Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Send feminismen til rensning!

 

Hvordan kan man være andet end feminist, spørger svenske mænd, mens danske kvinder helst ikke vil identificeres med begrebet. Netop hjemkommet fra et svensk, journalistisk uddannelseskursus om køn, undrer FORUMredaktør Anne-Mette Klausen sig over, hvor forskelligt de to nabolande har tacklet tiden efter de kønsoprørske 70'ere. Hvor et begreb som feminisme i Danmark f.eks. fik lov at samle støv og gå til i lilla bleer, så sanerede, sorterede og udviklede svenskerne debatten.

 
FORUM/15.10.2001 "Og jeg er jo feminist". Ordene kommer som en bisætning i en længere historie, der fortælles af den plyshårede, unge svenske mand, mens han ind imellem tager bidder af sin rødstegte oksemedaljon. Ingen af de tilstedeværende, lyttende svenskere omkring middagsbordet tager øjensynligt særligt notits af bemærkningen. Det er vist kun mig, der har brug for at tygge lidt på udsagnet, der med mine danske ører lyder mærkværdigt i en mands mund.

Jeg er ene danske deltager på efteruddannelseskurset, "Åben øjnene!" med kønsforskning som tema. Kurset henvender sig til journalister og er arrangeret af den svenske efteruddannelse for journalister, FOJO i samarbejde med det svenske nationale sekretariat for kønsforskning i Gøteborg.

Vi er i den historiske kystby, Kalmar, hvor fem, af de 19 deltagere, er mænd på kurset med emner som "køn som mønster og ordning", "ligestilling", "mænds vold og seksualitet" og "lederskab og køn". Fem mænd - og flere endnu havde tilmeldt sig, men kom ikke med pga begrænset deltagerplads. Det er vel ikke så ringe set i dansk lys. Her er ikke tale om dedikerede mandeforskere, men om all-round journalister ansat bl.a. på almindelige regionsaviser.

I Danmark, hvor kvinde- og kønsforskning i mange medier ikke rangerer som selvstændigt, anerkendt stofområde, og hvor ligestilling og andre kønspolitiske anliggender primært er noget, kvinder tager sig af, ville det uden tvivl kræve sin mand at få chefredaktørens accept til et fem-dages kursus med kønsforskning på programmet. Men det var ikke et større problem for Jan-Erick.

- Jeg pustede mig måske lidt op og gik så bare ind på redaktørens kontor og sagde, ”jeg vil på det her efteruddannelseskursus, det handler om køn og ligestilling, og det er et vigtigt område. Nå, hvad siger du?!”, fortæller Jan-Erick, mens han illustrerende banker den ene finger insisterende i bordet. Resultatet var, at chefredaktøren straks responderede med, ”Ja, jo. Selvfølgelig skal du det”.

Jan-Erick, der også beskriver sig selv som feminist, har, som to af de øvrige mænd på kurset, kone og børn og synes ikke, man kan være andet end feminist, hvis man mener, at kvinder skal have de samme rettigheder som mænd, og selvfølgelig synes han det. Gør danske mænd da ikke det? ”.

- Joh, men de er ikke feminister. I Danmark er det kun kvinder, der er feminister, forklarer jeg og funderer over det besynderlige i den kendsgerning. Slår man op i Nudansk Ordbog, kommer man nemlig frem til, at en feminist er en tilhænger af feminismen, og forklaringen på feminisme lyder kort og godt, "kamp for kvindens ligestilling med manden".

Flere af de omkringsiddende slår interesseret ørene ud. ”Jamen, hvad kalder I så de danske mænd, der går ind for ligeberettigelse mellem kønnene. Dem, som f.eks. hjælper og tager del i familien på lige fod med deres kæreste eller kone?

- Tjaa, dem kalder vi… vel egentlig ikke noget, siger jeg og kommer alligevel efter en hurtig scrolling i det indre arkiv i tanke om ”den bløde mand” fra 70’erne.

Svenskerne nikker. Vi kender ham på begge sider af Øresund –velmenende, lidt komisk, iført opvaskebørste og uklædeligt pagehår. Men han er mindst pensioneret og har hverken meget med dagens svenske eller danske mænd at gøre. I dag har de færreste mænd med respekt for sig selv lyst til at blive slået i hartkorn med dette noget patetiske billede af en mand. De svenske mænd ser ikke sig selv som specielt bløde, og har heller ikke i udtrykket meget tilfælles med ham, men hans udmærkede overbevisning, har de taget til sig.

Etiketter har en tendens til at være ubehageligt klæbende mærkater - stigmatiserende, begrænsende, og kan højlydt proklamerede virke blokerende og anmasende, men hvorfor er feminist og den - i vor del af verden - indlysende ideologi, som ordet kommer af, nærmest blevet et skældsord i Danmark, mens det i Sverige med tiden er blevet en nærmest hip betegnelse, som ikke bare kvinder, men også mænd uden at blinke bekender sig til.

Så cool er begrebet blevet i vort søsterland, at alle partier i den svenske Rigsdag bekender sig til feminismen. Selv den borgerlige leder af Folkpartiet Liberalerne, Lars Leijonborg har sagt "Jeg er også feminist!". (Læs også FORUMartiklen: "Vi er feminister! Citat: Svenske borgerlige").

Mine svenske kursuskollegaer ryster lidt på hovedet og synes, at valgslogans, som dette, har tæret på troværdigheden for visse politikeres vedkommende. " Når alle - selv de mest borgerlige politikere - pludselig begynder at erklære sig som feminister, nærmer vi os kvalmestadiet – så tvivler man på, hvorvidt det blot drejer sig om at score stemmer ved næste valg".

Ikke desto mindre er det dog en yderligere understregning af, at der er en verden til forskel på de to nabolandes opfattelse af dét at være feminist.

"Jamen, jeg kunne da aldrig drømme om at kalde mig for feminist", fortæller en dansk, ulasteligt klædt, ca. 45-årig IT-mand mig, da jeg fortæller ham om de svenske mænds forhold til betegnelsen. "For det første er feminisme jo noget kvindeligt, og for det andet så har vi jo opnået ligestilling mellem kønnene, så hvorfor stadig gå og bekæmpe hinanden?".

Den gængse, danske opfattelse af feminister, som den har udmøntet sig gennem årene, kommer uvilkårligt i hu -"feminister er oftest rabiate kvinder, lidt småmilitante, og så kan de vist ikke så godt lide mænd". Ikke den store synkroniske sammenhæng med den nøgterne ordbogsforklaring. Forholder man sig til den, kan man, som borger i et moderne vestligt samfund, vel næppe være andet end… feminist – om man så gør en hørlig dyd ud af det eller ej. Som en gruppe italienske 25-årige kvinder fortalte en dansk veninde engang i 80'erne, "Selvfølgelig er vi feminister, hvad ellers?" Min veninde fandt det en kende yderliggående og lidt skræmmende.

Men selv efter at en ny generation af yngre feminister for et par år siden gav den hjemlige kønsdebat en tiltrængt afpudsning med Brassokluden og det forpassede billede af rødstrømpen et nyt ansigt er feminist stadig for danske kvinder et stærkt værdiladet ord, der bruges med omhu og ofte lægges afstand til. ”Ja, det er ikke, fordi jeg er feminist, misforstå mig ikke, men…".

I Danmark kan vi desværre stadig ikke tænke på feministen uden, at batikfarvede bleer, bh-bål, Trille og linoleumstrykte kvindetegn i knytnævet rød udgave blander sig anakronistisk.

Da kønsdebatten i 70'erne blev antændt af en ilter og engageret kvindebevægelse, var der brug for markante udtryk. Kamp måtte til, målet var klart, vejen lang og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Danmark satte endog dagsordenen for de øvrige nordiske lande, hvad kønsdiskussionen angik. Så hvad gik galt?

Set med den grovkornede optik, blegnede kønsdebatten herhjemme, da farven gik af den lilla hovedbeklædning. Det var så den kamp, alt er godt. Nu må vi virkelig videre, syntes at være den alment udbredte opfattelse. Livet fortsatte - og godt for det, men dele af kønsproblematikkerne blev liggende uløste tilbage med blandede resultater til følge. Et af dem, at et begreb som feminisme og mennesket, der sympatiserer med tankegangen, er blevet til stivnede stereotyper, som ingen, uden et usædvanligt mod, tør røre eller rykke ved.

Svenskerne tog anderledes fat på tiden efter rødstrømpernes oprør. Man fortsatte kampen modereret i tråd med tiden, og indsete snart nødvendigheden af at lovgive på visse felter af ligestillingsområdet. Imens forekom det, som om Danmark sank ind i en sær tilstand af berøringsangst og tro på, at problemet var løst. Først nu er et fænomen som mainstreaming – integration af ligestilling bl.a. i offentligt regi - begyndt at blive implementeret i Danmark.

En af de markante stemmer gennem årene i den svenske kønsdebat, historikeren, Yvonne Hirdmann, der besøgte kønsforskningskurset, ser en tydelig forskel på, hvordan den efterfølgende debat er blevet tacklet i de nordiske lande.
- I Norge og Sverige er man forholdsvis åbne overfor kønsdiskussionen, hvor man i Danmark irriteres over emnet. Her opleves emnet som et sår, der bliver ved med at klø, når man kradser i det, som hun siger.

Men Danmark er jo dog vågnet: Ligestillingsminister, nyt Videnscenter for Ligestilling og Syddansk Universitets netop åbnede Masteruddannelse i Køn og kultur - et eksempel på, at kønsforskning er begyndt at blive betragtet som en disciplin, et kvalificerende stofområde.

Kønsforskning har i årevis ikke rangeret som et egentligt selvstændigt stofområde i danske medier. Her ser vi, i parentes bemærket, bort fra barselsorlovsdebatten, som det valgemne, den er.

Medierne, ikke blot de danske, behandler som regel historier om køn - oftest ensbetydende med kvinder - i særlige tillæg; vi har Båden, Bilen og Kvinden, hvis nogle skulle interesse sig for et af disse specielle områder.

Det journalistiske efteruddannelseskursus i Kalmar er i sig selv et bevis på, at Sverige fortsat arbejder med problemerne, når det gælder ligestilling mellem kvinder og mænd – her hører f.eks. de velkendte lønforskelle og manglende ansættelse af kvindelige ledere til de særligt synlige. Og arbejdet udvikler. Et af formålene med "Åben øjnene!" er at give almene journalister viden om den eksisterende kønsforskning og vække det vagtsomme blik overfor de ofte oversete kønsproblematikker. På den måde lykkes det måske at gøre kønsstoffet til en del af det almindelige daglige redaktionelle arbejde.

Banalt, som det er - medier skaber meninger, og meninger igangsætter udvikling. Så hvad er mere naturligt, end at give journalisterne del i den viden, der findes på området. Man efteruddanner journalister i alverdens emner, hvorfor ikke i køn? Må svenskernes kursusinitiativ og deres øvrige tilgang til ligestillingsdiskussionen være en inspiration. Og så kunne vi måske samtidig få dyppet den danske udlægning af feministbegrebet i en dosis effektivt desinficerende væske.

Anne-Mette Klausen er FORUMredaktør.

Læs også FORUM artiklen Stor og stærk svensk mandeforskning
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk