Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Vindueskiggerne fra Norden

 

De kvindelige malere taler med to tunger på den store udstilling Når kvinder fortæller om kvindelige malere i Norden i København. Malene Thorborg tolker.

 
 
Dernæst jeg opdrager mig en Pigeflok,
som ej Hjemmet vrager, som i lidt har nok.
Ingen døgnets Flaner rendt fra Bog og Naal,
fromme, stærke Kvinder, det er Danmarks Maal.
(Fra Brat af slaget rammet af Frederik Paludan-Müller (1809-76))

FORUM/26.9.2002 Hvis ophavsmanden til dette vers fra min gymnasietids yndlings hadedigt havde kunnet stige ned fra sit nationalromantiske elysium og træde ind i Kunstforeningens aktuelle udstilling Når kvinder fortæller i København ville han uden tvivl have set nådigt bifaldende på de 160 udstillede malerier af Nordens største kvindelige kunstnere fra 1880 til 1900.
For hvilket opbud af alvorlige, læsende, syende kvinder, som møder en dér, afbilledet og portrætteret af deres kønsfæller. Det virker absolut som om digterens opdragelse har båret moden frugt.

For hvor disse kvinder dog strikker, væver og navnlig syr - og hvor de læser. Og hvor er flertallet af de portrætterede kvinder dog alvorlige. Der synes ikke umiddelbart at være plads til hverken letsind eller flagrende lyst i disse kvinders rum.

Sådan var det overordnede, næsten knugende indtryk, jeg fik, da jeg første gang besøgte Kunstforeningens udstilling. Men dette første indtryk blev totalt revideret ved et nærmere gennemsyn. Ikke at motiverne havde ændret sig, naturligvis ikke. Det havde derimod det blik, som kunstnernes behandling af deres motivkreds efterhånden bød mig til at se med.

Først måtte jeg erkende, at der bag hver eneste af disse kvinder, der tilsyneladende passivt lader sig afbillede, står der en anden, særdeles aktiv kvinde, der afbilleder dem. Billedernes fortælling eller påstand om indadvendt passivitet som noget typisk kvindeligt viser sig således at være en underfundig illusion. På samme måde, som når man ser en udsendelse på tv om en totalt mennesketom ødemark, hvor der dog altid er mindst én fotograf tilstede i det øde.

Tydeligst ses dette i kunstnernes portrætter af hinanden. Eller spejlende sig selv. Disse værker "fra deres helt egen verden" er ikke billeder af postuleret kvindelig passivitet, men viser ofte ligefremt og uden slør det kvindeligt aktive.

Malerierne er arrangeret i tre temaer: Livet i stuerne, Moderne kvinder og Ud i verden. Et af de mange billeder, som gjorde særligt indtryk på mig, er Mina Carlson-Bredbergs "Selvportræt" (1889). Kunstneren har som mange andre af sine kolleger malet sig selv i en arbejdssituation i sit atelier. Også dette værk taler som billederne af de håndarbejdende og læsende kvinder med to tunger. Den ene fortæller med skildringen af det mørke atelier højt oppe på kvisten med en trøstesløs udsigt over Paris' triste tage - i enhver forstand langt fra boulevardernes farverige liv - historien/myten om den stakkels, fattige kunstner, der er nødt til at leve i kulde, sult og armod på sin ensomme kvist for at kunne hellige sig sin kunst. Den anden fortæller, om ikke ligefrem det stik modsatte, så dog en betydeligt mere varieret og mindre stereotyp historie.

Der er for det første billedet af kunstneren selv. Hun er i arbejdstøjet, og hun ser på én, for et øjeblik afbrudt i sit koncentrerede arbejde, med et direkte, lidt reserveret, men venligt selvsikkert næsten smilende blik. Som om hun ville sige: "Her er jeg. Jeg vil det selv, jeg gør det selv, jeg kan selv". Ikke at hun udstråler selvtilstrækkelighed, men jeg ser hende som billedet på den selvbevidste kvinde, der må og skal accepteres som det hun er, på fagligt niveau og på lige fod med sine andre kolleger. Om hun er sulten, frysende eller fattig er i billedets overordnede fortælling helt ligegyldigt.

Det andet element i billedet, der har andet at sige end det, det først fortæller, er udsigten fra kunstnerens atelier. Min første tanke, da jeg så nærmere på Carlson-Bredbergs triste udsigt var: det er som Folmer Bendtsens (1907 - 1993) gråt lysende storbybilleder længe før der var tænkt på ham.

Men var det ikke uhørt - specielt for en kvindelig maler - at fremhæve naturens absolutte modsætning og tage den kunstnerisk alvorligt? At afbillede det traditionelt set uskønne uden formildende omstændigheder?

Mit indtryk var, at jeg pludselig stod overfor et malerisk udtryk, der både malerteknisk og motivmæssigt synes helt udenfor og langt foran sin samtid. Og dermed fungerede som endnu et argument for at genfinde den tids kvindelige malere, der ligesom mange af deres samtidige skrivende kunstnerkolleger og kønsfæller indtil for nylig er blevet overset.

Carlson-Bredbergs udsigt er ikke den eneste på udstillingen. Der vises rigtig mange udsigter og først og fremmest vinduesudsigter. Enten synlige, set gennem vinduer, der står åbne ud mod det fri eller som en slags lukkede udsigter, spærrede af et vindue, der er blindet af natten udenfor eller blændet af et gardin. Det er klart, at der må vinduer med på billeder, der viser kvinder beskæftiget med husligt arbejde. Vinduer er naturligvis nødvendige lyskilder, men også kilder til lys for den arbejdende kunstner på flere niveauer.

Det er påfaldende så ofte som vinduet, direkte og indirekte og også uden at have en tvingende nødvendig funktion, spiller en central rolle i så mange af de viste værker. Jeg kan ikke lade være med også her at se en dobbelttydighed. Er disse udsigter, åbne eller lukkede, ikke også symbolske udtryk for kvindens plads i det moderne gennembrud, sådan som de kvindelige malere kan have oplevet det? Og skal de dermed tolkes som en besk kommentar til kvindens af manden definerede rette plads indenfor hjemmets rammer?

Det moderne gennembrud var i hvert fald i overvejende grad mændenes gennembrud. Også for malerkunstens vedkommende. Selvom de kvindelige malere, navnlig de, der kom til Paris, havde større muligheder for en friere og mere udadvendt udfoldelse end flertallet af samtidens kvinder, så var der stadig et vindue mellem dem og livet udenfor. Vinduet kunne åbnes udad, men satte dog en grænse, som generelt ikke kunne brydes uden uforholdsmæssigt store omkostninger.

Hvis der er noget om denne tolkning, så er det måske en forklaring på de sære, makabre vægprydelser, som man aner på Eva Bonniers "Ateliérinteriør i Paris" (1886): En dødsmaske og gipsafstøbninger af amputerede lemmer! Som mindelser om en eksistens, som er splittet og stivnet i en uforanderlig form. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at det er noget, der er sat op som en helt tilfældig udsmykning.

I det hele taget synes intet i nogle af alle disse vidunderlige billeder tilfældigt eller malt alene for motivets skyld. Ingen af de kvinder, der har stået model på disse billeder, er betragtet eller er at betragte som rene objekter. De er tværtimod malt med ømhed, indlevelse og indsigt i de portrætteredes livsvilkår - hvad enten det drejer sig om pietistiske almuekvinder, tjenende ånder og bondekvinder eller, som de kvindelige malere for en stor del selv var, borgerskabets mødre og døtre.

Det gælder også billederne af alle de på den ene eller anden måde læsende kvinder. Her er kvindernes lekture interessant at se nærmere på. Man ser ikke titlerne på bøgerne, men intet tyder på, at det udelukkende er from andagtslæsning. Og så læses der aviser, tidsskrifter og breve. Altså aktuelle ting, der vidner om de læsendes - og igen: deres portrættørers - intellektuelle og politiske engagementer og indsigter.

Det er det, der gik op for mig, da jeg nærlæste værkerne. Udstillingen fortæller et stykke kvindehistorie, der ikke bare er historie, men som fortsat er yderst aktuel.

Selvom det endelige samlede indtryk af udstillingen hverken er dystert eller tyngende, er der ikke mange udtryk for humor eller vrede. Ikke åbenlyst. Hvad man måske heller ikke kan forlange, når man ved, hvad tidens kvinder, både kunstnerne og deres modeller, var oppe imod og havde at forsvare. Men i Oda Krohgs billede 'Aftenposten' (1887) af den lille pige, der i et ubevogtet øjeblik energisk og respektløst flår symbolet på de voksnes (mandens) alvor og (selv)højtidelighed, FARS AVIS, i stykker med en stor saks - som hun næsten ikke kan have i hånden - finder jeg både vrede og humor grænsende til skadefryd. Jeg er helt sikker på, at den lille pige hverken ved første eller andet blik ville have fået min hadedigters billigelse.

Men udstillingen er dog først og sidst en kunstudstilling, der viser en gruppe fremragende maleres store værker, mange af dem mesterværker i enhver henseende. Og det er ikke kun værker af f.eks. Anna Ancher og Helene Schjerfbeck, som efterhånden er bredt og berettiget anerkendt som store kunstnere. For mig var det bogstavelig talt en åbenbaring at se f.eks. Harriet Bachers og Eva Bonniers billeder, som jeg med skam at melde stort set intet kendte til i forvejen.

Hvornår får vi for de kvindelige kunstneres vedkommende en parallel til Nordisk Kvindelitteraturhistorie? Den aktuelle udstilling viser, at den er tiltrængt.

Malene Thorborg er cand.mag i klassisk filologi og skriver regelmæssigt for FORUM.

Udstillingen Når kvinder fortæller - kvindelige malere i Norden 1880 – 1900 kan ses på Kunstforeningen, Gammel Strand 48 i København frem til 27. oktober ti.-sø 11-17.
 
Læs mere
Læs mere om udstillingen
Kunstforeningen
Kulturbro 2002
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk