Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Min mormor, mig selv

 

På trods af at føle sig reduceret til et biologisk reproducerende væsen med en styrende trang til formering, lod historiker og ph.d. studerende, Anne Katrine Gjerløff sig fascinere, da verdens evolutionsteoretikere var samlet til årsmøde i London. Herfra rapporterer hun bl.a. om de evolutionsteoretiske forklaringer på Arnold Schwarzeneggers tiltrækning på kvinder, om menneskets formeringstrang som altoverskyggende årsag til enhver handling og om de evolutionære fordele ved mormødre.

 
FORUM/London 20.7.2001 - Hvis kvinder er ude efter gode gener eller god sex foretrækker de Arnold Schwarzenegger, hvis de er ude efter en god fader til deres børn, vælger de Leonardo DiCaprio, afsluttede adfærdsforskeren David Perrett sin forelæsning på det årlige møde for Human Behaviour and Evolution Society (HBES) der afholdtes i juni 2001 på University College i London.

Ved hjælp af billedmanipulation af en lang række ansigter, har Perretts forskergruppe på University of St. Andrews vist, at personer, hvis ansigter er blevet femininiseret - dvs. får formindsket hage og øjenbryn - alene på udseendet vurderes som bedre forældre end personer af begge køn, hvis ansigt er blevet maskuliniseret.

I samme undersøgelse viste det sig, at kvinders vurdering af ansigters tiltrækning afhang af tidspunktet i deres menstruationscyklus. Hvis der var stor chance for befrugtning foretrak mange kvinder maskuliniserede ansigter - a la Schwarzenegger, hvis ikke syntes de bedst om de feminine ansigter. Denne tendens var dog kun markant, hvis kvinderne blev bedt om at vurdere ansigterne i forhold til tanken om et kortvarigt forhold, ikke et længerevarende. Til et længerevarende forhold ønskede kvinderne primært de femininiserede ansigter - a la Leonardo DiCaprio.

Formålet med Human Behaviour and Evolution Society er at fremme udveksling af ideer og forskningsresultater indenfor evolutionsteori og sociobiologi for bedre at forstå den menneskelige natur.

I en darwinistisk evolutionsopfattelse afhænger en arts succes udelukkende af reproduktionen, og således må ethvert adfærdsmæssigt træk kunne forklares evolutionært som en fordel for artens formering. At reproduktionen således er det eneste en arts succes afhænger af, giver helt automatisk et fokus på reproduktionens indledende øvelser: forholdet og forskellene mellem kønnene. Sociobiologien er således helt grundlæggende et spørgsmål om køn.

Det kan derfor ikke overraske, at en del forelæsninger på HBES årsmødet, ligesom Perretts, kredsede om forholdet mellem kønnene - udgangspunktet for reproduktion af nye individer. Alt hvad mennesker gør, gør vi således - ubevidst eller ej - for at fremme vores reproduktive succes. Men det umiddelbare valg af partner er blot starten på at sikre sit afkoms succes - også begreber som sprog, samfundsopbygning, arbejdsdeling og kunst kan forklares i lyset af artens overlevelse.

Jeg deltog i årsmødet på grund af mit forskningsprojekt på Historisk Institut på Københavns Universitet Abens ansigter, der handler om teorier om menneskets udvikling. Mit fokus er de teorier, der skabes udfra ældgammelt, fossilt knoglemateriale og jeg var interesseret i at få et overblik over de evolutionære teorier, der er funderet på studier af moderne mennesker og dyrs adfærd.

Årsmødet bød da også på et overflødighedshorn af emner: Evolutionære fordele ved graviditetskvalme, voldtægtsmænds evolutionære succes, karakteristika ved succesrige kvinder, forholdet mellem talje- og hoftemål hos før-gravide, kønsforskelle i forekomsten af depression ud fra et evolutionært perspektiv, overgangsalderens evolution, kulturel diversitet i evolutionen af tyrkiske tæppemønstre, kvinders valg af partner i Soap Operas, en analyse af "personlige" annoncer i Japan, osv.osv. Intet menneskeligt var deltagerne eller forelæserne fremmed, og de mest kringlede analyser og mystiske indfald bliver forfulgt, hvis de kan kaste blot et lysglimt over menneskets adfærd.

Et af de helt gennemgående temaer på årsmødet var udviklingen af den menneskelige livshistorie. Her blev der fokuseret på spørgsmålet om menneskets lange barndom og på menopausen, kvinders overgangsalder: Hvorledes kan det være en udviklingsmæssig succes at have et langt livsafsnit, hvor man faktisk ikke kan få børn?

Kristen Hawkes fra University of Utah har i mange år studeret fødeindsamlingsstrategier blandt Hazda-folket i Østafrika, og hendes observationer har givet anledning til en ny teori, der dels forklarer centrale træk i menneskets udvikling og dels forklarer menopausen. Hawkes antropologiske studier viste nemlig, at bedstemødre spiller en stor rolle for småbørns fødeanskaffelse, hvilket tillader barnets mor hurtigere at få endnu en baby. Da bedstemoderens gener jo føres videre via børnebørnene, er det således en evolutionær fordel for bedstemoderen, at hun på et tidspunkt ikke selv får børn, men i stedet bidrager til sin datters børns overlevelse. Således giver menopausen faktisk god mening, biologisk set.

Hawkes nøjes dog ikke med at lade evolutionære mekanismer forklare menopausen. Hun forklarer overgangen fra ældre menneskeformer til det moderne menneske med den ændring i livshistorie-mønster, der skabte menopausen og alderdommen. Det er nemlig kun med det overskud af erfaring og fødeindsamling som ældre kvinder - og mænd - kunne bidrage med, det lod sig gøre at have så lang en barndomsperiode som det er nødvendigt for at skabe det moderne menneskes sprog, kultur og sociale sammenhænge. Alderdommen og menopausen er således forudsætningen for at vi nogen sinde blev moderne mennesker.

Et andet tema på årsmødet handlede om begrebet costly signalling - omkostningsfyldt tegngivning. Det store problem i denne forbindelse er at forklare, hvordan mennesker overhovedet kan opretholde moralske normer i forhold til sprog og samarbejde, når det til enhver tid vil være en fordel for det enkelte individs reproduktive succes at lade alle andre slide og så i øvrigt lyve, snyde og bedrage sig til resultaterne af andres arbejde.

Hvorfor skulle hunner f.eks. tro på dyrehanners signaler om, at de er gode parringspartnere? John Maynard Smith fra University of Sussex har arbejdet med denne problemstilling de sidste 40 år og hans svar lyder costly signalling.

Costly signalling indebærer, at det skal være forbundet med fare, kraftudøvelse eller andre omkostningsfyldte elementer at signalere sin egen fortræffelighed. Ellers er der ikke nogen, der tror på det! Således bliver han-påfuglens hale kun til et effektivt, partner-tiltrækkende redskab, fordi den faktisk viser noget om hvor stærk og sund hannen er. Den er ikke blot reklame. Påfuglehunnen kan være sikker på, at halen vidner om gode gener, fordi halen er så stort et handicap, at hannen simpelthen ikke ville kunne overleve, hvis han ikke var en præmie-han.

Det samme argument kan bruges om sprogets opståen og det menneskelige samarbejde og gruppedannelse. Chris Knight fra University of East London har således i sin bog Blood Relations: Menstruation and the Origins of Culture fra 1991 og igen i sin fremlæggelse på HBES-mødet argumenteret for, at sproget først kunne opstå, når der allerede fandtes gruppestrukturer, hvor individer var afhængige af hinanden - ellers var der ikke nogen grund til at tro på andres udsagn. Folk skal bogstaveligt talt have noget i klemme - noget at miste - før man ubevidst kan tro på, at de taler sandt. Her består omkostningen i, at individet kan miste anseelse, status og ligefrem gruppetilhørsforhold og dermed livet, hvis vedkommende ikke overholder de uskrevne regler om løgn eller ikke trækker sin del af det fælles arbejdslæs.

Mest kontroversiel var dog Knights tese om, at de før-sproglige strukturer kunne findes i kvinders sammenhold mod mænd. Selvom Knight har været fortaler for denne tanke i 10 år, blev der stadig blandt tilhørerne rystet på hovedet og fneset i skjul over hans beskrivelse af forhistoriske kvinders brug af sex-strejker og falske menstruationstegn - rød okker. Disse strategier skulle sikre, at den omstrejfende mand blev holdt til ilden hos den formeringsdygtige kvinde, således kunne han hjælpe med at skaffe føde og opdrage børnene. Først med opbygning af sådanne menneskelige netværk var der skabt tilstrækkelig grobund for sprog og mekanismer til opretholdelse af sociale normer.

En variation af dette tema blev præsenteret af arkæologen Amanda Giles fra University College London, der ved hjælp af evolutionsteori analyserede kvinders gravudstyr fra den europæiske bronzealder.

Kvinders smykker er ofte meget store - halskæder kan således dække hele underansigtet, og der er eksempler på bevægelseshæmmende benudsmykning, der lænker fødderne sammen og gør almindelig gang umulig. Giles tolker smykkerne som udtryk for en patriarkalsk samfundsform, hvor kvinderne blev brugt til at demonstrere faderens/ægtemandens rigdom - dels via smykkernes værdi, og dels via det overskud af materielle ressourcer en bevægelseshæmmet, og dermed mindre produktiv kvinde kunne signalere.
Samtidig er der da også mulighed for at smykkerne kan tolkes som udtryk for kvindernes egen værdi. De store smykker bliver også en form for costly signalling, der viser kvindens styrke og rigdom.

På trods af en næsten instinktiv antipati imod at blive reduceret til et biologisk, reproducerende væsen, var det selve denne vinkel jeg fandt mest interessant ved årsmødet - ikke mindst på grund af forelæsernes entusiasme og aldrig vaklende tro på metodens frugtbarhed. Jeg fandt mig selv i gang med at misunde sociobiologernes sikre overbevisning og de tusinde vinkler og muligheder, der er i deres videnskabelige tilgang. Når man har hørt om et forskningsprojekt, hvor robothunde lærer at tale, eller et hvor evolutionsopfattelser i Japan belyses ved hjælp af Pokémon-figurer, føles traditionelle historiske arbejdsmetoder ret tamme.

Anti-evolutionister, der frygter for tabet af menneskets gudgivne særstilling og frie vilje og kritikere af sociobiologien, der ser farer i en biologisk kategorisering og vurdering af menneskearten ville hverken have følt sig hjemme eller have fået et ben til jorden på dette møde. Og som lægmand inden for evolutionær adfærdsforskning kan det da også være svært for eksempel at acceptere, at alle mine handlinger er styret af ønske om formering. Eller at grunden til at jeg finder et andet menneske attraktivt er dets ansigts symmetri.

Er man bange for en sociobiologisk demontering af mennesket, kan man kun trøste sig med, at adfærdsbiologerne ikke har forklaret det hele endnu - selv om de ihærdigt forsøger.

Anne Katrine Kjerløff er ph.d. stipendiat ved Institut for Historie, KUA. Hun har tidligere skrevet for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk