Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Det sku' være så godt...

 

"Jeg er træt af, at kvinder skildres som bærer af de store følelser og helt bogstaveligt skal gå fra koncepterne for at fremmane en følelsesmæssig reaktion fra deres mænd", skriver FORUMs udsendte, der har set den 7. dogmefilm En Kærlighedshistorie. Filmen fik roser all-around i pressen, men vor anmelder undrer sig over, at anmeldere og instruktøren selv mener, at filmen handler om to, der elsker hinanden på trods.

 
 
FORUM/20.11.2001 Fire hatte i Bogart, streamers på busser, teaser på tv og udråbt som årets bedste film: Endelig en voksen film, som, fri for overfladisk drengerøvsmanér, tør bevæge sig ind på et smertefuldt territorium: Den svære kærlighed for øresundsfolket i 30’erne.

Ingen tvivl om, at historier om min egen generations besvær med kærligheden drager, så det er med stor nysgerrighed, jeg går ind for at se En kærlighedshistorie instrueret af Ole Christian Madsen. Og forstemt går jeg derfra. Ikke af ægteskabshistorien om Kira og Mads, men af de forestillinger om mænd, kvinder og kærlighed, som filmen præsenterer - og accepterer kritikløst.

Ægteskabet består af en smuk trofækone og et hårdt arbejdende jakkesæt, der tjener kassen. Ordene mellem dem er få, mens vi ser billeder af tomme klaustrofobiske rum, der til forveksling minder om Bergmans forkrampede ægteskabsunivers. Kira er 31 år uden uddannelse, interesser og veninder – og god til at løbe. Ikke et helt almindeligt kvindeliv i 2001.

Feminismens lille grønspættebog lyser i biografmørket: Identitet baseret på et smukt ydre, der lader sig føre af ægtemanden gennem livets tango - det fører sjældent andre veje end direkte ned i helvede. Og Kira er i et følelseshelvede, hun kan kun være smuk. Og det er hun, mens hun siger: ”Jeg keder mig, jeg keder mig, jeg keder mig”.

Vi møder Kira, da hun bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. Og herfra søger vi konstant efter årsagen til hendes sammenbrud. Umiskendeligt minder det om historierne fra 60'erne og 70'erne om kvinden, der er hjemmegående og langsomt bliver opslugt af ægteskabet. Derfor er sammenligningen med John Cassavetes film En kvinde under indflydelse fra 1974 nærliggende: Et mesterværk om en kvinde (spillet af Gena Rowlands), der både af den begrænsende kønsrolle og af hendes lettere psykopatiske mand drives ud over vanviddets kant. Kort sagt En kærlighedshistorie er Panduro og Cassavetes udtrykt gennem min egen generations filtre her 30-40 år efter.

Og med Panduro ved vi, at kærligheden ikke vokser af hotelværelser, modetøj og patriciervilla – heller ikke når den er holdt i hvid minimalistisk stil med en alt for blå swimmingpool anno 2001. Men de sidste 15 minutter ændrer filmen sig radikalt.

På endnu et nyt hotelværelse får vi årsagen til ægteskabets knagen og konens psykiske ubalance: Deres tredje barn døde tre dage efter fødslen. Ingen af dem var i stand til at tackle tabet – hun gik i itu, mens han arbejdede sig ud af sorgen. Altså ingen kritik af et ægteskab baseret på byttehandlen materielle goder for skønhed. I hvert fald ikke ved filmens slutning. Nej, her skitseres kærlighedens svære vilkår, når et stort tab indtræder. Og om hvordan de finder sammen igen efter krisen. Spørgsmålet er blot, om deres ægteskab overhovedet kan rumme den slags begivenheder. Fremprovokerer tabet ikke et brud, som under alle omstændigheder ville være indtruffet? Jeg bliver i hvert fald ikke overbevist om, at de kan leve videre sammen, som filmen postulerer ved dens slutning.

”Hvor er det synd for dem begge to” hvisker en ældre kvinde i biografen, da Mads voldtager Kira. Vi har lige set, at han har hentet hende hos en one-night-stand i Malmø. Voldtægten akkompagneres af den frygtelige sandhed: Mads bollede Kiras søster, mens hun var indlagt.

”Hvor er han (Mads) dog langmodig med hende (Kira)” hører jeg to andre ældre kvinder sige, da vi forlader biografen. Langmodig – ja, allerede 10 minutter inde i filmen tænkte jeg, at den mand må opgives: Han kan ikke finde ord for sine følelser og er klemt inde i sig selv. Men de to kvinder har jo ret, hvis man skal følge den gammeldags heteroseksuelle kontrakt: Mads opfylder den mandlige kønsrolle, han arbejder og tjener penge – og han får endda hverdagen til at fungere. Men Kira fejler, hun opfylder kun den del af rollen, der består i at være smuk og intens, men hun kan hverken passe børnene eller arrangere mandens forretningsmiddage.

I interviews håndhæver filmens instruktør Ole Christian Madsen og Stine Stengade, som spiller Kira, i henholdsvis Weekendavisen og Alt for damerne, at filmen på ingen måde er en sygehistorie, men netop en kærlighedshistorie.

Ole Christian Madsen siger om Kira: ”Hun er næsten kun i stand til at gå op i sine følelser, som er meget kraftige. Hun er i stand til at elske utrolig meget, hvilket mange mænd ikke kan. Jeg opfatter hende som en heltinde. Hun prøver det rigtige. At finde et mål for sin kærlighed, at gøre det til det bærende i sit liv. Hun siger, at alt handler om kærligheden. Han siger, at der også er en virkelighed ved siden af. Han vil gerne have lidt fred, et normalt liv. Hun kan ikke. Hendes længsler er alt for kraftige.”

Jeg opfatter Kira som et menneske med voldsomme kvaler med at tage ansvar for sit eget liv. Hun har alvorlige faderbindinger, der fastholder hende i et ambivalent forhold til Mads.

Men hvorfor er folk så vilde med En kærlighedshistorie? Instruktøren ser selv filmens hovedpersoner som arketyper på det kvindelige og det mandlige: ”Jeg kender udmærket Kira fra det virkelige liv som den der skønne, fantastiske kvinde med så store længsler, at det er umuligt at leve op til og honorere. Mads, den mandlige hovedperson, kender jeg mere fra arbejdslivet. Han kan tryne andre, men ikke hende.”

Selv er jeg ganske træt af dyrkelsen af den irrationelle kvinde med de store følelser. Træt af, at kvinder skildres som bærer af de store følelser og helt bogstaveligt skal gå fra koncepterne for at fremmane en følelsesmæssig reaktion fra deres mænd. Men jeg kan se én ting: Mændene elsker denne kvinde – og især filmanmelderne. Hun kan få mændene til at føle sig levende. Og på filmens bevægende nærbilleder er hun skøn at skue og ufarlig at hengive sig til.

Hvem husker ikke én af 80'ernes store filmsucceser: Betty-Blue instrueret af Jean-Jasques Beineix’ med Béatrice Dalle i hovedrollen som kvinden, der bliver vanvittig – og elskes af vildt af forfatterspiren Zorg. Hun gjorde ham levende. 80'er-menneskene spejlede og hengav sig til nærbillederne af Dalles smukke ansigt med de store læber og øjne, når hun gik over grænsen, var for vild og kompromisløs til denne verden. Så vild, at kæresten måtte befri hende ved at kvæle hende med en hovedpude. - Sjældent huskes filmens undertitel – 37,2 om morgenen. Det uforløste moderskab forbindes også her på en subtil måde med vanviddet hos kvinder. Dalle blev i øvrigt kult i 80'erne.

Som kvinde er det let at blive vildledt af en mandlig fantasme om den vilde og intense kvinde. For hvem vil ikke gerne elskes - også for det? Men at være den, som er bærer af alle følelserne - det er et helvede. Man glemmer, at det har en pris – også for Kira, når hun uden held forsøger at få Mads i tale.”

Man kan undre sig over, at anmeldere falder i svime over en på mange måder så traditionel og gammeldags film som En kærlighedshistorie. Kan man virkelig tro på, at parret finder sammen, når relationen bygger på Kiras smukke ydre og de ikke magter at tale sammen? Har anmelderne ladet sig forføre af dogmekonceptet, det smarte, moderne interiør og Stine Stengades smukke og intense ansigt? Så historiens troværdighed anno 2001 og det virkelige livs mellemregninger glemmes? Eller er vi stadig omgivet af så traditionelle forestillinger om kærlighed, mandlighed og kvindelighed?

Anita Frank Goth er cand. mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.




 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk