Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Af en undertrykt kvindes dagbog

 

Noura Akhiat har læst danske aviser med kønsbrillen på, og det var forstemmende læsning. Konstant så hun sig selv fremstillet som en underdanig og undertrykt muslimsk kvinde og ikke mindst som "indvandrer" på trods af, at hun er født her. Danske avisredaktører har et problem....

 

 
FORUM/10.09.2003 De forgangne to uger satte jeg mig for at sætte de store landsdækkende danske avisers fremstilling af køn og etnicitet, særligt fremstillingen af den etniske kvinde og muslimske kvinde, under lup. Personligt læser jeg selv meget sjældent (danske) aviser. Jeg har af egen fri vilje truffet dette valg; en af årsagerne hertil skyldes, at der er grænser for, hvor meget man orker at læse om ´indvandrere´, ´etniske minoriteter´, ´muslimer´ og ´islam´ dag ind og dag ud, vel at mærke, når man selv er den, som skildres og analyseres, problematiseres og gøres til syndebuk for alskens problemer lokalt såvel som globalt.

Således blev disse mine to ugers forgangne affære med de danske aviser et sørgeligt dejá vu og gensyn med selv samme stereotyper, som tilsyneladende over årene ikke har rykket sig en tomme. Tværtimod må man erkende, at retorikken er blevet meget mere hård og ubarmhjertig, for som vores statsminister Anders Fogh Rasmussen noget så poetisk opsummerer: ”Vi har været overtolerante og tossegode.” (Berlingske Tidende søn. 10.08.03).

Jeg må indrømme, at det har været to sørgelige uger. Eftersom jeg ikke har ekshibitionistiske tilbøjeligheder, har det ingenlunde moret mig at sidde i voyeurens rolle og dagligt bladre mig igennem avissidernes sværtede (i mere end én forstand) indlæg om mig selv. Mig som indvandrer. Mig som undertrykt og underdanig muslimsk pige. Mig som potentiel kriminel alene i kraft af mine mørke aner. Mig som potentiel tvangsgift alene i kraft af mit trostilhørsforhold og mine forældres geografiske oprindelsesland. Mig som et problem for det danske samfund. Mig som potentiel global islamistisk terrorist. Jeg gennemgik et væld af følelser, mens jeg tvang mig igennem den ene ´indvandrerartikel´ efter den anden, hvor den ene var mere mytologisk og uredelig end den anden.

Det er en underlig fornemmelse at se sig selv som genstand for så massiv en offentlig interesse og ransagelse – lidt ligesom at være med i reality tv, og jeg som hader den slags ekshibitionisme! Jeg havde (mis)fornøjelsen af dagligt at blive konfronteret med udsagn om, hvor problematisk muslimers og ´indvandreres´ ægteskabsmetoder er, advarsler mod indvandrerindavl i fætter/kusine-ægteskaber, opstramninger i udlændingeloven, nul tolerance politik overfor unge kriminelle ´indvandrere´, som efter sigende er overrepræsenteret i statistikkerne. Og min statsminister informerede mig og alle mine ligesindede (læs sort ungdom) om at: ”Vi kan ligeså godt forklare de unge indvandrere, at der i Danmark er ligeberettigelse mellem kønnene.” (Berlingske Tidende søn. 10.08.03) For det er der naturligvis ikke der, hvor vi andre kommer fra!? Det er den slags forudindtagede holdninger og formodninger, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Ikke mindst når det kommer fra så højt et plan som regeringen.

Så er det jeg ikke kan undgå at spekulere over, hvor er det nu lige jeg kommer fra, og siden hvornår er jeg blevet klassificeret som ´ung indvandrer´. Jeg er født på Rigshospitalet i hjertet af København, opvokset på Nørrebro og i Hvidovre. Jeg er ligesom mine forældre og i øvrigt et væld af andre såkaldte indvandrere indehaver af et rødbedefarvet pas. Det er sandt, at mine forældre i sin tid indvandrede til Danmark. Dengang blev de meget pænt inviteret herop som gæstearbejdere, der senere blev til fremmedarbejdere, der blev til indvandrere, der blev til perkere, der blev til det politisk korrekte etniske minoriteter og den pop-trendy etiket, etnikanere, der anno 2003 igen blev reduceret til indvandrere – udlændingeterminologiens lingvistisk er i sandhed et helt studie for sig!

Mine forældre har knoklet og arbejdet for den danske stat størstedelen af den tid, de har tilbragt her i landet og her på planeten. Og de har arbejdet hårdt – på fabrikker, som syersker, på hospitaler, som rengøringsassistenter, på smedeværksted, skoler, køkkener. De har gået til dansk undervisning, og ja har i mange perioder været arbejdsløse, når der ikke var brug for deres slags ufaglærte arbejdskraft ligesom mange andre borgere i dette land. De har tilbragt størstedelen af deres liv i Danmark og kun en minimal del af deres liv i deres eget hjemland. Men stadigvæk er det sandt nok, at de er og altid vil være indvandrere, men gør det automatisk mig og ligesindede unge mennesker med en anden etnisk baggrund end ´dansk´ til indvandrere!?

Blandt de mere kuriøse og til tider humoristiske indlæg, jeg stødte på, var dem om de stakkels undertrykte kvinder i Afghanistan, som advarende om en ny truende borgerkrig bønfaldt NATO om at være tilstede i hele Afghanistan: ”Vi ønsker NATO i hele Afghanistan”, sagde et medlem af det afghanske kvindenetværk, mens de andre kvinder samtykkende rakte hænderne i vejret (Berlingske Tidende 10.08.03). Budskabet mellem linierne er klart og tydeligt: De afghanske kvinder og folk er undertrykte, og står jo selv og siger med deres egne ord, at de har brug for at blive befriet og beskyttet af NATO. De indfødte kan jo nu engang ikke finde ud af at regere deres egne lande. Det giver en dårlig smag af la mission civilisatrice i munden. I samme dur var billedet med titlen ´bedre end Beckham´, som afbilder afghanske skolepiger, der spiller fodbold i en skolegård, det kunne de ikke under Taleban styret, informeres vi i Kristeligt Dagblad 12.08.03.
Igen er budskabet umiskendeligt at vise, hvor frigjorte de stakkels undertrykte muslimske pigebørn nu er – i modsætning til før ´the West and the rest´ kom og befriede dem.

En anden kuriøs artikel jeg faldt over var den om den muslimske kvinde i USA, som havde tabt en retssag, hun havde anlagt, for retten til at have sit ansigtet tildækket på sit kørekorts foto. Og så var der atter en befrielseshistorie om den første kvindelige dommer i Irak, som nok var en solstrålehistorie isoleret set, men som jeg igen ikke kunne undgå at læse med følgende (skjulte) budskab in mente, ´Se, hvor frigjorte irakerne er nu, efter de brave amerikanere er kommet til Irak og har befriet dem. Se nu, hvor befriede kvinderne er.´ For det er naturligvis amerikanernes fortjeneste, at kvinderne nu skal sikres større politisk deltagelse. Irakerne kan jo ikke selv finde ud af at sikre de stakkels undertrykte muslimske kvinders politiske deltagelse. Sådan er det jo med de undertrykkende muslimske mænd og deres misogynistiske kultur!

Herhjemme igen i lille grønne Dannevang blev jeg tvangsfodret med den ene grufulde beretning om tvangsægteskab efter den anden. Det var virkelig bedrøvende – altså atter at bevidne, hvordan vi unge muslimske ´indvandrerpiger´ portrætteres som ofre. Alle bliver vi slået i hartkorn med én gruppe, som har problemer. Ingen betvivler for et øjeblik muligheden for, at ikke alle ´muslimske indvandrerpiger´ er underlagt umenneskelige fænomener som tvangsægteskaber. Omvendt ville det naturligvis forekomme skingrende absurd og helt ude af proportioner at insinuere, at alle etniske danske unge piger er incestofre, fordi nogle er det. Og så tilmed at basere hele rapporter og lovændringer på så faktuelt mangelfuldt og generaliserende et grundlag.

Min konklusion på disse to ugers affære med de danske aviser er, at indvandrerkvinder, etniske minoritetskvinder og muslimske kvinder i den grad præsenteres som ofre, der skal reddes og befries alle som en. Nuanceringer og virkelighedssans har været en by i Rusland under sensommerens ophedede solstiks ´debatter´ om ´udlændingene´. Det er i det hele taget en tendens, som falder fint i tråd med den globale præsentation af muslimer og den såkaldte tredje verdens befolkning (kvinderne i særdeleshed) i medierne, hvor de til stadighed fremstilles som ofre, der ikke kan finde ud af at styre deres egne liv efter humane og civiliserede principper, hvorfor de har brug for den hvide mands hjælp til at blive civiliseret og befriet fra deres neandertalske åg! Det gælder den tvangsgifte unge muslimske indvandrerpige i Danmark såvel som den burqa-beklædte, eller eks-burqa-beklædte, undertrykte afghanske kvinde, og den irakiske kvinde, som er offer for manglende politisk deltagelse!

Noura Akhiat er stud.mag. i arabisk på Københavns Universitet

 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk