Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinde med kamera

 

Kvindelige filmfotografer har aldrig været specielt belyste, men det har den danske afdeling af den internationale sammenslutning, WIFT - Women in Film and Television - nu gjort noget ved. WIFT uddelte 30. november æresprisen Den Gyldne Havfrue til filmfotograf Katia Forbert Petersen. Hun stammer fra et polsk filmdynasti og har siden 1973 fotograferet film i Danmark. FORUM bringer her talen til hendes hyldest, som hun modtog på Det Danske Filminstitut.

 

 
FORUM/21.12.2001 Orson Welles har engang udtalt "At lave film er ligesom at få lov til at lege med et kæmpemæssigt, elektrisk tog".

Selvom piger i min barndom ikke legede med elektrisk tog, men med dukker, ved jeg jo godt, hvad han mener. Og ud over de mange spændende og feber-inciterende oplevelser mit arbejde som filminstruktør giver, så er uforudsigeligheden også en kraftig del af fascinationen: Man bliver konstant kastet ud i nye situationer - som f.eks. med denne tale.

Men der er nok ikke nogen i dansk film, jeg hellere vil holde en pristale for end netop Katia Forbert Petersen, som jeg har flettet filmstrimler med i mange år.

Det minder mig om en skuespillerinde, der på settet i Mae West-filmen Night After Night følte sig temmelig overset og derfor til sidst sagde til den blonde sex-bombe:
- De glemmer vist, at jeg har været i dette fag i fyrretyve år!

- Tag det roligt skat, svarede Mae West med sin drævende stemme. Jeg kan sagtens holde på en hemmelighed.

Jeg skynder mig lige at fastslå, at langt går vores bekendtskab trods alt ikke tilbage.

Katia Forbert Petersen er vokset op i Polen som 3. generation i et dynasti af filmfotografer. Som Tue Steen Muller,lederen af European Documentary Network, engang har pointeret, så har familien Forbert har været for Polen, hvad familien Roos har været for dansk film. De har nemlig skrevet, instrueret, fotograferet og formidlet film op igennem det meste af det 20. århundrede.

Bedstefaren Leo Forbert var filmfotograf og ejede et atelier i Warszawa. Faren Wladyslaw Forbert blev også filmfotograf, og han dokumenterede med sit kamera en række af verdenshistoriens store dramaer: Han befandt sig side om side med Ho Chi Minh i Vietnam, da Frankrig i 1954 måtte sænke den koloniale fane, og 13 år senere da amerikanerne var fjenden. Inden da var han også lige filmkorrespondent for Life Magazine, øjenvidneskildrer af 2. verdenskrig, med på den russiske front og senere med under Nürnberg-processerne, og selvfølgelig også da Eisenhower og Kennedy kom til Europa. - Og sådan kunne man fortsætte.

Den dokumentariske fakkel bliver på smukkeste vis båret videre i datterens film om og med Wladyslaw Forbert - ikke som far, men som filmfotograf, som mand med et kamera. Filmens titel Mand med kamera (1995) var et vink til Vertovs filmhistoriske klassiker af samme navn.

Og netop denne film, skal nævnes af flere grunde:
Den demonstrerer Katia Forbert Petersens evne til kunstnerisk at overskue og orkestrere et uhyre omfattende materiale. Den illustrerer hendes stædige udholdenhed, for uden den lykkes det udmarvende research-arbejde i store, historiske, kompilationsfilm ikke. Den belyser hendes dybt humanistiske livsholdning. Og ikke mindst demonstrerer den til fulde hendes eminente evne til at skabe uforglemmelige portrætter.

Lige præcis denne evne gennemsyrer den lange række portrætfilm, hun har bag sig, hvor jeg blot vil nævne nogle få:
  • Hvem husker ikke den gamle, livskloge og lune kvinde, der krumbøjet forsvinder ind i de mørke, flagermusfyldte kalkminer i Johanne fra Daubjerg (1984)?
  • Eller den overvældende afrikanske kvinde der med bravour håndterer to så uforenelige størrelser som både at være analfabet og forretnings-tycoon i Gud gav hende en Mercedes-Benz (1992)?
  • Eller den unge svenske kemi-studerende, der af kærligheden landsættes som fiskerkone på Læsø og er ved at segne under pasning af 3 småbørn plus hus- og havearbejde i Sammen med Lena (1979)?
  • Eller Lars von Triers smerte under de turbulente Bjørk-optagelser som vi bliver vidne til i Von Triers 100 øjne (2000)?
  • Eller sluttelig de to usædvanlige skæbner i den internationalt prisbelønnede To kvinder på en flod (1999)?

    Disse titler er alle eksempler på en af Katia Forberts fornemmeste dyder som fotograf, nemlig at kunne tune sig ind på og visuelt formidle essensen af det portrætterede menneske.

    I lige forlængelse heraf besidder Katia Forbert Petersen en anden uomgængelig professionel kvalitet: Som fotograf på en film opfylder hun det, man ønsker af en fotograf, men som man ikke altid får, nemlig en meddigtende makker. Og med det mener jeg den altid årvågne iagttager af visuelle detaljer uden for hovedhandlingen: Et par kattekillingers forbeholdne møde med verden i Man brænder da ikke præster (1997, instrueret af Annette Mari Olsen).
    En lille piges jernbeslåede støvlenæse der under et børne-motorcross pløjer jorden op i Min egen motorhest (2001, instrueret af Iben Haahr).
    Den forbikørende trafik, der pludselig spejler sig i en festsals messinglampe som i Grevindens døtre (2001, instrueret af Mette Knudsen).


    Med til fuldstændighedens billede af Katia Forbert Petersen hører også, at hun har fotograferet spillefilm i Tyskland og Canada, at hun har lavet i snesevis af kort- og dokumentarfilm både som fotograf og instruktør, samt at hun sammen med Annette Mari Olsen i Sfinx Film i en lang række film har ydet sit filmiske bidrag til at forbedre udlændinges integration i Danmark.

    Om nogen har hun efterlevet den engelske instruktør Ken Loach's kloge ord: "Lev ikke et film-liv. Men lav film om livet omkring dig."

    Og selv har jeg værdsat hendes smukke sort/hvide 35mm billeder i bl.a. min egen novellefilm Lasse Lasse Lille (1993).

    På et tidspunkt instruerede og producerede jeg sammen med Li Vilstrup og Elisabeth Rygård spillefilmen Ta' det som en mand, frue (1975). Det var FNs kvinde-år, og vi syntes, det var en indlysende ide at sammensætte et kvindehold. Men det var så provokerende, at branchen straks døbte os "Nonne-film". At alle andre filmhold så burde hedde "Munke-film", syntes ikke at anfægte nogen. Dengang lykkedes det os kun lige med hiv og sving samt hjælp fra udlandet at mønstre et kvindehold, hvor Katia Forbert Petersen blev fotografen.

    Og når jeg nævner det i aften til behagelig eftertanke, er det kun fordi, om jeg så må sige, at "de faktuelle forhold inden for jernindustrien næsten ikke har ændret sig".

    På vej ind i det 21. århundrede hænger kvindelige belysere eller tonemestre stadig meget langt fra hinanden på træerne. Og det gør professionelt arbejdende, kvindelige filmfotografer også. Nu kan man endda ikke mere bruge tidligere tiders fordomme om, at kvinder ikke kan bære de tunge kameraer. Når Katia Forbert Petersen i årenes løb er blevet spurgt om dette, har replikken altid lydt: "Når jeg kan bære mine børn, kan jeg også bære et kamera".

    For 3 år siden offentliggjorde WIFT Los Angeles en undersøgelse af kvinders position på de 100 mest sete spillefilm og 100 mest sete TV-serier i USA over en 10-årig periode. I ingen af kategorierne forekom en eneste kvindelig fotograf. - Jeg fremhæver absolut ikke dette for at jamre, men som Meryl Streep sagde til Jack Nicholsen: "Nogen skal jo sige det". Og også jeg siger det udelukkende for at belyse, hvor meget det kræver af kvinder at slå igennem inden for dette fag. Og for at understrege, at det professionelt kan være en ensom affære.

    Nu får Katia Forbert Petersen jo ikke aftenens pris for exceptionel udholdenhed! Men som en udmærkelse for sit arbejde som filmfotograf. Derfor hører det alligevel med i billedet, at du om nogen været med til at sætte den professionelle kvindelige filmfotograf på landkortet i Danmark.

    Som beundreren sagde til Mae West:
    - Jeg skal aldrig glemme dig.

    Hvortil hun replicerede:
    - Det er der ingen, der gør!

    Let omskrevet gælder det også fra os til dig Katia.

    Dansk film glemmer dig aldrig. Dertil har du sat dig alt for mange og smukke cinematografiske spor.

    Mette Knudsen er filminstruktør.
  •  
    KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk