Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Frem i lyset med "det dernede"

 

Den amerikanske bog "Vaginamonologerne" kloner en genoplivet militant feminisme med en indadvendt livmoderfeminisme og er en mærkelig blanding af humor, sex og tragedie, mener FORUMs klummeskribent. Men monologernes internationale succes tyder på, at der stadig er mange tabuer at overvinde, når kvinder skal tale om deres køn og seksualitet.

 
FORUM/27.4.2001 Så kom Vaginamonologerne til Danmark. En meget pink bog med godt tyve selvstændige monologer om vaginaer. Baseret på interview med over 200 kvinder, fortalt til den amerikanske dramatiker Eve Ensler. Monologerne er formet til teatret og først senere udgivet i bogform (1998).

Vaginamonologerne har vakt furore og begejstring over store dele af verden. Bogen er udgivet i USA, i hele Europa og i Kina, og som teaterstykke har monologerne trukket fulde huse og er blevet tildelt adskillige hædrende priser. Begejstringen vil ingen ende tage. I USA er der dannet vaginakomiteer, vaginafonde og amerikanerne har indstiftet en V-dag - vaginadag.

Hvad er de så, vaginamonologerne? De er et sært sammensurium - de der tekster om vaginaer. Der er ekstremer - fra den fjollede "Hvad ville din vagina vælge, hvis den skulle klædes på?" til den tragiske "Min vagina var en landsby", en bosnisk kvindes beretning om at blive voldtaget af soldater en hel uge i træk. Der er en gammel kvindes historie om skammen ved seksualiteten, og der er den seksårige pige, som synes, at hendes vagina lugter af snefnug. Der er den aggressive lesbiske kvinde, som opfordrer til, at man "kræver sin kusse tilbage", og der er fortællingen fra vaginaworkshoppen hos onaniguruen Betty Dodson.

Fysikken er det eneste umiddelbare samlingspunkt for de mange forskelligartede tekster. Og det virker noget meningsløst. Hvad har historien om voldtægten at gøre med onaniworkshoppen? At gøre kvinder bevidste om deres egen seksualitet er fint - jo flere kvinder, der bliver fortrolige med deres egen seksualitet, jo bedre. Og at gøre opmærksom på vold mod og misbrug af kvinder er måske endnu vigtigere. Men hvad i alverden skal de kobles sammen for? Det er svært at se, hvorfor Eve Ensler ikke har sorteret i beretningerne efter enten det ene eller det andet mål - hymnen til hymen eller vreden over volden.

Og alligevel er der noget ud over fysikken, som samler vaginamonologerne. Den simple kraft i at turde bruge ordene. At beskrive kvinders underliv. I detaljer og i floromvundne udtryk. Fra opdagelserne med spejlet mellem benene: "Det, der overraskede mig mest, var de mange lag. Lag på lag på lag" til de mere flyvske fortolkninger: "Min vagina er en blomst, en usædvanlig tulipan, dens midte er spids og dyb, duften delikat, dens kronblade bløde, men hårdføre".

Det må være det, de amerikanske kvinder begejstres af. At sætte ord på deres underliv. At få lov at messe "kusse" eller "vagina" i samlet flok, som de har gjort i både tv-shows og live. Og de må have savnet det, for de har kastet sig ind i vaginaprojektet med liv og sjæl.

Det er egentlig det, jeg synes er det mest overraskende ved Vaginamonologerne. Ikke monologerne selv. De er ikke opsigtsvækkende. Men kvinders reaktion på dem. Kvinderne reagerer - ifølge forfatteren selv - efter opførelsen af monologerne ved at buse ud med hele livshistorier og egne vaginamonologer. De lukker op for sluserne og giver frit løb til fortællinger og erfaringer, som har været blokeret af tabuer.

For mig ligner monologerne noget fra kvindefrigørelsen. Besyngelsen af kvindens underliv. Ophøjelsen af vaginaen til en guddom. Og så kan mændene med deres fjollede tissemænd, som hænger der og dingler hjælpeløst, bare klappe i og blande sig uden om. Næe, vores kønsorganer er særligt fantastiske. De er gemt af vejen, mystiske, smukke, hellige. Væskerne, der strømmer fra dem, er som balsam, og de lugter aldrig, de dufter. Af alt mellem roser og snefnug. Kvindens køn gøres til en helligdom og til nøglen til alverdens mysterier. Det betragtes som noget særligt oprindeligt. Noget på en gang helligt og vildt.

Men på trods af det nærmest komisk naive og essentialistiske billede, monologerne tegner af det kvindelige underliv, må man alligevel lytte til dem. Eller i hvert fald til den modtagelse, de har fået. Selv om det i danske øjne ligner et forsøg på at klone en genoplivet militant feminisme med en indadvendt livmoderfeminisme, har mange amerikanske - og europæiske og kinesiske - kvinder åbenbart stadig brug for den pågående lovprisning af verdens vaginaer. Så når nogle kvinder overhovedet oplever en frigørelse via vaginamonologerne, retfærdiggør det i en vis grad deres eksistens.

At der er et godt stykke vej igen, før kvinder får et naturligt forhold til deres egen seksualitet, kan man blandt andet se i en praktisk detalje i forbindelse med opførelserne af Vaginamonologerne. Kvinder ringer og bestiller billetter til "monologerne", mens mænd bestiller billetter til "Vaginamonologerne". Kvinderne kan ikke få sig selv til at sige ordet.

Måske er det Fisseflokken og Pikstormerne, der har gjort unge danske kvinder mindre sarte. Eller måske er det Kvinde Kend Din Krop eller sexbrevkasserne, som man læste i ungdomsbladene. Men jeg er overasket. Det er jo bare et ord. Vagina er ikke et ord, jeg går rundt og siger hele tiden. De beskriver en lille del af mit liv, og en del, jeg gerne vil holde ude fra andre dele. En vis privathed må man vel have lov at beholde. Men jeg ville godt kunne få det over mine læber, hvis jeg skulle ringe til Billetnet. Mit gæt er, at det ville mange danske kvinder kunne. I hvert fald de, der gerne ville ind og se forestillingen.

Det kan de ikke, de amerikanske kvinder. Det er chokerende. Og hvis Vaginamonologerne kan hjælpe dem over nogle af de tabuer, så de kan begynde at formulere sig om deres egen krop og seksualitet, så gør monologerne gavn. Uanset deres klodsede form og mærkelige sammenstilling af humor, sex og tragedier.

Julie Top-Jensen, 26 år, læser journalistik og dansk på RUC.

Eve Ensler: Vaginamonologerne. Oversat af Jens og Mette Bom. Aschehoug, 2001.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk