Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Filmisk går det ufatteligt godt

 

Formanden for den danske afdeling af det internationale filmnetværk, WIFT (Women in Film & TV) ser på tallene bag succeserne, og giver et indblik i branchens maskuline selvforståelse, hvor urinstinkter hos han- og hunaber bl.a. bruges som forklaringsmodel af rektor på Den Danske Filmskole

 
 
FORUM/31.10.2002 Filmbranchen har siden mediets begyndelse været, og er stadig, mandsdomineret. Dette gælder i betydningen, at de mandlige filmarbejdere dominerer i antal men også, at filmverdenen opfattes som et maskulint univers - en arbejdsplads, der kræver mandlige kvaliteter. Begge ingredienser har været, og er stadig, komponenter, der generelt støtter de mandlige filmarbejdere, og virker som barrierer for de kvindelige. Eksemplificeret helt banalt betyder det, at den kvindelige filmarbejder ofte bliver mødt med en lavere forventning til at kunne klare jobbet, eller befinder sig i et arbejdsklima, hvor hun bliver set som kvinde, før hun bliver set som filmarbejder.

Ud fra et ønske om at ændre den skæve kønsfordeling, gik en lille gruppe filmarbejdere fra den danske filmbranche sammen om at skabe et netværk for kvinder, der arbejder professionelt inden for film, tv og multimedie. I 1999 lød startskuddet for WIFT Danmark, og på 3 år har foreningen fået ca. 250 medlemmer, den udbyder filmfaglige kurser, afholder filmarrangementer og fyraftensmøder og uddeler den årlige pris, Den gyldne Havfrue m.m.

De sidste fem år, og i samme periode, som WIFT Danmark har vokset sig stærk, har en række danske kvindelige instruktører markeret sig med film, der trækker publikum, priser og internationale penge til den danske filmbranche. Eksempelvis er Susanne Biers Den eneste ene og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere to af dansk films største publikumssucceser nogensinde. Den danske filmverden har for alvor fået kvindelige rollemodeller, hvilket forhåbentlig vil være med til at inspirere flere kvinder til at gå ind i branchen, og række mod stjernerne. De kvindelige succeser synes dog ikke at have rokket afgørende ved branchens selvopfattelse.

De mest anvendte årsagsforklaringer på skævhederne er de samme, og rummer en sammenblanding af historie, biologi og kultur: Branchen har været domineret af mænd fra starten, rekrutteringsgrundlaget er mænd - derfor skævheden. Filmbranchen er en fysisk hård branche, og kvinder er ikke lige så stærke som mænd - derfor skævheden. Kvinder er ikke lige så interesseret i teknik - derfor skævheden. Kvinder kan ikke klare branchens psykologiske pres lige så godt - derfor skævheden. Ikke sjældent bliver forklaringerne på kønsskævhederne endog udbygget med formodninger om urinstinkter, som i dette tilfælde af Poul Nesgaard, Rektor for Den Danske Filmskole:

- Film er et område, hvor du skal have en meget stærk selvglæde, og selvoverbevisning om, at du kan noget. Måske er der også nogle urinstinkter i spil, som eksemplet med en gruppe aber, der bliver truet, hvor hun-aben holder om sig selv og sit barn, hvorimod han-aben går frem og råber helt vildt op. Dvs. Hvis man er i en stresset situation, vil mændene gå frem, hvor kvinderne vil gå tilbage. Der er en større selvovervurdering blandt mænd.

Den mest gentagne årsagsforklaring på kønsskævhederne blandt både mandlige og kvindlige filmarbejdere er dog, at kvinder føder børn. Poul Nesgaard formulerer dette underforståede kvindelige dilemma:

-Arbejdsbetingelserne er meget hårde, og man skal kunne løsrive sig fra sit hjem i længere perioder ligegyldigt, om man har børn eller ej.

Denne opfattelse er lige så stærk i dag, som før de kvindelige succeser - og det på trods af, at både Susanne Bier og Lone Scherfig er kvinder med børn. De to instruktører bliver på dette punkt set som undtagelser, der bekræfter reglen. Deres succeser bliver ikke brugt til at modsvare opfattelsen af, at branchen er et mandligt univers. Men de bliver forstået som udtryk for, ligestillingen er lige om hjørnet. Som Susanne Bier selv formulerede det ved en WIFT-forpremiere på hendes seneste film Elsker dig for evigt:

- Jeg tror, at forandringen kommer af sig selv med tiden. Jeg ser de succesfulde kvinder inden for film i dag er et tegn på, at kvinderne er på vej.

På denne måde fungerer succeserne umiddelbart som endnu en årsagsforklaring på, hvorfor det ikke er nødvendigt eller givtigt at tage initiativer til at mindske kønsskævhederne.

Men er succeserne tegn på en snarligt ligestillet filmbranche? For at få svar på dette spørgsmål har WIFT igangsat landets første videnskabelige undersøgelse af fordelingen af køn inden for film- og tv-branchen. Line Schiermacher og Fabiana Giraldi fra kommunikationsuddannelsen på RUC står bag indsamlingen af materialet, som omfatter statistik og kvalitative interviews med ledere og medarbejdere i branchen. Den endelige rapport er klar til offentliggørelse i marts 2003, men et smugkig på det statistiske materiale røber, at bag succeshistorierne tegner der sig et mindre optimistisk billede.

Den danske film- og tv-branche har en markant overrepræsentation af mænd, kun 1/3 af samtlige film- og tv-medarbejdere er kvinder. Og jo tættere man kommer magtens korridorer, jo færre kvinder er der. På TV2 består bestyrelsen og direktionen af 83% mænd, på DR-TV er tallet 88%. Producentforeningen, som er branche- og arbejdsgiverorganisation for danske film- og tv-producenter, har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen. I bestyrelsen og direktionen på Det Danske Filminstitut, er fordelingen tæt på at være lige, men formand og næstformand er mænd. Rekrutteringspotentialet synes at være og have været til stede i en rum tid, da kvinderne på både film og TV er godt repræsenteret på mellemleder niveau.

Inden talmaterialet er analyseret nærmere, er det ikke muligt at sige noget om, hvordan kønsfordelingen ser ud, hvis man sammenligner de prestigefulde områder med de mindre prestigefulde områder. Men bevæger man sig ned af karrierestigen, og væk fra topposterne, ser tilstandene umiddelbart lysere ud. På Det Danske Filminstitut er en af de nuværende to filmkonsulenter på voksenspillefilm området eksempelvis en kvinde.

Tallene for Det Danske Filminstituts bevillinger viser, at 1/3 af filmstøtten går til kvindelige ansøgere og 2/3 til mandlige ansøgere. Dette svarer overens med den procentvise andel af kvinder, der søger, og den procentvise andel af kvinder i filmbranchen. Også på Den Danske Filmskole gælder det, at der bliver optaget 1/3 kvinder og 2/3 mænd på skolen. Tallet går igen, når man ser på dette års danske spillefilm (okt. 2001-okt. 2002). 4 ud af 13 film har kvindelige instruktører. (Børnefilm undtaget; alle 6 spillefilm for børn fra denne periode har mandlige instruktører). Skævheden på de lavere niveauer synes altså at afspejle antallet af kvinder i branchen generelt.

Ønsket om en mere ligelig kønsfordeling er til stede - ikke formuleret ud fra et lighedsideal - men ud fra et ønske om at få flere forskellige historier på vores liv. Til det siger Poul Nesgaard:

- Det er en vigtig opgave for Filmskolen at sikre, at folk med forskellige livserfaringer, kulturel og social baggrund får adgang til mediet, og det gælder også i forhold til køn. Jeg mener, at kvinder skaber anderledes film, end mænd. Og de historier, der bliver fortalt er med til at skabe billedet af den verden, vi lever i.

At der er mangel på andre billeder på kvinden, kunne Susanne Biers udtalelser om sin nyeste film godt vidne om:

- Lige siden Farligt Begær med Glenn Close har jeg haft lyst til at gøre op med familiefundamentalismen - at den gifte kone er god, og at hendes mand er god - selv om han har lavet et sidespring - men at elskerinden naturligvis er en endimensional, led sæk, der blot er ude på at splitte familien ad. I Elsker dig for evigt prøver jeg at vise alle - også elskerinden - som hele mennesker, der indeholder både godt og ondt.

På et af WIFTs fyraftensmøder var de kvindelige filmkonsulenter sat i stævne, og her sagde spillefilmkonsulent, Vinca Wiedemann:

- I danske film bliver kvinderne overvejende portrætteret antikveret eller prostitueret, og det undrer mig, at der ikke kommer flere forslag med nogle mere virkelighedsnære karakterer, der viser almindeligt handlekraftige kvinder, som de er flest.

Vinca Wiedemann mener dog ikke, at kvindelige instruktører nødvendigvis skaber anderledes historier med anderledes kvindebilleder, end mandlige.

- Jeg er uenig med de kvinder i branchen, der mener, at manglen på gode kvindeportrætter skyldes, at kvinder ikke har fået lov til at komme nok frem på banen inden for produktionsområdet. Jeg tror, der kan komme meget godt ud af, at mænd skildrer kvinder og kvinder skildrer mænd. Jeg holder især af det nysgerrige og indfølte blik hos gode mandlige forfattere som Christian Kampmann og Herman Bang. De skildrer kvinder langt bedre, end en kvinde som Agnes Henningsen, der laver stereotype og idealiserede kvindeportrætter, udtalte Vinca Wiedemann til WIFTs medlemsblad kort efter sin tiltræden som filmkonsulent.

Vinca Wiedemann afviser samtidig, at mere nuancerede kvindeportrætter skulle kunne betragtes som en kvalitet i sig selv, der ville få hende til at støtte en film.

På samme måde afviser Poul Nesgaard at ændre på Filmskolens kvalitetssyn eller struktur for at få flere kvinder ind i branchen.

- Jeg har gjort meget ud af at gå i pressen og opfordre kvinder til at søge ind på Filmskolen. Vi sørger også altid for, at der er en kvinde med i optagelsesudvalget, da vi ved, at kvinder ser anderledes på visse ting, herunder nogle af kvaliteterne hos vores ansøgere.

Alle øvrige tiltag til at få flere kvinder ind på Filmskolen, bliver afvist med den begrundelse, at det ville ændre skolen i en grad, der ville mindske uddannelsernes kvalitet. Eksempelvis nævner Poul Nesgaard, at hvis der kom et politisk direktiv om, at der skal optages lige så mange kvinder som mænd på skolen, så ville det ødelægge skolens høje kvalitet.

- Hvis der var 75% kvalificerede kvinder blandt ansøgerne, så skal det også afspejles i optaget af elever, altså 75% kvinder. Men det er ikke tilfældet.

Poul Nesgaard pointerer, at det er så krævende at gå på skolen, at kun de kvalificerede kan regne med at komme "levende" igennem uddannelsen. I forhold til det lave antal af kvindelige elever på fotograflinien (kun to kvindelige fotografer, begge ene kvinder på deres hold, er uddannet på skolen siden 1992) siger Nesgaard:

- Vi opdager, at de kvindelige fotografer har det ualmindeligt hårdt, så hårdt, at det er en trussel mod deres selvværd og selvopfattelse. Vi tager den ene kvinde ind alligevel, men hver gang er det en meget stor risiko for det ene menneske. Når der er afgangsfilm fungerer det ligesom i gymnastiktimerne, hvor der ender med at stå en tabergruppe, som ingen vil have med på holdet. Derfor kan du ikke bare sige, vi har en dårligere kandidat, men vi tager hende ind, fordi hun er kvinde, for man overlever det ikke, og det kan vi ikke påtage os ansvaret for. Men hvis de er kvalificeret og kommer ind som den ene - så er det det.

Selve Filmskolens opbygning af uddannelsen kan virke som en hindring for kvinder, da hold-forløbet gør, at skolen ikke kan tilbyde kvinder, der får børn under uddannelsen, at de kan gå på barsel. Skolen gør dog sit bedste for, at kvinderne efterfølgende kan indhente det forsømte. Som forklaring på den ikke-eksisterende barselsordning siger Poul Nesgaard:

- Der er ikke bare et skema, som du kan følge på et andet tidspunkt. Toget kører, og du kan ikke lige hoppe af det. På den måde er Filmskolen meget en spejling af filmbranchen. Men man må godt få børn på Filmskolen, det må du holde fast i. Vi tager os godt af de enkelte elever og sørger for ekstra undervisning, supervision og ekstra opgaver. De bliver på ingen måde overladt til sig selv, sådan fungerer Filmskolen ikke. Fordelen ved det lille elev antal er netop, at eleven er i centrum.

På denne måde forstås barriererne for kvinder på Filmskolen, som i resten af branchen, som en individuel udfordring for den enkelte kvindelige filmarbejder. Løsningen ligger ifølge denne logik i, at flere kvinder skal vise deres interesse, gå ind i branchen, søge om filmstøtte, søge chefjobbene osv. Så vil kønsskævheden forsvinde.

Umiddelbart afspejler de generelle tal for optag på Den Danske Filmskole denne logik, da ca. 1/3 er kvindelige ansøgere, og ca. 1/3 af de elever, der bliver optaget, er kvinder. Men på instruktørlinien er mønstret brudt. I 1999 søgte hele 70 kvinder ind ( 26,3%), og kun 1 blev optaget. I det seneste optag af elever (2001), kom 50% kvinder ind på trods af, at kun 55 af de 220 ansøgere var kvinder (25%). Er dette blot en tilfældighed, eller turde man håbe på, at - om ikke branchen - så i hvert fald det pågældende optagelsesudvalg alligevel er blevet præget af de kvindelige filmsucceser, har set nye kvaliteter hos de kvindelige ansøgere, og derfor fundet kvinderne værd at satse på...?

Når rapporten er færdiggjort håber WIFT at kunne bruge resultaterne til at pege på de steder, hvor man kan sætte ind med aktiv handling for at mindske kønsskævhederne. I første omgang er der dog primært behov for, at branchen begynder at diskutere køn. Før der er kommet en forståelse for, at branchens nuværende strukturer og praksisser virker hæmmende for kvinderne, mens de virker fremmende for mændene, vil det være svært at opnå forståelse for, at der skal sættes ind med særlige indsatser.

WIFT Danmark har sat ind med kurser målrettet specielt mod kvindelige filmarbejdere eksempelvis kursus i lønforhandlingens kunst, og klip selv! - et kursus i brugen af de nye klippeprogrammer, der gør det billigt og muligt for instruktører selv at klippe deres film. WIFT udgør derudover et netværk, hvor kvinder i filmbranchen kan støtte, møde og inspirere hinanden.

WIFT tror også på vigtigheden af at synliggøre de kvindelige filmsucceser, og afholder derfor den 1. november prisuddelingen Den gyldne Havfrue, hvor kvinder, der har gjort en speciel bemærkelsesværdig indsats inden for deres område, bliver præmieret med en ærespris og 10.000 kr. Og her kan det så passende nævnes, at kun 2 ud af i alt 19 modtagere af Robert prisen for bedste instruktør de sidste 12 år, er gået til en kvinde.

Katrina Schelin er freelance journalist og formand for WIFT Danmark.
 
Læs mere
WIFT Danmark

WIFT International

Læs også artiklerne:
Where are the female directors?

Locked out of Hollywoods boys' club

Entertainment Sees Dearth of Women Execs
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk