Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

TV med kønsbrillen på

 

Absurditeterne vælter frem på tv-skærmen i de 14 dage vores anmelder (også) sidder limet til apparatet med kønsbrillen på: kvindekroppen blivet strammet op fra skeden til ansigtet eller får mellem linjerne anbefalet en stramning som f.eks. Gwyneth Paltrow efter hendes uheldige Oscar-kjole. En benhård disciplinering som danskernes time-forbrug af tv ikke er underkastet.....

 

 
FORUM 9.4.2002 Da jeg for noget tid siden læste, at danskerne gennemsnitligt bruger 2 timer og 32 minutter hver dag på at se tv, sortnede det for mine øjne. For det giver sammenlagt 8 år på et liv! Man ville kunne nå at skrive en doktorafhandling på den tid. Ved nærmere eftertanke bruger jeg mere end 2 timer og 32 minutter i selskab med Den Store Kabelpakke fra TDC. Hvor mange år det bliver til i længden tåler ingen nærmere udregning. Så måske jeg bare skal lænke mig foran kassen de næste 12 år og få det overstået?

Tirsdag 19.03.02

Kl. 18.30
Jeg falder ind i Go’aften Danmark på TV2, hvor værten Hans Pilgaard interviewer ex-spin doctor, nu politisk kommentator, Henrik Qvortrup. Emnet er Erhard Jakobsens begravelse og navnlig dem, som “glemte” at møde op. Spekulerer på, hvornår dette land får et par (synlige) kvindelige spin doctorer. For ikke at tale om politiske kommentatorer. Eller skal man hedde Hans, Ralf, Erik eller Henrik for at blive det?
Næste indslag handler om fire småpiger fra Lyngby, der angiveligt har vundet en konkurrence i Snurre Snups Søndagsklub om at ligne Eye-Q komplet med bare skuldre og ben, lipgloss og sexet dans. Pigerne drømmer om at blive popstjerner. Jeg drømmer om, at sparke Bubber og Snurre Snups Søndagsklub i røven.

Kl. 20.00
Bukker under for en gammel last. Ser kunstskøjteløb på Eurosport. Der er VM, og herrerne løber. Hvad mere kan man ønske sig ovenpå Hans Pilgaard og ti-årige popstjerner? Hvor damerne affirmerer en stereotyp forestilling om “kvindelighed”, som handler om at være minimalt og sexet påklædt og alligevel ligne en jomfru på 12 år, synes herrerne (måske ubevidst) at have gang i et lidt andet projekt. Med lidt god vilje kan man næsten sige, at de udfordrer visse traditionelle forestillinger om maskulinitet (i hvert fald indenfor sportsverdenen). Iklædt stramme velourdragter, pailletter og prins Valiant frisurer løber de deres programmer med varierende elegance. Der er gennemført dårlig stil over hele linien, men det er meget underholdende.

Onsdag 20.03.03

Kl. 20.00
Efter gårsdagens udskejelser på Eurosport søger jeg tilflugt hos SVT. Svenskere har åbenbart udviklet en højere og mere begavet forståelse af begrebet public service end danskere. I hvert fald er jeg hos SVT endnu aldrig stødt ind i den uendeligt lange række af fladpandede, underlødige og suspekte Danielle Steel filmatiseringer, som DR på et tidspunkt mente, det var en pligt at transmittere til den danske nation hver mandag aften. På SVTs hjemmeside kan man læse, at nyheds-, fakta- og samfundsrelevante programmer udgør omtrent halvdelen af hele sendefladen. Muligvis har DR en tilsvarende statistik - men man skal i så fald lede længe efter den (og i hvert fald ikke på tv-skærmen).

I aften sender SVT en dokumentarfilm om en svensk-amerikaner, der har tilbragt næsten 20 år i amerikanske fængsler dømt for mord. Han har aldrig været i Sverige men efter afsoning udvises han alligevel fra USA. I Sverige skal han begynde forfra med alt. Selvom emnet er sensationelt er udsendelsen afdæmpet og loyal; fri for håndholdte kameraer, fremprovokeret dramatik og følelsespornografiske scener. En scene er særlig tankevækkende: Hovedpersonen er hos tatovør for at få udbygget en tatovering. Allerhelst vil han have den fjernet, men det er for dyrt. I fængslet fik han lavet en tatovering med et nazistisk motiv, og den fortryder han nu; selv siger han, at valget af nazi-symbolet ikke først og fremmest var motiveret af racistiske sympatier nærmere end af nødvendigheden i at blive accepteret af en bestemt gruppe fanger.

Søndag 24.03.02

Kl. 21.00
Jeg og TV-avisen lader op til store Oscar-aften med et indslag om det nyeste udi skønhedski-rugi: Botox. For et par tusinde kroner kan man hver fjerde måned få sprøjtet botox ind i ansigtet. Det vil lamme nerverne - og voila - rynkerne forsvinder. Ifølge TV-avisen afholdes der nu deciderede botox-parties i Hollywood ud fra devisen: Gæst ankommer fint påklædt til “festen”, gæst mingler med de andre gæster, læge ankommer, læge sprøjter botox ind i gæsterne. Alle er glade (særligt lægen som griner hele vejen tilbage til banken). Sjovt nok fortæller indslaget intet om, at botox er baseret på en bakterie, som under visse omstændighe-der kan udvikle sig til botulisme - også kaldet pølseforgiftning.

Det får mig til at tænke på et program om vaginal plastikkirugi, som blev sendt for et par uger siden. Ikke nok med at man nu kan få strammet vagina op, hvis farmand er utilfreds med serviceringen derhjemme - man kan også få omrokeret det ydre look ved hjælp af en lille net omskæring, hvor fx de indre skamlæber formindskes (for hvem vil have sådan et par store grimme flapper, som hænger udenfor?). For dem som måtte være interesserede kan jeg, efter at have set programmet, afsløre, at idealet er en dåse, som kun ti-årige piger er i besiddelse af. Det føles unægtelig som om the last frontier er faldet. Nu venter vi vel kun på rectal plastikkirugi? Kropsdisciplineringen kender i hvert fald ingen grænser.

Torsdag 28.03.02

Kl. 19.25
Ser et opbyggeligt dokumentarprogram på DR2 om tre amerikanske kvinder, som er på føjelighedskursus. De skal “lære at afgive magt og kontrol i parforholdet”. Kursusleder er Laura Doyle, forfatter til bogen Surrendered Wives, som har solgt et svimlende antal millioner eksemplarer worldwide. I programmet følger vi Connie, Tammy og Merilee, som hver har betalt 200 dollars for et fire ugers kursus, hvilket er rørende billigt, når man tænker på, hvad det fx koster at gå til psykolog. Tre minutter inde i programmet ønsker jeg dog, at samtlige medvirkende i stedet brugte pengene på netop en psykolog og ikke en udspekuleret kursusleder, som sandsynligvis er Carl-Mar Møller i forklædning.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår desperationen: Connie er fx sammen med den våbenelskende neanderthaler Ted, som synes, det er passende at sammenligne loven om våbenkontrol med den politik, som Hitler førte i 1930'erne. Kursusleder Laura anbefaler Connie at gifte sig med Ted. Lidt anderledes forholder det sig med Tammy. Hun er ikke gift med en psykopat; derimod er hun godt i gang med at kritisere sine omgivelser og i særdeleshed sin mand ihjel, fordi han ikke lever op til hendes mildest talt urealistiske forestillinger om Romantisk Kærlighed i skikkelse af en fladmavet Tom Cruise. Endelig er der Merilee, som (for mig af stadig uvisse grunde) græder sig igennem hele udsendelsen.

Og ja - sandsynligvis kunne Connie, Tammy og Merilee få glæde af en lidt mindre udviklet kontroltrang og ikke mindst et mere realistisk forhold til forestillingen om den Romantiske Kærlighed som udfrier af alle sorger, men kurset minder alligevel mest om en øvelse i kvindelig underkastelse, selvom kursuslederen hårdnakket påstår noget andet. Programmet anskueliggør i hvert fald, at mange lever med en forståelse af kærlighed som værende bestående af mandlig dominans og kvindelig underkastelse.

Kl. 21.30
Således deprimeret fortsætter jeg aftenen med at se Oscar-genudsendelse, selvom jeg, her fire dage efter selve uddelingen, kender alle vinderne. Midt i al (den overvejende positive) virak om Halle Berry, Denzel Washington og Sidney Poitiers historiske Oscars, synes det alligevel som om, der er lang vej igen, før etniske og seksuelle minoriteter bliver repræsenteret (og præmieret) nogenlunde retfærdigt i Hollywood (eller herhjemme for den sags skyld). Undrer mig fx over, hvorfor næsten ingen synes det er problematisk, at dødssyge Ron Howard (som vinder instruktørpri-sen for den biografiske A Beautiful Mind) har valgt at gengive Alicia Nash (hustru til matematikeren John Nash - filmens hovedperson) som hvid anglo-amerikaner, når hun faktisk er latina, født og delvist opvokset i El Salvador. Hvis man lavede en biografisk film om Ronald Reagan, ville man så lade Halle Berry eller en anden sort skuespillerinde spille Nancy Reagan? Nej vel. På dette punkt kan Ron Howard ikke dække sig ind under “kunstnerisk frihed”. Så mens der tages tre vigtige skridt fremad - bakker vi to tilbage et andet sted. Men OK - Howard har også udeladt andre banaliteter fra John Nash’ liv, fx hans påståede homoseksualitet, et barn han fik udenfor ægteskab, en skilsmisse mellem ham og Alicia, hans antisemitisme samt Alicias frustration over at måtte ofre sin karriere som fysiker. Det ligner unægtelig en tanke.

Ellers kigger jeg efter Gwyneth Paltrow. I de fire dage som er gået efter seancen har fundet sted, har det verdensomspændende Fashion Police været efter hende. Hun har nemlig formastet sig til at komme i en sort kjole med en gennemsigtig overdel og - som det værste af alt - uden BH. Nu kan man hævde, at kjolen vil være en kikser på enhver, fordi den er dårligt skåret, syet eller noget helt tredje. Men nej: Kjolen er en kikser, fordi den afslører, at Gwyneth har “flat breasts” eller “droopy twins”, som det så poetisk formuleres. Visse "modeeksperter" har endda udtalt, at stakkels Gwyneth må have grædt ved synet af sig selv (og sine flade gajoler) i den kjole. Det falder åbenbart ikke folk ind, at hun selv (sandsynligvis efter grundig overvejelse) har valgt at tage den famøse kjole på - som altså nu viser sig at besidde et uforudset subversivt feministisk potentiale. Eller endnu værre: At flade bryster faktisk er attraktive (denne tanke er åbenbart for frastødende og revolutionær til at nogen overhovedet kan tænke den). Overvejer stærkt at skrive til Gwyneth Paltrow og tilbyde min (ligeledes fladbrystede) støtte. Måske det kan blive starten på De Flade Brysters Befrielsesfront.

Langfredag, lørdag, 1. påskedag
Sker der en kollektiv mental nedsmeltning i dette land, når vi kommer til højtiderne? Går vores hjerner i stå, så vi kun orker at se dårlige B-film på samtlige kanaler? Er vi dumme? Selv en tv-junkie må slukke for tv'et og i stedet spise påskeæg.

1. påskedag (fortsat)

Kl. 21.00
Fuld af påskeæg tager jeg med Brad Pitt og TV3 syv år til Tibet. Udstyret med en (meget) afbleget arisk frisure og en ubestemmelig accent kæmper Brad sig en anelse ubehjælpsomt men dog tappert gennem rollen som den østrigske bjergbestiger og nazist Heinrich Harrer i Jean-Jacques Annauds film Seven Years in Tibet (1997). Det kræver stor koncentration at abstrahere fra, at alle taler engelsk med dårlig tysk/østrigsk accent. Jeg forstår, at filmen først og fremmest er lavet til et amerikansk publikum (som ikke læser undertekster), men de fatter vel for fanden, at østrigere ikke går rundt og taler gebrokkent engelsk indbyrdes? Hvorfor ikke bare tale engelsk uden accent (og så lader vi alle som om, det er tysk)? Venter bare på, at Meryl Streep kommer ind fra højre og begynder på sin helt egen version af dansk-engelsk-Out-Of-Africa-Into-Tibet.

Bortset fra de kiksede accenter er filmen ganske interessant, fordi den er en del af den Tibet-besættelse, som vestlige instruktører udlevede i 1990'erne. Udover Annauds Seven Years in Tibet var der Martin Scorceses Kundun og Bernado Bertoluccis Little Buddha. I disse storladne og bekostelige film, produceret med det købedygtige amerikansk-europæiske marked for øje, gengives Tibet som et tabt utopia, et idyllisk Shangri-La befolket af ædle tibetanere, som skal reddes (helst af den vestlige verden) fra det onde, onde Kina. Dalai Lama selv romantiseres både som person og som religiøst overhoved. Dermed ikke sagt, at jeg på nogen måde støtter den illegitime kinesiske besættelse af Tibet; ej heller har jeg noget principielt imod, at der laves politiske film om Tibet med det formål at problematisere og kritisere Kinas rolle - men man kunne ønske sig et lidt mere nuanceret og knap så eksotiseret billede, end det Hollywood præsenterer os for.

2. påske-dag

Kl. 20.00
I klar nederlagsstemning (alle ser alligevel Rejseholdet på DR1) genudsender TV2 en dokumentarfilm af journalisten Thomas Heurlin. Det er ikke særlig sjovt. Som ung får han datteren Karina; et barn som han i mange år ikke vil kendes ved, dels fordi han ikke vil være far, dels fordi moderen kommer fra en "forkert" social klasse. Med en vis sans for melodrama hedder udsendelsen “Dømt til at være far”. Strengt taget har han vel bollet sig til at være far - men det lyder selvfølgelig ikke helt så pænt og selvretfærdigt. Udsendelsen er en slags bodsgang, en renselse, fra Heurlins side. Den lykkes meget dårligt. Selvom han forsøger at vise datterens oplevelser af svigt, er synsvinklen - som titlen afslører - placeret hos ham selv. Det er tankevækkende, at mens Heurlin bruger meget tid på at undersøge Karina og hendes svært belastede familie (hendes mor og hendes morfar) bruger han meget lidt tid på sit eget langt mere privilegerede liv med stationcar, svensk kakkelovn og ny familie. Nok ser man Heurlin hos psykologen, mens han gransker sine svigt og sit mangelfulde forhold til datteren, men hans egen baggrund og familie lukkes aldrig op. Udsendelsen giver indtryk af, at i den kiksede, alkoholiserede og voldelige underklasse hersker en slags social determinisme, som andre klasser (læs: de privilegerede) er fri for (eller i hvert fald er der ingen grund til at rippe op i den på landsdækkende tv i den bedste sendetid). Det er ikke særlig godt tv.

Tirsdag 02.04.02

Meget sent:
Får slået ind på en kanal med unge mænd som udøver en "ekstrem" sportsgren, jeg aldrig har set før og heller ikke ønsker at se igen (de cykler op og ned ad en væg - hvilket er meget kedsommeligt). Finder ud af at det er Extreme Sports Channel - denne måneds tilbud på den såkaldte Ønskekanal. Af uransagelige men sikkert højst kommercielle og useriøse grunde valgte TDC på et tidspunkt at fjerne NRK fra kabel-tv. I stedet for norsk public service har TDC derfor udbudt henholdsvis Performance og E!, to kanaler fra Hollywood fyldt med en masse plastikopererede celebriteter. Nu synes bunden dog nået med Extreme Sport. Værre kan det simpelthen ikke blive. På den anden side: Hvis TDC virkelig beslutter sig for kun at udbyde sådanne programmer (og de er godt i gang) er jeg sikker på, at de daglige 2 timer og 32 minutter hurtigt vil svinde ind til ingenting.

Så intet er åbenbart så ondt, at det ikke er godt for noget.

Lene Myong Petersen, cand.mag. i litteraturvidenskab
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk