Lost and Found indkredser tabte kønshistorier

Mary Coble fra USA lader i Blood Script Portfolio 75 skældsord brugt mod homoseksuelle gravere ind i sin egen hud med en nål uden blæk. På denne simple, men frapperende måde forsøger hun at ændre synet på homoseksuelle og andre marginaliserede samfundsgrupper. At få beskueren til at sætte sin egen krop i hendes sted og få en fornemmelse af, hvor ondt det gør at være anderledes og udsat for diskrimination. Hvor ondt det kan gøre at befinde sig uden for den dominerende hetero historieskrivning.
 
I Kunsthallen Nikolaj har Jane Rowley og Louise Wolthers med bidrag fra 12 internationale kunstnere kurateret udstillingen Lost and Found: Queerying the Archive.
 
Alene titlen viser, at den amerikanske feminist og teoretiker Judith Butler og den klassiske tekst Gender Trouble fra 1990, der demonstrerer, hvordan kønnet er en konstruktion, og at seksualiteten er flydende og bevægelig, er en central del af referencerammen. En anden central teoretisk reference, som det også ses af udstillingens titel, er Jacques Derridas tekst Mal D’archive – une impression Freudienne fra 1995, der diskuterer, hvorledes identitetsopfattelser, erindring og historieskrivning hænger sammen, og som med arkiv-metaforen vil bringe nye fremtidige og skjulte fortolkninger af historien frem.
 
Familiebilleder med et twist
Den nordiske kunstnerduo Michael Elmgreen & Ingar Dragset, der lige har modtaget Venedig biennalens pris Curating Worlds, har i værket The Incidental Self taget familiefotoet under kærlig behandling. Kunstnerparret har her i vanlig stil leget med det velkendte rum, men iscenesat det med et lille twist.
 
Nærmer man sig hylden med rækken af indrammede sort/hvide fotos, som løber langs væggen, opdager man, der ikke er tale om 'almindelige' familiefotos. Derimod ses en stribe fotos af mænd sammen med andre mænd samt kvinder sammen med kvinder både i seksuelle situationer, men i lige så høj grad i hverdagslige, venskabelige og intime situationer, der også hører familien til. En tur i parken med tæppe og madkurv, eller fremvisningen af familiens lille, nye barn, men her i armene på en mand iklædt kvindetøj.
 
Elmgreen & Dragset kritiserer imødekommende og intelligent samfundets herskende familie- og heteroseksuelle livstilsopfattelse og præsenterer samtidig andre private seksuelle og kønsrelaterede historier, der er ekskluderet fra samfundets officielle erindringer.
 
Værket er, som Cobles blodspor, et privat arkiv, der subversivt indskriver sig i den officielle historieskrivning. Men hvor Cobles værk kan ses som et arkiv over hate crimes som officielt bliver arkiveret sammen med andre voldelige overfald og altså ikke figurerer som specielle overfald mod homoseksuelle, er Elmgreen & Dragsets installation et queer arkiv, der spiller med og forskyder familiefortællingerne om samhørighed, seksualitet, samvær og venskab.
 
En af udstillingens pointer er yderligere, at den ikke kun henvender sig til og drejer sig om homoseksuelles erindringers eksklusion, men også viser hvor entydig og begrænsende mainstream kulturens kønsopfattelser er for alle. For Queer strategierne åbner selvfølgelig også for heteroseksuelles muligheder for at lege med kønnet og identiteten, hvor værkernes queering af ’det normale’ fungerer som en frisættende energi.

Barbersalon på Nikolaj Plads
D. 25. og 26. juli er forbipasserende kvinder og mænd inviteret ind i den finske kunstner Heidi Lunabbas udendørs barbersalon på Nikolaj Plads, som en del af udstillingens performanceprogram. Her kan man få påsat et skæg og dermed opleve en midlertidig køns- og identitetstransformation.
 
Hvis man ikke når det, kan man også studere Lunabbas dokumentationsvideo og fx se kvinden, der udbryder bag skægget: ”Change is good!”. Videoen viser som flere af de andre udstillede værker, hvorledes kønnet helt i tråd med Butlers teori performes bl.a. ved hjælp af diverse attributter: skæg, læbestift osv. Kønnet kan altså tages af og på alt efter forgodtbefindende.
 
Men værket viser også, hvordan magt følger bestemte markører og dermed strukturerer en bestemt identitetsopfattelse. Et påsat skæg giver pondus og status. Og i Lunabbas dokumentationsvideo ser man, hvordan kæresterne lettere undvigende og humoristisk, underdanigt kysser deres transformerede potente partnere.
 
Hverken kvinde eller mand, men menneske
I den svenske kunstner Conny Karlssons video I am Other (Candy and Me) ses en lignende performativ strategi. I videoen, der er blevet til i et samarbejde med aktivisten Andy Candy, ses en kvinde, der i klassisk stil ligger henslængt på en seng. Hun er smuk og tilgængelig. Samtidig hører vi en voice-over stemme fortælle, hvordan hun ligner en kvinde, men er en mand.
 
Kvinden på sengen er først fremstillet som objekt og underlagt et traditionelt maskulint blik. Og med voice-over stemmens understregning af samfundets definition af hende som transperson, bliver hun yderligere fremstillet som en stakkel, et offer. Men som man ved fra mainstreamkulturen, er voice-over stemmer ofte også et udtryk for den afbilledes tanker, og stemmen forklarer da også, at hun godt kan forstå, det kan være lettere at acceptere og definere personer, der er anderledes, hvis de dermed også er tragiske.

”Der er intet frihedssættende i at være et objekt”, siger hun pludselig med sin egen stemme. Dermed insisterer værket på, at kvinden er et subjekt, der ikke lader sig definere af andre og i modsætning til skuespillerinden Candy Darling på fotografiet, ender hun med at rejse sig og gå ud af både det traditionelle kvinde- og transpersonsbillede.
 
Videoen er baseret på Andy Candys egne erfaringer, på Andy Warhols personlige lægejournal samt Warhol skuespillerinden Candy Darlings dagbøger. Videoen er samtidig en parafrase over fotografiet af skuespillerinden: Candy on her Deathbed fra 1974.

Ved at forbinde aktivisten Andy Candys erfaringer med Candy Darlings undersøger værket, hvordan snævre definitioner kan bruges som magtmiddel, og hvordan det at være anderledes kan være en styrke. Dermed søger Andy Candy en position, hvor det ikke handler om at leve op til det traditionelt maskuline eller feminine, men slet og ret handler om at være et menneske med lige så stor værdi og rettigheder som alle andre.

En raffineret udstilling
Udstillingen Lost and Found: Queerying the Archive er raffineret sat op, så de subtile værker også spiller ind i forhold til hinanden, ligesom de centrale spørgsmål omkring køn, identitet og historieskrivning forklares informativt på plancher.

Subjektivitetens og seksualitetens flydende og frie bevægelighed som en vigtig pointe for såvel homoseksuelle som heteroseksuelle er klar.

Udstillingen giver i Danmark en meget prisværdig stemme og inspiration til produktionen af alternative livshistorier og kønsroller, ligesom værkernes performative queer strategier stiller nødvendige spørgsmål, der forsøgsvis forskyder status quo.