Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Som man dog provokeres

 

Den unge, feministiske performer, Sarah Jones' musikdigt Your Revolution forsøger at gøre op med det kvindehad, der hersker i en stor del af rap'ens tekster. Resultatet udeblev ikke – Sarah Jones' digt er blevet forbudt overalt i amerikansk æter.

 
 
FORUM/23.8.2001 Kvinder er ikke just floromvundet beskrevet i amerikanske rap- og hip hop tekster. Et gennemgående tema er, at kvinder er en flok dirty bitches til brug for sex og ikke meget andet.

Den amerikanske performer, Sarah Jones, der netop har gæstet København, er en af dem, der har givet raffineret svar på tiltale, da hun i 1999 indspillede digtet Your Revolution som hip hop sang. Digtet er skrevet i protest mod den omsiggribende nedgørelse af kvinder i rap og hip hop, og allerede i de indledende linier anes parodien som form: Your revolution will not happen/ between these thighs.

Men Sarah Jones har ikke fået megen airplay. Federal Communications Commission – den statsmyndighed, der censurerer musiklyrik for "seksuelt stødende" indhold, men ikke for sexisme – forbød snart sangen i radioæteren over hele USA. Flere musikere, bands og rappere har ligeledes fået forbud mod at blive spillet i radioen og er blevet påbudt advarende mærkater på deres cd-udgivelser.

Det paradoksale er dog, at Sarah Jones med Your Revolution forsøger at gøre opmærksom på det kvindehad, der, som nævnt, kendetegner disse musiktekster. Jones' digt synes at være et nødvendigt modsvar til fremstillinger af kvinder som "bitches", der bare skal bolles. Er der et nyt tilbageslag på vej i USA, fristes man til at spørge?

[...] and you will not be touching your / lips to my triple dip of / French vanilla butter pecan / chocolate deluxe [...] Er disse linier specielt stødende? Og billedet i følgende linie synes at være danske par-terapeuters svar på problemløsning: [...] a six foot blow-job machine [...]Your Revolution er morsomt, feministisk, anti-racistisk og har slet skjulte ironiske hentydninger til sex. En meget farlig cocktail mener altså F.C.C., som i maj 2001 udstedte en bøde på 7000 dollars til radiostationen KBOO i Portland, Oregon for at have spillet digtet. F.C.C. argumenterer med "usømmeligt sprog" og "provokerende seksuelle referencer" i æteren mellem kl.18.00 og 22.00, hvor børn kunne tænkes at høre radio.

KBOO har i juli 2001 appelleret sagen, men af frygt for flere bøder har stationen suspenderet den DJ, som tilbage i 1999 spillede Your Revolution og har flyttet hendes program til efter kl. 22.00!

Jeg hørte digtet præsenteret af forfatteren selv, da hun i sidste uge kunne opleves på CaféTeateret, som en del af Københavns Internationale Teaters sommerscene, Solo 2001. Sarah Jones var en sublim oplevelse. I hendes forestilling Surface Transit viste hun sig som en ung, feministisk performer, der forstår at spille flerstreget. Hun formår at rumme og eksponere adskillige kvindetyper forskellig i alder og kulturel baggrund, og give den amerikanske dobbeltmoral og landets neokapitalistiske tidsånd et ordentlig skud for boven. Samtidig rammer Sarah Jones publikums bevidste såvel som ubevidste fordomme lige midt i diafragma, når hun i skikkelse af den ældre hjemløse kvinde under tæppet, siger noget i retning af: "Husk jeg også er New York'er. Når I kommer som turister til vores by, se mig lige ind i øjnene og giv mig den respekt, jeg som menneske fortjener".

Ekstranummeret i CaféTeateret var passende nok et nyt digt med titlen Notes on the FCC. Heri henvender Sarah Jones sig direkte og en anelse patroniserende til Michael K. Powell, der står i spidsen for FCC Han er tillige søn af fungerende forsvarsminister og republikaner Colin Powell. Begge digte kan ses på Jones' velkomponerede hjemmeside.

Men intet er åbenbart så skidt, at det ikke er godt for noget, for som Sarah Jones påpegede i CaféTeateret, så har censuren mod digtet medvirket til stor udbredelse af digtet og øget opmærksomhed på Jones som digter og performer. Blandt andet støtter prominente feminister som Gloria Steinem Jones' sag mod FCC.

Crossover mellem kunst og aktivisme har Sarah Jones erfaring med fra forestillingen Women Can't Wait, som hun skrev til den internationale organisation Equality Now i forbindelse med en kampagne i 2000 mod diskriminerende love verden over. Jones opførte forestillingen ved den internationale FN-konference om Kvinders Rettigheder i juni 2000. Konferencen havde til formål at synliggøre den mangel på implementering af Platform for Action, som blev vedtaget på den fjerde verdenskonference for kvinder i Beijing i 1995. I Women Can't Wait præsenterer Sarah Jones kvinder fra Frankrig, Indien, Israel, Japan, Jordan, Kenya, USA og Uruguay og synliggør de diskriminerende love, der dagligt indvirker begrænsende på kvinders liv.

Sarah Jones medvirker også i Spike Lees nyeste film Bamboozled og har fuld fart på en bredspektret kunstnerisk karriere med aktivistiske opråb og en kulturkritik hun udtrykker bramfrit - uanset censur.
I en artikel i MS Magazine i oktober/november nummeret 2000 svarer hun på spørgsmålet, om hun betragter sig som feminist med nej og ja og kalder sig også "womanist": "Vi er langt fra en dominerende feministisk bevidsthed blandt kvinder. Det vil være meget lettere at samle kvinder under et banner for tynde lår end for lige rettigheder og muligheder". Disse ord synes desværre også at gælde i Danmark, hvor balder af stål sælger bedre end tilbudt barselsorlov til mænd.

Alice Riis Bach er cand.mag. i kultur og formidling.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk