Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Incest udsat for berøringsangst

 

Ukært barn har også mange navne. Incest praktiseres - incest eksisterer i høj grad, men det tabubelagte emne har det med at forsvinde ud af den offentlige debat ved sit rette navns nævnelse. Fra incest, seksuelle overgreb mod børn i familien, børneporno til, at politiet nu kalder det IT-kriminalitet. Incesttabuet - i betydningen "vi taler ikke om det" - er intakt

 

 
FORUM/31.10.2002 Det er ikke længere muligt at komme uden om det: Der findes et antal fædre og stedfædre, som bruger deres børn som genstand for seksuelle udskejelser, og der findes et antal mødre og stedmødre, som bistår. Man kan selv se det på internettet.

Seksuelle overgreb mod børn i kernefamilien forsvandt imidlertid fra den offentlige debat midt i 1990'erne. I dag taler man i stedet om pædofile netværk og børneporno. Fra slutningen af 1980'erne gik bølgerne ellers højt, og man var vidne til en polarisering mellem på den ene side folk, der mente at vide, at incest stort set kun forekommer i børns (og voksnes) fantasi, og på den anden side folk, der mente at vide, at børn (og voksne) altid beretter om virkelige hændelser, når de hævder at have været udsat for seksuelle overgreb.

De to yderfløje i debatten gav udtryk for henholdsvis benægtelse eller bagatellisering og overdrivelse eller fejltolkning. Benægterne, der var at finde blandt (især mandlige) psykiatere, forsvarsadvokater og journalister, kom med perfide og hadefulde angreb mod de (ofte kvindelige) psykologer, socialrådgivere og andre praktikere, som arbejdede direkte med børnene.

Polariseringen kom klart frem i medierne. På et tidspunkt viderebragte BT og Politiken stort set kun benægternes indlæg, mens Ekstra Bladet stod på det modsatte hold. Det var særlig tilfældet omkring Roum-sagen, som i debatten blev gjort til en incestsag, selv om den kun var det for en enkelt af de tiltaltes vedkommende.

Men incestdebatten forsvandt, og i stedet kom interessen for pædofile pædagogers
formodede overgreb mod små børn i børnehaver. Igen kom benægterne på banen, og igen var der formentlig overdrivelser og fejltolkninger i den anden lejr. Vadstrupgård-sagen blev Roum-sagens afløser. Roum-sagen blev genoptaget efter behandling ved Den særlige Klageret. Det blev Vastrupgård-sagen ikke. I Politikens kronik 5. april 2002 undrer en forhenværende leder af denne børnehave sig over Klagerettens afgørelse. Hun udtaler bl.a.: "Man ved i dag meget mere, end man gjorde, da den sag opstod. Der forekommer så mange usandsynlige hændelsesforløb, og halvdelen af sagen, nemlig udløberen, Vadstrupgårdsag nr. 2, er så grotesk, at politiet må opgive sagen, og man alene ved brug af almindelig sund fornuft må sige: Det kan ikke passe".

Karakteristisk for de to sager er, at børnenes forklaringer om overgreb har været anklagemyndighedens vigtigste beviser. Sådan er situationen også i langt de fleste andre sager om seksuelle overgreb. Derfor bliver mange af dem henlagt af politiet på bevisets stilling, eller der sker frifindelse i retten.

Debatten om børnehavesagerne er imidlertid også stort set forsvundet. Nu er det børneporno på internettet, der optager sindene. I sagens natur er påstande om, at man ikke kan tro på børn, her uden mening, og overdrivelser og fejltolkninger er ikke mulige. Vi får den groteske virkelighed kastet lige i hovedet, den sunde fornuft har trange kår. De fleste er enige om at fordømme fænomenet, og politikerne reagerer med krav om (strengere) straf.

De paragraffer i straffeloven, der handler om seksuelle overgreb mod børn inden for familien eller udenfor er ikke pensum på jurastudiet ved Aarhus Universitet. Det er måske en af forklaringerne på, at den unge politifuldmægtig fra Ringkøbing i TV 2s kriminalmagasin Station 2 den 27. maj 2002 måtte indrømme, at han ikke havde haft fantasi til at forestille sig, hvad børn kan blive udsat for. Det, han talte om, var sagen fra Tarm, hvor en far - som led i et internationalt netværk af såkaldt pædofile via internettet havde udvekslet optagelser af sine egne seksuelle overgreb mod en datter med andre fædres tilsvarende optagelser. Han blev afsløret, fordi et af billederne viste et dansk firmalogo på hans T-shirt.

I TV 2s udsendelse fik vi præsenteret en anden af fædrene: En nydelig mand fra San Diego, USA, som for øvrigt i årevis havde været betroet medarbejder i en institution for handicappede børn. Vi så en pæn nabokone udtale sin overraskelse og forfærdelse over, at det kunne ske i dette pæne boligkvarter. Vi hørte om det store efterforskningsarbejde, der hele tiden afslører nye forgreninger af netværket. "Det er som et edderkoppespind", sagde en amerikansk politikvinde. Vi så diagrammer over netværket, vi hørte dansk politis IT-eksperter fortælle, hvor belastende det er at sidde og se på alle disse børnepornografiske billeder, og vi så tre af dem komme hjem fra en rejse til USA. Vi hørte om sexredskaber og reb til binding af børnene. Vi hørte om mænds bestilling af bestemte sexscener og andre mænds løfter om senere levering efter bearbejdelse af børn, der endnu ikke var parate til at deltage i netop den slags scener. Vi kan - hvis vi vil og tør - forestille os, hvordan børnene bliver gjort parate.

I slutningen af 1998 afsagde Østre Landsret dom i den såkaldte Guldlok-sag. Den handlede om en fars grove seksuelle overgreb mod sine to små piger, ligeledes distribueret på internettet. Også den blev konsekvent omtalt i medierne som en sag om børneporno. I øvrigt kom mediedebatten om denne sag mest til at dreje sig om forargelse over retsformanden, der lod de børnepornografiske optagelser vise i retssalen for åbne døre, så andre end nævningerne fik mulighed for (men jo ikke pligt til!) at danne sig et indtryk af, hvad denne far havde udsat sine døtre for. Vi fik den groteske virkelighed smidt lige i hovedet, selv om den sunde fornuft måtte sige os, at det ikke kunne passe.

I virkeligheden handler Guldlok-sagen og sagen fra Tarm om det samme som alle andre sager om seksuelle overgreb mod børn i familien, nemlig incest. Men uden videoerne ville retssystemet og andre voksne med sund fornuft - næppe have troet pigernes forklaring hvis man overhovedet havde kunnet få dem til at fortælle noget, så unge de var. Historierne ville have virket for fantasifulde. I de konkrete tilfælde var der bare ikke noget at tage fejl af. Pigernes vidneforklaringer var overflødige, for fædrene havde selv leveret uomgængelige beviser.

Der er intet nyt i, at nogle fædre og stedfædre bruger deres børn som sexlegetøj. Der er heller ikke noget nyt i, at de tager billeder af overgrebene og udveksler dem. Det nye består i andre ting: Internettets enorme kommunikationsmuligheder og muligheden for anonymitet kombineret med digitale kameraer gør optagelse og udveksling langt mere effektive og fristende end gammeldags postbesørgelse af fotos; efterforskningen er måske nok vanskelig, men også langt mere interessant end tidligere (IT er noget for rigtige mænd, det er afhøring af små børn ikke); man er ikke så afhængig af børns forskræmte og tøvende forklaringer (der let kan afvises som utroværdige og bliver det), og man kan undgå at snakke om incest! Næsten alle andre end producenterne og forbrugerne kan blive enige om at dæmonisere børnepornografi især på internettet. Det er straks sværere at dæmonisere vor far selv, som der jo er tale om i incestsager.

Det er en kendt sag, at talrige børn ikke er blevet troet, når de har fortalt om overgreb af mere eller mindre grov beskaffenhed; når de har berettet om krænkernes brug af (børne)porno som lærebog (se her, hvordan andre børn gør, det kan du da også gøre, ikke?); når de har nævnt optagelse af billeder, som blev sendt med posten (hvem kan huske Roum-børnenes beretning herom?); når de har afsløret krænkernes metoder til at sikre sig børnene tavshed, "hvis du siger noget, så kommer jeg i fængsel, og mor bliver ked af det", eller "jeg slår din kanin ihjel, hvis du ikke holder mund" etc. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at voksne kan gøre sådan noget mod deres egne børn, "i hvert fald ikke i Roum", som en af forsvarerne udtrykte det. Men nu ved vi altså, at en mand i Tarm har kunnet gøre det, og at hans kone i et eller andet omfang har været impliceret.

Kun virkeligheden overgår, hvad vi har fantasi til at forestille os. Det måtte den unge politifuldmægtig i Ringkøbing sande. Den sunde fornuft er ikke altid rummelig nok. Der burde være grænser for, hvad forældre kan finde på at gøre mod deres børn. Der må være handlinger så groteske, onde og utænkelige, at de kun kan forekomme i ens værste mareridt. Børn er det bedste, vi har, vores håb og vores fremtid. Det kan ikke passe, at voksne mishandler, piner og plager dem med vold og seksuelle overgreb og oven i købet optager mishandlingerne på video.
Det kan ikke passe, at voksne udveksler optagelser af mishandlingerne og nyder at se på dem. Det kan ikke passe! Jeg nægter at tro på det! Jeg nægter at tro på, hvad børn fortæller eller hvad voksne fortæller om dengang, de var børn.
På en absurd måde har de mænd, der bruger internettet, gjort børnene en stor tjeneste. De har udvidet området for, hvad vi andre bliver nødt til at tro på.

Generelt må vi slå fast, at der tilsyneladende ingen grænser er for, hvad voksne kan finde på at gøre mod deres egne og andres børn. Har man lov at håbe på en positiv effekt i retning af større vilje til at tro på børns beretninger også, hvor der ikke foreligger hårde beviser i form af billeder på internettet? Eller vil der tværtimod ske det i fremtiden, at kun internetsagerne vil blive taget alvorligt i den offentlige debat og af retssystemet? Og at den synlige børneporno på internettet vil komme til effektivt at skygge for den usynlige incest bag hjemmets trygge mure? Der synes i hvert fald at være et stort behov for at opretholde incesttabuet i form af tavshed om fænomenet. Historien viser, at hver gang incest er blevet bragt frem i lyset som samfundsproblem, er det efter kort tid atter forsvundet fra den offentlige debat. Er det situationen igen?

I politiets virksomhedsregnskab for 2001 er der et afsnit om forstærket indsats mod IT-kriminalitet.
Der skal ansættes 14 nye IT-efterforskere, som skal gennemføre en særlig videreuddannelse, Politiskolen har etableret nye EDB-kurser, Rigspolitiet har oprettet en særlig IT-støtteenhed, der løbende skal tilføres meget bekosteligt IT-udstyr. Afsnittet slutter som følger:
"Det store ressourceforbrug, der er forbundet ved materielanskaffelser og uddannelse, er en nødvendig forudsætning for varetagelse af arbejdsopgaverne." Den eneste form for kriminalitet, der konkret nævnes er "den stigende handel og udveksling af børneporno på internettet", dog med tilføjelsen: "og anden form for IT-kriminalitet". Glidningen i sprogbrug er total: Fra incest eller seksuelle overgreb mod børn i familien til børneporno på internettet til IT-kriminalitet.

Incesttabuet - i betydningen "vi taler ikke om det" - er intakt.

Beth Grothe Nielsen er lektor i kriminologi, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Denne artikel blev bragt som kronik i Jyllands-Posten 8. august 2002.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk