Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kraftfuld asiatisk kunst i Nikolaj

 

Sirlige silkebroderier skal man lede længe efter i Nikolaj Udstillingsbygning, hvor 22 asiatiske, kvindelige kunstnere giver den fuld power med temaer som mode, sexisme, samfundspolitik og kolonisering. Den internationale vandreudstilling har haft enorm betydning for Asiens kvindelige kunstnere, der officielt har været nærmest ikke-eksisterende.

 

 
FORUM/11.07.2002 Bag glasrammen fanger et betuttet, sort barneansigt ens blik med sine store, sorgfulde øjne. Under billedet står med printede kursiver; Oprah Winfrey. Hun er ét blandt de 50 portrætter af børn, der tilsammen udgør taiwanske Wu Malis værk The Sweeties. Og de resterende 49 kære små er med tiden heller ikke blevet til hvem som helst - Adolph Hitler, Picasso, J.F. Kennedy, Margaret Thatcher, Marilyn Monroe etc. En uskøn blanding med historien in mente, men ved første øjekast er The Sweeties lige præcis 50 uskyldige sweeties, knipset før livet med dets sociale strukturer, gener, normer og andre omstændigheder satte ind og genererede det gode, det geniale eller det helt grusomme.

Værket indtager endevæggen i Nikolaj Udstillingsbygning i København og er en del af den internationale vandreudstilling ”Text & Subtext”, der præsenterer 22 asiatiske kvindelige kunstnere. Sammen repræsenterer de samtidskunst fra nationerne, Singapore, Kina, Vietnam, Japan, Taiwan, Korea, Indien, Thailand, Indonesien og Filippinerne.

Det er første gang nogensinde, at asiatiske kvindelige kunstnere er samlet i en international udstilling af denne målestok, og ”Text & Subtext”, der åbnede i 2000, har da også haft enorm betydning for de asiatiske, kvindelige kunstneres anerkendelse. Flere af dem er f.eks. nu slået igennem på europæiske biennaler og i andre internationale kunstsammenhænge, men ikke mindst har udstillingen været en slagkraftig markering i de asiatiske lande, hvor den etablerede kunstverdens bevågenhed overfor netop kvindelige kunstnere på det nærmeste har været ikke-eksisterende. Ifølge udstillingens 43-årige kinesisk-fødte kurator, Binghui Huangfu, der er i København i forbindelse med forberedelserne til åbningen, forekommer kvindelige kunstnere stort set ikke på anerkendte udstillinger i Asien.

- Selv i et land som Sydkorea med en ret så sofistikeret cutting-edge kunstscene er det et problem. Her er 90% af eleverne på kunstakademierne kvinder, men når de kommer ud, er det mændene, der får lov at udstille og bliver kendte, fortæller Binghui Huangfu, der drevet af provokation tog initiativ til udstillingen.

- Helt konkret blev jeg simpelthen så irriteret og forarget, da en af Kinas mest magtfulde kuratorer blev spurgt, hvorfor der kun var to kvinder repræsenteret på en stor international udstilling, ”Contemporary Chinese Art” fra 1989, og hans svar var; ”kvinder er ikke filosofiske, kvinder er følsomme. Derfor er deres arbejder ikke stærke nok til at være med.” Dét satte mig i gang. Og selv i 1994 på udstillingen, ”Mao Goes Pop” var der kun een enkelt kvinde med. Så kunne man jo i hvert fald sige, at udstillingen ikke kun præsenterede mænd.

På ”Text & Subtext” er billedet til gengæld vendt på hovedet – ikke en eneste mand har fået adgang som udstiller.
- Det har været helt nødvendigt udelukkende at fokusere på kvinderne for at slå et effektfuldt slag for dem, for at vise, at Asiens kvindelige kunstnere er der, at de er gode og står på ingen måde tilbage for deres mandlige kollegaer, forklarer Binghui Huangfu, der, udover at være kurator, også er direktør på Earl Lu Gallery på LASALLE-SIA College of Arts i Singapore.

De præfabrikerede forventninger har, som nævnt, ikke haft mulighed for det store modspil, så hvis man venter sig en ”exotic” oplevelse med lotusblomster, detaljeret porcelænsmaleri og sirlige silkebroderier, får man i den grad blæst forestillingerne omkuld på ”Text & Subtext”. De asiatiske, kvindelige kunstnere er kraftfulde, farverige og så forskellige som de lande, der udgør Asien, er det. Ikke bare i udtryksformer, der favner alt fra video, lyd, installation, fotografi, koncept til computerkunst og maleri, men også tematisk er spændvidden stor og spændende, i en grad at det er en uforudsigelig fornøjelse at gå på opdagelse i ”Text & Subtext”.

Koloniseringen er f.eks. et tema hos Suzann Victor, der er født i Singapore, men bosiddende i Australien. I hendes spektakulære drama Dusted by the Rich Manouevre er to originale, venetianske, røde krystal lysekroner på pendulerende kollisionskurs mod en tredje håndlavet af knust krystalglas. Suzann Victor har ironisk kopieret sine tidligere koloniherrer, da hun skabte lysekronen. Vestens kvalitet og smag har hun samlet i store mængder i form af krystalvaser, skåle, tallerkener og fade i second hand butikker i Sydney med det formål at tage dem hjem og smadre dem, sådan at hun kunne kreere sin egen krystalkrone. Nu græder lysekronens knuste originalitet blodige skår på gulvet i Nikolaj.

Herfra kan man gå direkte på pissoiret. I Joyce Vyvyann Lims Urban Women hilses på franske Marcel Duchamps legendariske urinale - readymaden – den allerede færdiglavede genstand, der, placeret i kunstinstitutionen, aktiverede konceptkunsten i 1917. Her er blot ikke én, men mange urinaler - et helt pissoir og af plastic. I dette umiskendelige mandlige rum er kvinden sat ind i Vyvyann Lims readymade; et sølvfarvet SONY TV i ført sort paryk! På skærmen kan man følge nogle af de temaer, som kvinden, ifølge den 34-årige Yvyvann Lim (Singapore), kæmper med - eksempelvis provokeret abort – blod løber ned ad ben, seksuelt misbrug – to kvinder spiser af samme banan samtidigt. Billederne akkompagneres af en lydløst grædende kvinde, der fattet fortæller om sin overlevelse i det urbane, mandlige samfund. Og med adressen til Duchamp ledes tanken uvilkårligt også til den kvindelige kunstners kamp for at skabe sin plads i den etablerede kunstverden, defineret af mænd.

Koreanske Sora Kim ironiserer humoristisk over kvinden som den evige rengører i installationen, Report from the Dishwash Service. Her ligger rengøringsmidler som ”Spülmittel”, ”Palmolive” og ”Fairy Antibakteriell” som var det kostbare og skydeklare våben i en velsikret aluminiumskuffert. En fejekost er placeret som en diamantring i sin æske ledsaget af et officielt rengøringscertifikat, der dokumenterer, at denne kost har været ude at feje i en skov, hvor ingen mennesker kommer...

Hello Girls! hedder indisk-britiske Chila Kumari Burmans koloristiske bh-bombardement. Som en af de få kunstnere på udstillingen kalder hun sig i kataloget feminist. I Hello Girls! er temaer som mode, sexisme, seksualitet, kropslighed, kulturel- og kønsmæssig identitet, Østen og Vesten på færde. Hendes 98 billeder af bh’er i forskellige størrelser og gørelser, er opstået som svar på en Wonderbra billboard reklame med den ledsagende tekst ”Hello Boys!” Det stoflige patchwork-lignende, men i virkeligheden computerskabte og pop-art inspirerede værk står stærkt dragende på den hvide baggrund. Hvert billede hver sin individuelle bh og i udformninger, der fører fra Frankrig - lingeriets land - til noget, der nærmer sig Baywatch-country i Californien, og dertil en mangfoldighed af mønstre med rødder i Østen. Værket er også et skønt oprør mod den tilstræbte ensartethed, ligesom der er provokationen i at eksponere denne intime, kvindelige beklædningsdel igen og igen in your face overfor den, som kunstneren fortæller i kataloget, stadig konservative holdning til eksponeringen af kvindekroppen, der hersker i nogle af Englands indiske samfund, hvor Chila Kumari Burman bor. Hun fortæller videre, at hun ønsker at favne bh’en og lade den bringe glamour også til feminister. Ikke nogen bål her!

Tørsten kan komme over én selv de bedste steder, og dér står så heldigvis den 35-årige kineser, Zhang Xins vand-værk Climate No.6. Her kan man tage en slurk af den kinesiske socialistiske og feministiske heltinde, Liu Hulan, hvis man tør! En is skulptur af hende smelter som socialismen og tappes på vandflasker med Liu Hulan labels påtrykt. Det socialistiske ikon er blevet varemærke i en konsumerende verden, hvor marketing er mantraet, men samtidig lever nutidens og kommende generationer af kvinder måske videre af og på hendes bedrifter.

Det dybt personlige bliver politisk i vietnamesiske My Le This dystre installation Rice and Wheat, der er ladet med symbolik. De fire malerier med afstøbninger af kunstnerens eget ansigt i farverne, rød, hvid, sort og gul repræsenterer, ifølge kunstneren, kulturforskelle. To bambuskurve fyldt med dels ris dels hvede udtrykker følelser omkring race, minder og kultur, mens et skelet i midten af installationen bl.a. repræsenterer en traumatisk oplevelse, My Le Thi havde, da hun med egne hænder måtte redde resterne af sin mor for at undgå at hendes hvilested blev begravet under et nyt, stort byggeri. Den triste historie bliver samtidig en kommentar til et ufølsomt, moderne samfunds stormede fremmarch.

I det øvre galleri mødes man af 800 par hjemmesko formet af menneskehår! Et fascinerende syn, der både tiltrækker og frastøder. Kunstneren Mee Ping Leung fra Hong Kong har samlet hår fra forskellige steder i verden og selv formet hver eneste sko, der passer en barnefod. Der er ingen skandinavisk lyshårede futter imellem, men mange nuancer i brun og rød og en iøjnefaldende mørk krøltop i værket Memorize the Future.

Følger man skoenes retning kommer man til kinesiske Qin Yufens Silent Winds. Række på række hægtet på bambusstænger hænger åkandeformede, hvide silkevifter og er vel nok udstillingens mest poetiske og ”eksotiske” værk med sin umærkelige, blide stilhed og så alligevel bevægelse i og omkring sig. Viften karakteriserer for Qin Yufen det Kina, som hun husker fra sin barndom. Qui Yufen bor i dag både i Berlin og Beijing, og Silent Winds er minderne, harmonien, det poetiske kontra den moderne tid, som hun lever i i Tyskland, men som Kina nu også er ved at blive en del af, hvor viften efterhånden er erstattet af aircondition og andre elektriske foranstaltninger lige til at stikke i kontakten.

En duft af slikbutik trænger sig på og snart står man forundret sniffende til en lyserød flade – ikke plade - chokolade, der gavmildt er spartlet ud på væggen. Indfarvet hvid chokolade er opskriften på Ye Shufangs A Wall drawing – Invisibel spaces, perceived II. Kunsten som forsøder af tilværelsen, som forgængelig, spiselig, men også forbuden som den velkendte frugt. Det er måske værd at bemærke, at værket opføres på ny hver gang udstillingen flytter sig – ”Text & Subtext” turnerer til og med 2004.

Udstilllingen kommer netop fra Oslo og Stockholm og drager efter København til Bruxelles. Derefter går turen til Malaysia, Kina, Korea, Japan, Cuba og endelig USA, hvor den slutter. ”Text & Subtext” har tidligere været i Australien, og åbnede første gang i Singapore, hvor udstillingen særligt har haft en markant indflydelse på kvinders synlighed og muligheder.

- Den har startet en hel feber af udstillinger med kvindelige kunstnere, men den har også haft stor betydning for kvinder, der arbejder indenfor andre kunstneriske områder såsom litteratur og film, ligesom også forretningskvinder er blevet inspireret af udstillingen. Der er en tendens til, at man forstår, at kvinder kan noget sammen. ”Text & Subtext” har skabt opmærksom og accept og har forandret holdninger til kvinders kunnen og status. Og det er ikke kun kvinder, der har set udstillingen - det er en family-to-go udstilling, fortæller Huangfu, der håber, at udstillingen også vil sætte lignende ting i gang i de øvrige asiatiske lande, når den åbner dér. Dog har den stærke indvirkning i Singapore allerede i nogen grad spredt sig til det øvrige Asien.

- Vi ser, at der nu er en kulturel udveksling og trafik mellem de asiatiske lande, som ikke har været der før. Der er udveksling imellem de asiatiske lande og Vesten, men mærkeligt nok ikke indbyrdes mellem de asiatiske lande. Vi kender ganske lidt til hinanden og er også meget forskellige, selvom vi jo fremstår som et hele for den ydre verden.

Hvorfor valgte du at samle kvindelige kunstnere fra de asiatiske lande på en udstilling som denne?

- Landene er, som sagt, meget forskellige, også med hensyn til, hvor accepteret kunst er. Vi har f.eks. to ekstremer som Korea og Kina. Korea, som i forhold til landets størrelse har et stort kunstinteresseret publikum og mange kunstakademier. Man lader sig udfordre og udstiller den nye kunst. Og i den anden ende Kina, der repræsenterer en kultur, som ikke officielt anerkender samtidskunst. Men fælles for begge lande, som for resten af Asien, er at kvindelige kunstnere er meget dårligt repræsenterede. Det er nemt at sige, at dette bare er en kvindekunst udstilling - dem har man mange af i Vesten, men at samle asiatiske kvinder på én udstilling er ikke bare uhyre usædvanligt - det er, i vores kontekst, dybt konfronterende.

Som en naturlig følge, var det derfor også et typisk fællestræk for samtlige nationer, at Binghui Huangfu havde mere end almindeligt vanskeligt ved at finde frem til de kvindelige kunstnere.
- Men indimellem var det også så grotesk underholdende, at vi kun blev yderligere ansporet til at fortsætte vores research. En repræsentant fra et af de store museer skrev f.eks. til os i en fax, at i hans land var der ingen kvinder, der arbejdede med samtidskunst, siger Binghui Huangfu, der er fuld af den slags utrolige historier fra hendes arbejde i forbindelse med udstillingen. Og da kontakten til de kvindelige kunstnere endelig var skabt, skulle det så vise sig, at flere af dem faktisk havde alvorlige betænkeligheder ved at skulle udstille – ikke i en lutter asiatisk sammenhæng, men i en sammenhæng udelukkende bestående af kvindelige kunstnere.

- Mange af dem, som i deres værker klart arbejder med kønspolitiske temaer, havde samtidig en frygt at blive kategoriseret som feminister. Måske man kan sige, at asiatiske kvinder ikke typisk samler sig i bevægelser, som f.eks. i feministiske sammenhænge i Vesten, i stedet udtrykker de sig mere individuelt, men stadig stærkt, siger Huangfu og tilføjer, at fremtiden vil vise, om den individuelle tilgang vil forsætte eller om samarbejder i forbindelse med fælles problemstillinger vil vinde mere frem.

Men vil det ideelle på længere sigt ikke være at lave udstillinger med en god blanding af kønnene – f.eks. halvt af hver?

- Jo, og det kan du tro, jeg også gør nu, hvor det i den grad er blevet muligt. Den slags udstillinger kommer der mange flere af, nu hvor man kan se, at der findes et væld af kvindelige kunstnere at tage af. Med ”Text & Subtext” har vi kun lige kradset i overfladen, af hvad der findes af talentfulde, kvindelige samtidskunstnere. Der er masser af dem rundt omkring i alle de asiatiske lande.

En brøkdel af dem fylder i øjeblikket Nikolaj Udstillingsbygning, og det gør de hele sommeren til og med 29. september.

Anne-Mette Klausen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Mere om udstillingen
Text Subtext

Lasalle College of Arts Singapore
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk