FORUM/21.11.2008 Ingrid Dreyer har brændt de fleste af livets afgørende straffespark. Hun er skredet fra manden til fordel for sin gifte elsker på nu knapt 70 år og har herefter spillet andenviolin i otte år, hvor hun også har været enlig mor. Hun har adlydt ”sine kompromisløse følelser”, svigtet sin mand og sin 15-årige søn og prioriteret den fede arkitektkarriere.
Men nu skal regningen betales. For bedst som hun sidder i Stockholm og skal have en ny deal i hus, får hun et wake-up-call af de store: Sønnen har stukket en indvandrer ned med kniv og bliver anholdt hjemme i København. Ingrid haster hjem, fyldt med skyld og skam. I de næste fire marts-dage gennemlever hun i erindringen sit ærgerlige liv, mens hendes tilværelse helt konkret går i opløsning i en tåge af sandheder, livsløgne og resignation. Hele denne rutsjetur garneres med Ingrid Dreyers mor og mormors historier, der flettes ind i hovedpersonens deroute. En slags slægtsroman i tre generationer om tre kvinders enorme katalog af fejldispositioner og egotrip.
Komplekse sind og turistinformationer
Grøndahls roman er en historie om et menneske, der først vågner op, da det er for sent. I vanlig suveræn stil dribler forfatteren rundt i personerne og iagttager dygtigt. Grøndahl er bedst, når han ubesværet glider ind og ud af erindringerne og den konkrete handling. Værst, når Ingrid Dreyer som en anden Krystle Carrington [fra tv-serien Dollars, red.] sidder det helt rigtige sted i Rom og ser på de Bulgari-øreringe, hun har fået af den Blake, som har løftet hende op i velstandens første division. Jens Christian Grøndahl er også bedst, når han viser og beskriver menneskets komplekse og selvmodsigende sind via sin velkomponerede prosa. Og værst, når han går amok i turistinformationer fra Rom, produktplaceringer, italienske madretter og kaffebeskrivelser.
Den helt rigtige crema
Grøndahls roman henvender sig primært til dem, der kan lide at læse om det mondæne liv. Skylden indhenter fx Ingrid i opgangen og er: ”tung som en Irmapose”. Steder som Hotel Hassler i Rom, Kandestederne og det fede København dominerer. Særlige vine, Irma-safran, indkøbsposer fra Magasins Mad & Vin, espresso med den helt rigtige crema og hoteltjenere i hvide jakker bliver fremhævet. Og så er det de sikre navne som forfatteren Paul Auster, arkitekterne Le Corbusier og Mies van der Rohe, der optræder. Og desværre kommer de detaljerede beskrivelser af det lækre liv til at ligge som en tung dyne over historien.
Kvinden i fysisk og uskønt forfald
Hovedpersonen i Fire dage i marts er i fysisk forfald, 48 år gammel. Kjolen afslører hendes alder. Kravebenet får hende til at tænke på et ”fugleskrog”, og huden på overarmene sidder løst. Selv da Ingrid Dreyer tror, hun skal voldtages, sætter gerningsmændene sig til at se EuroSport, for hvordan kan hun få den tanke med de ”patter […] sådan som en gammel so som dig?”.
Omvendt er Ingrids elsker på snart 70 år lidt overraskende maskulin på den indbydende måde. Romanens konsekvente beskrivelse af kvindens fysiske forfald over for mandens forædling er slående. Ingrid Dreyers fysik og forhold til kroppen er først og fremmest blottet for erotik, skønhed og æstetik. Derimod er den aldrende elsker for eksempel ”i stand til at kneppe hende ud af tid og rum”, og i timerne før de mødes, går hun ”rundt som en udmarvet hunkat af blussende utålmodighed efter, at han skal komme og vende hende på vrangen”. Romanen rummer i det hele taget ikke særlig flatterende beskrivelser af Ingrid Dreyer og hendes begær. Og i alle tre generationer bliver kvindernes begær knyttet til problematiske perspektiver. Det er ikke opmuntrende læsning.
På bundlinjen har Grøndahl skrevet en roman, som vil give ham mange læsere i både ind - og udland, det viser landets bestsellerlister allerede, hvor han ligger nummer et. De fleste vil også kalde hans udspil for højt estimeret litteratur om livets eksistentielle problemer. Andre vil kalde det for populærlitteratur om mænd og kvinder i livsstilskrise. Døm selv.
Anmelderkorpset: Den moderne kvinde!
Hvis man ser på modtagelsen af Grøndahls udspil, kan man godt undre sig. Et stort set enigt anmelderkorps hylder Grøndahl for hans dygtighed, og det er berettiget.
Det bliver dog først problematisk, når anmelderne begynder at løfte Grøndahls fiktion op til en aktuel kønskarakteristik. I Jyllands-Posten forklarer Erik Svendsen, at romanen ”tegner en velstillet moderne kvindes liv”. I Berlingske Tidende hæfter Jens Andersen sig ved, at romanen ”udfordrer kvindens naturlige ret til at opdrage sine børn”, og i Lolland Falsters Folketidende går anmelderen så langt som til at kalde Ingrid Dreyers historie for ”et enestående kvindeportræt, et gennemlyst sind.” Ifølge majoriteten af anmelderne er det en gennemgående opfattelse, at her har vi altså at gøre med et portræt af en moderne kvinde.
Et festfyrværkeri af dårlige egenskaber
Noterer man sig bagefter, hvad der egentlig står om Ingrid Dreyer i romanen, så besidder hun, den moderne kvinde, blandt andet følgende egenskaber, følelser og tanker om sig selv: Hun er utro og lyver. Hun svigter sin mand og sit barn. Hun står på sidelinjen i sin gifte elskers liv igennem otte år og glor. Hun er karrierekvinden, der har glemt sit barn. Hun er materialistisk, og hun ejer ”den feminine hang til på en gang at være bøddel og offer”. Hun har forsøgt at iscenesætte mor-barn-relationen som ”led i sin interne markedsføring”. Hun har ”tendens til utidig ilterhed”, og hun er også til tider humørsyg. Som ung giver hun - i noget, der kunne minde om et overgreb - sin mødom væk til en knøs, selv om hun egentlig ikke har lyst. Hun ved, hvordan man kan ”orkestrere løgnen”, og hun føler sig ”for dum, for usmart gammeldags”. ”Hun har været en fiasko som mor”, og hendes moderskab har været en opvisning i ”magtesløshed”. Hun har slået sit barn i afmagt. Hun er heller ikke i stand til at opretholde nogen egentlig relation til sin mor og mormor. Hun er, som dem, et stadie af ”indbildsk, overmodig selvoptagethed”. Hun lever ikke i overensstemmelse med, hvem hun er, og hun når til den konklusion, at hendes rolle som mor er udspillet efter 15 år på posten. Hun overgiver angiveligt sit barn, da familiens mænd slår ring om den fortabte søn og vælger pligten og ansvaret, mens hun fortoner sig i resigneret fortabelse. Med andre ord: Hun giver op. Hovedpersonen er i besiddelse af et festfyrværkeri af elendige egenskaber og passiv laden-stå-til.
Det er svært at forestille sig, at mange kvinder i dagens Danmark vil skrive under på, at historien om Ingrid Dreyer er et portræt af en moderne kvinde. Derimod er det en skildring af et menneske, hvis liv går i opløsning. Men et portræt af en moderne kvinde? Nej, ikke set herfra. Dertil er de forskellige kvindeidentiteter og kvindeliv i forskellige generationer alt for komplekse, nuancerede og præget af langt flere kompetencer og kvalifikationer på både de indre og ydre linjer, end denne hovedperson kan mønstre. Fire dage i marts er derimod en historie om en midaldrende kvinde, der erkender, at hun har været en fiasko på de fleste af livets paletter. Men så heller ikke mere end det.
Den allermest positive anmeldelse leverer May Schack i Politiken. Hendes anmeldelse har udløst en stor diskussion om habilitet, da hun både arbejder for Grøndahls forlag, Gyldendal, og for Politiken.
Informations Lillian Munk Rösing har dog hvæsset pennen. Hun kalder romanens romantiske skildringer for ”parodiske” og påpeger Grøndahls hang til produktplaceringer, klicheer og ”stinkende kønsstereotyp skildring” af Ingrid Dreyers mormor, Ada. Desuden peger Rösing på, at kvinderne i Ingrid Dreyers familie bliver fremstillet som en endeløs kæde af arvesynd og styret af deres begær. Her er ingen mønsterbrydere, kun svigtede børn og ægtemænd. Heller ikke den moderne Ingrid Dreyer kan tæmme sit arvelige begær, trods sin viden, høje uddannelse og særdeles refleksive og analytiske evner.
Anmeldere ser den dæmoniske mor
Nogle anmeldere vælger at fokusere på Ingrid Dreyers fejlslagne moderskab og hendes ret til patentet på moderskabet. Det på trods af at Grøndahl selv lader den fortabte søns far stå frem og påtage sig sin del af skylden for det fejlslagne forældreskab, fælles ansvar og fælles familieliv. Det er en vigtig pointe at overse, for romanen er, som både Weekendavisens Klaus Rothstein og Berlingske Tidendes Jens Andersen også påpeger, en roman om det besværlige familieliv på kryds og tværs af generationer.
Ikke desto mindre lyder et udpluk af anmeldernes overskrifter: ”Mor er den værste i verden”, ”Moderne kvinders selvtilstrækkelighed”, ”Kærlighedstyven”, ”Tidens kvinder”, ”Gennemlyst kvindeportræt”, ”En kløgtig kvindeskildring”.
Fiktion og virkelighed
Havde jeg læst en tilsvarende historie om en mand med de samme egenskaber som Ingrid Dreyer, ville jeg opponere kraftigt både som mand, ægtemand, far, søn og bror, hvis jeg derefter fik at vide, at jeg havde læst et portræt af den moderne mand anno 2008. Jeg ville ikke købe den kobling. Men jeg ville bestemt købe historien som et stykke fiktion.
Til pressen har Grøndahl givet udtryk for, at Fire dage i marts er inspireret af egne følelser og erfaringer med kvinder, mødre og svigt, blandt andet hentet fra sin egen fortid som skilsmissebarn – og som ægtemanden, der forlod børn og kone til fordel for elskerinden, som han giftede sig med tre måneder efter bruddet. At bearbejde sine egne oplevelser er en helt naturlig måde at arbejde på som forfatter. Men hvis forfatteren selv giver de oplysninger videre til pressen, er det svært at ignorere dem.
I forhold til Jens Christian Grøndahls roman Fire dage i marts bliver man som læser forvirret. For er romanen i virkeligheden en historie om en midaldrende mand, som er trådt ind i Ingrid Dreyers 48-årige krop og sind? I så fald, hvordan kan så mange anmeldere skråsikkert fastslå, at vi står over for et moderne kvindeportræt?
Svaret må blafre i vinden. Først og fremmest er det ærgerligt, at anmelderne i deres analyser introducerer begreberne ”moderne” og ”moderne kvinde” uden egentlig at definere dem. Og det er en skam, hvis Ingrid Dreyer udråbes som eksponent for den såkaldte moderne kvinde anno 2008. Uanset om man kan lide romanen eller ej. |
|
| Læs mere: |
| Læs også Elisabeth Møller Jensens anmeldelse af Grøndahls Et andet lys og Bettina Heltbergs Deadline Der er et køn der taler |
|
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
