Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Brev fra en indvandrermor

 

Skader danske Birthe den franske nation ved at lade sine børn i Frankrig synge Pippi Langstrømpe på dansk? En indvandrermor reflekterer over kultur og hierarkier i et brev til indenrigsminister Karen Jespersen, der er bekymret over modersmålsundervisning

 
Kære Karen Jespersen

"Lære forældrenes modersmål – jo, selvfølgelig. Men i hvor mange generationer?"…

Måske har du allerede glemt dette spørgsmål, som du stillede en norsk repræsentant for de etniske mindretal. Men det har gnavet i min underbevidsthed lige siden jeg kom til at overhøre det den dag i Strasbourg. Det var under den europæiske konference om racisme, som Europarådet arrangerede den 13. oktober forud for FN´s verdenskonference om spørgsmålet til næste år.

Hvor længe skal børnene blive ved med at lære – og dermed føle sig mere eller mindre knyttet til – forældrenes sprog og kultur? Spørgsmålet kunne have været henvendt til mig. Jeg er selv indvandrermor. Og jeg må indrømme, at jeg lærer mine børn mit modersmål og sætter dem ind i min kulturbaggrund, som dermed også bliver en del af deres.

Dit bekymrede blik, som ledsagede dit spørgsmål, efterlod det indtryk, at forældre med den indgang til tingene nærmest skader deres børn. Det vil jeg selvfølgelig nødig. Jeg vil derfor spørge dig: tror du virkelig, det skader mine børns muligheder for integration, at de taler dansk?

Jeg har boet i Frankrig siden 1987, og mine to børn, Sigrith og Nils, er begge født i Frankrig. De går naturligvis i fransk skole, men de er fuldstændig tosprogede, selv om Nils på 6 har en morsom accent.

Jeg tror ikke, der grundlæggende er forskel på mit ønske om at bibringe mine børn et kendskab til mit fædreland og på andre indvandreres adfærd på dette område. Og jeg er blevet godt og grundigt træt af de danskere, som det ene øjeblik beundrer mine børns tosprogethed og det næste harcelerer over indvandrere, som absolut vil bevare deres traditioner, selv om de er flyttet til Danmark.

Ingen af de danskere, jeg har mødt i Frankrig, har fundet det nødvendigt at glemme deres danske rødder. Jeg kan fortælle dig om Merete, doktorgrad i sammenlignende litteratur og lektor ved et fransk universitet. Hun har lært sin datter ikke blot at tale men også at læse og skrive dansk. Der er også Margrethe, som har sendt sin søn på efterskole i Danmark. Og der er Karen, som til sin store glæde har fået lov af sin franske svigersøn til at tale dansk med sine børnebørn. Tænk engang, dansk helt ud i tredie generation. Skal vi sige stakkels børn?

Skader det mine børn – og skader det Frankrig - at de kan synge både Et barn er født i Betlehem og Sebastians Pippi Langstrømpe? At vi skandinaver holder fælles "Midsommar", hvor danskerne brænder heksen af og synger Vi elsker vort land?

Mine børn er rævestolte af at kunne noget, deres kammerater ikke kan og af at have en viden, de andre ikke har. "Det er dansk, det er derfor du ikke kan forstå det", sagde min søn med en særdeles selvbevidst mine, da en af hans legekammerater kom på besøg midt i Karius og Baktus. Min datter har fået to klassekammerater med til at lave gruppearbejde om Danmark i skolen.

Jo, lyder indvendingerne allerede, men den danske og den franske kultur har trods alt rod i samme europæiske, kristne civilisation. Der er ikke så stor forskel.
Jamen kære venner, det holder jo ikke. Ingen med fornuften i behold vil mene, at mine børn ville få sværere ved at klare sig med dansk i rygsækken i for eksempel Marokko eller Vietnam. Prøv lige at tænke tanken til ende – mine børn som prædestinerede tabere af den simple grund, at deres mor taler dansk med dem derhjemme, pynter juletræ til jul og fortæller dem om Adam og Eva og hvad vi ellers har af myter i vores kultur. Ikke sandt, tanken er absurd.

Men hvorfor? Og hvorfor er det i manges øjne så indlysende, at en fremmed kulturbaggrund er et uoverstigeligt handicap i Danmark? Fordi dansk kultur ikke blot i vore egne men også de fleste andres øjne har højstatus. Mens kulturer fra den tredje verden har lavstatus. Mine børn har til lov at være stolte af deres ekstra kulturinput. For andre er det pinligt og sågar lidt mistænkeligt. Det er der et fint ord for: etnocentrisme. Der er også et andet, som er mindre fint. Men det må man ikke bruge om danskerne, for så bliver de sure. Og endnu mere det, man ikke må sige.

Det er ikke kulturforskellene i sig selv, som gør indvandrerbørnene til tabere. Eller som gør det vanskeligt for dem at integrere sig i det danske samfund. Som en fransk sociolog siger andetsteds her i Forum, når man holder op med at bruge kulturen som forklaring på alting, så finder man nogle andre årsager. Det gør du jo også selv. Du peger selv på, at vejen til integration er jobs og boliger. Hvorfor i alverden bevæger du dig så ud på det skråplan med kulturen?

Jamen, siger du, vi skal have nogle fælles værdier. Ellers falder samfundet fra hinanden. Javist. Men hvilke fælles værdier?

Mit bud ville være straffeloven. De fleste mennesker kan blive enige om, at man ikke må slå ihjel. At man ikke må øve vold, ikke stjæle og så videre. Andet behøver jeg ikke være enig med mine naboer om for at kunne enes med dem. Resten hører til privatlivets fred.

Jeg siger ikke, at vi ikke er forskellige. Jeg er for eksempel ikke sikker på, jeg bryder mig om det islamiske tørklæde, hidjab. Jeg synes personligt, det er betænkeligt, når kvinder skal klæde eller gebærde sig på en bestemt måde ene og alene, fordi de er kvinder. Men det tilkommer ikke mig at diktere andre, hvad de skal mene.

Jamen hvad med æresdrab på unge piger, som har sværtet de mandlige familiemedlemmers ære til? Hvad med omskæringen af de små piger? Er det ikke alt sammen eksempler på en farlig kulturel indflydelse?

Jeg siger igen: hvad har vi straffeloven til? Den har vi til at skride ind over for dem, der dræber, dem der mishandler og lemlæster andre. Den slags skal selvfølgelig straffes, uanset hvilket sprog gerningsmændene eller deres forældre tilfældigvis taler.

En morder er pr. definition ikke integreret i samfundet og respekterer pr. definition ikke samfundets grundlæggende værdier. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal blande folks kultur ind i det og gøre alle medlemmer fra samme kulturbaggrund til potentielle mordere. Det er jo absurd. Ligesom det er en hån mod og en kniv i ryggen på de kvinder i den tredje verden, som agiterer mod omskæring, hvis vi herhjemme påstår, at denne praksis er uløseligt knyttet til kulturen og religionen.

På det seneste har vi også fået kulturelt betingede voldtægter, har jeg hørt. Da over 75 procent af voldtægterne i Danmark er begået af "rigtige" danskere, skal vi måske til at tvinge danske mænd til at aflægge deres danske kultur, eller hvad? Behøver jeg at gøre opmærksom på, at voldtægt, kollektiv eller ej, er en af de maskuline fantasmer, som er mest udbredt i denne verden? Ellers tag et kig på de pornofilm, som produceres af hvide, vestlige mænd med kulturel rod i kristendommen.

Jeg kender ingen religion på denne jord, som ikke i en del af sine forskrifter giver manden en undskyldning til at undertrykke kvinden. Jeg kender ingen kultur, hvor mændene ikke har benyttet sig af disse forskrifter til at skaffe sig så mange privilegier, de kunne komme af sted med. Hvilken europæisk feminist har ikke tordnet mod "de jødisk-kristne moralbegreber"?

Og det med god grund. Men det betyder ikke, at europæerne, for at kunne bekendte sig til ligestillingen, måtte afskrive deres kristne, europæiske kulturbaggrund. Og heller ikke at kristne danske mænd den dag i dag er primitive mandschauvinister.

Mandlige europæiske filosoffer, som af mange betragtes som hovedbidragsydere til de værdier, som vestlige samfund hylder, betragtede kvinder som laverestående væsener.

For Rousseau skulle de små piger bare opdrages til at holde hus og passe børn. Proudhon karakteriserede frie kvinder som kilden til kaos. Og demokratiet og den almindelige stemmeret blev som bekendt i første omgang forbeholdt mænd med ejendom. Tingene ændrede sig, fordi det lykkedes kvinderne selv at bane vejen for en ny social konsensus, ikke fordi nogen kom udefra og kastede snavs på vores kultur. Jeg synes, at mange i denne debat har en bemærkelsesværdig for ikke at sige hyklerisk kort hukommelse.

Jamen, tvangsægteskaberne, siger du, vi skal være på de undertryktes side. Selvfølgelig skal vi det. Hvis unge piger eller mænd for den sags skyld beder om hjælp til at slippe for at blive gift mod deres vilje, skal vi naturligvis være der. Ligesom vi er der med hjælp og støtte, når kvinder endelig siger fra over for ofte flere års hustruvold. Hvad det ellers indebærer at være på de undertryktes side har jeg svært ved at se. Bortset fra at det er et letkøbt argument for at lægge en hel befolkningsgruppe for had.

Kære Karen Jespersen, lad os dog slippe for al den snak om kulturforskelle, så vi kan komme i gang med at løse nogle reelle problemer. Lad os slippe for denne golde diskussion om, hvad der er dansk og hvad der ikke er dansk. Lad os holde op med at jagte kulturelle afvigere, som Sovjetunionen jagtede klasseforræderne og de politiske afvigere. Eller som andre ideologier udpegede andre syndebukke.

Lad mig slutte af med en sjov detalje. Mange unge indvandrere er, har jeg læst i avisernes ledere, i opposition til det danske samfund. Da vi var unge, var vi så vidt jeg husker også i opposition. Dengang sagde vi bare ikke "det danske samfund" men "samfundet". Jeg kunne godt lide at høre din mening om, hvem der har bragt denne semantiske glidning ind i sprogbrugen. Med hvilke bagtanker. Og med hvilke konsekvenser.

Det var før myten om den danske monokultur, at de unge kunne nøjes med at være i opposition til "samfundet", selv om det i nogles øjne var slemt nok. Det var dengang en borgmester i en eller anden københavnsk forstadskommune kaldte alle skolelærere for røde abekatte. Det var dengang feministerne som nævnt forkastede den kristne kønsmoral, mens venstrefløjen tog afstand fra "de borgerlige værdinormer".

Har jeg forstået den aktuelle kulturdebat ret, må den danske nation dengang have været uhyggeligt tæt på at gå i hundene. I hvert fald var vi temmelig meget uenige om, hvilke værdier vi var fælles om.

Dette er i al beskedenhed min definition af det multikulturelle samfund: retten til at være uenig. Så vi kan tage en diskussion om, hvad vi er uenige om. Uden krav om at vi med vold og magt skal blive enige om andet end retten til at være uenige. Det er vist i al enkelhed definitionen på demokratiet og pluralismen. Og det skal man ikke spille hasard med på kulturalismens og pladdernationalismens roulette.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk