære og mænd med uadvendthed, aktivitet og evnen til at tænke store tanker.

Men 1700-tallets dominerende kønsforestillinger står ikke uimodsagte. En af de mest perspektivrige kritikere, er forfatteren Charlotte Dorothea Biehl (1731-1788). Hun er en af 1700-tallets "lærde" kvinder og en af datidens mest produktive forfatterinder. Et gennemgående tema i hendes forfatterskab, er en kritik af samtidens stereotype kønsopfattelser.

Biehl er ellers gennem årene blevet anset for at være en på mange måder reaktionær forfatter, der ikke fulgte med tiden, men forblev i sit følsomt moralske univers. Forfatterskabet er blevet afvist med den begrundelse, at den høje og følsomme moral var irrelevant for det moderne samfund. Biehls forfatterskab var derfor uden betydning i en litteraturhistorisk sammenhæng.

Men udfra et kønslitterært perspektiv får forfatterskabet ny relevans, fordi det er visionært og nytænkende i den måde kønnets betydning anskues på.

Som et eksempel på Biehls kønsforestillinger, har jeg valgt fortællingen Den Foranderlige fra Moralske Fortællinger (1781). Den foregår i 1700-tallets Frankrig, hvor adelsfruen Marquise Viremont følges fra fødsel til død. Marquisen er Den Foranderlige, hvis eneste mål i livet er at finde nye forlystelser og adspredelser. Hun passer altså godt ind i 1700-tallets forestillinger om den kvindelige natur.

Men Charlotte Dorothea Biehl vil vise, at en egenskab som foranderlighed ikke er given fra naturen, men at det er kulturelt betinget; noget kvinder opdrages til. Biehl er således i opposition til den samtidige franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der mener, at ubestandighed og lunefuldhed er en del af kvindens natur.

I ældre tekster vil det ofte være sådan, at de holdninger og synspunkter, der går imod den offentlige mening, "skjules" og indskrives i teksten. Det gælder også for Biehls forestillinger om kønnene, der ikke altid fremstår lige skarpt og direkte. Derfor er det nødvendigt med en læsestrategi, der kan fremdrage tekstens mindre tydelige sider, de sider der bryder med det overordnede budskab.

Ved at dekonstruere, dvs. opløse teksten, er det muligt at hente den anden side ind og åbne op for mere nuancerede læsninger. I enhver tekst vil der altid være et eller flere ord som har afgørende betydning for den måde teksten læses og fortolkes på. Et af de centrale greb i en dekonstruktion er en undersøgelse af kerneord.

Et af kerneordene i Den Foranderlige er netop foranderlig. Det er et ord, der knytter sig til Marquisen, og som gennem hele fortællingen har betydning hendes handlemåde og opfattelse af verden. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog har ordet foranderlig flere betydninger, men ustadig og ubestandig er to af de centrale. Ordet er negativt ladet og forbindes med det feminine. Men på trods af den negative ladning er der to markante steder i fortællingen, hvor denne ladning ophæves. To steder hvor det overordnede indtryk, som teksten forsøger at give af Marquisen, bryder sammen.

Første gang er, da Marquisens mand skal i krig, og hun flytter ud til hans forældre på landet. Her overskygger Marquisens glæde ved at flytte på landet, den foragt for landet, som man ellers finder hos overklassens fruer. Trangen til forandring er større end væmmelsen ved landet og kommer til udtryk i en begejstring, der opfattes positivt.

Den anden begivenhed, hvor ordet foranderlig har en central betydning, indtræffer efter kort efter mandens død. Her møder Marquisen en gruppe jansenitter og inviteres til en række seancer, der er en blanding af trylleshow og mirakler. Under seancerne overværer hun bl.a, hvordan der sættes ild til en nonnes ben, uden at de tager skade. I første omgang begejstres Marquisen. Men da hun har oplevet miraklerne tilstrækkeligt mange gange, keder seancerne hende, og hun begynder at holde sig væk. Da jansenitterne spørger, hvorfor hun ikke længere overværer seancerne, svarer hun, "at miraklernes overbevisning svækkes, jo flere gange man ser dem".

Også her sker der en forskydning i værdiladningen af ordet foranderlig. Det er ikke Marquisens fornuft, eller andre rationelle egenskaber, der får hende til at stille sig undrende overfor miraklerne, men derimod, at hun keder sig ved gentagelser. Kedsomhed forbindes i denne sammenhæng med lysten til forandringer, og de to egenskabers negative valoriseringer ophæves, fordi de indirekte medfører, at miraklerne afsløres som humbug.

De to eksempler viser, at Marquisen ikke har een men flere masker. Hun forandrer sig som en kamæleon gennem handlingen, hvor hun har en evne til at få det bedste ud af næsten enhver situation. Hendes store nysgerrighed får hende til at optræde som hellig og from for at få adgang til jansenitternes seancer. Og hun fremstår som den gode svigerdatter, da hun besøger svigerforældrene på landet. Disse eksempler sætter spørgsmålstegn ved indtrykket af Marquisen som ubegavet og overfladisk. Tværtimod viser de at, hun har en vis situationsfornemmelse, der får hende til at agere rigtigt i de givne situationer.

Marquisen er et meget selvcentreret og egoistisk menneske, der lever for at tilfredsstille egne behov. De få gange, hvor hun udviser omsorg og vender sig mod hjemmet, sker som et udslag af lysten til forandringer. Da hun får sit første barn, tiltrækkes hun af omsorgsrollen, fordi den er markant anderledes og ny, i forhold til det hun ellers plejer at foretage sig. Derfor finder hun i en kort periode tilfredsstillelse ved at være hjemme og passe barnet. Men da nyhedens interesse er forsvundet, vender hun sig atter mod forlystelseslivet for at finde nye forandringer.

Hun bryder altså med 1700-tallets borgerlige forestillingerne om, hvad kvindelighed er. De moderlige og omsorgsfulde følelser, hun forventes at være i besiddelse af fra naturens side, er fraværende. De naturligt bestemte egenskaber viser sig at være et spørgsmål om opdragelse, og ikke en kvindelig natur.

En dekonstruktiv læsning af Den Foranderlige viser, hvordan Marquisen eksperimenterer med kvindeligheden. Hvor kvindeligheden for det meste forbindes med ord som omsorg, følsomhed, foranderlighed og impulsivitet, så viser læsningen af Den Foranderlige, at kvinder ikke kun indeholder disse egenskaber. Tværtimod.

Foranderligheden bryder med forestillingen om en på forhånd fastlagt kvindelig essens. Kvinden er ikke en fast kerne af uforanderlige egenskaber, der kan defineres som kvindelige. Hun indtager derimod en række roller, som tilpasses efter situationen. Det gør kvinden foranderlig, uhåndgribelig og udefinerbar.

Derfor er de kønsforestillinger, som Biehl lader komme til udtryk i Den Foranderlige, variable.

Set i et større perspektiv, har Marquisen en række træk tilfælles med det moderne menneske. Hun har ikke en fast kerne, men skifter hele tiden roller. De mange forandringer af hendes personlighed er uproblematiske og foregår uden krise eller konsekvenser. Parallellerne til det moderne rodløse menneske kan derfor læses som en antydning af den begyndende modernisering.

Samlet viser læsningen af Den Foranderlige, at Biehl er langt mere visionær i sine kønsforestillinger end hidtil antaget. Hendes ideer og tanker omkring kønnene har en spændvidde og et perspektiv, der rækker op til vores tid.

Derfor er er forfatterskabet stadig et nærmere studie værd.

Rikke Sanderhoff er cand.mag. i Nordisk litteratur.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk