Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fransklektion 1, 2 & 3

 

At Le Pen kom med i anden runde af det franske præsidentvalg den 5. maj var ikke alene et chok for store dele af den franske befolkning, men også for denne klummeskribent, der har boet i Frankrig i mange år. Siden har hundredetusinder proteseret mod fremmedhadet og højrenationalismen, og i følge FORUMs Birthe Pedersen givet resten af Europa lektioner i demokratisk opvågnen.

 
FORUM/Lyon 3.5.2002 Selvfølgelig havde vi talt om, at det kunne ske. At Le Pen kunne gå videre til anden runde i det franske præsidentvalg. Vi havde talt om det, sådan som man engang fortalte hinanden spøgelseshistorier i mørket for at mærke angsten risle ned ad rygraden. Og så tændte vi lyset, når det blev for uhyggeligt. Gaullisterne og socialisterne ville som sædvanlig komme først i mål.

Billederne af de lamslåede vælgere, da valgresultatet blev offentliggjort, er gået verden rundt. Og Frankrig følte sig præcis så lamslået og tilintetgjort, som billederne viste.

Spøgelseshistorien blev til virkelighed.


Selvfølgelig kan man finde mange forklaringer, der begrænser rækkevidden. Det store antal sofavælgere - næsten hver tredie franskmand - har givet uforholdsmæssig stor vægt til Le Pens vælgere. Det samme har venstrefløjens splittede stemmer på ikke færre end otte forskellige kandidater. Ret beset har Le Pen kun fået 200.000 stemmer mere end i 1995, hvor han blev elimineret..

Men manden som har kaldt koncentrationslejrene for en detalje i Anden Verdenskrig, og som er blevet dømt for voldeligt overfald på en kvindelig modkandidat i 1997, manden som påstår at kunne løse Frankrigs økonomiske problemer ved at diskriminere alle udlændinge ved fordeling af jobs, boliger og sociale ydelser, denne mand er i 14 dage potentiel præsident for et af Europas største lande. Frankrig efterligner Danmark, som min søns skoleinspektør bemærkede med et svedent grin.

Men Le Pen vinder ikke på søndag. Han kommer ikke i regering på søndag, og han bliver heller ikke nogens støtteparti. Alligevel er dette franske valg symbolsk, fordi det handler om landets øverste embede og den måske mest magtfulde post i Europa. Netop derfor er Frankrig også ved at blive et symbol. Ikke på højreekstremismens uimodståelige fremmarch men tværtom på modstanden imod den.

Søndag den 21. april og resultatet af første valgrunde affyrede startskuddet til en gigantisk borgerbevægelse imod fremmedhadet og den hadefulde nationalisme. Den franske befolkning er ved at give hele Europa en lektion i demokratisk opvågnen.

Det yderste højres fremgang i Europa ledsages langt de fleste steder af modstandsbevægelser og forsøg på at demonstrere, at størstedelen af befolkningen ikke deler de fremmedfjendske tanker. Men ingen steder har modstanden været så massiv som i Frankrig.


Det skyldes selvfølgelig det franske valgsystem, som giver franskmændene mulighed for at ændre valgresultatet i anden valgrunde. Men det skyldes også, at det yderste højre og dets politiske medløbere mange steder har haft held til at bilde befolkningen ind, at man ikke må tage alt for voldsom afstand fra de nye, tilsyneladende "stuerene" højrepartier. Man kan ikke bare afvise disse synspunkter, når nu vælgerne fremsætter dem på demokratisk vis, formanes vi. Under påskud af, at en del af vælgerbefolkningen har annammet disse holdninger, fremstilles det som udemokratisk at kalde en skovl for en skovl og racisme for racisme.

Det er endog kommet så vidt, at enhver der formaster sig til at hylde værdier som humanisme, lighed og menneskerettigheder pr. automatik diskvalificeres som "hylekor" og "godhedsindustri". Der dømmes "politisk korrekthed", så snart nogen vover at bekende sig til noget, der ligner moral. Her gælder ingen moral, ingen etik.

'Hvor er det godt, vi har sådan en fri debat i Danmark, at vi kan chokere den ganske verden med vores udfald mod ikke-danskere', lyder det selvtilfreds fra det særlige politiske hold, som har spundet politisk guld på at hævde, at der ikke længere findes moralske normer, vi bør respektere. Hele det yderste højres propaganda-apparat sigter mod at nedbryde de barrierer, som Europa siden Anden Verdenskrig har bygget op mod det barbari som begynder med at nægte at Næsten altid er en næste, uanset etnisk og religiøs baggrund. Og som fortsætter med at kræve forskelsbehandling og diskrimination.

Jo, siger franskmændene nu, vi har ikke bare ret til at sige fra over for racismen og demagogien, vi har pligt til det. Borgerpligt. Det er budskabet, der lyder fra de daglige demonstrationer hvor tusindvis af unge og mindre unge siger: disse synspunkter er uacceptable. Ikke forbudte men uacceptable. Der må være en grænse. Og her er den. Det er fransklektion nr 1.

Lektion nr. 2 går ud på at demonstrere, at højreekstremisterne heller ikke har monopol på nationalismen. Denne folkelige opstand imod populismen er i fuld gang med at vise, at der findes en nationalisme, der ikke bygger på etnicitet men på principper. At være fransk statsborger betyder, at man respekterer visse moralske grundværdier, som netop er humanismen, demokratiet og solidariteten. En af grundstenene til denne arv blev lagt af den franske revolution, som gik ud på at afskaffe de arvelige privilegier og slå fast, at fransk er enhver, der støtter Republikken, hvilket er den franske gradbøjning af begrebet demokrati. Derfor synger demonstranterne La Marseillaise og deler franske trikolore-flag ud. De viser, at det er muligt at tilbageerobre den nationale identitet, som højreekstremisterne har tilranet sig.

Forudsætningen er, at man stemmer på søndag. Disse demonstrationer erstatter ikke valget. De et demokratisk udtryksmiddel i valgkampen. Valghandlingen og måske endog partipolitikken, disse støvede størrelser fra en anden tid, især i de unge vælgeres øjne, er pludselig blevet rehabiliteret. Demokratiet har fået en fornyet betydning.

Læg vel mærke til, at overalt hvor det yderste højre har fået bare fligen af magt, har dets første gerninger været at kneble kritikken. I Østrig har man inddraget de offentlige tilskud især til kvindebevægelsen, fordi den hørte til kritikerne af FPÖ. I Danmark lægger DF ikke skjul på, at Det Danske Center for Menneskerettigheder skulle nedlægges, fordi direktøren, Morten Kjærum, havde mishaget partiet med sin kritik. Og selv om Berlusconis bevæggrunde måske mindre er politiske end personlige og juridiske, har han ikke desto mindre forlangt tre kritiske italienske tv-journalisters hoved på et fad.

Og så er vi fremme ved søndagens valg, som gerne skulle levere fransk lektion nr. 3. Nemlig at de højreekstremistiske synspunkter, uanset hvor stuerene partisoldaterne forsøger at få dem til at tage sig ud, er håbløst i mindretal. Søndagens valg er ikke et præsidentvalg men en folkeafstemning for eller imod Le Pen og hans politik. Hvis prognosen fra første valgrunde holder stik, vil 80 procent af vælgerne sige nej til Le Pen. Intet andet land i Europa har på samme måde taget et klart opgør og sort på hvidt vist styrkeforholdet mellem det acceptable og det uacceptable. Man kan håbe på, at franske politikere fremover tænker sig om to gange, før de vælger at støtte sig til Front National og ligesindede, sådan som det er sket i regionerne. Man kan tilmed håbe på, at politikere i andre lande får øjnene op for, at kissemisseriet med det yderste højre kan give bagslag. Når man klart kan vælge mellem racismen og noget andet, så vælger det store flertal noget andet.

Selvfølgelig kan man frygte, at dette valg legitimerer det yderste højre yderligere og bereder vejen for nye og større valgsejre. Men dette valg, der ramte franskmændene som en kalamitet, kan også få et positivt udfald. Når først nationen har slået fast med syvtommersøm, at enhver politik tager udgangspunkt i respekt for individets rettigheder, uanset dette individs hudfarve, så vil det også være muligt at løse nogle af de problemer, som Frankrig står over for.

For situationen i de fattige betonforstæder er katastrofal. Selvfølgelig skal der gøres noget ved kriminaliteten, som forpester tilværelsen for beboerne, og som har fået lov at florere, så længe den og den tilhørende fattigdom ikke generede folk i de fine kvarterer. Det handler ikke i sig selv om indvandrere eller den nationalitet, de kriminelles bedsteforældre havde, men om retspolitik, socialpolitik, beskæftigelsespolitik, boligpolitik og skolepolitik.

På samme måde er det også naturligt at forvente af mennesker, der installerer sig i et andet land, at de lærer dette lands sprog, fordi det er et nyttigt redskab. Det krav kan man stille, når man ikke samtidig forlanger stupid assimilation over hele linien. Og når den skjulte politiske dagsorden ikke er, at de fremmede i virkeligheden hverken skal assimileres eller lære sprog men smides ud.

De unge i forstæderne, som godt ved, at det er dem, Le Pens vælgere tænker på, når de siger "kriminalitet", desuagtet de fleste af dem også selv er ofre for kriminaliteten, har fået den bedst tænkelige opmuntring til at engagere sig i det franske samfund: alle disse franskmænd, unge som gamle, som siger nej til Le Pen, opleves af de unge i forstæderne som en tilkendegivelse af, at de hører til i det nationale fællesskab.

Om Frankrig bliver i stand til at løfte den gigantiske opgave, det bliver at finde svar på det moderne samfunds bymæssige problemer er en anden sag. Det får vi et fingerpeg om ved det parlamentsvalg, som følger efter præsidentvalget i juni. Her slutter den nationale forbrødring, og de traditionelle politiske skæringslinier vil træde frem igen, måske med større kraft end tidligere.

Men befolkningen er vågnet og en linie er blevet trukket. Hertil og ikke længere.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk