Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den anden voldtægt

 

Svenske retssale har et kvindesyn anno 1800, når det gælder voldtægtsofre, viser en omdiskuteret debatbog. Kvinders seksuelle ry spiller bl.a. en afgørende rolle i domsafsigelserne, og denne klummeskriver håber inderligt, at bogen også finder vej til Danmark.

 
 
FORUM/5.2.2003 Piger, der dårligt kan sidde ned i retten på grund af smerter i underlivet, og alligevel oplever, at retten ikke mener, at de har været udsat for voldtægt. Piger, som selv er skyld i voldtægt på grund af påklædning. Voldtægter, der aldrig kommer for retten på grund af, at politiet ikke gjorde sit for at samle tekniske beviser. Sverige har fået en ordentlig ridse i lakken med kriminalreporter Katarina Wennstams bog Flickan och skulden, som udkom i august 2002.

Katarina Wennstam er gal, og med et indigneret tryk på sætningerne rammer hun læseren med en lige højre i Flickan och skulden, en bog om det svenske samfunds syn på voldtægt. Bogen er skrevet i en reportageform, der veksler mellem interview, uddrag fra retsprotokoller, analyser og kommentarer. Den er saglig, veldokumenteret og enkel i sin sprogbrug og tager udgangspunkt i ofrenes historie. Det er en barsk sag; man tror dårligt sine egne øjne, som de vantro læser sig igennem den ene rædselshistorie efter den anden og de bizarre domsafsigelser. Det er umuligt ikke både at blive fortvivlet og arrig, når man har stiftet bekendtskab med Katarina Wennstams bog.

Vi hører om Anna, der bliver vækket ved, at der står 2 drenge omkring hendes seng og kalder hende en ækel, fuld luder. Hvorefter hun bliver voldtaget flere gange af dem. Bagefter bliver hun bundet med snørebånd, placeret i badekarret, får hældt brændende varmt vand over sig, hvorefter drengene giver sig til at lede efter en banan til at stikke op i hende. I stedet finder de en appelsin, som de putter i munden på hende og afslutter med at smøre skocreme ud i hendes ansigt. Anklageren dropper sagen, da det er ord mod ord, og de tekniske beviser rækker ikke.

Her er historier om drengene, der bevidst har bedøvet Jonna med stoffer for derefter på skift at muntre sig med almindeligt og analt samleje, stikke en krykke op i hende og triumferende vise den til de andre med blod på og fjerne hendes kønsbehåring, alt mens hun ligger passivt og bevidstløs i sengen. Drenge, der ved politiafhøringer erkender, at de har haft sex med pigen, og samtidig påstår, at hun ville selv. I retten antyder den hyrede topadvokat, at Jonna var forelsket i den ene af drengene og følte sig svigtet, at hun var ude efter penge i erstatning. Derfor havde hun anmeldt dem for voldtægt. Advokaten fortsætter:

- Du ville, jeg ved, du ville. Du ville barbere din kønsbehåring af. Var det ikke sådan? Ville du hævne dig på Kalle? Du gjorde det for penge, ikke? Var du forelsket i Kalle?

Der er ingen i retssalen, der afbryder advokaten. En pige, som er blevet voldtaget, sidder helt alene i en retssal, hvor der kun er mænd tilstede. Alligevel tolererer dommeren denne opførelse fra topadvokaten. De piger, som Katarina Wennstam har talt med, fortæller i bogen, at de kalder afhøringen hos politiet og forløbet i retssalen for den anden voldtægt. Yderligere kan pigerne opleve, at når drengene kommer tilbage på skolen, bliver de udråbt som konger, mens de selv må flytte fra byen. De orker ikke at høre på skolekammeraternes og nabolagets ondsindede sladder om, at de bare er nogle ludere, som har fået, hvad de bad om, for de har jo altid været lidt løse på tråden, eller de kunne jo bare have gjort modstand. Ifølge Wennstam udvælger voldtægtsmændene sig i gruppe voldtægter ofte piger, som af omverdenen i forvejen er blevet påhæftet et ry som ”løsagtige”, hvilket gør det langt sværere at få en dom i retssalene. For her er kvindesynet stadig som i 1800-tallet, påpeger Wennstam.

I bogen opremser Katarina Wennstam indtil flere absurde domsafsigelser, hvor gerningsmændene er blevet frifundet på grund af kvindens alkoholpromille, påklædning eller fordi hun selv havde lukket dem ind i sit hjem. Spørgsmål som de anklagede ikke bliver bedt om at svare på. Forfatteren var slet ikke var forberedt på, hvor mange fordomme om kvinder hun skulle finde, da hun begyndte at nærlæse retsdokumenter for at finde formuleringer om såkaldte ”dumheder”:

”Hallo, så mange dumheder. Piger som drikker sig fulde. Piger som omfavner drenge og taler om sex med dem. Piger som hopper ind i en bil, fordi de tror de skal køres hjem. Piger som lukker drenge ind i deres hjem, når de er alene hjemme. Piger som har en kort kjole på. Jeg tror, at de fleste piger genkender sig selv i ovenstående. Almindelige piger. Og så siger retsvæsenet, at hvis det ikke var for pigernes dumheder, så havde der ikke været nogen voldtægt”.

Man tænker uundgåeligt, at hvis dette er situationen i Sverige, som bliver betragtet som verdens mest ligestillede land, hvordan er det så ikke fat i Danmark? Gør politiet sit ypperste for at finde så mange tekniske beviser som muligt? Bliver pigerne behandlet ordentligt i retten? Og er det pigerne, der skal forsvare deres påklædning, færden og gøren, eller bliver det som det sig hør og bør de anklagede, der skal forsvare deres opførsel? Det er vel mere relevant at spørge om deres syn på og forbrug af porno i stedet for, at piger og kvinder skal forhøres om deres sexliv i retten, eller hvad? Efter den sidste tids voldtægtsdebat, der har kørt i medierne at dømme, så er der sikkert rigeligt også at tage fat på hos os. For vi kan vel dårligt acceptere, at piger og kvinder bliver behandlet med mistro i de offentlige systemer, der træder i karakter, når de anmelder en voldtægt, mens vi skriver 2003?

Men hvordan er det gået til, at vi har fået et samfund, hvor sådanne forfærdende overfald finder sted, uden at det bliver diskuteret. Hvor får drenge et så forkrøblet kvindesyn fra? Hvorfor forholder vores politikere sig tavse om dette emne, altså på nær, når gerningsmændene har en anden etnisk baggrund? Hvad tænker de danske politikere om de to gruppevoldtægter, der lige har været for retten i Danmark?

Jeg håber, at der allerede bliver arbejdet hårdt på at få denne bog til Danmark. Bogen burde læses af alle, så piger og kvinder, der bliver voldtaget, engang for alle kan få en retfærdig behandling. Der skal ikke længere fokuseres på ofres lille sorte kjole, alkoholpromille eller sexliv, men på voldtægtsmændenes handlinger og deres holdninger til sex og kvinder. Bogen burde være obligatorisk læsning lige fra niende klasse til seminarier, journalistuddannelser, politiskolen, og jurastudiet. Derudover burde den læses af politikere, journalister, advokater og dommere, så vi kan få en tiltrængt samfundsdebat om voldtægt, og et retssystem vi alle kan stole på. Som Katarina Wennstam skriver.

- Det er visse mænd, der skal slutte med at voldtage, det er ikke alle kvinder, som skal slutte med at leve et frit liv.

Katarina Wennstam er født i 1973 og arbejder som kriminalreporter på SVT og har fulgt et stort antal retssager om gruppevoldtægter i Sverige, Flickan och skulden er hendes første bog og udkom i august 2002. Bogen har været indstillet til flere priser og blev en af årets bøger i Sverige i 2002.

Flickan och skulden – en bok om samhällets syn på våldtäkt kan lånes på KVINFOs bibliotek eller købes på Albert Bonniers Forlag til 147 kr. inkl. 25 kr. i porto. Albert Bonniers Forlag
 
Læs mere
Mere om Katarina Wennstams bog på Rätten tror bare på fina flickor
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk