WACK! - da feminismen kom ind på kunstscenen

FORUM/9.10.2007 Tiden er moden til store manifestationer af feministisk kunst i USA. MOCA, Museet for samtidskunst i Los Angeles, har arrangeret den hidtil største udstilling om feministisk kunst i 1970'erne, som nu turnerer videre i USA og Canada.

Mens udstillingen Global Feminisms i New York for nylig fokuserede på 1990'ernes feministiske kunst, vendes blikket her tilbage mod den første store bølge af feministiske billedkunstnere. Og kurator Cornelia Butler har en meget stor ambition med udstillingen: WACK! skal vise, hvordan feminismens indtog på 1970'ernes kunstscene er den mest betydningsfulde internationale bevægelse i kunsten siden 2. Verdenskrig – selvom den sjældent ses som en samlet bevægelse ligesom fluxus, minimalisme, abstrakt ekspressionisme eller andre -ismer.

Den feministiske bevægelse skal netop forstås som bevægelse i bogstavelig forstand, som noget der hele tiden flytter sig. Kunstnerne på WACK! bidrog alle til bevægelsen og til feminisme i kunsten, fremhæver Butler - om ikke andet så gennem at understrege de to centrale temaer: Det personlige er politisk, og al repræsentation er politisk.

Med bidrag af 120 kunstnere blandes kortene her til et nyt stort kapitel i historien om feminismens internationale indtog på kunstscenen.

International bevægelse
Her tales netop om en international, ikke en global bevægelse. Dette første historiske kapitel af feministisk billedkunst er i høj grad centreret omkring vestlige, og mest hvide, kvindelige kunstneres nye manifestationer i kølvandet på kvindebevægelsen og 1960'ernes radikale livtag med etablerede patriarkalske konventioner.

Så når WACK!s arrangører løfter blikket fra den hjemlige amerikanske feminismekanon og henter kunstnere fra 20 andre lande, er det primært kunstnere fra Sydamerika og Europa, herunder Danmark, der inddrages for at perspektivere det internationale omfang. Både Kirsten Justesen, Ursula Reuter Christiansen og Kirsten Dufour er med og repræsenterer grøden i kvindekunst i København omkring 1970.

De bidrager til det gode selskab: Det er en overvældende mangfoldig og frodig udstilling med værker af kvinder, der på vidt forskellig vis sætter en særlig dagsorden for kunst - og aktivisme. Måske for forskellig vis? Det vil jeg vende tilbage til. Men skønt er det at se de mange livtag med nye former i billedkunsten: performances, fotos, video, installationer, der gør op med de traditionelle værkformer, skulptur og maleri. Det traditionelle maleri har dog også sin plads, til tider med nye ”feministiske” motiver, som når kvinder maler nøgne mænd.

Den amerikanske vestkyst er temmelig tungt repræsenteret. Den udgør da også et helt særligt punkt på landkortet: Det var her i Californien, at de berømte kvindeakademier blev dannet i 1970'erne – Judy Chicagos Feminist Art Program og CalArts, hvor hun sammen med Miriam Schapiro satte sig for at transformere en mandschauvinistisk kunstinstitution. WACK! viser både Judy Chicagos ”central core”-tematik i malerier, der kredser om kussesymboler malet i tidens farveglade, glatte malestil og reproduktioner fra den skelsættende udstilling Womanhouse.

Her ses Lynda Benglis' udflydende latexskulptur, der i kraftfuldt koloristisk formsprog udfordrer sin tids tunge skulpturer. Men også Benglis' åbenlyst feministisk ladede projekter er med, som annoncen hun indrykkede i kunstmagasinet Artforum i 1974, hvor hun poserer, nøgen og glinsende, med dildo - en direkte kommentar til kunstverdenens indgroede kønshierarkier.

Tegningen optræder i ny form i amerikanske Tee Corinnes skelsættende lesbiske undersøgelser og hyldest til kvindelig seksualitet, Cunt Coloring Book, Kussemalebog, fra 1975. Her har kunstneren tegnet vaginaer efter levende model og trykt tegningerne i malebogsformat, så alle inviteres til at deltage i en nærmere udforskning af kvindekønnet.

Helt anderledes tegninger ses af indiske Nasreen Mohamedi, der i sine uendeligt fine udforskninger af, hvordan verden dannes i streg på papir, afsøger billedets linjer stofligt og grafisk.

Slagfærdig kussekunst fra den amerikanske vestkyst side om side med tyste indiske afsøgninger af stregens vej på papir - hvad er sammenhængen?

Feministisk kunst?
Ja, hvad er feminisme? Og hvad er feministisk kunst? WACK! rejser de store spørgsmål, også i udstillingskataloget. Som svar på det første spørgsmål har man lånt den amerikanske kunsthistoriker Peggy Phelans definition: ”Feminisme er overbevisningen om, at køn har været og fortsat er en helt fundamental kategori i organiseringen af kultur. Og at mønsteret, der organiserer, typisk favoriserer mænd frem for kvinder.”

Det er, mener jeg, et glimrende bud på feminisme. Men hvad så med spørgsmålet om, hvad feministisk kunst er? Der sætter WACK! som helhed faktisk et noget andet bud. For det første viser udstillingen udelukkende kvindelige kunstnere – mens ikke-kvindelige kunstneres værker også godt kan operere feministisk ifølge ovenstående definition. For det andet er stort set alle værker fra det samme årti, 1970'erne. Yoko Onos Cutpiece, den berømte performance fra 1964, hvor publikum tilbydes en saks og frit kan klippe i kunstneren, er en af de få tidligere undtagelser.

Til gengæld viser WACK! både værker af kunstnere, som definerer sig selv som feminister, og kunstnere, der ikke gør det. Det feministiske greb står med andre ord overordnet i udstillingens, ikke altid i projekternes tilgang.

F.eks. har Kirsten Justesens værk Skulptur II fra 1969, hvor en papkasse åbner for et sort/hvid foto af den nøgne kunstner sammenkrøbet i boksen, fået en flot placering på WACK! (og også på MOCAs hjemmeside) og står her umiddelbart som billede på kvindekroppen fanget i konformitet.

Kirsten Justesen selv understreger, at der ikke er en feministisk agenda på spil. Hun var optaget af formalistiske spørgsmål om skulptur – om sokler og skulpturkroppen og andre minimalistiske udfordringer. Men Kirsten Justesen blev siden involveret i 1970'ernes feministiske bevægelse. Og den – en meget mangfoldig størrelse at omtale i ental – spiller en hovedrolle for udvalget i WACK! Art and the Feminist Revolution. 

Trappevask som kunstværk 
Under den rummelige parole om, at det personlige er politisk, kan alle udstillingens 120 bidragydere stå samlet. For ud over billedkunstnere tæller de også aktivister, filmmagere, forfattere, lærere og tænkere. Samtidig med, at det aktivistiske indhold understreges, er et andet vigtigt spor et opgør med opfattelsen af, at 1970'ernes feministiske kunst udelukkende var essentialistisk præget, mens senere generationer arbejder i en mere nuanceret diskurs omkring identitet, køn, magt og begær – og kunst. Der er masser af eksempler på det sidste i værkerne fra 1970'erne på WACK!. Cindy Shermans serie Unitled Filmstills er et af dem.

Mindre kendte, men ikke mindre spændende og udfordrende for forståelsen af kvinderoller og kunstbegrebet, er amerikanske Mierle Laderman Ukeles udforskninger af rengøring i serien Maintenance Art. Ukeles skrev i 1969 sit Maintenance Art-manifest som resultat af den chokerende erfaring, det var for hende at blive mor og pludselig synke ned i alt det usynlige, ulønnede huslige arbejde, som ikke passede ind i den dominerende opfattelse af kunst og kunstnerrollen. 

Ukeles satte sig for at ændre definitionen på kunst - og på husligt arbejde, særligt rengøring. Fotos dokumenterer en række af kunstnerens institutionskritiske performances på museer, hvor hun udfører det ellers usynlige arbejde, som rengøring typisk er, og dermed ophøjer det til kunst – f.eks. at vaske trapperne.

 
WACK! viser i det hele taget rigtig megen fotodokumentation af performances og af aktioner. Det vil altid være en udfordring: De projekter, der levede, reagerede og åndede i nuet i det direkte møde med kroppe og publikum på et særligt tidspunkt og sted i verden, hvordan kan de gøres nærværende? WACK! viser både værker, der er lavet som kunst, og rigtig mange projekter, der bestemt ikke var stilet mod kunstinstitutionens guldramme. Men som det gælder så mange andre revolterende kunstnere, vil de gerne indrammes i dag.

Dokumentation bruges også i selve værkerne som i Mary Kellys Post-Partum Document, efterfødselsdokument. Mary Kelly dokumenterer her sit forhold til sin søn, fra han fødes, til han mestrer sproget, i årene 1973-1979. Her er ingen fotografier af de involverede personer, men den psykiske kortlægning viser ”socialiseringen” af søn og mor dokumenteret i andre sprog – aftryk af barnehånden, moderens dagbogsnoter, leksikonbeskrivelser og videnskabelige forklaringer. De store diskurser, vi formes til at begribe og operere i samfundet med, fortalt med udgangspunkt i den personlige historie. Post-partum document er et komplekst hovedværk i feministisk kunst. En klassiker.

Nye historier
Selv inden for den ”fortrængte” historie, som feministisk præget kunst på mange måder stadig udgør, er der etableret en kanon, særligt i USA. WACK!-udvalget har da også mødt protester over tilvalg og fravalg – en del amerikanske aktivist-kvinder ser skævt til, at den franske kunstner Orlan er med på udstillingen med sin 30 år gamle performanceinstallation med luder/madonna-tematik, Le Baiser de l’artiste, "Kunstnerens Kys" - kys som helt bogstaveligt kunne købes for 5 franc.

WACK!-kataloget udgør et særligt kapitel for sig. Det er spækket med gedigen forskning og historisk dokumentation om de mange kvindelige kunstnere og aktivister, og det kan kraftigt anbefales. Bogen er en ordentlig moppe på over 500 sider og det største katalog, Museet for samtidskunst i Los Angeles nogensinde har udgivet.

Arrangørerne har bevidst valgt ikke at invitere de to gamle kvinder på feministisk kunsthistories firmament, amerikanske Linda Nochlin og britiske Griselda Pollock, til fordel for yngre forskere på området.

Det er en fejl, mener jeg. Deres markante stemmer kunne med fordel blande sig med de yngre og mindre kendte skribenter i kataloget.

Ikke desto mindre lægger kataloget en ny og vægtig grund for fortsat forskning og historiske indsigter – også med særlig vægt på dokumentation af arbejdskollektiver og kvindeudstillinger.

Hot-house eller harem
Foreløbigt har kataloget dog primært rejst diskussion om dets omslagscover: Martha Roslers Hot house, or harem fra 1971, en collage af playmates sakset fra kasserede numre af Playboy Magazine, har vakt voldsom debat. Kritikere beskylder udstillingsarrangørerne for at have valgt dette ”attraktive” haremscover med afklædte damer for at sælge flere eksemplarer.

Det er nok tvivlsomt, om det farverige omslag i sig selv kan lokke mange til at investere i kataloget som tillokkende coffee-table book til 60 $. Men sikkert er det, at koderne blandes, når haremscollagen hentes ud af sin kontekst (ligesom den også blev det i dette års Documenta-udstilling). De kritiske strategier, der tydeligvis er på spil, når man ser Roslers collage i sammenhæng med de øvrige, hun udførte i serien Body Beautiful, or Beauty Knows No Pain, forandres, når konteksten for billedet ændres.

Hot House-collagens parade af kasserede modeller, som har måttet vige pladsen for nyere magasiners modeller, kan læses som en kritik af en sexistisk, kapitalistisk kultur - men får en anden betydning, når de ses isoleret som bogcover. Her læner de henslængte kvindekroppe sig direkte op mod pornografiens objektgørelse, så collagen risikerer at tilnærme sig den billedverden, den oprindeligt demonstrerede og demonterede. Coverhistorien rejser vigtige spørgsmål om kontekstualisering og situeret viden, spørgsmål som står helt centralt, når det gælder feminisme og kunst.

Det er derfor også et åbent spørgsmål, om feminismens indtog på billedkunstens arena i 1970'erne er den vigtigste kunstbevægelse inden for de sidste 50 år, som WACK!s arrangører plæderer for. Men mindre kan også gøre det, det behøver ikke være størst, vigtigst, bedst. Værkerne på WACK! er simpelthen fundamentalt spændende og vigtige at se, de skal frem i lyset og skabe historie og debat.

Udstillingen er et vigtigt kapitel i indskrivningen af feministisk kunsthistorie og har nu forladt Los Angeles for at turnere i Nordamerika – desværre ikke Europa – med Washington som første stop. På sin vej kommer WACK! givetvis til at rejse flere spørgsmål, end projektet besvarer, om feminisme, post-feminisme, kunst, køn og samfund. Og om hvordan kunstens historie skrives. Og det er ikke så ringe endda. Der er fortsat brug for feministiske revolter.