Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

TVA med kønsbrillen på

 

Hvornår mon TVA beslutter sig til at dække stofområdet køn som et egentligt stofområde? Et indslag om kritikken af Arla Foods reklamen har intet med journalistik et gøre, men former sig derimod som et langt bøvsende "øb og bøv" indslag, der gør nar af protesterne. Hvor uprofessionel kan en public service kanal tillade sig at være?

 
FORUM 31.05.2002 Hvad er det med Danmarks Radios TVA og dækningen af stofområdet køn – mænd, kvinder, sexisme, ligeløn etc.?
Tirsdag d. 28 maj sendte TV-avisen et så debilt og plat indslag om protesterne over Arla Foods kampagnen for det nye produkt mini-mælk, at man må konkludere: TVA er slet ikke klar over, at køn er et stofområde og fagligt felt på lige fod med f.eks. udland, erhverv og Christiansborg.

Når et kønnet emne skal dækkes, bliver det som i førnævnte indslag gerne til muntert petit-stof og frem for alt et spørgsmål om journalistens egen mening og antipatier. Et felt, hvor især mandlige journalister kører personlige meninger af uden at forholde sig til en journalistisk minimum standard, som gælder for f.eks. en erhvervshistorie.

I indslaget tirsdag var det fra starten tydeligt, at journalisten har valgt vinklen: ”kvindeorganisationerne er hysteriske, når de anklager Arla Foods for sexisme”. Reklamens hovedpersoner er tre meget letpåklædte kvinder – det kan man da sig ikke blive ophidset over – kun glad! Den vinkel – eller rettere personlige mening - bliver kørt konsekvent igennem.

Den interviewede repræsentant for Kvinderådet, Randi Theil Nielsen, karakteriserer reklamevideoen som lummer, og mens hun fortæller, at Arla Foods seksualiserer kvindekroppen i det offentlige rum, bliver hendes egen krop udsat for selv samme seksualisering, idet kameraet i mange sekunder udelukkende hviler på hendes bryst, mens man bare hører hendes ord. Det kan man kalde lummert – for ikke at sige uprofessionelt!

Efter at et par friske kvinder yderligere udtaler sig om, at de slet ikke kan se noget problem med at pigerne i reklamen er letpåklædte, ”for det er man jo om sommeren”, slutter den mandlige journalist af med kommentaren: ”Og vi mænd, måske bliver det oven i købet sexet at bestille en halv liter let”.
Der er altså ”vi mænd”, ”de søde kvinder” og så ”de sure løg”, der vover at protestere over reklamen. Hvordan kan det lade sig gøre at sende et så partisk og uprofessionelt indslag på landets førende public service station? Ville det gå an at lave et indslag om f.eks. pesticiderester i maden, hvor journalisten på sammen måde viser sin foragt for, at nogen overhovedet gider hidse sig op over pesticider i maden – kunne de ikke bare tage og slappe af – bliver vi ikke bare lidt mere sexede af flere kemikalier?

Hvis journalisten havde gidet at producere journalistik og sætte sig ud over sine egne antipatier, kunne det være blevet en interessant historie. Den kunne være koblet sammen med den stigende pornoficeringen af det offentlige rum, hvilket især ser ud til at påvirke børn og unge, - en historie, der er blevet dækket seriøst i mange medier, også i TVA.

Man kunne også have set på, hvorfor Arla Foods i Sverige har valgt ikke at vise reklamen. I et indslag, der vel at mærke ikke forfalder til den ulideligt slappe og ikke researchkrævende automatreaktion: "I Sverige er de bare så politisk korrekte; de tør ikke sige tingene som de er, men det tør vi danskere". For med den fastlåste landskamps-optik drukner nuancerne og de spændende historier – både når det gælder køn og etnicitet – til fordel for sølle national selvbekræftelse. Og det er vel ikke det opdrag TVA har som seriøs nyhedsformidler. Lad os få god journalistik – ikke meninger og national ego-massage.

TVA indslaget var ikke alene om den hånende holdning til Kvinderådets protest over Arla kampagnen. På lederplads skældte Jyllandsposten "kvindebevægelsen" ud for at beskæftige sig med noget så i deres øjne latterligt og harmløst som Arla, når nu kvinder i andre lande er truet af f.eks. stening – ja, hvorfor danner vestlige kvinder ikke en beskyttende mur omkring disse ofre?

Det er her Jyllandspostens skribent kunne have brugt lidt ekstra tid på refleksion i stedet for hån og selvretfærdig harme. For hvad enten man taler stening eller udstilling af kvindekroppe som produkter som i Arla-regi, er det jo præcis det samme kvindesyn, der gør sig gældende. Det er kvinder som varer, kvinder som ejendom, som mænd kan gøre med, hvad de vil. (Og nej, nej – til de der gerne vil misforstå: jeg siger ikke, at det er det samme og lige slemt – bare to sider af samme sag og dermed samme kamp, og den ene udelukker ikke det andet).

Lederen af det svenske venstrefløjsparti Gudrun Schyman prøvede for nyligt at lave denne kobling – om end på en noget firkantet og ufiks måde: hun sammenlignede svenske mænd med talibanere i Afghanistan. Så brød helvede løs: partiet har mumlet om at ekskludere hende og i Skåne bliver der nu på partiets valglister kun opstillet mænd i direkte modstrid med partiets ønsker.

Men man må jo undre sig over mange politikeres, lederskribenters, journalisters og andres enorme fokus på køn i Afghanistan og samtidig helt lunke eller ligegyldige holdning til samme hjemme i Skandinavian. Det er politisk opportunt og dejligt enkelt, når det onde og sexistiske bor i muslimske mænds kroppe i fremmede lande – kvindeundertrykkelse er jo slet ikke til at tage fejl af, når kvinder stenes og tvinges til at gå i den teltlignende burkha. Situationen er lidt mere mudret i Skandinavien – manglende ligeløn og adgang til chefstillinger mangler steningens grusomme synlighed.

En anden populær og politisk opportun anklage hedder for tiden: "kvindebevægelsen har svigtet", – og den benytter Jyllandspostens lederskribent sig også ivrigt af. Kvinder skal hjælpe andre kvinder - i denne sammenhæng "de undertrykte muslimske kvinder" i stedet for at beskæftige sig med luksusproblemer som Arla kampagnen.

Men hvordan kan det være, at kønssolidaritet tilsyneladende kun gælder for kvinder ?? Uden at gå i et grøftegravende ærinde kunne man også spørge: hvor er mændene henne? Hvor er mændene henne her i landet, når det drejer sig om f.eks. sammen at fordømme (andre) danske mænds vold mod kvinder, som fx den canadiske internationale organisation White Ribbon gør det ? Eller som ligestillingsministeren netop har påpeget her i bladet – hvor er mændene henne, når det gælder om at kræve og sikre barselsorlov for mænd?

Og hvorfor er der ikke nogle flere af de hvide danske mænd med masser af ressourcer både økonomisk og på anden måde, som går ind og giver en hånd til og åbner deres verden for den meget medieeksponerede lille gruppe af socialt marginaliserede unge nydanske mænd? Den model ser man ofte i USA, og i Jørgen Flindt Pedersens dokumentarfilm, ”Drengene fra Vollsmose”, er der f.eks. et par mænd, der prøver, og der er garanteret flere derude, som man aldrig hører om. Måske har de ikke lyst til at deltage i medierummet, hvor alle meninger i forhold til køn og etnicitet så tit bliver kogt ned til firkantede modpoler, som ingen kan være tjent med?

Jeg er sikker på, at mændene er derude – deres stemmer kommer bare sjældent til orde i de journalistisk bearbejdede historier. I et læserbrev i Politiken 30. maj dag opfordrer Jeppe Bundsgaard f.eks. andre mænd til at melde sig på banen i forhold til Arla Foods kampagnen og den generelle pornoficering af det offentlige rum: "Under alle omstændigheder synes jeg snart, det må være nok med reduceringen af mænd til savlende, liderlige mandschauvinistiske sexsvin. Frihed er vel også selv at kunne vælge, hvad vi vil udsættes for af pornografiske billeder. Godt, at kvindebevægelsen siger stop. Nu må mændene på banen – eller er vi dét, reklamerne gør os til?".

Som Randi Theil forklarede i indslaget angår denne seksualisering både mænd og kvinder - og flere stemmer kan kun give en mere nuanceret dækning af kønsstoffet – også på TVA, som har en forpligtelse til at reflektere virkeligheden, hvor verden ikke bare er opdelt i firkantede kasser som "vi mænd", "de søde kvinder" og så "de sure løg" - møgkællingerne, der nægter at være "a good sport".

Kvindeligt Selskab har klaget til forbrugerombudsmandens over kampagnen fra Arla Foods, hovedsponsor for fodboldlandsholdet. Klagen vil blive behandlet hurtigt, lover ombudsmandens kontor.
 
Læs mere
Den svenske debat om Arla Mini i Danmark
Nya reklamen för - lättmjölk
Sexistisk mjölkreklam
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk