Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

TV med kønsbrillen på

 

Danske programansvarlige og manuskriptforfattere tør ikke stikke hovedet udenfor den fortærskede liguster-tosomhed, hvor forstenede kønsroller lever uberørt af den komplekse virkelighed. FORUMs tv-kigger iførte sig kønsbrillerne i en udmattende uge, der dog også bød på godgørende, journalistisk skarphed uden udglattende smil... på svensk tv.

 

 
Mandag den 16.9.02

Kl. 18.30

Er halvvejs i koma efter første dag på arbejde på min gamle arbejdsplads efter 16 måneders orlov. Har alligevel kræfter til at spærre øjnene op, da TV-Avisen blænder op for efterdønningerne af det nyligt afholdte valg i Sverige. Socialdemokratiet vandt en kneben sejr, og nu ransager de borgerlige deres hjerner i jagten på forklaringer og syndebukke.

Den markante leder af Centerpartiet, Maud Olofsson, lægger hårdt ud med sin kritik af mændene i det borgerlige bagland: "Drengene skulle ha´ holdt sig lidt i ro", syder hun med et blik af stål under den firkantede brille med let skjult henvisning til, at de mandlige borgerlige topkandidater havde så travlt med at konkurrere indbyrdes om statsministerkandidaturet, at de overså behovet for en samlet strategi, der kunne vælte Göran Persson. Samme Persson fik under valget - igen - lejlighed til at erklære sig som feminist. Hvornår tager minimalstats-Fogh modet til sig?

I Sverige er feminisme ikke en by i Danmark. Kønsproblematikken er for eksempel et journalistisk stofområde på linie med kultur og økonomi både i aviser og i elektroniske medier. Resultatet af valget er måske en indirekte følge heraf: Antallet af kvinder i riksdagen steg fra 149 til 163. Dvs. at 47 procent af medlemmerne er kvinder mod før 43 procent. De svenske kvinder holder politikerne til ilden.

I en krydsild umiddelbart op til valget gik en kvindelig studievært til stålet overfor Persson og remsede de manglende resultater på ligelønsområdet op efterfulgt af en række skarpe "hvorfor´er". Her var ingen udglattende smilende sødme eller forstående nik, som er en kedelig tendens hos flere danske studieværtinder, der konfronteres med magtens mænd. I svensk TV er hyggesnakken og den lumre, småflirtende tone henvist til underholdnings-programmerne. Der er og bør være forskel på en sofa og en nyhedsoplæser-pult!

I samme TV-Avis markerede den radikale Marianne Jelved sig med en klar afstand til Socialdemokratiet, der stadig fumler rundt efter en identitet. Hun har ikke tid til at vente på, at andre finder et ståsted, hun kan koble sig på. Og med den udmelding signalerede hun, at hun selv er en oplagt statsministerkandidat. En meningsmåling har samtidig kåret hende som Danmarks mest troværdige politiker!

Der er budskaber, der er så vanskelige at sælge, at det åbenbart er vigtigt, at det er kvinder, der gør forarbejdet. George Bush´ sikkerhedspolitiske rådgiver, latinaen Condoleeza Rice, sluttede denne TV-avis af med at bane vejen for opbakning til en krig mod Irak her fem dage efter, hele verden mindedes de døde fra 11. september 2001.

Jeg husker, da amerikanerne stod for at bombe i Afghanistan, og Bush sendte sin kone Laura af sted til pressemøde med budskabet om, at nu skulle de afghanske kvinder befries for deres burkaer.

I starten af september var han så selv på talerstolen i FN med parolen om, at respekten for kvinder skal fejre triumfer i Mellemøsten og andre steder. "Undertrykkelsen af kvinder findes overalt og kan aldrig retfærdiggøres", sagde Bush til New York Times og varmede op til sit tema om, at Vesten bør angribe Irak for kvindernes skyld.

Nu skal kvindesagen altså bruges til at retfærdiggøre endnu en krig, som Katharine Viner, kommentator på The Guardian skriver i sin artikel: "Når feminisme bliver til imperalisme". Og feministerne sidder tilbage med den kendsgerning, at deres overbevisninger bliver fremført af verdens ledere i en sag, der ikke gør noget som helst for de kvinder, den foregiver at beskytte. For Bush er jo ikke feminist i sit eget land. Han er manden, der har sammenlignet abort med terrorisme. Han er den præsident, der på sin første dag i det ovale værelse lukkede for tilførsel af midler til familieplanlægningsklinikker, der tilbyder at udføre aborter og rådgivning om prævention.


Søndag den 29.9.02

Kl. 21.00

Gider dansk TV forholde sig til kvinder i arabiske lande? Ja, hvis det kan gøres under 30 sekunder.
Der har været parlamentsvalg i Marokko, og som noget enestående fik kvinderne denne gang over 30 procent af pladserne i parlamentet (mere end i noget andet arabisk land) fordi man for første gang i landets historie kunne sætte sit kryds på specielle kvindelister.
Meget mere fik vi ikke at vide, før en jingle tonede ind over de sidste ord i speaken, og studieværten var i gang med næste emne. Den danske optagethed af arabiske kvinders ret til at bestemme over deres eget liv gælder åbenbart kun, når de opholder sig i Danmark.

Mandag den 30.9.02

Scanner hele ugens TV-programmer for at få et overblik og må chokeret sande, at verden udenfor villavejen stort set ikke eksisterer, og de områder, der formaster sig til at ligge udenfor landets grænser er definitivt forvist til nyhedsudsendelserne. TV-billedet af livet i Danmark holder sig indenfor matriklen:
Hobby-TV, om hvordan man fjerner pletter og bygger fuglebure. Have-TV om hvordan en almindelig sø i bunden af haven kan forvandles til et japansk kunstværk. Hus-TV om hvordan man forvandler en ruin til en perle ved hjælp af en indretningsdesigner, et hold håndværkere, et tv-hold og masser af kontanter.
Hospitals-tv, hvor vi kommer tæt på patienten, der venter på et nyt hjerte. Tæt på lille Per, der skal ha´ syet en afrevet finger på, og tæt på en mor, der græder over sin lille fugleunge af et indtørret, alt, alt for tidligt født barn.
Healer-TV, hvor uopklarede mord får endnu en omgang i mediemøllen, når TV-Danmark kører healerne til gerningssteder overalt i Danmark for at lade dem sige til kameraet, at her blev "Susan sandsynligvis kvalt af sin morder". Hjemmeservice-tv med øldrikkende mænd, der nu også har indlemmet de skaldede spindoctorer i deres mediebroderskab. Og - som det nyeste - skilsmisse-TV, hvor vi følger trængslerne for par, der er ved at gå fra hinanden. Måske den for TV-konceptudviklere naturlige efterfølger af terapi-TV, hvor kvinder og mænd udstillede deres traumer for åben skærm.

Der er åbenbart intet i parcelhus-Danmarks intimsfære, der er for privat til at blive kollektiv underholdning camoufleret som forbrugervejledning. I dette normal-Danmark univers skal alle være som gennemsnits hr. og fru Hansen. Det er kvinderne, der indretter og viser følelser, mens mændene styrer det overordnede og (måske) jager følelserne på flugt ved at bygge carporte.

Der er betydeligt mere refleksion over livet og verden i amerikanske sitcoms end i dansk TVs varemærke: Parcelhusets og ægteskabets rygt og pleje.

Jeg vil åbne en flaske rødvin. Ikke for TV.


Torsdag den 3.10.02

Kl. 19

19-Direkte er normalt et program, der giver kompost til den næringsfattige jord i frygtens Danmark. Her bliver gamle slået ned udenfor deres gadedør, landets legepladser er livsfarlige for børnene, rockerne kan når som helst invadere vores stamværtshus, slankemedicinen slår ihjel, hårfjerningsmidlet giver eksem og spritbilisten bor i os alle.

Frygten sidder i halsen, men denne aften var frygten for en gangs skyld afløst af handling: Kvinder i front i demonstration mod hospitalsnedlæggelser i jyske byer. Masja - den unge miss Danmark - nægter at deltage i Miss Universe konkurrencen i Nigeria, fordi landet stener kvinder. Og en dansk-tyrkisk kvinde, der som 19-årig lod sig skille fra et arrangeret ægteskab, har indtaget det mandsdominerede taxa-domæne i Holstebro. Godt gået!
Endelig et nedslag i en dansk virkelighed, der byder på andet end handlingslammelse og frygt for det anderledes.

Søndag den 6.10.02

Kl. 23.15

På tærsklen til endnu en arbejdsuge må jeg opmuntres, så jeg søger mod Sveriges kanal 2. Her afslutter en veloplagt, politisk skarp, kontroversiel og højgravid Annika Lantz sit aftenshow af med oplysningen om, at USA har regnet ud, at krigen mod Irak vil koste omkring 1,6 mia. "Det kan de amerikanske skatteborgere tage roligt", siger Annika Lantz, "for de får det hele ind igen via TV-rettigheder til krigen".
Endnu en svensk skarphed - og se så at komme over den bro og bliv inspireret til lidt mere internationalt udsyn og ånd!


Tirsdag den 8.10.02

Kl. 20.30

"Ally" er for alvor ved at være voksen. Har købt hus, er blevet mor og partner i advokatfirmaet. Tilbage står måske den vanskeligste udfordring af alle: Tør hun give sig hen til sine følelser? Potentialet for den overvejelse spilles af Jon Bon Jovi med lige dele håndværkersnilde (Det er Leth!!) og popmusiker-skødesløshed. Han er klædeligt i tvivl om mange ting. Men han er også livsklog, solidarisk og handlekraftig. Og dermed meget langt fra den slappe, "hvad vil du ha´ jeg skal gøre?" mandetype, der har huseret i en række danske spillefilm og TV serier fra "Taxa" til den aktuelle "Nikolaj og Julie". Hvordan kan det være, at mænd finder sig i at blive fremstillet som fumle-forvirrede nikkehoveder, der konstant er i et helt andet hovedets vold?

Hallo! Nu må de manuskriptforfattere, der kan give de begavede danske skuespillere mere mangfoldighed og større nuancer i beskrivelsen af kønnene, på banen. Kønnenes måde at agere på overfor hinanden i en kompliceret virkelighed med fristelser på kryds og tværs giver langt flere muligheder end den skabelon, der består af utro mand - kvinde flytter hjemmefra. Eller omvendt.
Det ville være rart, om manuskriptforfatterne turde at stikke hovedet udenfor den hjemlige matrikel, og lade de fortærskede liguster-tosomhedsproblemer passe sig selv for en tid. Der er så rigeligt af parcelhusets og parforholdets røgt og pleje i resten af sendetiden.

Hanne Barslund er journalist.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk