Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fint med feminisme

 

Fra højre til venstre bliver kvindesagen brugt til fremme af egne politiske synspunkter. Det var ikke tilfældet for 10 år siden, da Kvindeligt Selskab blev stiftet. KVINFOs centerleder Elisabeth Møller Jensen holdt festtalen ved foreningens jubilæum Kristi Himmelfartsdag. Vi bringer et uddrag.

 
 
FORUM/31.5.2001 For nogle år siden deltog jeg i en international konference i Boston i USA, hvor jeg mødte den bibliotekar, som til daglig stod for indkøb af feministisk litteratur til Public Library i New York. Jeg spurgte hende, hvor stort et indkøbsbudget, hun rådede over, hvortil hun til min forbløffelse svarede, at hun ikke var underlagt noget budget. Hun bestilte bare bøgerne, og så blev de betalt.

Det forstod jeg ikke rigtigt, så jeg spurgte videre, hvad der skete, hvis hun bestilte flere bøger, end der var penge til. "Den situation opstod aldrig", var hendes svar, "Der var altid penge nok." Jeg forstod mindre og mindre, og bad hende forklare, hvordan det hang sammen. Og så faldt den afgørende replik, som gjorde så dybt et indtryk, at jeg aldrig har glemt det. Det enkle, overbevisende svar og begrundelsen for, at der altid var penge nok, var at: "Feminism is high profile at this library".

For mig har den oplevelse altid haft noget eventyrligt over sig. For den fortæller, at der findes situationer, steder, tidspunkter i historien, hvor "feminism is high profile", og hvor der derfor altid er penge nok. Det nærmeste jeg kan forbinde med oplevelsen i Public Library er den svenske kvindepolitiske situation. Alt det der ikke kan lade sig gøre i Danmark, gør de bare i Sverige. Sådan har det længe set ud, og jeg skal ikke trætte med misundelige eksempler, bare fortælle, at det svenske mirakel i dag består i, at feminismen er så populær, ja high profile i Sverige, at de forskellige politiske partier er begyndt at konkurrere om ophavsretten (se artiklen Svenske liberale tager patent på feminismen). Det er da et eventyr, som vi her i Danmark kun kan drømme om.

Eller hvad? Min fornemmelse er, at de første sikre tegn på, at feminismen er fin også i Danmark, begynder at vise sig i den politiske debat.

Det mest indlysende er selvfølgelig det flertal, der pludselig tegner sig for vedtagelsen af en forlængelse af barselsorloven til et år. Spørgsmålet om hvis barsel det er, der skal forlænges, lader jeg ligge. Det afgørende er, at spørgsmålet om barselsorloven er kommet så højt på den politiske dagsorden, at de politiske partier bruger den i kampen om stemmerne. Barselsorloven er allerede så hot et emne i valgkampen, at det kan blive afgørende for hvilken regering, vi får efter valget.

At emnet endelig og langt om længe har politisk opmærksomhed, får mig til at tænke på et af de mange møder i Kvindeligt Selskabs historie, som har gjort mest indtryk på mig. Jeg tænker på mødet Kvinder om kvinder, der udspillede sig i B&W's kantine i 1992. Vi var blevet sejlet over til Holmen, Gladsaxe Pigegarde tog imod, og en perlerække af markante kvinder var inviteret til at tale om kvinders indflydelse. Efter oplæggene skulle publikum blande sig i diskussionen, og de unge kvinder tog opstilling i to lange mikrofonkøer. Og hvad talte de så om. Kvinders indflydelse? Nej. De talte alle som en, om det barn, der ikke var tid til at få. Det andet barn som de ønskede sig, den kærlighed, det arbejde og det hele liv, som ikke hang sammen, og som de ikke vidste, hvad de skulle stille op med.

Anne Dorthe Michelsen havde samme aften uofficiel premiere på Venter på Far, hvor den traditionelle kvindelighed veloplagt udsættes for ironisk distance. Men i de unge kvinders indlæg var der hverken ironi eller distance. Havde det ikke været tydeligt før, så blev det denne aften åbenlyst, at ligestillingens larmende tavshed gennem 80'erne havde hemmeligholdt, at intet grundlæggende var ændret: At unge kvinder stadigvæk havde store problemer med at få det helt elementære livsvalg, det er at få et barn, til at harmonere med et engageret arbejdsliv. Alt var åbenlyst og åbenbart ved det gamle.

Personligt fik jeg noget at tænke over, og det gjorde alle arrangørerne i øvrigt den aften. Selv troede jeg, det hang sammen på en ny og bedre måde.

Op gennem 90'erne er det så blevet mere og mere klart, at skal kvinders indflydelse øges i takt med den større og større kompetence, som kvinder har tilegnet sig i 80'erne og 90'erne, så skal der rykkes på de helt grundlæggende forhold stadigvæk. Ellers sker der ikke noget.

Kampen om barselsorloven er det tydeligste eksempel på, at det i dag er fint med feminisme, men der er også andre mere modsætningsfyldte og mudrede eksempler på, hvor spiselig og åbenlyst populær kvindesagen er blevet i vide og helt nye kredse. Det er værd at lægge mærke til.

Jeg tænker her, på indvandrerdebatten, hvor de politiske fløje lige fra Holger K, der på SFs landsmøde udtalte, at "vi.." - og jeg undrer mig stadigvæk over, om dette VI er danske mænd eller bare mændene i SF - "...har ført en århundrede lang kamp for kvindernes ret til selv at bestemme, hvem de skulle gifte sig med", og alene sprogbrugen viser jo, hvor uvant kvindesagen er i Holgers mund, over til Åse Clausen Bjerg, kvinden der har erklæret sig som gammel rødstrømpe, og har arrangeret en no-kay demonstration i Odense mod indvandrerkriminalitet.

I en kronik i Berlingske Tidende (15.5.2001), fremdrog hun Egtvedpigen, som et 3000 år gammelt symbol på, at her i Danmark viser kvinder deres krop. Det har vi altid gjort. Det skal vi blive med - i modsætning til de tilhyllede, undertrykte kvinder, der i islams navn skjuler, hvem de er, og hvad de står for. Vi danske kvinder, kikker manden ind i øjnene. Vi ved, hvem vi er. Vi er nemlig frie og lige her til lands.

Min pointe er, at fra venstre til højre hyldes kvindefrigørelsen, ligestillingens sande værdier, som vi alle er fælles om.

Der går en lige linje fra Egtvedspigens stumpebluse og korte flettede sommerskørt til dagens bare bryster på strand og i park. Og det er da skønt. Skam få den, der tænker ilde derom.

Men set i jubilæumssammenhæng er det afgørende jo, at tiden har ændret sig så meget på de sidste 10 år, at hele det politiske spektrum er enig om, at ligestilling er en integreret del af de danske værdier. Det er vores kultur, den skal vi kæmpe for, bevare og udbrede til ethvert formørket hjørne i dette land. Det grundspørgsmål deler ikke længere de politiske partier. Fra højre til venstre kan kvindesagen bruges til fremme af egne politiske synspunkter. Så populær er sagen blevet.

Kvindeligt Selskab er ved sit 10-års jubilæum i en medvindssituation. Det kræver nogle helt nye overvejelser. Et vigtigt udtryk for den medvind er, at Danmark har fået en ny ligestillingslov, en afdeling for Ligestilling, en ligestillingsminister og et Videnscenter for Ligestilling. Det er et stort og afgørende vigtigt skridt på vejen, som jeg hilser velkomment og glæder mig over at samarbejde med.

Men det er lige så vigtigt at forstå, at ligestilling aldrig er nok. Den politiske ligestilling regulerer alene konsensus, det som et flertal er enige om. Det er reglen for al politisk udvikling. Det er demokratiets vilkår.

Men der er ikke uden videre flertal bag en radikal løsning af unge kvinders problemer med et ufleksibelt arbejdsmarked, overfyldte daginstitutioner og en kultur, der i stort set alle livets forhold har manden som norm. Derfor er der stadigvæk brug for en ung kvindebevægelse. Der er brug for nye alliancer, nye samarbejdsformer og derfor er det også det rigtige tidspunkt at løsne båndet mellem Kvindeligt Selskab og KVINFO. Men selvfølgelig fortsætte det gode samarbejde, og det samliv der ligger i en fælles adresse.

I dag er det ikke en støtteforening til et forskningsbibliotek, der er brug for. Der er brug for en ny kvindebevægelse. Interessen findes i dag blandt de helt unge og i mange forskellige miljøer og med en bred vifte af dagsordener. Men der er brug for nogen til at organisere og tage initiativ. Jeg kan ikke få øje på andre end Kvindeligt Selskab til at løfte den opgave. Jeg glæder mig til at følge jer de næste ti år. Tillykke.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk