Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ny mand - nyt England ?

 

Fodbold, maskulinitet og nationalisme hænger uløseligt sammen - har David Beckham helt egenhændigt frembragt en ny positiv engelsk national identitet for ikke at tale om en ny maskulinitet? Engelske medier er håbefulde og i selvsving.....

 
FORUM/20.06.2002 Da jeg var på et kort visit i London sidst i maj, var hele byen fyldt med ikke bare britiske Union Jack flag, men også Englands nationalflag, St. George's flag, hvidt med et rødt kors. Selv designerbutikker havde de rød-hvide farver på smarte trøjer - noget af et kulturchok, når man kender den symbolske betydning, det rød-hvide flag ellers længe har haft.

Det er først og fremmest blevet koloniseret af det segment af landsholdets fodboldfans, hvis aggressive form for maskulinitet og nationalfølelse er tæt forbundet med at hade alle fremmede og bøsser og i det hele taget bare være utroligt vrede.
Ooooouawwwdrrrrrrrrrr, lyder de hadefulde brøl fra tribunerne hos de flæskevommmede supportere, hvorefter storbyer er blevet kamppladser for voldsomme slagsmål.


En hel særlig form for maskulinitet dyppet i hvid, racistisk, fremmedfjendsk nationalisme, som har skræmt landets minoritets indbyggere og mange andre langt væk fra at støtte landsholdet endsige vifte med bare det mindste St. George's.

Men her under VM er der altså solgt over 30 mio. St. Georges flag, og det er ingen ringere end landsholdets anfører David Beckham, der (næsten) alene har sørget for denne utrolige forvandling af engelsk national identitet til noget positivt og glædesfyldt og inkluderende for alle, mener den engelske kommentator Mary Riddell i The Observer.

Hans personlige rejse fra mest udskældte person i England, da han ved VM for 4 år siden selvforskyldt fik et rødt kort og blev sendt af banen mod Argentina, til sin nuværende stjernestatus som nationalikon er en fænomenal historie. Det er en udviklingsrejse fra forkælet dreng til en ansvarlig og charmerende mand, som med enorm mentalt styrke har udholdt næsten fire års kolossalt had fra fans, der først rigtigt tilgav ham, da han sparkede England ind i VM sidste år i den afgørende kvalifikationskamp mod Grækenland.

Flere andre aviser fra Telegraph til Guardian har også noteret sig, at den venlige og afslappede Beckham befriet for aggressive udfald har haft en magisk afsmittende effekt på England- fansene, som indtil videre har sørget for god stemning og nærmest spejderagtig opførsel i Korea og Japan. De værste engelske tatoverede hooligans er tilsyneladende heller ikke er nået frem til Japan og Korea, og der er også for første gang et synligt segment af de sorte og asiatiske britiske fans, der ellers ikke tør dukke op, når England spiller i de europæiske byer.

David Beckham er en autentisk arbejderklassehelt, mener Mary Riddell. Han elsker sin kone Victoria, Posh Spice, og sin søn, drikker højst et glas champagne og ytrer sig ikke aggressivt - milevidt fra tidligere England-spillere, som tævede deres koner, druknede i øl, sniffede coke osv, som f.eks. Paul Gascoigne.
Men det er ikke hele historien, for Beckham har en provokerende edge som mange andre pæne spillere ikke har. For der er ingen tvivl om, at han visuelt med sine diamantøreringe og frisurer frækt leger med en masse fasttømrede forestillinger om, hvordan en rigtig mand ser ud - ikke mindst noget så symbolskt maskulint som en fodboldspiller og anfører for det engelske landshold. "Captain", som anfører hedder på engelsk; hvor meget mere mand kan man næsten blive i den kontekst??

Helt uhørt i det homofobiske fodboldmiljø har Beckham ladet sig fotografere til forsiden af et bøsseblad – han er på ingen måde truet på sin maskulinitet af sine mange bøsse-fans.
Dette har ophidset en del mennesker, og da han blev fotograferet i en sarong og Posh Spice for sjov sagde, at han godt kunne lide at gå i hendes tangatrusser, brød helvedet løs. Hetzen har siden gået på, at det er hende, "der har bukserne på" og dele af den engelske presse har portrætteret ham som en tøffelhelt styret af Victoria - "under the thumb", som det hedder på engelsk. Hertil har Beckham svaret kækt: "it's a nice thumb to be under”.

Vores hjemlige tabloidorgan BT, der ellers gerne vil appellere til kvindelige læsere, fulgte dagen for Englands 3-0 kamp mod Danmark op på den type hetz. Med et billede af Beckham på forsiden, som via foto-shop var blevet iført dametrusser, skreg overskriften: "Skal vi tabe til denne mand, en tøffelhelt ??". Og i en opfølgende artikel om slemme engelske fodboldspillere beskriver BT det som nærmest en forbrydelse, at Beckham har ladet sig fotografere "halvt afklædt og indsmurt i babyolie" til et modeblad inden VM. Uha, uha; babyolie, det var slemt…..(Og så vi ved jo alle, hvem der beholdt bukserne på i den kamp, for nu at blive i sprogbrugen).

Det er netop den type lamme og homoangste maskulinitet, som Beckham stille og roligt hæver sig milevidt over. Han har ikke problemer med, at hans kone er berømt og har tjent millioner, som BT og andre tilsyneladende har det, for selvfølgelig gør det ham ikke til mindre mand.
Hans maskulinitet er ikke betinget af, at kvinder er underordnet ham. Og den er heller ikke bundet op på at lægge afstand til bøsser og sorte, som det ellers ofte er tilfældet i hvide fodboldmiljøer.


Meget i Beckhams personlige grooming med det altid topplejede hår minder også meget om sorte britiske hetero-mænds stil. En tjekket stil med hyppige besøg hos frisøren, (som sort kort hår kræver det), hvilket ikke har de samme bøsse-forskrækkede konnotationer som hos mange hvide nordeuropæiske mænd. Og det britiske landshold er da også en skønsom og ganske uproblematisk blanding af sorte og hvide spillere, som han ikke er bange for at kysse på kinden, når de scorer. Et fakta, som mange mandlige journalister heller ikke kan lade være med at kommentere på – hvad siger hans kone mon til det? Beckham svarer: "så længe det bare er drengene, så tror jeg ikke hun har noget imod det".

Men Beckham kan vist ikke alene få æren for den nye engelske, nationale mandemodel. Svennis, som svenske landstræner Sven-Göran Eriksson kaldes, har også arbejdet hårdt for den nye stil. Han har samme sympatiske, lidt generte og underspillede stil som Beckham, og vigtigst af alt har han ifølge The Guardian helt fjernet krigsretorikken fra de obligatoriske pep-udtalelser op til en stor landskamp.

Ikke noget med at mindes tidligere tiders virkelige krige, når der skal spilles mod arvefjenderne Argentina og Tyskland, hvor det er helt almindeligt at Englands fans hetzer totalt, når disse landes nationalsange afspilles. Tabloidpressen er normalt også først fremme ved xenofobiens havelåge, når hold som Tyskland er på banen, og har i årevis sørget for at køre en skummende hadsk, nationalistisk stemning op. Krigsmetaforikken er også tilstede i nogle af sangene som "No surrender", som der ifølge reportagerne har været meget lidt af i Korea og Japan. (Teksten lyder: "There’s a George in my heart, keep me English. There’s a George in my heart, I pray, there’s a George in my heart, keep me English, Keep me English till my dying day. No surrender, no surrender, no surrender to the IRA…scum).

Den nye positive nationalisme i forbindelse med det engelske landshold er noget den engelske Football Association har håbet på i årevis, så nu bliver det spændende at se, om Beckham-faktoren kan holde eller blot var et festligt 14-dages fænomen.
Den falder under alle omstændigheder på et tørt sted. Fra akademisk og politisk hold og mange andre kanter har man længe efterlyst denne positive identitet i kølvandet på, at New Labour som lovet har givet Skotland og Wales udvidet selvstyre, og disse har i den grad fejret deres nationale identiteter. Men hvad så med England?

Det brølende hooligansegment med de hårde skaldede mænd i front har i den grad været synonymt med England, at det har gjort det svært at sige åbent "jeg er stolt af at være englænder" uden at få associationer til de tatoverede fodboldracister. Sorte og asiatiske briter har traditionelt altid erklæret sig som netop briter og ikke englændere. En strøm af bekymrede bøger om, hvad det vil sige at være britisk og engelsk har set dagens lys de senere år, men det er altså fodboldspiller David Beckham og co., der er gået rent igennem.

Tendensen er vel også godt hjulpet på vej af andre samfundsforandringer og f.eks. positive rollemodeller som den charmerende og allestedsnærværende superkok Jamie Oliver, der hænger ud med sine venner på ikke truende facon, elsker sin kone osv. Og tør man nævne Tony Blair, der ikke er bange for at tage bleskiftet, (okay, han var liiiidt langsom i optrækket med at tage forældreorlov, da han fik sin efternøler sidste år), og desuden erklære at England er et multikulturelt samfund – uha!

London’s officielle turistbureau promoverer også stolt London som "The Gay Capital of Europe" med eget lille bøssekvarter som Old Compton St. midt i Soho – fra trussel og skam til positiv promovering. En helt utænkelig tanke for ti år siden, hvor erklæret homoseksualitet var politisk selvmord. En konservativ gift politiker måtte f.eks. tage sin afsked efter at have delt hotelværelse og seng med en anden mand på en tur til Frankrig – han påstod selv lidt lamt, at de delte seng for at spare penge for regeringen.
I hovedstaden er der også åbnet adskillige skønhedssaloner for (hetero)-mænd som f.eks. det populære The Refinery – et navn med sikre maskuline associationer til olie og maskineri, og salget af skønhedsprodukter til mænd er virkelig steget.

Der er noget i gære, og selv om England med Beckhams hanekam i spidsen taber fredagens VM kvartfinale mod Brasilien, og hooligantyperne slår til igen med fråde om munden og kasteskyts i St. George’s navn, så er der under alle omstændigheder blevet pirket til de trætte manderoller og tilknyttede trætte nationalismer og skabt nødvendige sprækker.

Efterskrift

Da tårerne blev tørret efter Englands kvartfinale tab på 2-1 til Brasilien, var kommentatorer fra så vidt forskellige aviser som The Guardian og Daily Mail rørende enige om, at det havde været dejligt at få en såkaldt "harmløs" engelsk nationalglæde frem, som det var sket i forbindelse med VM. Japanske fans med deres store forkærlighed for bl.a. David Beckham og alting engelsk havde gjort deres til at skabe den gode stemning og afværge hooligan-opførsler. Med de påmalede St. George’s flag i tusindvis af glade ansigter og endnu flere Beckham frisurer var det vel lidt svært at blive ond og hidsig og begynde at smadre inventar.

Og sandelig om Beckham, eller "Debbido Bekkamu", som hans navn udtales i Japan, ikke også har formået at rokke ved japanske kønsbilleder. I Japan (ifølge The Guardian) spiser rigtige mænd stærkt og syrligt slik - ikke sødt og klistret slik, men efter Beckham blev spottet med en slikkepind i munden, er det nu pludselig voldsomt smart med det søde…

Men sure toner var der naturligvis også nogle af. Svennis burde mere dominerende og højlydt have råbt sit hold til sejr i stedet for at være køligt tilbagelænet, mente flere aviser, og Beckham skulle mere kraftfuldt (læs: mandigt?)have taget kontrollen med holdet og løftet dem frem med et fast greb i nakken. Herhjemme er Berlingske Tidendes bagside gået i selvsving over, at Beckham senest er set til en barnedåb iført lyserød neglelak. Det kan avisens firkantede korrespondent kun forstå, som at der bor en kvinde i Beckhams krop - mandens genderbender leg og "ny mand"-potentiale går fuldstændig skribentens næse forbi. Imens stormer engelske mænd ind i butikkerne for at købe neglelak…let the game continue!


Gunhild Riske er medredaktør af FORUM og skriver også "Turen går til London", Politikens Forlag
 
Læs mere
Kommentar i Observer om Beckhams betydning for Englands identitet
No Beckham - no England

Fodbold er et sted, hvor mænd lærer at være en bestemt slags mand, og i Sverige indebærer det bl.a. at lægge afstand til bøsser, indvandrere og kvinder. Dagens Nyheter stiller skarpt
Idrott en fostran i manlighet
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk