Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

I sportens macholand

 

Nutidens sportskvinder er mere synlige end nogensinde før – tænk bare på håndboldlandsholdet – og det understreger Alice Riis Bach i sin bog, ”Kvinder på banen”, der viser, at topsport og ekstremsport ikke kun er et anliggende for mænd

 
 
FORUM/19.12.2002 Hurtigere, højere og stærkere er mottoet for Pierre de Coubertins olympiske ide, som danner grundlag for sportsbevægelser kloden rundt. Mottoet er oprindelig tænkt som et kropsligt dannelsesideal for mænd, men nutidig sport er ikke kun et mandsanliggende, selvom mange stadigvæk tror det.

Antalsmæssigt er danske kvinders sportsaktivitet gennem de sidste 30 år blevet styrket, idet flere kvinder i samtiden dyrker sport end tidligere, og idet kvinder ikke afstår fra at dyrke sport, når de bliver ældre. Den norske idrætsforsker Jorid Hovden mener, at der ikke bare er sket en forøgning, hvad angår sportsdeltagelsen i Norden - sportskvinder er også blevet mere synlige. Synligheden handler om, at kvindesportens præstationer i højere grad medieres som værdige offentlige begivenheder. Det danske kvindelandshold i håndbold var således, dagen efter de vandt OL-guld i Sydney i 2000, på både Politikens og Jyllands Postens forsider med store farvebilleder.

I Sydney 2000 var det den unge 27-årige Cathy Freeman, den regerende verdensmester på 400 meter, der var indbudt til at tænde den olympiske ild. (Ud over at være forebillede for mange kvinder, er Cathy Freeman som oprindelig australier, også forebillede for netop denne befolkningsgruppe.) I de magiske øjeblikke, før ilden skulle bringes til tops, hvilede hele verdens blik på denne unge kvindes ansigt. Men der var umiddelbart tavshed og undren hos journalisterne i den danske kommentatorboks, da det viste sig, at stafetten udelukkende blev bragt ind på det olympiske stadion af kvinder med forskellig alder. Åbningsseancen var en manifestation der, måske - måske ikke, på længere sigt kan forandre den magtfulde sociale dans på sportsarenaen mellem kønnene, til at være mere ”lige” og til at foregå mellem værdige parter.

Men trods sociale og kulturelle forandringsprocesser er mandesport altdominerende hverdagskost herhjemme. Det begrænsede udsyn på sportslivet, som generelt præsenteres i de danske medier og kulturliv, er et faktum, som irriterer og undrer mange yngre kvinder.

Indbydende, lækker og spændende er derfor ordene, som klinger efter endt læsning af bogen Kvinder på banen skrevet af forfatteren Alice Riis Bach. Efterfulgt af et lettelsens suk: Endelig – sker der noget! Sport har alt for længe været knyttet til mænd, det maskuline og maskulinitet, selvom kvinder har dyrket sport siden sportens herkomst.

Bogen fremstiller tendenser, årsager til og forskellige sider af samt paradokser ved det før omtalte kropskulturelle opbrud. Det er Bachs ide at inspirere til en nuanceret debat om kvindesport. Og det gør hun.

Rent indholdsmæssigt indledes bogen med nogle personligt erfarede fortællinger, som sniger sig ind under huden på forfatteren selv. Fascinationen af krop og bevægelse præsenteres, selvom Bach også oplever, at der er store begrænsninger for kvindekroppen. Lidenskaben for de sportslige udfordringer illustreres ved temaer som kønssocialisering, gruppedynamiske mekanismer og skjult konkurrence mellem kvinder i sport.

"Adgang til startblokkene" er et kort historisk tilbageblik, hvor det fortælles, hvorledes kvinder helt op til OL i Sydney udsættes for kønstest. Kønstestens hensigt var at kortlægge kvinders rigtige kromosomsammensætning. Kromosomtesten blev indført ved OL i 1968 i Mexico og er gennem tiden blevet opfattet som temmelig kønsdiskriminerende, da den udelukkede kvinder med kromosomsammensætningen XXY fra konkurrence. Nogle kvinder fødes med XXY-kromosomer, uden at det spiller en rolle for deres udseende, evne til at føde børn eller giver fordele i sport. En sag som pressen herhjemme ikke har vægtet særlig højt i følge Bach.

Kvinders alsidige fortællinger om og med sport præsenteres i kapitel 3 med fokus på begreber som konkurrence, spænding og nydelse. Kapitlet er bogens omdrejningspunkt. Bach interviewer fem unge kvinder, alle født i 1970'erne. Kvinderne dyrker sportsgrene, som vi almindeligvis ikke hører så meget til. De fem kvinder er Anja Bolbjerg, som er i verdenseliten i pukkelpistskiløb, Lucinde Albrech som i 1990’erne var Danmarks bedste windsurfer, Signe Gundersen som er en rejselysten eventyrer, der har rejst på hesteryg gennem Mongoliet, Louise Crandal som er europa- og verdensmester i paragliding og Johanne Hvid, som sammen med hesten Tempo har været til distanceridt i ørkenen uden for Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, og som i de seneste fire år er Danmarks bedste distancerytter.

Historien om surferen Lucinde viser, at det ikke altid passer herrerne, når kvinder udkonkurrerer mænd på de fysiske områder, hvor kulturskabte traditioner siger, at mænd skal være kvinder overlegne. Lucinde fortæller, hvorledes hun ikke kvalificerede sig til et job som medarbejder på La Santa Sport, da hun surfede fra lederen: ”Han blev så rasende og stiktosset, at han sejlede i land længere nede af bugten, væk fra os andre, han kastede sit udstyr fra sig på stranden, og han talte ikke til hende igen” (s. 62). Mænds smertelige møder med insisterende kvindekroppe er forandringer i nutiden, som afmystificerer mandskroppen som overlegen.

Men Bach viser også, hvorledes kvinder er forhindringer for hinanden i kampen om anerkendelse. Konkurrence og misundelse er - som kærestepar - uadskillelige størrelser i kvindesport, og de er vigtige temaer, fordi de viser undertrykkelsens tunge historiske bagage: Kan kvinder anerkende lysten til konkurrence – lysten til at blive bedre end bedst? Bach mener, at manglen på selvværd og selvtillid i kombination med sociale normer, der kræver, at ambitioner og konkurrencementalitet skal skjules og tabuiseres, er grobund for stærke følelser af misundelse kvinder imellem. Bogen viser med andre ord, at konkurrence er svært at håndtere for kvinder. I følge Bach glædes kvinder ikke over hinandens sejre men smiler skjult i det små, når heltinden mister fodfæste.

Bogen handler også om håndboldrevolutionen (kap. 4), kropsdyrkelse og kvindebilleder (kap. 5), sport og medier (kap. 6) og om sportens spor i kunsten (kap.7). Bogen afsluttes med et lidt omfattende kapitel, som indeholder alt fra tanker om ligestilling i sportsorganisationerne, homofobi, reklamebureauernes mangel på fantasi til myndiggørelse af kvinder i sport. Der er mange bolde i luften, og de to sidste kapitler fremstår som forhastede og lettere overfladiske. Temaet ”Sportens spor i kunsten” indeholder stof til en helt ny bog.

Bogen er helt klart en øjenåbner for dem, som ikke kender til sportens verden, men de temaer, Bach tager op, er ikke nye. Sportens kønsrollekonserverende mekanismer er der skrevet om i flere årtier. Bach præsenterer dog kendt stof på en indbydende måde og på en let læselig facon, så bogen har sin berettigelse. Måske endda som undervisningsmateriale på gymnasieniveau?

Der leveres ikke argumenter for kønsperspektivet, men bogen ønsker på den anden side heller ikke at være forskning. Den bidrager dog til forskning med empirisk dokumentation, fordi den giver ny og interessant viden om relativt set ukendte sportsdiscipliner, som almindeligvis ikke relateres til kvindekroppen. Bogen har mange mulige læsere og vil kunne inspirere til nye forskningsprojekter. Den vil kunne læses af kvinder, som interesserer sig for sport, og den vil også appellere til unge piger, som dyrker forskellige former for sport, og som finder kvindekroppen overset.

Set fra et forskningsmæssigt synspunkt er det interessant at få viden om idrætsgrene i det skjulte, da idræt griber både børn, kvinder, mænd, rige og fattige. De mangfoldige former for kropskulturelle udfoldelser, som findes i bogen ved flotte farvefotos, kan man kun fornøjes over.

På en måde er Bachs bog ”ligestillings-feministisk skræddersyet”, da forfatteren ikke selv tager kritisk stilling til sportsprojektet. I disse tider, hvor sportens skyggeside med doping og skader problematiseres, efterlyser jeg den kritiske pen. Svagheden ved bogen er, at der ikke tages stilling til sport. Er sport altid et gode? Historier, om hvorledes mænd stadigvæk dominerer i sportens verden fx gennem træner-udøver relationen (s. 72) og historier om homofobi, er interessant læsestof, som jeg personligt gerne ville høre meget mere om.

Bach giver afslutningsvist forslag til, hvorledes kvinder rent individuelt kan handle i sport-køns-feltet. Men der skitseres intet håb for kvindesport, som strækker sig ud over de individuelle løsninger – og det er synd.

Lone Friis Thing er forskningsadjunkt på Sociologisk Institut.

Alice Riis Bach: Kvinder på banen – Sport, køn og medier Rosinante, 2002. 157 s. Kan lånes på Kvinfos bibliotek
 
Læs mere
WWW Women's Sports Page

European Women and Sport
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk