Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En fugle edderkop på et stykke lagkage

 

 
Erindringsbillede 1:
Som 9-årig vandrer jeg ned ad Sir Francis Drake Boulevard i San Anselmo på vej til det lokale bibliotek. Det er sommerferie, det er hedt. Vejen er støvet og indhyllet i bilos fra de store chevy'er og buicks. Det er 1963. Jeg har købt mit yndlingsslik, en Butter Finger, knasende, snasket chokolade og karamel jeg kan gnaske på. Jeg nynner kendingsmelodien til Perry Mason-serien (der på det tidspunkt har kørt i 4 år gammel og er ekstremt populær): "Dadadaahh, dadah. Dadadaa da dum. Dadadaahh, dahda. Dadadaa da dum. Dadadadadadadididid .... Oops. Sorry, Mister."

Jeg skal ind og låne en bog, endnu en bog med pigedetektiven Nancy Drew. Den sommer læste jeg en hel stribe af dem. Spørgsmålet var, om jeg skulle blive detektiv ligesom Nancy, når jeg blev voksen, eller forfatter eller astronaut? (Den første astronaut havde allerede dengang været i omdrejninger omkring jorden, og jeg var ikke gammel nok til at vide, at piger ikke kan tisse i en metalkapsel i det ydre rum). Min ven Craig og jeg havde det hele op at vende den sommer, mens vi gik rundt på Red Hill under de duftende, lasede eukalyptustræer.

I dag, hvor al adfærd begrundes enten med genetik eller palaeontologi, spekulerer jeg på, om mon der findes et særligt krimi-gen, der har gjort mig og millioner andre forfaldne til krimi-genren? Lidt ligesom de, der dyrker ekstreme sportsgrene.

En engelsk forsker hævdede i en BBC-udsendelse om emnet for nyligt , at ekstreme sportgrene tiltrækker mennesker med et vanskeligt pirbart nerversystem. Der skal mere end en almindelig cykeltur til at få adrenalinen op at pumpe. Og hvem ved, piger har måske et særligt gen for at ville have en kønsfælle som heltinde? I hvertfald har jeg altid elsket bøger med heltinder, der både var kvikke og handlekraftige og værd at gå i seng med.

Lige siden den sommer i San Anselmo har jeg troet, at Nancy Drew var skrevet af en virkelig person, en virkelig kvinde - Carolyn Keene. Men efter en tur rundt på Webben viser det sig, at samtidig med, at Nancy Drew blev opfundet i 1930, blev forfatteren også opfundet af forlæggeren Edward Stratemeyer. Han averterede efter skribenter i avisen og alle måtte de afskrive rettigheder til de bøger, de skrev for forlaget under pseudonymet Carolyn Keene. Det gjorde ondt!

Jeg synes egentlig også, at jeg har læst en hel del Nancy Drew mysterier. Det lader til, at hun opklarede over 350 mysterier fra hun var 16 til hun var 18 - et pænt snit for en pige! Og behovet for heltinder, uanset hvordan de måtte være, må være stort, for selvom Nancy Drew mysterierne og pigen selv er både gammeldags og kitch, sexforladt og kedelig, har bøgerne solgt over 80 millioner eksemplarer og er oversat til 14 sprog - og sælges stadig!

I 60'erne voksede jeg op med krimier: først bøgerne - og jeg kan dårligt remse dem alle op, endsige huske dem alle - Nancy Drew selvfølgelig, Peter Cheyney, Earl Stanley gardener, Agatha Christie, Ross MacDonald, Dorothy Sayers .... Siden TV-serierne - Perry Mason, Hawaiian I, The Avengers, 77 Sunset Strip, Secret Agent Man, The Fugtitive, Honey West .... Der var mange fællesnævnere for disse bøger og serier, og en af de mest iøjnefaldende var den store mangel på kvinder som heltinder, kvinder som agenter for handling og problemløsning - kvinder, som piger kunne spejle sig i eller identificere sig med.

Der var enkelte højdepunkter som f.eks. serien Honey West, med privatdetektiven af samme navn som stjerne og hendes ocelot Bruce (var hun heks eller hvad?) - den blev sendt i mindre end et år. Jeg var også betaget af Mrs. Emma Peel i The Avengers.

Hun gik i tætsiddende ud-i-et-dragter, som blev kaldt "emmapeelers". Interessant nok fik hovedpersonen navnet Emma Peel, fordi hun skulle have Man=M Appeal. Det var også det, der karakteriserede 60'ernes og 70'ernes kvindelige krimihelte - de var mænds fantasier om en femi-helt: seksuelt farlig, kælen og handlekraftig (dog ikke helt så handlekraftig som en mand). - Men hun havde altså også lidt pige-appeal.

Erindringsbillede 2:
En fest på Frederiksvej i København. Det er 1977. Hanne og Peter kommer klædt ud som Modesty Blaise og Wille Garvin. Hannes hår er sat op, hun har make-up på, så hun ligner Modesty fra tegneserien -komplet med revolver. Peter har bleget håret næsten helt hvidt, og de er begge i tætsiddende sort tøj. Selv er jeg klædt ud som klovn (suk).

Peter O'Donnels Prinsessen og Willie - de var værd at have som forbilleder midt i 70'erne, hvor det hele handlede om socialrealisme, arbejderisme og partisantørklæder. I den sammenhæng var to stinkende rige forbrydere af tvivlsom karakter - som til og med så godt ud, endda vanvittig godt ud - aldeles upassende.

Modesty Blaise kunne - vel at mærke uden at varme op - gå op i en perfekt håndstand, derfra i bro, elegant komme op på tæerne og så sparke øjet ud på en flue på en lampeskærm på et chippendale bord! Hun var ekspert i alle kendte former for østerlandsk kampteknik og havde studeret med de største mestre. Hun kunne gå i selvinduceret trance, gå ligeså hurtigt baglæns som forlæns, selv i vanskeligt terræn, g så var hun som en kat i løbetid i sengen.

Og hvilke eskapader! Hvilket overblik, dygtighed, mod og overmenneskelig udholdenhed Modesty udviste, når hun og Willie (den skønne Willie) var ude på uofficielle missioner for det britiske efterretningsvæsen. Og endnu engang - det var historier om mænds fantasi om en heltinde: seksuelt farlig, kælen og handlekraftig (i dette tilfælde ligeså handlekraftig som en mand).

Erindringsbillede 3:
Tom og jeg går langsomt rundt i svalegangen helt oppe under taget i drivhuset i Botanisk Have i København. Det er hedt og fugtigt, små sveddråber samler sig på overlæben. Vi går lidt rundt om hinanden, lidt usikre, lidt forelskede. Der er noget vidunderligt ved at færdes forelsket et varmt, fugtigt sted. Sensuelt. Kropsligt.

Og der er noget ved et drivhus, der altid får mig til at tænke på indledningskapitlet i Chandlers The Big Sleep. Der oppe under palmetræerne citerer jeg henkastet fra The Big Sleep og Farewell, My Lovely om Moose Malloy, der er ligeså lidt iøjenfaldende som en fugleedderkop på et stykke lagkage. Tom synes, det er pragtfuld med en kvinder, der kan citere Chandler. Jeg synes, det er pragtfuld med en mand, der sætter pris på en kvinde, der kan citere Chandler. Han smider nogle modcitater tilbage i hovedet på mig. To mennesker mødes over Marlowes metaforik.

Citaterne havde klæbet sig til min hjernebark, for Chandler læste jeg, mens jeg skrev speciale. Jeg havde brug for lidt adspredelse og underholdning midt i min afsøgning af frigørelsestænkning i England i det 17. århundrede. Jeg ved ikke, om jeg på en eller anden måde i mit eftersøgningsarbejde i forbindelse med specialet følte en vis slægtskab med den ensomme Philip Marlowe.

Alt imens jeg sad og skrev på noget, der skulle være lidt mere originalt "end en nedgroet negl", var det velgørende at fortabe sig sproget, metaforerne, plathederne og en hårdkogt detektiv, der tændtes af blondiner i al almindelighed og retfærdighed i særdeleshed. Jeg skulle heller ikke bryde min hjerne med at forstå noget, eller skabe sammenhæng - for selv om man prøver, er historierne i de fleste af Chandlers krimier så komplicerede og involverede, at det er umuligt at finde ud af, hvad der foregår alligevel.

Chandlers private eye Philip Marlowe fra 40'erne (og før ham Dashiel Hammets Sam Spade fra 30'erne) danner skole for stort set alle senere privatdetektivromaner. I begyndelsen af 80'erne tog en række kvindelige forfattere for alvor fat på genren og skabte kvindelige privatdetektiver skåret over samme læst som Chandlers Marlowe - de såkaldte femi-krimis.

Som en af de første kom Sara Paretsky med Deadlock i 1982 med den hårdkogte Chicago-detetktiv V.I. Warshawski, siden Sue Grafton i 1983 med A is for Alibi med snushanen Kinsey Millhone, i den fiktive Sydcaliforniske by Santa Teresa. Ligesom Marlowe er de ensomme ulve uden noget egentligt privatliv, hvis hele liv er arbejdet. De går efter det retfærdige fremfor det lovlige, de holder som oftest med kvinden fremfor manden, den svage fremfor den stærke.

Femi-krimierne er faldet på et tørt sted, for rækken af kvindelige privatdetektiver/strømere/opdagere/snushaner synes nu at være uendelig: Linda Barnes med Carlotte Carlyle, Liza Cody med Anna Lee, Patricia Cornwell med Kay Scarpetta, Marcia Muller med Sharon McCone, Karen Kijewski med Kat Colorada, osv.osv. Heltinderne er heteroseksuelle, lesbiske, biseksuelle, ægyptologer, fotografer, journalister, advokater, retsmedicinere, britiske, tyske, norske, engelske, amerikanske

Mange af disse femi-krimi heltinder kan læses som kvinders fantasier om heltinder - knapt så seksuelt farlige, måske lidt kælne, men først og fremmest handlekraftige, så det basker!. Og så ligner de måske lidt mere virkelige kvinder - hvis det er det, man går efter.

Erindringsbillede 4:
En af mine gode venner låner nogle af mine krimier til sommerferien. Det drejer sig bl.a. om Gooseberry af den sydafrikanske James McClure, All That Remains og Post-morten af Patricia Cornwell, Toxic Shock af Sara Paretsky og K is for Killer af Sue Grafton. Denne sommerferie er lidt tung for ham, for hans far er lige død. Tilbagevendt fra ferien fortæller han, at han havde fået læst alle krimierne minus Patricia Cornwells, for hendes seriemordshærgede retsmediciner var en tand for grusom for ham i en tid, hvor døden allerede var tæt på.

Cornwells serie om retsmedicineren Kay Scarpetta har solgt i millioner af eksemplarer over hele verden, og hendes temaer indleder en mere dyster tone i femi-krimierne. Scarpettas by Richmond synes således hjemsøgt af usædvanlig mange seriemordere, der som oftest har yngre såvel som midaldrende middelklassekvinder som ofre.

Bøgerne udtrykker en næsten paranoid opfattelse af netop denne gruppe kvinders livsvilkår: et liv som selverhvervende middelklasekvinde er fyldt med farer og trusler - en jungel, hvor kun den stærkest overlever og dét på en afstumpet måde. Typisk er der stort set ingen kvinder i hendes romaner, der har blot antydingen af et almindeligt liv, med børn, jævnt arbejde, mv. Det er dømt dysfunktionalitet over hele linien. Hårdt at være kvinde i dagens USA. Når kvinder kommer ud og konfronteres med skyggesiden af tilværelsen, er der ingen forsvarsmekanismer andet end at bygge en mur op omkring sjælen og hjertet.

Samme dyster tendens ses i TV-serien Prime Suspect skrevet af Linda La Plant, hvis første afsnit blev sendt i det engelske ITV i 1991 med Helen Mirren som DCI Jane Tennison. Her var hun også på jagt efter en seriemorder. Jane Tennison er på samme måde en ensom ulvinde, besat af sit arbejde, uden synderligt privatliv: men i Helen Mirrens skikkelse har hun fået en sanselighed og seksualitet, der gør hende til en lidt mere helstøbt, kvindeskabt heltinde.

Spørgsmålet er så, om jeg vil læse den nyeste Scarpetta i juleferien eller støve rundt på bibliotekshylder efter Modesty Blaise eller Marlowe. Og selvom jeg læser 90'ernes næsten dystopiske femi-krimier med fornøjelse iblandet en hvis afsky - og holder af den styrke kvinderne udviser, og kan identificere mig med deres komplicerede liv - så foretrækker jeg til tider, mænds fantasier om kvindelige krimi-helte. Selvom de ikke helt er til at tro på.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk