Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fri os fra kærligheden den 8. marts

 

Suzanne Brøggers debutbog fra 1973 er uhyggelig aktuel i følge dagens klummeskribenter. Hendes betragtninger over kvindelivet, samlivet og samfundslivet rammer stadig præcist og nådesløst. Find den frem, støv den af og læs den, lyder skribenternes opfordring - hvis du tør!

 
 
FORUM/8.03.2001 Man kan godt gå og blive helt trist til mode ved udsigten til endnu en dødssyg og konsensussøgende international kvindedag med dårlig hvidvin. Der er kun ét at gøre, mens du venter på revolutionen; bliv hjemme. Støvsug hylderne hos din gamle mor eller klidmoster, find den på antikvariatet eller bagerst i dine kasser på loftet. Tag en flaske supergod rødvin under armen og så i seng med en fed krimi. Vi foreslår en rigtig hårrejsende klassiker med et medrivende plot: Fri os fra kærligheden af Suzanne Brøgger. Bogen er en samling "rapporter, essays, interviews og fiktioner", der vakte debat, forargelse og opstandelse, da den udkom i 1973.

I modsætning til, hvad man måske lige husker, så er det ikke den bloddryppende familiethriller Jadekatten (1997), der står som det mest uhyggelige fra Brøggers hånd. En genlæsning af Brøggers forrygende begavede og fantastiske debut er en gyser og kan ikke anbefales til kvinder med drømmene i behold. Brøgger kalder selv formen for "blandingbrokker", men uanset de mange forskellige stykker tekst, så kan den sluges råt.

Det er stærk og rystende læsning, som hensætter læseren i paniktilstand. Man har lyst til at knibe sig i armen for at være sikker på, at tiden i virkeligheden ikke er gået i stå siden udgivelsen i 1973. Man har svært ved at slippe den og man skal regne med at læse til den lyse morgen uden at få et klart svar på, hvem der førte kniven. For denne bog, som er kommet i 117. oplag, som er blevet citeret, analyseret og studeret, og som vi troede ændrede danskernes syn på ægteskabet for altid, kunne ligeså godt være skrevet i dag.Fri os for kærligheden vrimler med indlysende, præcise og velformulerede betragtninger af liv versus samliv, som passer perfekt på tærsklen til et glinsende og forbrugsfikseret årtusinde.

Og det er det, der er så fandens frustrerende og på samme tid fantastisk forløsende ved denne bog. Ligegyldigt hvad adskillige kvindelige skribenter (undertegnede inklusive) nogensinde har skrevet, råbt op eller tænkt om kvindelivet, kvindens identitet, eller position i samfundet, så vil man altid kunne slå op i dette Suzannes 28 år gamle provo-værk og se det stå med fede typer, skrevet lidt bedre, lidt mere to-the-point, lidt mere modigt end man selv kunne gøre det.Fri os fra kærligheden er samtidig yderst spidsfindig i sin tone - hverken formanende, ynkelig eller offer-agtig. Man provokeres og forarges, ikke over Brøgger, men over at samfundet, ikke har ændret sig en tøddel siden.

Ser man bort fra henvisninger til film, bøger og tv-serier, som var hotte i 70'erne, og lidt bedaget fakta hist og her, så er Brøggers iagttagelser så satans livagtige og aktuelle, at man er tvunget til at stoppe op et øjeblik og glo sit eget liv lidt efter i sømmene. Rifbjerg skrev i sin tid, at "man bliver klogere" af at læse den. Det må man saftsuseme lade ham. Brøgger leverer lige fra bogens begyndelse en morderlig god kritik af et par nedarvede institutioner. Af ægteskabet. Af kernefamilien. Af det at være et par i et kapitalistisk forbrugsræs. "Jeg tvivler på, at andre tider i historien har kendt en sådan reklamering af den ægteskabelige lykke, som vi er vidne til i dag". Det skulle da lige være her snart 30 år senere. Den lille uproduktive enhed med sin blomstrede sydamerikanske voksdug, afskallede kommoder og fem-dørs med kopholder overlevede som bekendt både de seksuelle eksperimenter, kollektivisme og andre forsøg på at lukke udenforstående ind bag familiens eftertragtede fire vægge. Og ægtefolk over hele den vestlige verden kæmper bravt videre for at opretholde illusionen. De udsteder "lykke-erklæringer" til højre og venstre; Brøggers betegnelse for de situationer, når vi skruer det store smil på både til omverden og til spejlet, for at forsikre alle om, at netop vi er lykkelige. Rundt om os, mens vi smiler, bukker artsfæller under på den lange vej til kærligheden og lykken.

Bogens første del vrimler i det hele taget med lussinger, som svider lige så hårdt på kinderne i dag, som dengang. Et sted gennemgår forfatteren, hvad der sker i en familie, når den anskaffer sig noget nyt og beskriver glæden ved de "materielle nyerhvervelser, der kendetegner familiens åndsliv". "At købe en ting giver en voldsom og hurtig tilfredsstillelse som en mindre orgasme. Og man har brug for disse orgasmer, fordi man i mini-familien ikke er forvænt med dem." Der er stadig noget at fundere over næste gang man står i IKEA for at supplere sin i forvejen store samling af ejendele.

Nogle vil muligvis også kunne finde nutidig relevans i sætninger som: "Vi indretter vores hjem som showrooms og kommunikerer bedre ved at vise ting og børn frem og fortælle om vores lønforhøjelser og ferieplaner end om, hvordan vi har det med hinanden privat."

Brøgger betragter de stakkels aktører i kønsrollespillet med den samme afstand, som vi andre ser på dyr i zoologisk have. Hele vejen igennem fornemmer man hendes undren. Undren over at mænd og kvinder som ulyksagelige møl, gang på gang kaster sig ind i parforholdets (og monogamiets) klaustrofobiske flammer, selvom de udmærket er klar over de begrænsninger, der følger med - "vor tids kannibalisme," kalder hun det. Undren over, at vores kultur betragter moderskabet, som noget medfødt, og faderskabet, som noget socialt konstrueret. Undren over, at kvinder overhovedet gider at have børn, når de VED med 100 procent sikkerhed, at de kommer til at stå for hele pibetøjet. Undren over de samfundsmæssige strukturer, der til stadighed stempler en enlig kvinde som 'besynderlig' eller 'anormal'. Undren over de samfundsmæssige normer, der gør at oprørstrang og kritisk stillingtagen, når det kommer fra kvindelig side, anses som en neurose eller sindssyge, hvortil prozac synes som det eneste saliggørende middel. Undren over, at en kvinde konstant og igennem hele sit liv lever som et jaget dyr. Bange. Bange for ikke at kunne leve op, ikke være moderlig nok, kvindelig nok, stærk nok, ikke lave god nok mad. Ikke passe ind i en skræddersyet kvindelighed, som hun med møje og besvær hele sit liv har forsøgt at klemme sin fede røv ned i. Bange - ja, selv for at gå på gaden.

I det mest gribende essay Voldtægt, fortæller Brøgger med en kynisk nøjagtighed og kølig afstandstagen tre ulækre og rystende voldtægtshistorier (én hvori hun selv er offeret), der alle cirkulerer over samme tema: Kvinders manglende seksuelle, strukturelle og sociale frihed. Hun skriver blandt andet: "Femininitet er et begreb som kvinderne har måttet leve op til for at gøre sig forventninger om ridderlig behandling (ikke-at-blive-voldtaget) - eller almindelig høflighed. Men samtidig er femininitet en uskreven lov, der gør kvinder til fuldendte ofre for seksuelle aggressioner. Femininitet er at gå med sko der gør det vanskeligt at løbe stærkt, skørter der hæmmer bevægelsesfriheden og undertøj, der hæmmer blodcirkulationen. Det kan næppe være en tilfældighed at det tøj, som af mænd anses for at være det mest flatterende for en kvinde, netop er det, der gør det vanskeligt for hende at forsvare sig selv mod aggressioner. Måske er det derfor at kvinder, der går nedad gaden, har kolde øjne og hårde ansigter."

Det skriver Brøgger i 1973 - undrende. Og et øjeblik tænker man, nej, sådan er det da heldigvis ikke i dag. Tingene har da ændret sig. Alting er da blevet bedre. Er de ikke? Ikke hvis man tager strafferammen for voldtægtsforsøg og voldtægt, som et udtryk for en slags rigets tilstand på det område. Eller hører de forsvar, der bliver kørt af på de bonede gulve: "Hun (en 14-årig) sagde ikke tydeligt nej" (til syv ældre truende drenge (!)), 'hun spurgte selv om han ville med op', 'hun havde noget ret så udfordrende tøj på', 'var hun ikke lidt løs på tråden?'. Ikke hvis man spørger en helt almindelig dansk skolepige, i en helt almindelig dansk forstadsfamilie, med en helt almindelig opførsel. Hun vil med 100 procent sikkerhed tage sine forholdsregler før hun går ud af døren - mere eller mindre ubevidst.

I anledningen af kvindedagen var Politikens I-Byen-tillæg i fredags tilegnet kvinder. Københavneriskribenten Henrik Vesterberg brugte derfor sin klumme til at småfilosofere lidt over nogle af de sociale og strukturelle grundprincipper, der gør sig gældende for kvinder og mænd i dag. Han kom (tydeligvis også til sin egen forbavselse) frem til følgende konklusion: "Mænd tror, at bare fordi en kvinde ikke er omgivet af en mand eller en eller flere anstandsdamer, så er hun et bytte til enhver tid, eller i det mindste én, der vil være taknemmelig for enhver mandsperson, der gider at stille bare det halve af hendes egen I.Q til disposition hen over et cafébord. Dét er ikke frihed". I år 2001 lever kvinder - og også de hippe københavnerkvinder - tydeligvis med den samme iboende angst som for tyve år siden.

Og dette er langt fra det eneste emne, som Brøgger tager under behandling og hvor man rystende må erkende, at verden ikke har ændret sig betydeligt, hvad angår kvinders personlige, økonomiske, og sociale frihed og selvstændighed. Er det det, vi vil sige med alle disse ord? At det er svært at få øje på de store ændringer fra dengang og nu? Jo, vent nu lidt... vi har fået mange flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, end der var dengang. Og vi har fået vores egen bankkonto, konebil og adgang til Internettet. Og hvad med engangs-bleen, opvaskemaskinen, tørretumbleren og mikroovnen. Vi har fået lov til at klæde os, som det passer os, med fucker-me-støvler, skub-op bh'er og en ordentlig gang lak. Og vi har fået lov til at vente med at få børn til vi har rundet de 30. Vi har fået karrierepillen og den genetiske kortlægning af menneskets arvemasse, der snart gør det muligt for os at designe vores egne børn. Og vi har fået plastikoperationer og frihed til at være den kvinde, vi er. Vi må leve stærkt og dø unge. Ja, der er da sket masser. Masser er der da sket. Masser......

Midt i denne store boble af tilsyneladende formidable fremskridt kommer en gammel slidt billigbog som Brøggers og sætter tingene på spidsen én gang til. Det er tankevækkende at se antikke ord som boycot, propaganda, kønsroller og produktionsapparat på tryk igen. I det hele taget at blive mindet om de mange andre forskellige faktorer, der gør os til de kvinder og mænd, vi er her og nu; nemlig det kulturelle, sociale og økonomiske frem for de populærvidenskabelige postulater om de genetiske forskelle, som bruges til at forsvare de sørgelige rester af et forstenet patriarkat.

Det er på eget ansvar, du (gen)læser bogen. For holder ballonen overhovedet? Kan du høre noget som helst, mens musikken spiller? Hvordan synes du selv det går, når ingen kigger? Gør det ondt? Kom ikke og sig, at du ikke var advaret. Som plaster på såret, skal du huske, at Brøgger i dag har mand, barn , "mediterer" over opvasken og sikkert nok også tager sin del af slæbet. Det kan ske for selv den bedste.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk